I går bragte TV2 News historien om, at Anders Fogh har været nødt til at ringe til Afghanistans præsident og undskylde, at Nato er kommet til slå en større gruppe civile ihjel. Indslaget sluttede med at studieværten kiggede dystert ind i kameraet og med malmrøst sagde:
”Blandt de dræbte var både kvinder og børn.”
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ikke er vokset op i et krigshærget land, men jeg synes virkeligt, at det er en underlig sætning. Jeg vil gerne gå med til, at vi sætter børn i særkategorien, for det er altid både skrækkeligt og forfærdeligt forkert, når små mennesker betaler prisen for de voksnes dårlige beslutninger, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er et fortidslevn, at kvinders liv skulle være mere værd end mænds.
Eller er det fordi mænd – sådan helt generelt – drager mere i krig end kvinder? Så de er lidt mere selv ude om det?
Måske har jeg bare taget skade af al den snak om køn og ligestilling, for jeg er bestemt enig i, at nogle ting i livet er mere ukrænkelige end andre.
Jeg bliver f.eks. grundforarget, når nogen stjæler fra kirker eller skænder gravsteder.
Jeg bliver kold helt ind i sjælen, når gamle, forsvarsløse mennesker bliver udsat for hjemmerøverier med dertilhørende tæsk og voldtægter.
Og da jeg var på job på hospitalet i dag, tænkte jeg undskyldundskyldundskyld en hel, fuld klokketime, fordi jeg efter 20 minutters forgæves søgen efter en parkeringsplads, endte med at smide bilen på en af de pladser, der var ’forbeholdt besøgende til kapellet’.
Jeg er nok bare ikke enig i, at kvinders liv er mere ukrænkelige end mænds.
Tænker ikke sætningen har at gøre med værdien af de tabte liv som sådan, men i stedet det at kvinder og børn gennem tiderne er blevet anset som de forsvarsløse. Et mord på en forsvarsløs er vel en kende værre end et mord på én der er i stand til at forsvare sig(med våben).
Om kvinder så med nutidens ligestilling skal høre under "de forsvarsløse" og hvorfor mændene ikke må være med. Tjaaa… det er jo så et helt andet spørgsmål!
Et liv er et liv og så er det egentlig fløjtende ligemeget om det tilhører en mand, kvinde eller barn. I min optik, i hvert fald.
Jeg er helt enig, men jeg bliver også sydende forarget, når en journalist spørger en nyudnævnt kvindelig udenrigsminister om, hvordan hun vil får det til at gå op med sine børn.
Vi er åbenbart nogen, der tager ligestilling bogstaveligt…
– Anne