Bloggen

Jeg er kommet til at synes om den der frygtelige Grand Prix sang.

Somme tider tænker jeg på, at vi lige nu er ved at skrive den historie, vi skal fortælle om os selv, når vi bliver gamle. De valg vi træffer idag er med til at bestemme, hvor og hvordan historien ender, og det er sjældent, tror jeg, at vi når at opdage det, når vi står overfor et af de valg, der viser sig at være virkelig afgørende for fremtiden, eller hvornår den akkumulerede mængde af småvalg puffer os i en anden retning, end vi havde forestillet os.

Når man læser historier om de mennesker, der endte med at skabe noget stort, er det tit variationer over det samme tema. Der er tale om mennesker, der holdt fast i noget, de troede på, mens alle andre tvivlede, og ikke sjældent har de haft flere imod end med sig. Der har i de flestes tilfælde været mange gange undervejs, hvor det ville have været både logisk og forståelig at give op, men de bed tænderne sammen og fortsatte – og det betalte sig.

Man skal turde satse. Man skal stå fast, når man tror. Men man må nok ikke glemme, at intet er givet på forhånd, når ens valg kan få konsekvenser for andre.

Lige nu kender jeg to mennesker, der er gået hele vejen med noget, der har været vigtigt og rigtigt for dem. Og lige nu kender jeg to mennesker, der sidder med hovedet i hænderne og forsøger at forholde sig til, at alle døre pludselig er lukkede, og det, der virkede simpelt og ligetil, pludselig er blevet kompliceret.

I en anden tid ville de måske have fået flere chancer. I en anden tid ville deres omgivelser måske ikke have haft behov for at spille sikkert og tænke på sig selv. I en anden tid ville deres valg været blevet kronet med hæder og ære.

Lige nu er det nok desværre bare ikke de kompromisløses tid.

For en uges tid siden skrev jeg, at jeg ønskede mig en revisor. Det tager jeg tilbage. Det, jeg i VIRKELIGHEDEN ønsker mig, er en pedel. Vi snakkede om det i forbindelse med min defekte vandhane (som jeg faktisk savner nu. Det var bedre, da jeg kun skulle leve med tynd, permanent vandstråle end nu, hvor jeg kan vælge mellem tørke eller monsun, og hvor der er 4 meter fra grotesk højtsiddende hanehoved til vask. Ligner syg metallisk dinosaur, der forsøger at spule sit bytte ihjel), og nu er den gal igen. Mange steder, desværre, men mest presserende på lysfronten.

Pærer springer i lystigt, polkalignende tempo, og selv noget så simpelt som udskiftning af disse, kan jeg fucke up.

I min stue har jeg nu en lampe, der blinker på den epilepsifjendtlige måde og en, der lyser så skarpt, at vi uden problemer kan bruge den i forbindelse med fødsler eller akutte, dentale indgreb. (På opturssiden kan jeg nu svare mig selv, næste gang jeg står i Føtex og spekulerer på, om der er nævneværdig forskel på 40 og 60 watt.)

I køkkenet har lyset i min emhætte ikke virket i 5 måneder, og jeg ANER ikke, hvor man skal skrue for at komme ind til noget, der kan skiftes. Overvejer at udgive kogebogen “Mad i mørke”.

I mit soveværelse har jeg en lampe, der efter at have ædt sig gennem 4 halogenpærer på 2 måneder og fornøjet sig med at drive mig til vanvid ved random tænd/sluk, nu endelig har besluttet sig for at nægte at lyse. Overhovedet. Og den er knusende ligeglad med, hvor mange pærer jeg forsøger at tvinge ned i halsen på den. I to uger har jeg forsøgt at reparere den. Hvilket oversat til dansk betyder, at jeg har forsøgt at true den, overtale den, kigge den anden vej og såangribedenvirkelighurtigt og give den the silent treatment.

Overraskende nok virker det ikke.

En del af mig ved godt, at jeg nok er nødt til at gøre noget snart. Noget Ikea-agtigt. Har garanteret også en bon og noget garanti et eller andet sted.

*suk*

Det ville bare være så meget nemmere, hvis man havde folk til den slags.

