You like me? You really like me?
Jeg kører et rimelig tight regime her i Landet Linda, og hvor Mikael Simpson har lort på styret, har jeg styr på lortet: Jeg har altid fundet størst tilfredsstillelse i at beskæftige mig med noget, jeg enten i forvejen er god til eller viser mig at have talent for. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke prøver noget nyt; jeg kan bare se, at min interesse meget hurtigt er for nedadgående, hvis jeg kun er middelmådig til det, jeg giver mig til.
Derfor irriterer det mig ad helvede til at jeg stadig har behov for, at folk skal fortælle mig, at jeg er dygtig. Jeg burde hvile i mig selv, og den gode præstation alene burde være belønning nok.
Det er den bare ikke.
Ros, komplimenter og anerkendelse. I en tid hvor selvudvikling er Gud og enhver kan coaches til succes, er det nærmest tabu at have brug for disse verbale skulderklap. Det har jeg ikke desto mindre, og jeg tror, at det dels handler om at være sikker på, at jeg stadig har kompasset rigtigt indstillet og dels om, at føle mig set og vide, at der bliver sat pris på det arbejde, jeg lægger i tingene.
For et par år siden opdagede jeg, at jeg roste mine dygtige praktikanter og føl markant mindre end de knap så gode. Ikke fordi jeg ikke gerne ville fortælle dem, at de var skidegode, men fordi jeg antog, at de vidste det og bare tørstede efter konstruktiv kritik, så de kunne blive ENDNU bedre. Dem, der kæmpede lidt mere med tingene, roste jeg derimod for alt, hvad jeg kunne sige noget positivt om, for ikke at tage modet fra dem; opmuntring er både godt og nødvendigt, når man har lang vej hjem.
Men en dag slog det mig, at hvis alle tænkte som mig, så ville de gode aldrig få at vide, at de var gode, og på længere sigt risikerer man at miste de bedste folk, fordi de smider håndklædet i ringen; ingen husker at fortælle dem, at de gør det godt, fordi alle antager, at de ved det – og det er altså ikke ret motiverende at servicere en umælende mur.
Min kammerat er et af de bedst begavede mennesker, jeg kender, og han bliver god til alt, hvad han rører ved. Desværre er hans lillesøster en skrøbelig lille pige, som hans forældre gennem hele hans barndom har rettet 80 % af deres opmærksomhed mod, fordi hun skulle støttes og opmuntres. Heldigvis var han jo en dygtig dreng, som kunne selv.
Han kæmper hver eneste dag mod fornemmelsen af at skulle overpræstere og være perfekt for at blive set og holdt af.
Og når jeg hører en mand brokke sig over, at kæresten ikke gider gøre noget ud af sig selv, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om han ind imellem fortæller hende, at hun er smuk? Om han husker at give udtryk for sin påskønnelse, når hun har gjort noget ekstra ud af sig selv – eller om det bare er den klassiske mandeting med, at ’hvis jeg siger, at du er lækker, så gælder det, indtil jeg siger noget andet’? For hvis man har en fornemmelse af, at der ikke bliver sat pris på… ja, alt sgu, lige fra opbakning og indlevelse til lækkert undertøj og tabte kilo, så kan jeg faktisk godt forstå, at man kommer til at opfatte det som om, at det ikke gør nogen forskel. ”Du ved jo, hvad jeg kan lide.” Nej. Det ved jeg faktisk ikke. For jeg har ikke fotografisk hukommelse, smag ændrer sig, og det er 3 år siden, du fortalte det sidst.
Og lad nu være med at lægge kommentaren om, at man skal gøre det for sin egen skyld, for det er jo indlysende rigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. I hvert fald ikke i mit univers.
For hvis andre ikke ser os, tror jeg med tiden, at vi mister evnen til at se os selv.
31. januar 2010 @ 20:03
Wauw.
31. januar 2010 @ 20:12
Da jeg var yngre kunne jeg slet ikke klare ros. Jeg blev næsten flov og skulle altid forklejne det. Nu? Lige modsat!
Hvis du siger at jeg var god fordi jeg hentede bolden, vil jeg hente den igen og igen og igen, lige gyldigt hvilken tornehæk du smider den ind i. Og ja, det er egentligt skide pinligt at have det sådan, for JA, man burde sgu have selvværd nok til at andres mening var mindre vigtig.
Derfor tror jeg sgu også der er noget der hedder for meget ros. Jeg er altid blevet strøget med hårene og har haft forældre, lærere og trænere, der har lært hvor vigtigt det er at rose børnene, og derfor altid har fortalt mig hvor dygtig jeg var. Og nu hvor jeg er blevet ældre, og folk ikke længere går og roser mig på daglig basis går jeg rundt med en grim grundlæggende følelse af ikke at være god nok.
