Bloggen

Ok. Nu er vi 30+, og jeg har en ide til en sjov leg. Den hedder: ”Kom. Lad os stramme op på vores mobilvaner”.

Reglerne er simple.

1) Dem, der har en IPhone, skal holde op med at snakke om den. Nu. Ja, den er fin og smart, men fra nu af får man fortænderne slået ud med den, hvis man siger ’applikation’ eller ter sig, som var man Jehovas Vidne og telefonen Vagttårnet. (Og hvis nogen mangler mig, sidder jeg i hjørnet og prøver at se, hvad der sker, hvis jeg stopper rønnebærerne op i næsen.)

2) Når vi er i byen, hviler Lillen sig i jakkelommen, og man har tabt, hvis den vågner, fordi man har glemt at sætte den på lydløs.

3) Hvis vi venter på en ny lever, er vi undtagede af denne regel, men ellers prøver vi at være tilstede, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Det betyder, at vi godt kan vente en time eller to med at læse og svare på vores beskeder.

4) Som noget nyt prøver vi at læse vores sms’er, før vi sender dem. Bliver i længden rimeligt enerverende at modtage rebusser som “Eval! Gieer ikk tage depndf, hvis Svine og Pille os lommer vil astma.”

5) Og endelig er samtlige smileys tilbagekaldt fra fabrikanten. Specielt blinkesmiley er defekt og skal tages ud af rotation asap.

Vil du være med?

(Nu er spørgsmålet så bare, om der efter dette indlæg overhovedet er nogen, der stadig gider kontakte mig.)

Forklar mig lige, hvordan det er blevet søndag aften?? Jeg har LIGE råbt: ”Weekend! Hurra!” og nu sidder jeg her med ansigtet presset fladt op af mandag og er bagud med alting på forhånd.

Nå. Fuck det. Jeg har til gengæld haft en weekend, der var det værd.

Jeg vil gå lidt let hen over taxachaufføren, der lørdag nat satte min veninde og jeg af samme sted med ordene: ”Ja, man kan jo godt gå det sidste stykke selv, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet…” Syge i potten, mand. ALLE sammen!

Til gengæld vil jeg gerne dvæle ved mit besøg hos nogle af mine yndlingsmennesker (og på et tidspunkt vil det lykkes mig at få listet lille Tilde i tasken og med tilbage til Århus) og vores koncertoplevelse med Thomas H.

Jeg ejer ikke en eneste plade med manden (jo. Det hedder det stadig. Men vi kan godt kalde det en IPlade, hvis det giver ro derude), og jeg kender kun omkring 30 % af hans materiale, men Thomas og jeg går way back. Vi har hygget os mangt en grøn sommer på græsplæner i forskellige afkroge af Jylland. Han er et af de mennesker, der skriver og spiller popsange efter devisen why fix it, if it ain’t broken, og så er han altid så skideglad. Ikke noget mystisk og forpint kunstner hér, og det kan vi godt lide, så med åbne sind og ja-hatten på, drog vi af sted.

Jeg tror ikke, at nogen af os rigtigt var forberedte på det, vi kom ind til.

Det viser sig, at Thomas har adopteret det nu forældreløse Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake publikum. Der stod vi og manglede ca. et årti på dåbsattesten, og klamrede os til vores fadøl, mens en gruopvækkende mængde frisører med auberginefarvede striber i håret og små, korte læderveste rystede røv.

Og vi mistede nærmest talens brug, da en to meter høj, skaldet udsmider kom trampende forbi med en lille midaldrende dame i førergreb, der sparkede og slog fra sig, så enhver ecstasypåvirket teenager må bøje sig respektfuldt i støvet.

Midt i dette visuelle oplevelsesinferno var der jo også noget musik, og jeg må sige, at Thomas godt nok har skrevet helt ualMINDEligt mange flødesjælere; jeg synes, at der var lidt langt til ekstranumrene.

(Og så tror jeg, at han knalder sin korpige, hvilket burde udløse fem lammere lige i skærmen. Du er halvanden meter høj, og har scoret Renee Toft Simonsen. Må universet straffe dig hårdt, hvis du spytter på dét.)

