og jeg lider af parkeringsangst.
Det er rigtigt. Er fandme ved at være helt fobisk omkring det.
Jeg bebrejder mine forældre, skal I vide. Talrige er de såler, lille Linda har slidt af skoene, fordi vi altid skulle parkere 3 boldbaner væk, når vi skulle ud og handle, fordi min far altid har været sådan en, der passer (lidt for) godt på sine biler. I mit blege børnesind har det åbenbart lagt sig som en tung dyne af skræk for at lave buler i andre menneskers køretøjer.
Til at starte med styrede jeg bare udenom de gode gammeldags, angstintimiderende parallelparkeringer, men inden jeg fik set mig om, havde det haft den afsmittende effekt, at jeg ikke længere parkerede ved kantstene overhovedet. Jeg mener; hvem er interesseret i at blokere trafikken og på den måde invitere andre bilister til at overvære optagelserne til en scene i den pinlige film: ‘Se mig. Jeg er bange for min bil.’
Inden længe var de store P-pladser ikke engang lebensraum nok til en elitebilist som mig, så jeg begyndte at vælge det fjerneste hjørne af dem for at være sikker på at have gooood plads.
Næste knæfald for vanviddet var, da jeg begyndte at slukke for radioen, når jeg anede båsen i det fjerne.
Så blev jeg sådan en, der hyssede på mine medpassagerer, så jeg med tungen i mundvigen og brynene hæftet sammen af koncentration kunne manøvrere vores 3-dørs Toyota Yaris (!!!) ind i båsen.
Nu er vi der, hvor jeg får koldsved og tunnelsyn, hvis der er andre biler parkeret i nabobåsene.
Hvordan blev det så slemt?! Når jeg står udenfor bilen, kan jeg sagtens se, at det er 4 meters frirum til hver side, men når jeg sidder inde i bilen, er båsen pludselig ligeså snæver som Dansk Folkepartis menneskesyn. Hvem har taget mit øjemål? Hit med det, LIGE nu!
Er der ikke nok nogen, der skynder sig at opfinde den oppustelige bil?
Måske vi ku mødes på midten Linda?
Jeg er jo plads-optimisten, der fik bugseret bil ind og køre på cykelsti til første køreprøve (der var RIGELIGT med plads) i sommer…
Det er noget med den spatiale intelligens der lissom degenererer med årene. Jeg udviser også total mangel på forståelse for selv simple rumforhold. Men for mig hænger det også sammen med at være dødbange for at ramme de andre biler ,som jo er så frygteligt fine ift det storskrald jeg kører rundt i. I en alder af 31 har jeg haft kørekort i 9 måneder, og jeg kan konkludere at det med at parkere by far er det værste. Det er værre end at føde.
Der findes et middel mod den slags. Du skal simpelthen til køreundervisning igen. Fortæl kørelæreren at du ønsker undervisning i parkering, så er jeg sikker på at du i løbet af et par timer ikke længere er angst for parkering.
Du skal bare købe en BMW M5 den har autopark, som parkerer bilen vha lasere.
altså gad godt den der fede BMW – meenn køretimen er nok lidt billigere og bestemt ikke nogen dum idé. Kan også anbefales til folk, der har kørekort, men ikke har kørt i mange år. Den fidus prøvede jeg selv – 1½ time igennem de værste "køreprøvefælder" i Århus, så var jeg klar igen efter 7 års pause!
– Mette
Jeg er herregod til alt parallel parkere. Stik mig den største slæde og jeg kan svinge den ind i ét hug mens jeg hører høj musik og snakker med mig selv. Men. Stik mig et fly eller nattemørke og jeg dør. Jeg kaster op ved tanken om et fly, og når jeg går fra Metroen om aftenen, så er det med hvæsende lunger og en flugtmulighed i øjenkrogen. Fuck fobier mand!
Stine: Kæft, det er en god ide! Jeg er klar!
SPN: Når det engang bliver min tur til at føde, vil jeg finde stor trøst i tanken om, at jeg har overlevet det, der var meget værre:)
AE: Det er faktisk ikke nogen dum ide….
UR: Hvad nu, hvis man hellere vil have Batmobilen?
Mette: Hmm… Måske jeg virkelig SKULLE prøve?
Annamette: Jeg kan holde din flyfobi, hvis du parkerer mine biler?
Velkommen i klubben. Og fryd dig ved tanken om mig, med mit værste mareridt opfyldt: Parallelparkering på en tæt parkeret og trafikeret vej ved søerne i Kbh.
Jeg bakker ind – døden nær af puls der banker oppe i ørerne – og jeg kommer ikke ordentligt ind.
Kører jeg længere tilbage får jeg hjul op på cykelstien – mangt en cyklist vifter næve efter mig. Kører jeg frem kommer jeg ud på kørebanen og faretruende tæt på den foranholdende – mangt en bilist holdt hornet i bund, mens de slingrede udenom.
Jeg var tæt på at træde sømmet i bund og gøre en ende på det hele ved at dumpe mig selv og bil i en af søerne. Jeg brugte et kvarter med gyng-gang, frem og tilbage, frem og tilbage, mens familier vandrede forbi og pegede og kiggede og grinede.
SÅ tog jeg en beslutning og kørte HELT ud igen – og bakkede ind EEN gang til. Og så sad den lige i skabet. 2 milimeter fra kantstenen, helt lige.
Classy DF bemærkning.
fabelagtige skriblerier du gør dig 🙂