Bloggen

Min veninde har en veninde, der alle dage har dumpet mænd pga. undskyldninger så latterlige, at man næsten ikke ved, hvordan man skal se i hovedet, når man hører dem. Én så mærkelig ud, når han spiste. En anden havde klamme fingre. En tredje sagde en irriterende lyd, når han trak vejret, og ham, hun er gift med i dag, var nær blevet makuleret, fordi staklen havde et underligt navn.

Når jeg er blevet beskyldt for at være for kræsen ift. mænd, har jeg alle dage stået stejlt på, at det med at være kræsen er et begreb, der er opfundet af mennesker, der har behov for, at døden har en årsag.

Jeg mener, at det er et spørgsmål om kemi. Enten er den der, eller også er den ikke, og hvis det sidste er tilfældet, kan vi for min skyld godt begrunde det med, at manden har hår som en lokumsbørste; min påstand er, at det aldrig var blevet et problem, hvis kemien havde været der.

Derfor er det rimelig irriterende, at jeg nu selv begynder at blive i tvivl om, om der i virkeligheden er noget om al den der kræsen-snak.

For der er den her fyr…

Han er velbegavet, ualmindelig sympatisk og faktisk lidt af en snitte – og han er uden skyggen af tvivl mere end almindeligt interesseret. Men (og nu kommer det) …

Han er altså lidt en hypokonder.

Og jeg kan bare. Ikke. Ha. Det.

Vi sidder over vinen, samtalen flyder ubesværet, alt er godt, kemi konstateret og på plads – indtil han pjevser over en dårlig ankel/ondt i ryggen/smerter i hånden.

Så gør missen sådan her:

Ærligt: Er det strengt? For altså… Kunne man selv tåle at et ophold i skålen under mikroskopet? Jeg kunne ikke. Jeg snakker for højt og for meget; jeg er en bestemmerøv, der beklageligvis ikke går af vejen for at give den som forurettet martyr, når de andre bakker angste (men ind imellem LIDT for villige…) væk fra opgaverne; jeg skal bæres til lægen, jeg gider ikke lave mad, andres rod giver mig psoriasis af irritation og jeg ligner Ulla Terkelsen om morgenen.

Mit hus lægger ikke ligefrem op til, at jeg rigger an med katapulten til stenene, vel?

Kunne han da for fanden ikke bare have haft et mærkeligt navn?

og jeg lider af parkeringsangst.

Det er rigtigt. Er fandme ved at være helt fobisk omkring det.

Jeg bebrejder mine forældre, skal I vide. Talrige er de såler, lille Linda har slidt af skoene, fordi vi altid skulle parkere 3 boldbaner væk, når vi skulle ud og handle, fordi min far altid har været sådan en, der passer (lidt for) godt på sine biler. I mit blege børnesind har det åbenbart lagt sig som en tung dyne af skræk for at lave buler i andre menneskers køretøjer.

Til at starte med styrede jeg bare udenom de gode gammeldags, angstintimiderende parallelparkeringer, men inden jeg fik set mig om, havde det haft den afsmittende effekt, at jeg ikke længere parkerede ved kantstene overhovedet. Jeg mener; hvem er interesseret i at blokere trafikken og på den måde invitere andre bilister til at overvære optagelserne til en scene i den pinlige film: ‘Se mig. Jeg er bange for min bil.’

Inden længe var de store P-pladser ikke engang lebensraum nok til en elitebilist som mig, så jeg begyndte at vælge det fjerneste hjørne af dem for at være sikker på at have gooood plads.

Næste knæfald for vanviddet var, da jeg begyndte at slukke for radioen, når jeg anede båsen i det fjerne.

Så blev jeg sådan en, der hyssede på mine medpassagerer, så jeg med tungen i mundvigen og brynene hæftet sammen af koncentration kunne manøvrere vores 3-dørs Toyota Yaris (!!!) ind i båsen.

Nu er vi der, hvor jeg får koldsved og tunnelsyn, hvis der er andre biler parkeret i nabobåsene.

Hvordan blev det så slemt?! Når jeg står udenfor bilen, kan jeg sagtens se, at det er 4 meters frirum til hver side, men når jeg sidder inde i bilen, er båsen pludselig ligeså snæver som Dansk Folkepartis menneskesyn. Hvem har taget mit øjemål? Hit med det, LIGE nu!

Er der ikke nok nogen, der skynder sig at opfinde den oppustelige bil?

Da jeg var hjemme i julen, mødtes jeg med en gammel veninde, som jeg engang var rigtig tæt med. Vi havde fælles venner, gik i byen de samme steder, og jeg gik i klasse med hendes søster.