Til gengæld havde han taget Dicte med som opvarmning, og I’m in lååååwe! Kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg vil være hende eller adoptere hende. Et lillebitte stykke labert 42-årig træder ud på scenen, åbner munden og ud vælter kaskader af hæs, rocket vellyd. Jeg var aldrig helt på Her Personal Pain, men i samme sekund, jeg har trykket ’Post’, skal jeg ind og ITune hende og købe hele svineriet. (= Alle IPladerne.)

Desværre tror jeg ikke, at man kan købe hendes uovertrufne spadebefængte udgave af ”Det er mig, der står herude og banker på.”

Og – undskyld Tommy Boy – det bliver mere den end dig, jeg kommer til at savne i 100 dage.

Jeg er kommet til at synes om den der frygtelige Grand Prix sang.

Somme tider tænker jeg på, at vi lige nu er ved at skrive den historie, vi skal fortælle om os selv, når vi bliver gamle. De valg vi træffer idag er med til at bestemme, hvor og hvordan historien ender, og det er sjældent, tror jeg, at vi når at opdage det, når vi står overfor et af de valg, der viser sig at være virkelig afgørende for fremtiden, eller hvornår den akkumulerede mængde af småvalg puffer os i en anden retning, end vi havde forestillet os.

Når man læser historier om de mennesker, der endte med at skabe noget stort, er det tit variationer over det samme tema. Der er tale om mennesker, der holdt fast i noget, de troede på, mens alle andre tvivlede, og ikke sjældent har de haft flere imod end med sig. Der har i de flestes tilfælde været mange gange undervejs, hvor det ville have været både logisk og forståelig at give op, men de bed tænderne sammen og fortsatte – og det betalte sig.

Man skal turde satse. Man skal stå fast, når man tror. Men man må nok ikke glemme, at intet er givet på forhånd, når ens valg kan få konsekvenser for andre.

Lige nu kender jeg to mennesker, der er gået hele vejen med noget, der har været vigtigt og rigtigt for dem. Og lige nu kender jeg to mennesker, der sidder med hovedet i hænderne og forsøger at forholde sig til, at alle døre pludselig er lukkede, og det, der virkede simpelt og ligetil, pludselig er blevet kompliceret.

I en anden tid ville de måske have fået flere chancer. I en anden tid ville deres omgivelser måske ikke have haft behov for at spille sikkert og tænke på sig selv. I en anden tid ville deres valg været blevet kronet med hæder og ære.

Lige nu er det nok desværre bare ikke de kompromisløses tid.

For en uges tid siden skrev jeg, at jeg ønskede mig en revisor. Det tager jeg tilbage. Det, jeg i VIRKELIGHEDEN ønsker mig, er en pedel. Vi snakkede om det i forbindelse med min defekte vandhane (som jeg faktisk savner nu. Det var bedre, da jeg kun skulle leve med tynd, permanent vandstråle end nu, hvor jeg kan vælge mellem tørke eller monsun, og hvor der er 4 meter fra grotesk højtsiddende hanehoved til vask. Ligner syg metallisk dinosaur, der forsøger at spule sit bytte ihjel), og nu er den gal igen. Mange steder, desværre, men mest presserende på lysfronten.

Pærer springer i lystigt, polkalignende tempo, og selv noget så simpelt som udskiftning af disse, kan jeg fucke up.

I min stue har jeg nu en lampe, der blinker på den epilepsifjendtlige måde og en, der lyser så skarpt, at vi uden problemer kan bruge den i forbindelse med fødsler eller akutte, dentale indgreb. (På opturssiden kan jeg nu svare mig selv, næste gang jeg står i Føtex og spekulerer på, om der er nævneværdig forskel på 40 og 60 watt.)

I køkkenet har lyset i min emhætte ikke virket i 5 måneder, og jeg ANER ikke, hvor man skal skrue for at komme ind til noget, der kan skiftes. Overvejer at udgive kogebogen “Mad i mørke”.

