Skål Flemming!
Hjemme ved Dines, kører en serie, jeg holder meget af. Den hedder ’jeg dømmer dig, når’ og den er befriende politisk ukorrekt.
Nu kommer der så et af de udsagn, der er ligeså irriterende, som når ansøgere forsøger at luske stærke sider forklædt som svage sider ind af bagdøren: Jeg prøver virkelig at lade være med at dømme folk.
Eller …
Om igen.
Jeg dømmer folk big time, men under 24 sekunder efter, at jeg har gjort det, slår min hjerne på glasset, rejser sig, ruller 200 meter papir ud, rømmer sig og indleder en tale med overskriften: ”Hvad med dig selv?”
Herefter gennemgår den slavisk alle de gange, jeg selv har begået de selvsamme synder, som jeg nys pegede fingre af – og det er bare ikke rigtigt fornøjelsen værd at sætte sig til doms over andre, når dommen drukner i jante og dårlig samvittighed, og ender med at minde mig om 258 sider ved mig selv, jeg ikke bryder mig om.
Derfor blev jeg egentlig lidt overrasket over at opdage, at der er ét område, hvor jeg dømmer, dømmer hårdt og står ved det, og det er, når folk drikker for meget. Hvilket er svært, svært ironisk, når man tænker på de olympiske mængder af rødvin, jeg selv kan slynge i halsen (se? Det sker helt automatisk) – men jeg kan styre det.
*ahem*
Nej, spøg til side.
Når folk drikker for meget i situationer, hvor der ikke er lagt op til det, dømmer jeg dem. Når jeg er med kollegerne på cafe fredag eftermiddag, og en af dem bliver så stiv, at hun snøvler og snubler, mens vi andre sidder og spytter i en enkelt øl, dømmer jeg hende. Når jeg spiser brunch med slænget, og venindens kæreste som den eneste bliver pinlig og bøvet, dømmer jeg ham. Når jeg er på kursus, og en af mine medkursister vælter hvidvinsflasken ud over frokostbordet 5. gang, hun rækker ud efter den, dømmer jeg hende.
Og jeg husker det. Selvom det kun sker en enkelt gang.
Og du kan TRO, jeg lægger mærke til det, hvis det sker igen.
Torsdag d. 04.03.2010. Den dag jeg opdagede, at der inde i mig bor en snerpet, gammel kælling.
4. marts 2010 @ 21:09
Nu er jeg glad for, du først lærte mig at kende for et par år siden.
4. marts 2010 @ 22:23
Haha, så er jeg glad for du slet ikke kender mig. Så længe folk ikke bliver ubehagelige, når de er fulde, så har jeg intet problem med at de er stive, så længe man er i festligt lag.
Jeg synes da det er værre med folk, der drikker sig fulde, når de er alene.
5. marts 2010 @ 06:28
Lulu: Det er netop det, jeg skriver. Det er når man IKKE er i festligt lag, men bare er afsted for at hygge sig (eller for at arbejde), og ingen af de andre tilstedeværende drikker noget særligt, at jeg dømmer folk, hvis de bliver bankelamme.
I festligt lag tror jeg ikke, at jeg har noget at lade nogen høre for…
5. marts 2010 @ 10:00
Må jeg give et råd? Altså, til at blive en bedre dommer?
Jeg kan ikke dømme folk, der drikker for meget, for det gør jeg selv. Eller folk, der deler links på Facebook, for det gør jeg selv. Eller folk, der ser tv fredag aften, for det gør jeg selv.
Næææ du. Koden er at konkretisere og dermed skille fårene fra bukkene. Nok drikker du dig fuld – men du lægger i det mindste ikke an på den grimme bartender, fordi du er så fuld, du ikke kan se ham (vel? tænkt eksempel). Og nok deler du links – men de kommer i det mindste ikke fra eb.dk. Og ja, du ser tv fredag aften – men i det mindste ikke Live fra Bremen.
Se der. Afgrænsing. Jeg tror, du har en lang karriere som dommer foran dig (og bag dig ;)…)
5. marts 2010 @ 15:51
Tror det er en del af vor natur at vurdere alt og alle, måle og veje….dømme.
5. marts 2010 @ 18:12
SKÅL!
6. marts 2010 @ 12:40
Du er skisme i skrivehopla for tiden Linda! Najs najs najs!
@ Uden Relevand: Du er bare så dyb!