Selvom vi danskere er tæt på at være verdens mest private folkefærd, synes jeg alligevel, at man ind imellem får lov at til at se, at noget vigtigt rører sig inde bag facaden, hvis man har øjnene med sig, når man går rundt derude i livet.
F.eks. ser jeg jævnligt mennesker, der står på gaden og græder. Når det sker, går jeg som regel hen til dem, lægger hånden på armen af dem, og spørger, om de er ok. Det er de jo helt indlysende ikke, men jeg synes, at det er uanstændigt at lade dem stå og lide, midt på gaden i fuld, ligegyldig offentlighed. Jeg forventer ikke, at de vælter deres problemer ud på mig, og ved egentlig ikke, hvad jeg ville stille op, hvis de gjorde: Jeg synes bare, at det er vigtigt, at de ved, at nogen har set dem.
Og I lørdags så jeg en kvinde, der bad. Jeg sad i toget, som holdt på en lille station et sted i Jylland, og på perronen sad en kvinde i slutningen af 40’erne med hænderne foldede og et desperat udtryk i ansigtet. Mens jeg sad og kiggede på hende, kom jeg til at tænke på, hvor længe det er siden, jeg selv har bedt så indtrængende om noget. Bedt på den måde, hvor man uanset manglende religiøs overbevisning, er villig til at afsværge alting på stedet for opfyldelse af et eneste ønske.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er fordi jeg er et meget privilegeret menneske uden nævneværdige problemer, eller om det er fordi jeg affinder mig og lader mig nøje, men jeg kan godt blive en lille smule misundelig over deres evne til at give efter for deres skuffelse, angst eller frustration i fuld offentlighed, lige her og nu.
For bloggen er ikke så meget offentlig, som den blot er en sofistikeret måde at være lukket på, fordi jeg med mine indlæg selv bestemmer, hvad jeg vil dele, og jeg er bange for, at jeg er blevet sådan en, der enten resignerer eller kun falder fra hinanden, når ingen kigger. Så forfærdelig privat og løsningsorienteret, at jeg hverken taler om det, der er svært eller tager mig tid til at sørge over tabet af det, inden jeg straks begynder at regruppere og sætte nye mål.
Måske er det godt. Måske er det udtryk for ukuelighed, optimisme og livsgejst.
Det føles bare ikke altid sådan.
Jeg har bedt desperat og inderligt sådan én gang i mit liv – umiddelbart efter jeg blev ramt af et lyn. For jeg har aldrig før prøvet at være oprigtig i tvivl og bange for om jeg ville overleve dagen.
Og i sådan et øjeblik tror jeg egentlig ikke man tænker over om man befinder sig blandt andre eller er alene.
Sus
Jeg kender det godt. Den følelse af at man kan stå der og føle sig så ensom fordi der er noget man er ked af, men man er omringet af mennesker der går forbi uden at ænse det.
Jeg synes det er smukt at du stopper op Linda. Der er så få mennesker der tager sig den tid. Jeg har kun gjort det en gang i mit liv, det var en pige der var på vej hen til banegården. Hun græd noget så eftertrykkeligt og gik med sine sko i hænderne. Spurgte om hun havde brug for hjælp, hun takkede men sagde hun bare gerne ville hjem.
Indifference er det værste man kan byde sine medmennesker synes jeg.
Men jeg synes du lyder som et dejligt menneske. Så jeg håber du bliver ved med at gå hen til dem der har brug for det, lægge hånden på dem og spørge om de er okay.
Jeg ved jeg ville sætte pris på det.
vi er nogen, der desværre har sådanne tårekanaler, der ikke altid hører efter ordren "vent til vi er hjemme/alene, vent til vi er hjemme/alene, vent…" – og det er en belastning af rang langt de fleste gange! hurra for din medfølelse!
– Mette
Sometimes you just have to let go.
Husker engang for ti år siden i en mindre jydsk by, hvor kæresten og jeg havde realiseret at det ikke gik.
Vi stod begge og græd og græd og græd. 🙁
Jeg synes virkelig, det er et interessant emne, du tager op her! Har begyndt en kommentar et par gange og så droppet det igen. Ved snart ikke, hvad jeg egentlig skal mene…
Jeg synes, et er vildt grænseoverskridende, at nogen kommer hen og trøster mig, hvis jeg ikke kan holde tårerne tilbage i det offentlige rum. Det eneste jeg har lyst til, at at de skal GÅ VÆK. På den anden side har jeg selv gjort det et par gange med mennesker, som blev meget glade for, at nogen så dem.
Hm. Det blev jeg så heller ikke klogere af at skrive 🙂