Det er ikke jer. Det er mig.
Der er lidt stille rundt omkring i blogland for tiden. Mange giver udtryk for, at der foregår ting bag facaden, der ikke egner sig til udstilling, og hos de bloggere, jeg kender i virkeligheden, kan jeg også se, at det er en meget tynd skive af virkeligheden, der bliver stillet til skue.
Jeg er ingen undtagelse.
Om det er vejret, om det er den famøse krise, der af forskellige omveje har fundet os alle, eller om det bare skyldes et sammenfald af uheldige omstændigheder, at vi alle står med ryggen mod muren samtidigt, ved jeg ikke.
Til gengæld ved jeg, at en blog sjældent er værd at læse, hvis ikke personen bag giver lidt af sig selv. En blog holder hurtigt op med at give mening, hvis forfatteren bag hele tiden gemmer sig og spiller sikkert, og jeg er ubetinget mest loyal overfor blogge, hvor jeg føler, at jeg bliver inviteret ind, og lærer personen bag at kende. Dem vender jeg tilbage til igen og igen, og dem læser jeg som et samlet hele i stedet for at vurdere dem på dagsformen.
Fuldstændigt ligesom jeg gør med mennesker.
Derfor er det en virkelig svær kunst at holde en blog i live, når man ikke kan skrive om de ting, der i virkeligheden fylder. Ind imellem føles det faktisk lidt som at lyve. Men der er hensyn at tage, både til mig selv og andre, og der er ’hvad sagde jeg?’-samtaler, jeg ikke orker at stille op til.
Og det er ikke kun på bloggen, det kommer til udtryk: Jeg er nærmest menneskesky for tiden. Ikke, at jeg ikke nyder andres selskab, når jeg er ude. Det gør jeg. Rigtig meget endda. Men når jeg først lukker døren bag mig, er der udsolgt. Jeg vil ikke på Skype, jeg åbner ikke min dør, når det ringer på (undskyld fastelavnsbørn), og jeg tager ikke min telefon. Jeg går rundt herinde, fuldstændig hudløs, og jeg magter ikke at interagere med verden, før jeg har haft tid til at forberede mig og tage min personlighed på.
Jeg er ikke deprimeret, ked af det eller suicidal. Jeg er bare… træt. Og eftertænksom. Og stille.
Kan vi godt være gode venner alligevel?
15. februar 2010 @ 22:11
Ja da! Bare sådan vi alle sammen bliver ramt fra tid til anden. Pas på dig selv 😉
15. februar 2010 @ 22:12
Vi kan rigtig godt være gode venner alligevel!
Du udleverer meget af dig selv på bloggen, synes jeg (og gør det på en tankevækkende og interessant måde). Min har fra starten haft et mere eller mindre fast koncept – mest at det ikke skulle være en føle-føle dagbogsblog, og at hvert indlæg skulle have en pointe.
Jeg er beæret hvis du læser med ovre hos mig, for jeg synes ikke jeg udleverer ret meget af mig selv.
15. februar 2010 @ 22:56
Det kan vi da… Som du selv skriver – det er ikke dag til dag formen, der bestemmer alt 🙂 Og så ønsker vi os snart forår, lys og ingen vanter!!
16. februar 2010 @ 04:58
Åh, det kender jeg godt.
Det skal du ikke have dårlig samvittighed over, sådan tror jeg at alle har det af og til. Det vender på et tidspunkt.:o)
16. februar 2010 @ 06:12
Det er det samme hos mig for tiden. Hvis nogen spørger, så henviser jeg til dit indlæg her!
Solskin bag skyerne til dig!
16. februar 2010 @ 07:06
Er det ikke bare en slags vinter-mode? Man bliver hulebygger af sne og kulde og mørke i så lang tid.
Jeg er alligevel en af dine blog-fans.
16. februar 2010 @ 07:49
ja vi kan så! savner dine vise ord, når du "pauser den" – men "pause" har alle brug for engang imellem… så bare du er der : – )
– Mette
16. februar 2010 @ 08:13
This too shall pass og det står jo i bogen at alt ender lykkeligt.
Det er svært at holde blog igang – men du gør det godt. Du er altid et besøg værd 🙂
16. februar 2010 @ 08:32
Jeg har SÅ meget respekt for din evne til at skrive indlæg. Ofte. Og i det hele taget!
Så tag du bare en hule-periode – vi er der stadig, når du kommer ud. Det kan du være HELT og aldeles sikker på 🙂
Og PS: jeg orker altså heller ikke at åbne min dør for syngende fastelavnsbørn. Selv om jeg selv er en mor og derfor måske burde være mere åben for den slags, men jeg hader det. Sorry :-/
16. februar 2010 @ 16:02
Om der så gik et helt år før du skrev igen, ville jeg være der på pletten, når du vendte tilbage. FORDI du er så god. Lidt som med en god forfatter eller musiker – svigter man dem fordi de ikke har udgivet igennem længere tid? Næ, man bliver bare virkelig glad, når der endelig kommer noget. Især hvis det er godt….og hvis det ikke er, kan man næsten tage sig selv i at ønske, at de havde ventet lidt længere; indtil de virkelig havde noget på hjerte…så pas på dig selv og ta' det pusterum du har brug for og fortjener.
/Maria M
16. februar 2010 @ 16:05
…og så er stilhed i øvrigt rigtigt godt for sjælen…så vær du endelig stille. På alle måder. Så længe du har brug for det.
/Maria M
16. februar 2010 @ 16:31
Word, jeg skal nok være der.
Ved ikke om jeg deler din pessimisme… der.
16. februar 2010 @ 22:21
JA, for filan da!!! 🙂
17. februar 2010 @ 21:52
Jeg har bare lyst til at give jer en krammer. Allesammen. Så det får I hermed *kram*
18. februar 2010 @ 07:24
Vil bare sige at jeg synes du skriver rigtig godt og jeg hænger ved… 🙂
Og hvor er det godt at læse man ikke er den eneste der hader det fastelavnshalløj! Heldigvis havde jeg en datter der stod på spring til at åbne døren de tre gange det ringede på. Så jeg slap!!