Først flyttede søsteren, så flyttede veninden og til sidst flyttede jeg. I starten blev der både pendlet og ringet, og vi var enige om, at vi ALDRIG ville miste kontakten.

Det gjorde vi så alligevel.

Efter adskillige år, børn, uddannelser og istandsættelser af parcelhuse, ringede hun i oktober og spurgte, om jeg havde lyst til at ses til jul. Det havde jeg, det gjorde vi, og det var fuldstændig ligesom i gamle dage.

Da vi skiltes, var vi enige om, at vi ikke ville miste kontakten igen.

Vi har ikke snakket sammen siden.

For tiden har jeg flere veninder, der flytter fra både faget, byen og fitnesscentret, og derfor har jeg spekuleret meget over, hvad det er, der gør, at mennesker, man har brugt tusindvis af timer med; hvis eks-kærester, man har sympatihadet; hvis søskende man kender og hvis barndomsfastnetnummer er ætset ind i frontallapperne, pludselig fortoner sig. Hvorfor relationen pludselig bliver gensidigt ligegyldig. For det er vel det, den gør, når den ikke længere betyder nok til, at man yder en indsats for at bevare den?

Og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg har fundet svaret. Ja. Blogsbjerg tager teten og bidrager til dansk forskning på et i forskerkredse hidtil overset område.

Det handler om at byde ind med input om sit nye liv.

Så enkelt er det. Sgu.

Når man sidder over brunchen, og tager sig selv i at sortere en historie fra, fordi den er for besværlig at fortælle, fordi den involverer nogle af de nye mennesker og steder, som den gamle veninde ikke lige kender, skal man hamre sig selv hårdt over fingrene med croissanten. For hvis ikke man tager sig tid til at opbygge den nye begrebsverden, som man efterfølgende kan hænge både de små hverdagsanekdoter og de store hjerteknusere op på, så bliver der stille og roligt mindre og mindre at snakke om.

I begyndelsen opdager man det ikke, men det kommer snigende, og pludselig en dag udgøres hele samtalen er opfølgning på fortiden og ’kan du huske dengang’. Det skal der også være plads til, men der er trods alt grænser for, hvor mange updates det er nødvendigt at få på en søster eller hvor mange gange det bliver ved med at være sjovt at mindes dengang, man drak sig stiv på en strand en sommernat.

Det starter hos mig selv, så næste gang jeg mentalt slår en historie om de nye børn på bloggen hen, har jeg tænkt mig at tage mig i det, og slæbe mine stakkels nuværende veninder gennem hele det nye persongalleri.

Jeg vil nemlig rigtig gerne have, at de stadig er en del af det om 5 år.

For 2½ år siden, da jeg startede med at blogge, havde jeg i lang tid læst med på Annes blog. Senere var jeg så heldig at lære hende at kende i virkeligheden, og noget af det, vi altid runder over kaffen, når vi mødes, er vores respektive blogge. Jeg ser ingen grund til at insistere på at begå alle fejl i denne verden selv, og har derfor hele tiden været meget interesseret i Annes erfaringer med livet i blogsfæren.

Noget af det første, jeg kan huske, at hun fortalte mig var, at hun syntes, at det var svært, når nogle af hendes læsere mente, at de kendte den hele, fulde version af hende, fordi de læste med på bloggen.

Jeg kan godt se, hvordan det sker. Som blogger bliver man låst fast i en rolle, som man ikke er opmærksom på, at man skaber, fordi man ikke kan læse sine egne indlæg med objektive og neutrale øjne.

Ligesom man kan se amerikanske tendenser slå igennem i Danmark med 5-10 års forsinkelse, kan jeg også se, hvordan de overvejelser Anne har haft om sin blog og sine læsere, begynder at blive relevante her på Blogsbjerg.

Da det for mig ikke ville give mening at blogge, hvis jeg ikke kunne være ærlig om både tanker, følelser og hvordan mit liv ser ud, betyder det, at de læsere, der har hængt på fra starten, nok efterhånden føler, at de kender mig ret godt.

Det meste af tiden er det positivt, for det betyder, at jeg føler mig tryg nok til at blotte mig og skrive om de ting, der går tæt på; selvom vi ikke altid er enige, har jeg grundlæggende fornemmelse af, at I er på min side, og at I vil mig det godt.

