These are mysterious times.

Somme tider tænker jeg på, at vi lige nu er ved at skrive den historie, vi skal fortælle om os selv, når vi bliver gamle. De valg vi træffer idag er med til at bestemme, hvor og hvordan historien ender, og det er sjældent, tror jeg, at vi når at opdage det, når vi står overfor et af de valg, der viser sig at være virkelig afgørende for fremtiden, eller hvornår den akkumulerede mængde af småvalg puffer os i en anden retning, end vi havde forestillet os.

Når man læser historier om de mennesker, der endte med at skabe noget stort, er det tit variationer over det samme tema. Der er tale om mennesker, der holdt fast i noget, de troede på, mens alle andre tvivlede, og ikke sjældent har de haft flere imod end med sig. Der har i de flestes tilfælde været mange gange undervejs, hvor det ville have været både logisk og forståelig at give op, men de bed tænderne sammen og fortsatte – og det betalte sig.

Man skal turde satse. Man skal stå fast, når man tror. Men man må nok ikke glemme, at intet er givet på forhånd, når ens valg kan få konsekvenser for andre.

Lige nu kender jeg to mennesker, der er gået hele vejen med noget, der har været vigtigt og rigtigt for dem. Og lige nu kender jeg to mennesker, der sidder med hovedet i hænderne og forsøger at forholde sig til, at alle døre pludselig er lukkede, og det, der virkede simpelt og ligetil, pludselig er blevet kompliceret.

I en anden tid ville de måske have fået flere chancer. I en anden tid ville deres omgivelser måske ikke have haft behov for at spille sikkert og tænke på sig selv. I en anden tid ville deres valg været blevet kronet med hæder og ære.

Lige nu er det nok desværre bare ikke de kompromisløses tid.