Når jeg kigger på min omgangskreds, kan jeg se, at den har ændret sig i løbet af det sidste års tid. Ikke, at der er kommet specielt mange nye mennesker til, men jeg har knyttet tættere bånd med nogle af dem, som jeg tidligere bare kendte lidt perifert, og nogle af dem, som jeg tidligere brugte meget tid med, er rykket lidt længere i baggrunden.
I dag drak jeg kaffe med en af dem, der bevæget sig fra bekendt til veninde, og jeg kunne høre, at hendes omgangskreds havde undergået en tilsvarende metamorfose.
Udadtil er vi ret forskellige, og vi befinder os to helt forskellige steder i livet. Derfor har jeg gået og tygget lidt på, hvorfor både hun, jeg og flere andre, jeg kender, tilsyneladende regrupperer i disse dage, og jeg er nået frem til, at jeg tror, at det handler om, vi er blevet voksne.
Modsat hvad jeg i mange år har troet, er jeg ved at nå frem til, at man ikke bliver voksen, den dag man får børn. Eller køber hus eller lander det vilde job.
Jeg tror, at man bliver voksen, den dag, man til fulde forstår, at det er ens eget ansvar at skabe det liv, man gerne vil have.
Den erkendelse giver en ro (eller angst, afhængigt af dagsformen), som gør mange valg nemmere, fordi man holder op med at forvente, at der kommer en (anden) voksen og rager kastanjerne ud af ilden, hvis man træffer sine beslutninger med hovedet under armen. Når man fatter, at man bevæger sig længere væk fra sine egne mål, hvis man vælger forkert, er der sgu pludseligt lidt mere incitament til at tænke sig om og prøve at vælge rigtigt i første omgang.
Og jeg tror, at det er denne erkendelse, der får nogle venskaber til at glide ud, fordi verden ser så utrolig forskellig ud på de respektive sider af skellet. Når man begynder at se livet som en vej, og alle valg som muligheder for enten at bevæge sig i retning af eller væk fra målet, så bliver det svært at forstå dem, som bare drysser planløst rundt og alligevel ikke forstår, at livet i dag ligner livet i går. Når man er den, der drysser, virker det statisk, fastlåst og kedeligt at lægge sig fast på noget, når der nu er så mange andre muligheder, der OGSÅ lyder spændende.
Eller også overfortolker jeg alting, og det hele kan koges ned til tid, lyst og lejlighed.
Det er nu alligevel ret så smukt sagt. Og jeg tror du har ret. Ligesom modenhed heller ikke på nogen måde hænger sammen med den alder man har på papiret, men nærmere den alder man, so to speak, har i hjertet. Og jeg tror den alder er topuafhængig af den biologiske alder. Jeg var fx. på mange måder mere moden på den kedelige måde, da mine børn var små. Og føler mere moden på den vise måde (kan jeg da hurtigt bilde mig ind) nu hvor vi næsten er i mål på børnefronten. Jeg vidste mindre dengang, og leger mere nu. Sætter mere pris på gode venskaber nu, og tager knap så meget for givet. Og har rynker. Men det må være noget med solen.
Mmm. Du er eksistentiella på en meget herlig måde. Tak for det.