Bagsiden af medaljen er, at nogle af jer har en tendens til at udstyre mig med vinger og glorie, og typecaste mig i rollen som godheden selv. Jeg har de sidste par måneder flere gange fået kommentarer fra læsere, der ’ikke kan kende mig’ i et givent indlæg, eller som synes, at noget jeg skriver ’slet ikke ligner mig’. Andre gange har jeg fået småfornærmede kommentarer fra folk, der pludselig ikke synes, at jeg er sjov mere, fordi de føler sig truffet.

Jeg er ked af at måtte sige det, men fra tid til anden er jeg præcis lige så fordomsfuld og grim på indersiden, som alle mulige andre. Og når jeg får kommentarer af ovennævnte kaliber, bliver jeg for at være helt ærlig en lille smule træt, for jeg forstår ikke, hvad formålet med at lægge dem er. Er det for at fortælle mig, at jeg har skuffet jer? At I bedre kan lide mig, når jeg er sød og rar og rund i kanten?

Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil underholdes af mine overvejelser og humoristiske betragtninger om både mig selv og andre, men at man selv vil fredes i klasse A.

Jeg er beæret over, at I læser med, og jeg er oprigtigt glad for, at I tager jer tid til at lægge kommentarer – også når vi ikke er enige – men jeg synes, at bloggen ville blive hårrejsende uinteressant både at skrive og at læse, hvis den kun var til pæn brug.

Må man godt vende øjne, bare 20 grader, når man cykler gennem speltsegmentkvarteret, og passerer overskudsagtig bohememor, der – mens hun fikserer Alba og Elias på bagsædet – råber: ”Tak for i aften, søde! Og HVIL nu i den beslutning, du har truffet!” tværs over gaden?

(Så er du advaret.)

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så er der gang i overenskomstforhandlingerne i disse dage. Som tillidsrepræsentant er mødefrekvensen i fagforeningsregi derfor i disse dage højere, end den plejer at være.

Jeg er ikke vild med det. Noget af det er både spændende og relevant nok, men der går fandme godt nok også meget tid med at sidde viklet ind i den røde fane og surmule.

Og det er ikke for at være disrespektfuld. Jeg er vokset op med, at man naturligvis er medlem af en fagforening, og at solidaritet og ansvar for dem, der ikke har det så nemt, er en selvfølge. Jeg er helt på det rene med, at vi står på skuldrene af de resultater, som generationer før os har skabt, og så er det jo nemt for mig at sidde og hade på tonen.

Men det gør jeg altså stadigvæk. Lidt. For jeg er ca. 15 år yngre end den århusianske gennemsnitstillidsrepræsentant, og jeg er ikke ansat i en branche, hvor arbejdsgiveren er iført horn og trefork, og primært får tiden til at gå med at udtænke snedige måder at udnytte den stakkels medarbejder på. Jeg kan ikke forholde mig til fjendtligheden og jeg finder det både uklædeligt og dobbeltmoralsk, at man er så bange for at blive snydt, at man bliver grådig.

Til mødet i går var der præsentation af de 3 kandidater, der stiller op til posten som sektorformænd. 2 mænd og en kvinde.

Kvinden brød jeg mig helt instinktivt ikke om. Vag, usikker og efter min mening alt for snæver i sine interesser, og så kan jeg ikke arbejde med, at hun bruger 15 minutter til at snakke om ligestilling, for så at afslutte sin tale med at opfordre til at man stemmer på hende, fordi hun er kvinde.

Men den ene af de to mænd gjorde indtryk på mig. Velformulerende og engageret, og så startede han med at sige, at han synes, man skulle adskille partipolitik og fagpolitik. Han var træt af, at alt det gode arbejde blev undermineret af tv-indslag om velnærede socialdemokrater, der sejlede stive rundt i Fælledparken 1. maj.

Jeg var lige ved at rejse mig op og klappe, og jeg troede, at stilheden i rummet skyldtes ærefrygt og glæde over endeligt at have udsigt til at rykke fagforeningen med ind i det nye århundrede.

Det var så ikke tilfældet.

Han tog så mange tæv, at jeg bagefter måtte gå over til ham og give udtryk for min uforbeholdne støtte og respekt.

Og det var nemt at komme til, for alle de andre i rummet stod flokket omkring den anden mand, som jeg ved, bliver ham, de ender med at vælge.

De snakker om fornyelse og stop af medlemsflugt. De snakker om, hvordan de skal få fat i de unge med mellemlange, videregående uddannelser.

No way in hell at de vælger en kvinde, og med den repræsentant for vores køn, vi stiller med, synes jeg sådan set, at det er fair nok.