Jeg er ked af, hvis det i går kom til at lyde som om jeg er ved at lukke bloggen. Det er ikke tilfældet. Det er stærkt vanedannende at have en ventil, og sundt at have mulighed for at tygge drøv på sit liv, vel vidende at andre øjne vil se konsekvenserne af mine handlinger og ikke nødvendigvis intentionerne bag.

Med andre ord: Så let slipper I ikke af med mig.

Jeg havde bare lige brug for at fortælle, at jeg ikke er ved at anlægge en ny identitet som Danmarks mest overfladiske og/eller bitre blogger. I hvert fald ikke med vilje.

Når man er lidt presset, er det ekstra vigtigt at lægge mærke til de gode ting, så jeg erklærer det hermed officielt for fantastisk at:

* have en chef, der tager fat i én og spørger, om man er ok, når man tramper sammenbidt rundt. Og som kan tage det, når man kommer til at tude af raseri som svar til hendes forslag om at ”tage tingene som en oplevelse.”

* køre bil og finde radiokanal, der spiller alle de sange, man lige har lyst til at synge med på.

* have veninde på barsel, som man kan spise frokost med, og både nå at snakke alvorligt om mongol-angsten og at fnise over, at nogen *ahem* er kommet til at kysse med hendes lillesøsters bedste kammerat. (And here’s to you, Mrs. Robinson…)

* have udsigt til 2 ugers ferie om en måned. (Og I kan GODT glæde jer til hemmelighederne!)

* søge om indrejsetilladelse til USA. Man MÅ elske Guds Eget Land, der antager, at selvom man lider af smitsomme sygdomme, er involveret i kriminalitet, der involverer moralsk fordærv, søger om indrejsetilladelse for at begå kriminalitet eller umoralske handlinger eller har været involveret i spionage/terrorisme/folkemord, vil man stadig tale sandt og svare ærligt.

Der er lidt stille rundt omkring i blogland for tiden. Mange giver udtryk for, at der foregår ting bag facaden, der ikke egner sig til udstilling, og hos de bloggere, jeg kender i virkeligheden, kan jeg også se, at det er en meget tynd skive af virkeligheden, der bliver stillet til skue.

Jeg er ingen undtagelse.

Om det er vejret, om det er den famøse krise, der af forskellige omveje har fundet os alle, eller om det bare skyldes et sammenfald af uheldige omstændigheder, at vi alle står med ryggen mod muren samtidigt, ved jeg ikke.

Til gengæld ved jeg, at en blog sjældent er værd at læse, hvis ikke personen bag giver lidt af sig selv. En blog holder hurtigt op med at give mening, hvis forfatteren bag hele tiden gemmer sig og spiller sikkert, og jeg er ubetinget mest loyal overfor blogge, hvor jeg føler, at jeg bliver inviteret ind, og lærer personen bag at kende. Dem vender jeg tilbage til igen og igen, og dem læser jeg som et samlet hele i stedet for at vurdere dem på dagsformen.

Fuldstændigt ligesom jeg gør med mennesker.

Derfor er det en virkelig svær kunst at holde en blog i live, når man ikke kan skrive om de ting, der i virkeligheden fylder. Ind imellem føles det faktisk lidt som at lyve. Men der er hensyn at tage, både til mig selv og andre, og der er ’hvad sagde jeg?’-samtaler, jeg ikke orker at stille op til.

Og det er ikke kun på bloggen, det kommer til udtryk: Jeg er nærmest menneskesky for tiden. Ikke, at jeg ikke nyder andres selskab, når jeg er ude. Det gør jeg. Rigtig meget endda. Men når jeg først lukker døren bag mig, er der udsolgt. Jeg vil ikke på Skype, jeg åbner ikke min dør, når det ringer på (undskyld fastelavnsbørn), og jeg tager ikke min telefon. Jeg går rundt herinde, fuldstændig hudløs, og jeg magter ikke at interagere med verden, før jeg har haft tid til at forberede mig og tage min personlighed på.

Jeg er ikke deprimeret, ked af det eller suicidal. Jeg er bare… træt. Og eftertænksom. Og stille.

Kan vi godt være gode venner alligevel?

