Fagpolitisk dag på Blogsbjerg.

(Så er du advaret.)

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så er der gang i overenskomstforhandlingerne i disse dage. Som tillidsrepræsentant er mødefrekvensen i fagforeningsregi derfor i disse dage højere, end den plejer at være.

Jeg er ikke vild med det. Noget af det er både spændende og relevant nok, men der går fandme godt nok også meget tid med at sidde viklet ind i den røde fane og surmule.

Og det er ikke for at være disrespektfuld. Jeg er vokset op med, at man naturligvis er medlem af en fagforening, og at solidaritet og ansvar for dem, der ikke har det så nemt, er en selvfølge. Jeg er helt på det rene med, at vi står på skuldrene af de resultater, som generationer før os har skabt, og så er det jo nemt for mig at sidde og hade på tonen.

Men det gør jeg altså stadigvæk. Lidt. For jeg er ca. 15 år yngre end den århusianske gennemsnitstillidsrepræsentant, og jeg er ikke ansat i en branche, hvor arbejdsgiveren er iført horn og trefork, og primært får tiden til at gå med at udtænke snedige måder at udnytte den stakkels medarbejder på. Jeg kan ikke forholde mig til fjendtligheden og jeg finder det både uklædeligt og dobbeltmoralsk, at man er så bange for at blive snydt, at man bliver grådig.

Til mødet i går var der præsentation af de 3 kandidater, der stiller op til posten som sektorformænd. 2 mænd og en kvinde.

Kvinden brød jeg mig helt instinktivt ikke om. Vag, usikker og efter min mening alt for snæver i sine interesser, og så kan jeg ikke arbejde med, at hun bruger 15 minutter til at snakke om ligestilling, for så at afslutte sin tale med at opfordre til at man stemmer på hende, fordi hun er kvinde.

Men den ene af de to mænd gjorde indtryk på mig. Velformulerende og engageret, og så startede han med at sige, at han synes, man skulle adskille partipolitik og fagpolitik. Han var træt af, at alt det gode arbejde blev undermineret af tv-indslag om velnærede socialdemokrater, der sejlede stive rundt i Fælledparken 1. maj.

Jeg var lige ved at rejse mig op og klappe, og jeg troede, at stilheden i rummet skyldtes ærefrygt og glæde over endeligt at have udsigt til at rykke fagforeningen med ind i det nye århundrede.

Det var så ikke tilfældet.

Han tog så mange tæv, at jeg bagefter måtte gå over til ham og give udtryk for min uforbeholdne støtte og respekt.

Og det var nemt at komme til, for alle de andre i rummet stod flokket omkring den anden mand, som jeg ved, bliver ham, de ender med at vælge.

De snakker om fornyelse og stop af medlemsflugt. De snakker om, hvordan de skal få fat i de unge med mellemlange, videregående uddannelser.

No way in hell at de vælger en kvinde, og med den repræsentant for vores køn, vi stiller med, synes jeg sådan set, at det er fair nok.

Cirkel er ond, for de unge, som de så gerne vil have fat i, enten er der ikke, eller er ikke engagerede nok til at stille til generalforsamlingerne, og dermed bliver det den gamle drengeklub, der igen får lov at vælge, hvem der skal med i hulen.

Og det bliver altid ham med ølmave, stålindfattede briller og fuldskæg.