I mit soveværelse har jeg en lampe, der efter at have ædt sig gennem 4 halogenpærer på 2 måneder og fornøjet sig med at drive mig til vanvid ved random tænd/sluk, nu endelig har besluttet sig for at nægte at lyse. Overhovedet. Og den er knusende ligeglad med, hvor mange pærer jeg forsøger at tvinge ned i halsen på den. I to uger har jeg forsøgt at reparere den. Hvilket oversat til dansk betyder, at jeg har forsøgt at true den, overtale den, kigge den anden vej og såangribedenvirkelighurtigt og give den the silent treatment.

Overraskende nok virker det ikke.

En del af mig ved godt, at jeg nok er nødt til at gøre noget snart. Noget Ikea-agtigt. Har garanteret også en bon og noget garanti et eller andet sted.

*suk*

Det ville bare være så meget nemmere, hvis man havde folk til den slags.

Jeg er ked af, hvis det i går kom til at lyde som om jeg er ved at lukke bloggen. Det er ikke tilfældet. Det er stærkt vanedannende at have en ventil, og sundt at have mulighed for at tygge drøv på sit liv, vel vidende at andre øjne vil se konsekvenserne af mine handlinger og ikke nødvendigvis intentionerne bag.

Med andre ord: Så let slipper I ikke af med mig.

Jeg havde bare lige brug for at fortælle, at jeg ikke er ved at anlægge en ny identitet som Danmarks mest overfladiske og/eller bitre blogger. I hvert fald ikke med vilje.

Når man er lidt presset, er det ekstra vigtigt at lægge mærke til de gode ting, så jeg erklærer det hermed officielt for fantastisk at:

* have en chef, der tager fat i én og spørger, om man er ok, når man tramper sammenbidt rundt. Og som kan tage det, når man kommer til at tude af raseri som svar til hendes forslag om at ”tage tingene som en oplevelse.”

* køre bil og finde radiokanal, der spiller alle de sange, man lige har lyst til at synge med på.

* have veninde på barsel, som man kan spise frokost med, og både nå at snakke alvorligt om mongol-angsten og at fnise over, at nogen *ahem* er kommet til at kysse med hendes lillesøsters bedste kammerat. (And here’s to you, Mrs. Robinson…)

* have udsigt til 2 ugers ferie om en måned. (Og I kan GODT glæde jer til hemmelighederne!)

* søge om indrejsetilladelse til USA. Man MÅ elske Guds Eget Land, der antager, at selvom man lider af smitsomme sygdomme, er involveret i kriminalitet, der involverer moralsk fordærv, søger om indrejsetilladelse for at begå kriminalitet eller umoralske handlinger eller har været involveret i spionage/terrorisme/folkemord, vil man stadig tale sandt og svare ærligt.

Der er lidt stille rundt omkring i blogland for tiden. Mange giver udtryk for, at der foregår ting bag facaden, der ikke egner sig til udstilling, og hos de bloggere, jeg kender i virkeligheden, kan jeg også se, at det er en meget tynd skive af virkeligheden, der bliver stillet til skue.

Jeg er ingen undtagelse.

Om det er vejret, om det er den famøse krise, der af forskellige omveje har fundet os alle, eller om det bare skyldes et sammenfald af uheldige omstændigheder, at vi alle står med ryggen mod muren samtidigt, ved jeg ikke.

Til gengæld ved jeg, at en blog sjældent er værd at læse, hvis ikke personen bag giver lidt af sig selv. En blog holder hurtigt op med at give mening, hvis forfatteren bag hele tiden gemmer sig og spiller sikkert, og jeg er ubetinget mest loyal overfor blogge, hvor jeg føler, at jeg bliver inviteret ind, og lærer personen bag at kende. Dem vender jeg tilbage til igen og igen, og dem læser jeg som et samlet hele i stedet for at vurdere dem på dagsformen.

Fuldstændigt ligesom jeg gør med mennesker.

Derfor er det en virkelig svær kunst at holde en blog i live, når man ikke kan skrive om de ting, der i virkeligheden fylder. Ind imellem føles det faktisk lidt som at lyve. Men der er hensyn at tage, både til mig selv og andre, og der er ’hvad sagde jeg?’-samtaler, jeg ikke orker at stille op til.