I mit fitnesscenter er det obligatorisk at bære personaletrøje, når vi underviser. Da det blev indført for et par år siden, synes de fleste af os, at det var skideirriterende, fordi vi ikke selv kunne bestemme hverken pasform, design eller farve; 3 elementer, der sætter temmelig store begrænsninger for, hvad man farvemæssigt kan slippe af sted med at sætte til af bukser, sko osv. (Jajaja. Jeg ved godt, at vi bare er der for at træne, men ville du ikke – helt ærligt – bare kortvarigt – overveje, hvordan du så ud, hvis du var den, alle skulle kigge på?) Efterhånden må jeg dog sige, at jeg faktisk synes, at konceptet holder, fordi man bare kan lede efter uniformen, hvis man skal bruge en gårdvagt.

Alt vores personaletøj er fra Nike. Og vi kan godt lide Nike. Virkelig. 80 % af min fodbeklædning er swoosh-befængt, og jeg synes, at de laver labre hoodies, seje t-shirts og fede bukser.

Derfor er det både ubegribeligt og deprimerende, at det er Praktikanten, Der Hader Mennesker, der får lov at designe vores arbejdstøj.

De første t-shirts vi fik, ville faktisk have været moderne nu. En hårrejsende mængde stof holdt sammen af sadistisk, stramt halsbånd af rib. Efter 14 dage lignede vi alle sammen afdankede dansere fra en gammel Madonnavideo, med kraven hængende løst ud over den ene skulder, fordi vi hele tiden følte, at vi var ved at blive kvalt, og derfor i blind panik hev febrilsk i lortet, hver gang pulsen røg over 100.

De sidste t-shirts vi fik, var så korte, at jeg i første omgang troede, at det var vanter, jeg fik udleveret.

Men så nedringede vanter har jeg alligevel aldrig set.

Til gengæld har der været god tid til at lære at holde af dem. De nye t-shirts skulle være kommet for 5 måneder siden, men lille Phoung og hans kumpaner er tilsyneladende ikke så rappe på deres små børnefingre, som de plejer at være, og vi har derfor været tvunget til at undervise i laser og pjalter, mens de har siddet i giftdampe og kemikalier og hyggesludret.

Eneste måde at holde trøjerne i lugtmæssig nogenlunde tålelig stand har været at kogevaske dem, og derfor er de efterhånden så stampede, at de er 2 cm tykke, og hvor der før på ryggen stod
I N S T R U K T Ø R, står der nu INSTRUKTØR.

I går landende det nye tøj så endeligt, og jeg kan se, at vi denne gang er gået efter atletisk fusions-design. ’Russisk kuglestøder møder østtysk spydkaster’. Langt, uformeligt og ærmeløst.

Det bliver et langt halvt år.

Nok mest for medlemmerne.

Vi står i det mindste med ryggen til spejlet.

Jeg ønsker mig en interesse for skat. Eller bare et minimum af forståelse af konceptet. Jeg synes, at det er utilfredsstillende at være et voksent menneske på 33 år, og stadig være nødt til at ringe hjem til min mor og lege 1001 Spørgsmål Til Forskudsopgørelsen.

Jeg har på den hårde, girokortbefængte måde lært, at man skal ændre sine oplysninger, hvis man tjener mere end forventet, men det er udenadslære, for jeg synes stadig ikke, at det giver en kæft mening: Jeg betalte jo skat af pengene, da jeg tjente dem, så hvorfor det er vigtigt, og hvordan det kan ende med at koste mig endnu mere, overstiger min fatteevne.

Plus at det er snyd.

I starten af januar opdagede jeg ved så et tilfælde, at min trækprocent er blevet sat 5 % ned. Jeg har aldrig oplevet, at den er blevet ændret af andre end mig selv, og det tog 4 telefonopkald at lokalisere et menneske, der kunne oplyse, at Skat har reguleret i år, fordi de ikke ”vil fungere som bank mere”. Derfor kan man heller ikke selv regulere den tilbage.

Og det værste er, at om det så havde været annonceret i samtlige aviser og dagblade, på hele internettet og været udsendt som spot på alle radio- og tv-kanaler i hele Skandinavien, ville det stadig være røget hen over hovedet på mig. Det er ligesom med geografi: Jeg. Kan. Ikke. Lære. Det.

Det til trods tror jeg dog alligevel, at jeg med rimelig sikkerhed kan sige, at det er en meget dårlig ide, når DGI som noget helt nyt og overraskende i år er begyndt at udbetale min løn som B-indkomst.

