Jeg er blevet udtrukket til at deltage i en undersøgelse. En ægte, læge-agtig undersøgelse, hvor man skal finde ud af, om D-vitamin kan forebygge osteoporose.
Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.
Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.
Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?
Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.
Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?
Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.
Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.
Hmm.. knogleskørhed burde man da ikke få før meget meget sent.. er det sådan en undersøgelse, hvor de først følger op igen om 20 år? Ved jeg ikke, om jeg ville have tålmodighed til..
Uha – 70 siders spørgsmål – det er da ret omfattende. 🙂
Jeg synes nu godt nok, de kan være noget emsige. Jeg fik f.eks. et brev fra kommunen/universitetshopsitalet forleden, hvor de spurgte, om de måtte bruge mig i et forsøg med C-vitamin under graviditet.
Det kan de da godt… hvis de vil vente 5-10 år.
Men nu jeg tænker over det, var det nok bare en pæn måde at informere mig om, at nu er jeg altså lige på (over) grænsen aldersmæssigt og derfor straks bør indlevere nogle unger til Staten Danmark.