Cirkel er ond, for de unge, som de så gerne vil have fat i, enten er der ikke, eller er ikke engagerede nok til at stille til generalforsamlingerne, og dermed bliver det den gamle drengeklub, der igen får lov at vælge, hvem der skal med i hulen.

Og det bliver altid ham med ølmave, stålindfattede briller og fuldskæg.

I dag blev jeg overhalet af en ivrig cykelrytter, og tilsyneladende står det i jobbeskrivelsen, at man med jævne mellemrum skal snyde næse. Når man nu ved det, så FORSTÅR jeg ikke, at man ikke lige kan have en Kleenex med i ryglommen ved siden af bananen og Maxim-gelen.

Det var derfor ikke smukke gloser og heppende tilråb, jeg sendte efter ham, da han snottede sig kørte forbi mig, men ret direkte opfordring til at orientere sig om de trafikale forhold i bakspejlet, inden man sender sådan en son of a bitch af sted.

Min højrøstede monolog mindede mig om en gammel diskussion jeg har haft med to af mine ekskærester, som begge gav mig lyst til at konvertere til islam, og gå tildækket 3 skridt bag dem, når vi befandt os i det offentlige rum. De var gamle fodboldspillere, hvilket åbenbart provokerer spytkirtlerne i en sådan grad, at man i tide og utide er tvunget til afstøde sit mundvand i alle retninger, og det er fandme bare klamt!

Mens jeg kørte der, optændt af den retfærdige harme, og tænkte på uhumske sportsmænd, og deres neandertalervaner, kom jeg så i tanke om noget…

”Din næse drypper og din mascara er løbet” sagde min kollega forleden med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt kunne greje. Der gik flere timer, før jeg knækkede koden og forstod, at hun var flov. Ikke over at sige det til mig, men på mine vegne. Hun var pinligt berørt ved tanken om, at jeg havde bevæget mig rundt i det offentlige rum i så sølle forfatning.

Det var sødt af hende. Både at forsøge at redde min lasede ære og at bære min skam.

Det hun så ikke kan vide er, at når man har trænet længe nok, bliver man resistent. Løbende næser, mascara ned af kinderne, svedoverskæg, trøjer, der er kravlet op i den ene side og blotter et stykke af maven, uglet hår: Bring it. Vi ser det ikke. Der hvor vi kommer fra, ser alle sådan ud, og det er mere pinlig at være cool, calm & collected, fordi det antyder, at man er en af dem, der bare fedter rundt med sin avis og lader som om.

Og nu synes så jeg egentlig, at jeg skylder en undskyldning i 3 eksemplarer.

I går bragte TV2 News historien om, at Anders Fogh har været nødt til at ringe til Afghanistans præsident og undskylde, at Nato er kommet til slå en større gruppe civile ihjel. Indslaget sluttede med at studieværten kiggede dystert ind i kameraet og med malmrøst sagde:

”Blandt de dræbte var både kvinder og børn.”

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ikke er vokset op i et krigshærget land, men jeg synes virkeligt, at det er en underlig sætning. Jeg vil gerne gå med til, at vi sætter børn i særkategorien, for det er altid både skrækkeligt og forfærdeligt forkert, når små mennesker betaler prisen for de voksnes dårlige beslutninger, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er et fortidslevn, at kvinders liv skulle være mere værd end mænds.

Eller er det fordi mænd – sådan helt generelt – drager mere i krig end kvinder? Så de er lidt mere selv ude om det?

Måske har jeg bare taget skade af al den snak om køn og ligestilling, for jeg er bestemt enig i, at nogle ting i livet er mere ukrænkelige end andre.

Jeg bliver f.eks. grundforarget, når nogen stjæler fra kirker eller skænder gravsteder.

Jeg bliver kold helt ind i sjælen, når gamle, forsvarsløse mennesker bliver udsat for hjemmerøverier med dertilhørende tæsk og voldtægter.

Og da jeg var på job på hospitalet i dag, tænkte jeg undskyldundskyldundskyld en hel, fuld klokketime, fordi jeg efter 20 minutters forgæves søgen efter en parkeringsplads, endte med at smide bilen på en af de pladser, der var ’forbeholdt besøgende til kapellet’.

Jeg er nok bare ikke enig i, at kvinders liv er mere ukrænkelige end mænds.

Ok. Nu er vi 30+, og jeg har en ide til en sjov leg. Den hedder: ”Kom. Lad os stramme op på vores mobilvaner”.

Reglerne er simple.

