Bloggen

Det er sikkert hormonerne, der er på spil igen, men de sidste par måneder har jeg bemærket et karaktertræk hos nogle mennesker, som virkelig irriterer mig: Trangen til uopfordret at nedgøre og kritisere, hvad andre kan lide.

Keyword being ’uopfordret’.

Jeg kom første gang til at spekulere over det, da jeg i forbindelse med læsning af en af Politikens blogs tænkte, at jeg aldrig, om jeg så fik penge for det, ville have lyst til at lægge ryg til de kommentatorer, der huserer derinde. Der er virkelig nogle perfide og modbydelige mennesker imellem, der udelukkende lægger kommentarer for at fortælle, hvor dårlig de synes, den pågældende blog er, og hvor idiotisk, hul og intetsigende, de finder personen bag. I et vist omfang kan man argumentere for, at der inviteres til det på debatbloggene (om end det kunne klæde nogle mennesker at iføre sig den sobre tone), men et godt eksempel er Nynnes Dagbog. Jeg begriber det ikke. Hvis man ikke bryder sig om genren, ville jeg synes, at løsningen lå meget lige for: Lad. Være. Med. At. Læse. Den. Jeg forstår ikke behovet for at lægge et surt opstød derinde, hvor man må formode, at hovedparten af de tilstedeværende kan lide at være.

En ting er så, når det sker på blogs og hjemmesider, hvor kommunikationen er relativ envejs, for der kan man jo som læser vælge at gøre brug af samme taktik; undlade at læse kommentarsporet, hvis det indeholder alt for meget galde.

Noget andet er, når det sker live. Og jeg må vel egentlig lykønske dem, der praktiserer smagsdommeriet med at have opfundet den perfekte samtaledræber, for hvordan fanden kommer man videre med i samtale, der starter med et angreb? Så står man dér i defensiven og glor.

Sjovt nok har jeg også bemærket, at det ofte er de såkaldte first-movers, der forfalder til at kritisere. Hvilket er ironisk, fordi de typisk bliver meget indebrændte over det, når horden af umælende kvæg overgiver sig, og pludselig giver dem ret i, at et givent band er fedt. Jeg kender mennesker, der holdt op med at høre Swan Lee, da de pludselig blev allemandseje. Alene derfor.

Inden for fitnessbranchen findes der en gruppe af folk, som ikke tror på at træne i maskiner. (Jo jo. Tror på. Det er faktisk en slags religion.) For dem er det eneste forsvarlige træningsform funktionel træning med egen kropsvægt og elastikker som remedier, hvilket der bestemt kan siges meget godt om. Det mister jeg bare lysten til at gøre, når samtalen indledes med ”Jeg forstår godt nok ikke, at du gider det der ‘Pump’ (skal vrænges), når man kan træne MEGET mere optimalt med funktionel træning! *hellig-smiley*” Ok. Og efter den indledning kan jeg da godt fornemme, at det ville være skønne spildte kræfter at forsøge at forklare dig, hvorfor jeg synes, at det er fedt.

Eksemplet kan overføres til stort set alle genrer.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, at det er FINT, at vi kan lide forskellige ting. Jeg er ikke ude på at trække dem, med anden smag end min ned i mit hængdedynd af krimier, charterferier og amerikanske serier. Jeg synes, at det er godt, at der er smalt, eksperimenterende teater, DR2 og kant til dem, der sætter pris på det. Virkelig. Jeg bliver bare nogle gange lidt træt over, at det altid er dem, der bekender sig til Det Vedtagne Rigtige, der uopfordret (lagde I mærke til, hvordan jeg lige sneg det med ind igen, så I ikke glemte det?) føler sig kaldet til at docere og rynke på næsen.

Jeg forstår ikke, at de ikke bare kan nyde tanken om deres kulturelle, smagsmæssige eller kropslige overlegenhed i fred. Jeg forstår ikke, at de ikke kan se, at de bygger flere mure end broer.