Og det er ikke kun på bloggen, det kommer til udtryk: Jeg er nærmest menneskesky for tiden. Ikke, at jeg ikke nyder andres selskab, når jeg er ude. Det gør jeg. Rigtig meget endda. Men når jeg først lukker døren bag mig, er der udsolgt. Jeg vil ikke på Skype, jeg åbner ikke min dør, når det ringer på (undskyld fastelavnsbørn), og jeg tager ikke min telefon. Jeg går rundt herinde, fuldstændig hudløs, og jeg magter ikke at interagere med verden, før jeg har haft tid til at forberede mig og tage min personlighed på.

Jeg er ikke deprimeret, ked af det eller suicidal. Jeg er bare… træt. Og eftertænksom. Og stille.

Kan vi godt være gode venner alligevel?

I mit fitnesscenter er det obligatorisk at bære personaletrøje, når vi underviser. Da det blev indført for et par år siden, synes de fleste af os, at det var skideirriterende, fordi vi ikke selv kunne bestemme hverken pasform, design eller farve; 3 elementer, der sætter temmelig store begrænsninger for, hvad man farvemæssigt kan slippe af sted med at sætte til af bukser, sko osv. (Jajaja. Jeg ved godt, at vi bare er der for at træne, men ville du ikke – helt ærligt – bare kortvarigt – overveje, hvordan du så ud, hvis du var den, alle skulle kigge på?) Efterhånden må jeg dog sige, at jeg faktisk synes, at konceptet holder, fordi man bare kan lede efter uniformen, hvis man skal bruge en gårdvagt.

Alt vores personaletøj er fra Nike. Og vi kan godt lide Nike. Virkelig. 80 % af min fodbeklædning er swoosh-befængt, og jeg synes, at de laver labre hoodies, seje t-shirts og fede bukser.

Derfor er det både ubegribeligt og deprimerende, at det er Praktikanten, Der Hader Mennesker, der får lov at designe vores arbejdstøj.

De første t-shirts vi fik, ville faktisk have været moderne nu. En hårrejsende mængde stof holdt sammen af sadistisk, stramt halsbånd af rib. Efter 14 dage lignede vi alle sammen afdankede dansere fra en gammel Madonnavideo, med kraven hængende løst ud over den ene skulder, fordi vi hele tiden følte, at vi var ved at blive kvalt, og derfor i blind panik hev febrilsk i lortet, hver gang pulsen røg over 100.

De sidste t-shirts vi fik, var så korte, at jeg i første omgang troede, at det var vanter, jeg fik udleveret.

Men så nedringede vanter har jeg alligevel aldrig set.

Til gengæld har der været god tid til at lære at holde af dem. De nye t-shirts skulle være kommet for 5 måneder siden, men lille Phoung og hans kumpaner er tilsyneladende ikke så rappe på deres små børnefingre, som de plejer at være, og vi har derfor været tvunget til at undervise i laser og pjalter, mens de har siddet i giftdampe og kemikalier og hyggesludret.

Eneste måde at holde trøjerne i lugtmæssig nogenlunde tålelig stand har været at kogevaske dem, og derfor er de efterhånden så stampede, at de er 2 cm tykke, og hvor der før på ryggen stod
I N S T R U K T Ø R, står der nu INSTRUKTØR.

I går landende det nye tøj så endeligt, og jeg kan se, at vi denne gang er gået efter atletisk fusions-design. ’Russisk kuglestøder møder østtysk spydkaster’. Langt, uformeligt og ærmeløst.

Det bliver et langt halvt år.

Nok mest for medlemmerne.

Vi står i det mindste med ryggen til spejlet.

Jeg ønsker mig en interesse for skat. Eller bare et minimum af forståelse af konceptet. Jeg synes, at det er utilfredsstillende at være et voksent menneske på 33 år, og stadig være nødt til at ringe hjem til min mor og lege 1001 Spørgsmål Til Forskudsopgørelsen.