1) Dem, der har en IPhone, skal holde op med at snakke om den. Nu. Ja, den er fin og smart, men fra nu af får man fortænderne slået ud med den, hvis man siger ’applikation’ eller ter sig, som var man Jehovas Vidne og telefonen Vagttårnet. (Og hvis nogen mangler mig, sidder jeg i hjørnet og prøver at se, hvad der sker, hvis jeg stopper rønnebærerne op i næsen.)

2) Når vi er i byen, hviler Lillen sig i jakkelommen, og man har tabt, hvis den vågner, fordi man har glemt at sætte den på lydløs.

3) Hvis vi venter på en ny lever, er vi undtagede af denne regel, men ellers prøver vi at være tilstede, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Det betyder, at vi godt kan vente en time eller to med at læse og svare på vores beskeder.

4) Som noget nyt prøver vi at læse vores sms’er, før vi sender dem. Bliver i længden rimeligt enerverende at modtage rebusser som “Eval! Gieer ikk tage depndf, hvis Svine og Pille os lommer vil astma.”

5) Og endelig er samtlige smileys tilbagekaldt fra fabrikanten. Specielt blinkesmiley er defekt og skal tages ud af rotation asap.

Vil du være med?

(Nu er spørgsmålet så bare, om der efter dette indlæg overhovedet er nogen, der stadig gider kontakte mig.)

Forklar mig lige, hvordan det er blevet søndag aften?? Jeg har LIGE råbt: ”Weekend! Hurra!” og nu sidder jeg her med ansigtet presset fladt op af mandag og er bagud med alting på forhånd.

Nå. Fuck det. Jeg har til gengæld haft en weekend, der var det værd.

Jeg vil gå lidt let hen over taxachaufføren, der lørdag nat satte min veninde og jeg af samme sted med ordene: ”Ja, man kan jo godt gå det sidste stykke selv, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet…” Syge i potten, mand. ALLE sammen!

Til gengæld vil jeg gerne dvæle ved mit besøg hos nogle af mine yndlingsmennesker (og på et tidspunkt vil det lykkes mig at få listet lille Tilde i tasken og med tilbage til Århus) og vores koncertoplevelse med Thomas H.

Jeg ejer ikke en eneste plade med manden (jo. Det hedder det stadig. Men vi kan godt kalde det en IPlade, hvis det giver ro derude), og jeg kender kun omkring 30 % af hans materiale, men Thomas og jeg går way back. Vi har hygget os mangt en grøn sommer på græsplæner i forskellige afkroge af Jylland. Han er et af de mennesker, der skriver og spiller popsange efter devisen why fix it, if it ain’t broken, og så er han altid så skideglad. Ikke noget mystisk og forpint kunstner hér, og det kan vi godt lide, så med åbne sind og ja-hatten på, drog vi af sted.

Jeg tror ikke, at nogen af os rigtigt var forberedte på det, vi kom ind til.

Det viser sig, at Thomas har adopteret det nu forældreløse Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake publikum. Der stod vi og manglede ca. et årti på dåbsattesten, og klamrede os til vores fadøl, mens en gruopvækkende mængde frisører med auberginefarvede striber i håret og små, korte læderveste rystede røv.

Og vi mistede nærmest talens brug, da en to meter høj, skaldet udsmider kom trampende forbi med en lille midaldrende dame i førergreb, der sparkede og slog fra sig, så enhver ecstasypåvirket teenager må bøje sig respektfuldt i støvet.

Midt i dette visuelle oplevelsesinferno var der jo også noget musik, og jeg må sige, at Thomas godt nok har skrevet helt ualMINDEligt mange flødesjælere; jeg synes, at der var lidt langt til ekstranumrene.

(Og så tror jeg, at han knalder sin korpige, hvilket burde udløse fem lammere lige i skærmen. Du er halvanden meter høj, og har scoret Renee Toft Simonsen. Må universet straffe dig hårdt, hvis du spytter på dét.)

Til gengæld havde han taget Dicte med som opvarmning, og I’m in lååååwe! Kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg vil være hende eller adoptere hende. Et lillebitte stykke labert 42-årig træder ud på scenen, åbner munden og ud vælter kaskader af hæs, rocket vellyd. Jeg var aldrig helt på Her Personal Pain, men i samme sekund, jeg har trykket ’Post’, skal jeg ind og ITune hende og købe hele svineriet. (= Alle IPladerne.)

Desværre tror jeg ikke, at man kan købe hendes uovertrufne spadebefængte udgave af ”Det er mig, der står herude og banker på.”

Og – undskyld Tommy Boy – det bliver mere den end dig, jeg kommer til at savne i 100 dage.