Jeg gik fx fuldstændig ned da jeg dumpede fodboldeksamen (jeg læser idræt). Og det på trods af jeg udemærket godt ved man ikke kan forvente at bestå, når man ikke har spillet nogen form for bold tidligere (jeg var hende, der havde menstruation hver mandag når vi havde idræt i gymnasiet), men at dumpe passer bare ikke ind i mit billede af mig selv som denne her helt perfekte studerende, der er vildt god til det hele.
Men så igen – hvis nu den helt rigtige var kommet hen og havde sagt, "Cecilie! Det kan godt være du ikke kan spille bold, men du er sgu fantastisk alligevel!", så havde det fodbold jo også været ligegyldigt..
Okay. Meget lang mig-mig-mig kommentar (med nogle virkelig lange sætninger). Det var slet ikke meningen. Anyway, jeg synes din blog er fantastisk. Jeg har kun fuldt med meget kort tid, men jeg er stor fan! Jeg bliver til hver en tid helt glad når der står "blogsbjerg" i feedreaderen og gemmer din blog til sidst, for den er sgu altid interessant og der er altid noget at tænke over.
31. januar 2010 @ 20:33
På min arbejdsplads er det sådan, at når man ikke hører noget, så er det i orden dét man laver. Og er det ikke i orden, så skal man nok få det at vide. Det er fandendansme da en skidt udvikling…
31. januar 2010 @ 20:37
Har en klog chef der siger følgende: "Det vi fokuserer på vokser!" – Så hvorfor ikke vælge at fokusere på det positive, og give den ros som mennesker omkring os fortjener??
31. januar 2010 @ 21:13
Linda: "Klap dig selv på skulderen" jeg synes bestemt du fortjener det!!
Og nej man bliver bare aldrig for gammel til at blive glad når nogen roser en:)
Knus Sus
31. januar 2010 @ 22:44
Actually, I really do like you! Du får et oprigtigt skulderklap fra mig af. Du skriver lækkert, og jeg er begyndt at klikke herind ret ofte efterhånden. Keep going!
I øvrigt, hvis du bruger blogstats og den slags – og det ved jeg du gør! – så var den mystiske læser fra Filippinerne altså mig.
1. februar 2010 @ 09:03
Jeg synes, der er forskel på ros og anerkendelse. Anerkendelse er vel det, der skaber selvtillid og viser os, at vi bliver set, når vi prøver. Ros kan derimod skabe afhængighed, fordi det ikke opfordrer til at flytte sig og komme videre.
Ret beset ville det vel være umenneskeligt ikke at ønske sig at blive set af chefer, kolleger, venner og familie. Jeg synes, det er en del af almindelig god opførsel at lade folk vide, at man har bemærket, at de er der og arbejder på at gøre en forskel 🙂
Helt enig i, at det ikke er holdbart med "hvis det godt nok, så hører du ikke noget" – det er da både demotiverende og i forhold til chefen vil man vel næsten fare sammen, hvis han siger mere end godmorgen…
1. februar 2010 @ 10:48
"For hvis andre ikke ser os, tror jeg med tiden, at vi mister evnen til at se os selv."
– dén ramte.. Hele indlægget gav i det hele taget noget at tænke over, som jeg virkelig synes mange af dine indlæg gør.
1. februar 2010 @ 15:42
Jeg hørte en podcast fra P1 om coaching, hvor en kvinde ønskede at "blive mindre afhængig af ros". Coachen (Sofia Manning) coachede hende til at acceptere, at hun havde dette behov istedet for at forsøge at ændre på sig selv. Med den krølle på, at hun skulle fortælle sine omgivelser (især chefen), at hun havde behov for ros/anerkendelse…
/Maria
1. februar 2010 @ 16:49
Linda jeg synes du er dygtig.
1. februar 2010 @ 20:06
Ano1: Tak – tror jeg?:)
Cecilie: Tak for en meget relevant kommentar, hvori jeg kan nikke genkendende til meget. Og mange tak for dine pæne ord.
Gitte: Og det inspirerer bare ikke lige til at strække sig en ekstra meter, vel?
Sannen: Klog chef – som garanteret får meget mere ud af sine ansatte end Gittes!
Sus: Jeg gør, hvis du gør?:)
Kongfilipin: Spejl.
Ano2: Jeg er ikke helt enig. Hvis man efter at have knoklet hårdt for noget, modtager ros, kan det vel også give blod på tanden og lyst til at fortsætte ud af den vej, man har bevæget sig ind på?
Tilde: Jeg bliver altid så glad, når nogen derude kan bruge det jeg skriver, så mange tusind tak.
Maria: Måske har vi været så gode til at lære, at vi ikke skal være afhængige af ros, at vi er endt i den anden grøft og nærmest har fået det udryddet? Jeg synes, at det er en god pointe, at det er tilladt at sætte ord på, at man har brug for det.
Mof: Jeg vil gerne rose dig for at være god til at lægge søde kommentarer:)
2. februar 2010 @ 15:52
Nu kan du også rose mig for at linke (ingen pres) 🙂
Ps du ER dygtig.