Jeg har på den hårde, girokortbefængte måde lært, at man skal ændre sine oplysninger, hvis man tjener mere end forventet, men det er udenadslære, for jeg synes stadig ikke, at det giver en kæft mening: Jeg betalte jo skat af pengene, da jeg tjente dem, så hvorfor det er vigtigt, og hvordan det kan ende med at koste mig endnu mere, overstiger min fatteevne.

Plus at det er snyd.

I starten af januar opdagede jeg ved så et tilfælde, at min trækprocent er blevet sat 5 % ned. Jeg har aldrig oplevet, at den er blevet ændret af andre end mig selv, og det tog 4 telefonopkald at lokalisere et menneske, der kunne oplyse, at Skat har reguleret i år, fordi de ikke ”vil fungere som bank mere”. Derfor kan man heller ikke selv regulere den tilbage.

Og det værste er, at om det så havde været annonceret i samtlige aviser og dagblade, på hele internettet og været udsendt som spot på alle radio- og tv-kanaler i hele Skandinavien, ville det stadig være røget hen over hovedet på mig. Det er ligesom med geografi: Jeg. Kan. Ikke. Lære. Det.

Det til trods tror jeg dog alligevel, at jeg med rimelig sikkerhed kan sige, at det er en meget dårlig ide, når DGI som noget helt nyt og overraskende i år er begyndt at udbetale min løn som B-indkomst.

B-indkomst. Som i: Værsgo. Her er en hel masse penge. Fikser du lige selv det der skat?

Pengene har allerede indrettet sig på min konto. De har stået der i 4 dage, og har på nuværende tidspunkt fået venner, bestilt kabel-tv og meldt ungerne ind i den lokale skole, så jeg har på fornemmelsen, at det bliver Jagtvej 69 om igen, hvis jeg forsøger at smide dem ud om et år.

Eller betaler man skatten med det samme?

Shit. Måske jeg bare skulle ønske mig en revisor.

Selvom vi danskere er tæt på at være verdens mest private folkefærd, synes jeg alligevel, at man ind imellem får lov at til at se, at noget vigtigt rører sig inde bag facaden, hvis man har øjnene med sig, når man går rundt derude i livet.

F.eks. ser jeg jævnligt mennesker, der står på gaden og græder. Når det sker, går jeg som regel hen til dem, lægger hånden på armen af dem, og spørger, om de er ok. Det er de jo helt indlysende ikke, men jeg synes, at det er uanstændigt at lade dem stå og lide, midt på gaden i fuld, ligegyldig offentlighed. Jeg forventer ikke, at de vælter deres problemer ud på mig, og ved egentlig ikke, hvad jeg ville stille op, hvis de gjorde: Jeg synes bare, at det er vigtigt, at de ved, at nogen har set dem.

Og I lørdags så jeg en kvinde, der bad. Jeg sad i toget, som holdt på en lille station et sted i Jylland, og på perronen sad en kvinde i slutningen af 40’erne med hænderne foldede og et desperat udtryk i ansigtet. Mens jeg sad og kiggede på hende, kom jeg til at tænke på, hvor længe det er siden, jeg selv har bedt så indtrængende om noget. Bedt på den måde, hvor man uanset manglende religiøs overbevisning, er villig til at afsværge alting på stedet for opfyldelse af et eneste ønske.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er fordi jeg er et meget privilegeret menneske uden nævneværdige problemer, eller om det er fordi jeg affinder mig og lader mig nøje, men jeg kan godt blive en lille smule misundelig over deres evne til at give efter for deres skuffelse, angst eller frustration i fuld offentlighed, lige her og nu.

For bloggen er ikke så meget offentlig, som den blot er en sofistikeret måde at være lukket på, fordi jeg med mine indlæg selv bestemmer, hvad jeg vil dele, og jeg er bange for, at jeg er blevet sådan en, der enten resignerer eller kun falder fra hinanden, når ingen kigger. Så forfærdelig privat og løsningsorienteret, at jeg hverken taler om det, der er svært eller tager mig tid til at sørge over tabet af det, inden jeg straks begynder at regruppere og sætte nye mål.

Måske er det godt. Måske er det udtryk for ukuelighed, optimisme og livsgejst.

Det føles bare ikke altid sådan.