B-indkomst. Som i: Værsgo. Her er en hel masse penge. Fikser du lige selv det der skat?

Pengene har allerede indrettet sig på min konto. De har stået der i 4 dage, og har på nuværende tidspunkt fået venner, bestilt kabel-tv og meldt ungerne ind i den lokale skole, så jeg har på fornemmelsen, at det bliver Jagtvej 69 om igen, hvis jeg forsøger at smide dem ud om et år.

Eller betaler man skatten med det samme?

Shit. Måske jeg bare skulle ønske mig en revisor.

Selvom vi danskere er tæt på at være verdens mest private folkefærd, synes jeg alligevel, at man ind imellem får lov at til at se, at noget vigtigt rører sig inde bag facaden, hvis man har øjnene med sig, når man går rundt derude i livet.

F.eks. ser jeg jævnligt mennesker, der står på gaden og græder. Når det sker, går jeg som regel hen til dem, lægger hånden på armen af dem, og spørger, om de er ok. Det er de jo helt indlysende ikke, men jeg synes, at det er uanstændigt at lade dem stå og lide, midt på gaden i fuld, ligegyldig offentlighed. Jeg forventer ikke, at de vælter deres problemer ud på mig, og ved egentlig ikke, hvad jeg ville stille op, hvis de gjorde: Jeg synes bare, at det er vigtigt, at de ved, at nogen har set dem.

Og I lørdags så jeg en kvinde, der bad. Jeg sad i toget, som holdt på en lille station et sted i Jylland, og på perronen sad en kvinde i slutningen af 40’erne med hænderne foldede og et desperat udtryk i ansigtet. Mens jeg sad og kiggede på hende, kom jeg til at tænke på, hvor længe det er siden, jeg selv har bedt så indtrængende om noget. Bedt på den måde, hvor man uanset manglende religiøs overbevisning, er villig til at afsværge alting på stedet for opfyldelse af et eneste ønske.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er fordi jeg er et meget privilegeret menneske uden nævneværdige problemer, eller om det er fordi jeg affinder mig og lader mig nøje, men jeg kan godt blive en lille smule misundelig over deres evne til at give efter for deres skuffelse, angst eller frustration i fuld offentlighed, lige her og nu.

For bloggen er ikke så meget offentlig, som den blot er en sofistikeret måde at være lukket på, fordi jeg med mine indlæg selv bestemmer, hvad jeg vil dele, og jeg er bange for, at jeg er blevet sådan en, der enten resignerer eller kun falder fra hinanden, når ingen kigger. Så forfærdelig privat og løsningsorienteret, at jeg hverken taler om det, der er svært eller tager mig tid til at sørge over tabet af det, inden jeg straks begynder at regruppere og sætte nye mål.

Måske er det godt. Måske er det udtryk for ukuelighed, optimisme og livsgejst.

Det føles bare ikke altid sådan.

Jeg har fået taget min GPS-mødom idag. En smart lille indretning, må jeg sige, og farligt nem at bruge. I hvert fald så længe man kender vejen. Var meget positivt overrasket over, at det nærmest bare var plug and play, og nåede helt til Silkeborg, inden det gik galt.

Jeg tror, at jeg er handikappet i mit øjemål-center, for jeg er tilsyneladende ganske ude af stand til at vurdere afstande; særligt når jeg får dem angivet i mil. Og, GPS-so, det hjælper ikke, at du gentager beskeden endnu mere insisterende.

”Drej. Til. Højre. Om. 0,2. Mil.”
”DREJ. TIL. HØJRE. OM. 0,1. MIL!”

Ja!! Jeg hørte dig godt første gang! Men i stedet for at bruge den tone, kunne du måske lære at svare, når jeg spørger dig om noget, så jeg ikke bare sidder og råber: ”Er det her? HER ELLER HVAD??” ud i luften.

Men jeg kan godt høre, at mor ikke er vred, men meget, meget skuffet, når hun genberegner ruten.

Jeg er blevet udtrukket til at deltage i en undersøgelse. En ægte, læge-agtig undersøgelse, hvor man skal finde ud af, om D-vitamin kan forebygge osteoporose.

Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.

Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.

Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?

Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.

Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?

Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.

Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.