Hvordan går det med din far?
Da jeg var hjemme i julen, mødtes jeg med en gammel veninde, som jeg engang var rigtig tæt med. Vi havde fælles venner, gik i byen de samme steder, og jeg gik i klasse med hendes søster.
Først flyttede søsteren, så flyttede veninden og til sidst flyttede jeg. I starten blev der både pendlet og ringet, og vi var enige om, at vi ALDRIG ville miste kontakten.
Det gjorde vi så alligevel.
Efter adskillige år, børn, uddannelser og istandsættelser af parcelhuse, ringede hun i oktober og spurgte, om jeg havde lyst til at ses til jul. Det havde jeg, det gjorde vi, og det var fuldstændig ligesom i gamle dage.
Da vi skiltes, var vi enige om, at vi ikke ville miste kontakten igen.
Vi har ikke snakket sammen siden.
For tiden har jeg flere veninder, der flytter fra både faget, byen og fitnesscentret, og derfor har jeg spekuleret meget over, hvad det er, der gør, at mennesker, man har brugt tusindvis af timer med; hvis eks-kærester, man har sympatihadet; hvis søskende man kender og hvis barndomsfastnetnummer er ætset ind i frontallapperne, pludselig fortoner sig. Hvorfor relationen pludselig bliver gensidigt ligegyldig. For det er vel det, den gør, når den ikke længere betyder nok til, at man yder en indsats for at bevare den?
Og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg har fundet svaret. Ja. Blogsbjerg tager teten og bidrager til dansk forskning på et i forskerkredse hidtil overset område.
Det handler om at byde ind med input om sit nye liv.
Så enkelt er det. Sgu.
Når man sidder over brunchen, og tager sig selv i at sortere en historie fra, fordi den er for besværlig at fortælle, fordi den involverer nogle af de nye mennesker og steder, som den gamle veninde ikke lige kender, skal man hamre sig selv hårdt over fingrene med croissanten. For hvis ikke man tager sig tid til at opbygge den nye begrebsverden, som man efterfølgende kan hænge både de små hverdagsanekdoter og de store hjerteknusere op på, så bliver der stille og roligt mindre og mindre at snakke om.
I begyndelsen opdager man det ikke, men det kommer snigende, og pludselig en dag udgøres hele samtalen er opfølgning på fortiden og ’kan du huske dengang’. Det skal der også være plads til, men der er trods alt grænser for, hvor mange updates det er nødvendigt at få på en søster eller hvor mange gange det bliver ved med at være sjovt at mindes dengang, man drak sig stiv på en strand en sommernat.
Det starter hos mig selv, så næste gang jeg mentalt slår en historie om de nye børn på bloggen hen, har jeg tænkt mig at tage mig i det, og slæbe mine stakkels nuværende veninder gennem hele det nye persongalleri.
Jeg vil nemlig rigtig gerne have, at de stadig er en del af det om 5 år.
1. marts 2010 @ 21:46
Jeg bliver hængende, om du vil det eller ej…
1. marts 2010 @ 22:29
Det var dog et skræmmende aktuelt indlæg for mig… Så tror lige jeg smider et link til din blog videre!
Du har ret… Det er klart at man pludselig ikke har så meget tilfældes mere som man måske havde engang, hvis man ikke kommer med hele updaten, men at det hele bliver tilbageblik!
2. marts 2010 @ 07:20
Det er hermed taget som note til mig selv! Tak :o)
2. marts 2010 @ 07:36
oh my. den situation kender jeg jo vældigt vældigt godt, men er først nu bevidst derom. TAK. Lige præcis situationen med den 'gamle' venninde, som jeg sparer vigtige detaljer fra min hverdag, fordi det er 'besværligt', og så snakker vi i stedet lidt mere om hendes børn…og resultatet er netop, at vi glider lidt længere fra hverandre, fordi forholdet er baseret i noget der foregik for efterhånden meget (!) længe siden
🙂
Jeanette
– en relativt ny, og indtil nu 'hemmelig', læser.
2. marts 2010 @ 08:10
Det er så anden dag i træk, at du skriver om noget, der rammer lige ned i dilemmaer, jeg sidder og sumper i – og begge gange har du leveret input, der i den grad har rykket. Tak!
2. marts 2010 @ 10:43
Spot on!
Du skriver så fint og godt, og rører noget i mange! Ligemeget om det er eftertænksomme, sjove, beskrivende eller kritiserende indlæg:-)
2. marts 2010 @ 11:00
ja Linda: atter rammer du kernen… hvor får du det dog fra ?? : – )
Jeg vil bestemt også skrive denne bag øret!
– Mette
2. marts 2010 @ 20:08
Forskning eller ej, så tror jeg du rammer noget helt centralt der. Jeg er i hvert fald færdig med at sortere, for der er også et par veninder jeg rigtig gerne vil holde fast i, og det har ikke været særligt nemt. Måske er du lige kommet med svaret. Tak for det.
Kh
Lykke
2. marts 2010 @ 21:31
Selv mange tak til jer! Er både glad og overvældet over, at indlæget åbenbart har prikket til noget i så mange.
3. marts 2010 @ 21:41
Det er da lige det. Det handler om vedholdenhed, udholdenhed og engagement og om at bygge bro mellem det gamle og det nye. Værne om det gamle og tilpasse sig det nye – lyder det ikke sådan cirka rigtigt?
Det er vel det samme som med kærlighedsforhold, det kræver et stykke arbejde, og man må ikke blive doven – så taber man det på gulvet!
4. marts 2010 @ 08:57
For lige at gentage hvad andre før mig nok har sagt, så er det her et fantastisk indlæg. Det ramte lige hvor det skulle i mit lille hjerte fyldt med skyldfølelse over de veninder jeg ikke når at indvie i de nye ting der sker! 🙂 tak
3. november 2010 @ 14:05
Det er virkelig et rammende indlæg, og jeg tror, at det er et emne, der betyder noget for RIGTIG mange mennesker. Rigtig godt skrevet!