I dag blev jeg overhalet af en ivrig cykelrytter, og tilsyneladende står det i jobbeskrivelsen, at man med jævne mellemrum skal snyde næse. Når man nu ved det, så FORSTÅR jeg ikke, at man ikke lige kan have en Kleenex med i ryglommen ved siden af bananen og Maxim-gelen.
Det var derfor ikke smukke gloser og heppende tilråb, jeg sendte efter ham, da han snottede sig kørte forbi mig, men ret direkte opfordring til at orientere sig om de trafikale forhold i bakspejlet, inden man sender sådan en son of a bitch af sted.
Min højrøstede monolog mindede mig om en gammel diskussion jeg har haft med to af mine ekskærester, som begge gav mig lyst til at konvertere til islam, og gå tildækket 3 skridt bag dem, når vi befandt os i det offentlige rum. De var gamle fodboldspillere, hvilket åbenbart provokerer spytkirtlerne i en sådan grad, at man i tide og utide er tvunget til afstøde sit mundvand i alle retninger, og det er fandme bare klamt!
Mens jeg kørte der, optændt af den retfærdige harme, og tænkte på uhumske sportsmænd, og deres neandertalervaner, kom jeg så i tanke om noget…
”Din næse drypper og din mascara er løbet” sagde min kollega forleden med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt kunne greje. Der gik flere timer, før jeg knækkede koden og forstod, at hun var flov. Ikke over at sige det til mig, men på mine vegne. Hun var pinligt berørt ved tanken om, at jeg havde bevæget mig rundt i det offentlige rum i så sølle forfatning.
Det var sødt af hende. Både at forsøge at redde min lasede ære og at bære min skam.
Det hun så ikke kan vide er, at når man har trænet længe nok, bliver man resistent. Løbende næser, mascara ned af kinderne, svedoverskæg, trøjer, der er kravlet op i den ene side og blotter et stykke af maven, uglet hår: Bring it. Vi ser det ikke. Der hvor vi kommer fra, ser alle sådan ud, og det er mere pinlig at være cool, calm & collected, fordi det antyder, at man er en af dem, der bare fedter rundt med sin avis og lader som om.
Og nu synes så jeg egentlig, at jeg skylder en undskyldning i 3 eksemplarer.
uh uh uhhh…. en anden mystisk tendens er næsepilning.
Mænd har sådan en Harry Potter usynlighedskappe, de tager på, når de piller næse (-og nogle gange lige kigger på, hvad de fik ud af fangsten). Er det kun mig, der både bliver befippet og fascineret over, at man kan være så hamrende ligeglad og pille næse, når man står og taler med vildtfremmede mennesker???
Èn ting er i hvert fald sikkert…. jeg skal nok finde en undskyldning for ikke at give hånd til vedkommende efterfølgende!