Af frygt for at blive sådan en, der altid snakker om, hvor meget bedre alting var, da jeg var yngre, øver jeg mig meget i at lægge mærke til, hvad jeg hen ad vejen går og lærer, som gør mit liv nemmere.
En af de vigtigste lektier, jeg har lært er, at man skal sove på det. Uanset hvad det er. I hvert fald når man som jeg er udstyret med fyrværkeri i stedet for temperament og stod allerforrest i køen, da der blev uddelt retfærdig harme. Det kan være nogle lange nætter, når man ligger der og marinerer i arrigskab over andre menneskers ugerninger, mens man fører vrede, imaginære telefonsamtaler med synderne, men der er ingen tvivl om, at jeg har nået langt mere konstruktive resultater ved at vente med at ringe op til dagen efter, når den røde tåge for øjnene er fordampet.
Mails kan også godt tåle lige at ligge i kladdemappen natten over.
(Må jeg i den forbindelse anbefale, at man venter med at påføre modtagerens mailadresse til dagen efter? Slemt at bruge en time på at male tastaturet til benmel i raseri (ja. Min computer har elfenbenstaster. Er du sur over det?) for at få luft og så af ren vane at komme til at trykke ’send’. Meget slemt. Og svært at redde.)
Men en anden og ligeså vigtig lektie for sjælefreden har været at lære, at jeg skal undlade at kæmpe kampe, der ikke er mine. Sværere end man lige tror, synes jeg, fordi man så fandens hurtigt kommer til at føle det som et personligt angreb, når andre anfægter noget, man selv tror på og står for.
Om jeg kan give et eksempel? Jeg troede aldrig, at I ville spørge.
Den fitnesskæde, jeg arbejder i, har lige lanceret en ny kampagne, der både på Facebook og diverse blogs rundt omkring tager nogle lemlæstelige tæv. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for den er så elendig, at man nærmest kan se konkurrentens ledelse high-five og mandekramme hinanden, ude af stand til at fatte deres eget held.
Jeg har 17 gange været ved at gå ind og pippe et eller andet udglattende, når jeg er snublet over de vantro reaktioner rundt omkring – men når heldigvis hver gang at stoppe mig selv i tide. For lige meget hvad jeg skriver, vil det ende med at være en investering i nytteløs frustration over noget, der dybest set ikke har noget som helst med mig at gøre. Det er ren refleks, når jeg føler trang til at forsvare den. Det er ikke min kampagne, det er (heldigvis!!) ikke mig, der har udtænkt den, og det er ikke mit ansvar at få folk til hverken at forstå eller kunne lide den. Men ved at forsvare den, stiller jeg mig i skudlinien for den, og så BLIVER det pludselig personligt, når folk angriber den.
Det er en gammel sandhed, at man skal vælge sine kampe med omhu, og det kræver en del øvelse at holde fast i at gøre just det, men hvis man kan, så frigiver det faktisk en hel del ekstra energi til at tage de kampe, der virkeligt betyder noget for en.
Har jeg lært.
Haha! Jeg kræver en undskyldning (sådan foregår det nemlig her til lands: Man skal undskylde for ting man ikke har noget som helst med at gøre).
Du ved godt at du ikke skal tage noget af det jeg skriver på min blog, seriøst, ikke?
Sådan har jeg det også tit når der sker nyt på føtex-fronten… Men det handler vel i bund og grund bare om at div. firmaer – føtex eller fdk – ønsker at blive husket for deres reklamer, om de er klamme eller sjove. Og dét skal hverken du eller jeg tage skylden for 🙂
Det handler også lidt om, at man gerne SELV må synes at en reklame for ens firma er latterlig, at ens mor er belastende, at ens søster måske virkelig ER sindssyg, at ens veninder er "for meget", men ANDRE, de skal fandme ikke synes det, og hvis de gør det – så skal de tie HELT stille med det.
Tænk, jeg synes ikke engang de reklamer er så dårlige. Har da set meget værre. Vil endda tro jeg selv har været med til at lave noget, der gør en meget mere fysisk utilpas.
Men god lektie der! Jeg lærte også AT SOVE PÅ DET, da jeg under et anfald af akut eksplosiv forurettet arrigskab, skrev "Du kan fandme skrive dit lort selv", da en kunde, jeg skrev nogle tekster for, forsigtig skrev til mig, han syntes det var godt, men måske godt kunne tænke sig at jeg skrev noget lidt andet. Altså jeg var gravid og fucked up hormonella, men alligevel ville det nok have klædt mig lige at nappe en lille lur før jeg trykkede send. Mirakuløst skriver jeg stadig for dem (iiamo.dk). Men nu er firmaet også ledet af to fyre, der til sammen har fire børn, og derfor har den helt rigtig blanding af respekt og ignorance over for gravide kællinger.
Ja jeg kræver også en undskyldning af dig personligt i din landsdækkende avis.
Det er ligesom når BIFfans ser mig med min FCKhue og siger "FCK er et lortehold!" "yep!" siger jeg og går videre….mit liv er for kort til at diskutere med halvhjerner.
Kongen: Undskyld!:) Jeg tager skam din blog meget seriøst. Det skal man gøre med velskrevet materiale.
Gitte: Kan jeg satme bare godt forstå! Men nu er jeg også tit med, når folk tror, at du er Oplysningen Fra Føtex:)
SS: Det tror jeg faktisk, at du har rigtig RIGTIG meget ret i.
Maren: Det der grinede jeg højt af. Kunne også være sket for mig. Og jeg har ikke engang graviditetshormoner at skyde skylden på. Vi sover på det fraNUaf!
UR: Tæller en undskyldning på en slags landsdækkende blog?:)