Hvis jeg spørger, hvad du synes om noget af det, jeg er vild med, har jeg selv inviteret til din kritik, hvordan den så end måtte falde ud. Men ellers vil jeg godt nok hellere høre om, hvorfor du sætter pris på de ting, du gør, end hvorfor du foragter mine.

er indædt at jage og dræbe alle myg, møl, edderkopper og stankelben, der bevæger sig inden for mine døre, i håb om at historien om de kranke skæbner rygtes i haven og afholder alt andet kryb fra at forpeste mit hjem.

(Ved nærmere eftertanke ville det måske fungere bedre at lemlæste en enkelt af dem og sætte den ud igen, så den kunne spread the word?)

OMG! OMG! OMG! Fordi vi alle sammen (mest jer, jo) har haft så travlt med at kigge i alle mulige andre retninger, er det noget, vi fuldstændigt har glemt:

BLOGGEN HAR HAFT FØDSELSDAG!!!

D. 27. juli fyldte den 3 år, og jeg glemte det *skamfuld-smiley*

3 år. Det er sgu da noget, der ligner 12 år i menneskeår egentlig ret meget for en blog, er det ikke?

Da intet siger ’fest’ mere end tørre facts, har jeg i dagens anledning været en tur forbi min google analytics.

(Som jeg ellers har et meget ambivalent forhold til. Meldte i tidernes morgen bloggen til for at kunne lukke den i al ubemærkethed, hvis det viste sig kun at være min tålmodige søster og 2 trofaste veninder, der læste med, men tør faktisk ikke rigtig gå ind på den, fordi jeg altid får ræsende præstationsangst, når jeg opdager, hvor mange I egentlig er derude.)

For I er MANGE!

Afhængigt af ugedag og tid på året har jeg mellem 500 og 600 isolerede hits om dagen, hvilket betyder, at man kun tæller med i statistikken én gang selvom man er inde og tjekke flere gange i løbet af en dag, om der er kommet nyt på. (Her taler jeg blot ud fra mit eget adfærdsmønster, hvor jeg sidder og klikker på ’opdatér’ som en manisk spætte på speed, og kan blive helt vred på mine favoritbloggere, hvis de tillader sig at have mere end 20 minutter mellem deres indlæg.)

Er I klar over, hvor mange mennesker, det er!? Får sgu næsten helt lyst til at gå op og lægge mig, Hans Christian.

And we’re global, people. I løbet af den sidste måned, har jeg haft læsere på besøg fra 38 forskellige lande. Heraf konkluderer jeg dels, at I rejser meget, og dels at der må sidde mennesker i Japan og Kuwait og bande over google, når de af uransaglige årsager ender på min blog. De 10 bedst placerede lande er:

1. Danmark (Deuze points)
2. Sverige
3. Canada
4. UK
5. Norge
6. Schweiz
7. Tyskland
8. USA (Forstår ikke helt, at den er opført som land, men så igen… Mig og geografi)
9. Belgien
10. Australien

I Danmark ser jeres fordeling således ud:

(Bemærk venligst mine 2 læsere på Bornholm)Mine faste læseres alder ligger, så vidt jeg lige kan se, mellem 14 og 67 år. Det kan man sgu da kalde bred appel. Jeg har, siden jeg startede, postet 955 indlæg, hvilket er 0,87 indlæg om dagen. Jeg poster dermed næsten dagligt, og det synes jeg egentlig – i al beskedenhed – er ret godt gået. Jeg har i løbet af de sidste 3 år kun slettet 2 kommentarer på bloggen, begge fra folk, der kender mig rigtig godt, men som lige et kort øjeblik glemte, at bloggen kan læses af alle, og at nogle ting simpelthen er for private for the world to see. Når I ellers støder på ’denne kommentar er fjernet af forfatteren’ er det kommentatorforfatteren selv, der har slettet den, dvs. en, der har skrevet noget, og siden fortrudt. Derudover kommer der jævnligt spam og reklamer i kommentarfeltet, og dem sletter jeg også. Benhårdt. Jeg har helt fra starten valgt, at jeg ikke vil have reklamer på min blog; dette gælder også i kommentarfeltet. ”Hvad har du så lært af at blogge i 3 år?” hører jeg jer spørge.Hmmm… Om mig selv har jeg lært, at jeg bliver klogere på det, jeg går og tumler med, når jeg skal formulere mine dilemmaer på skrift, vel vidende at fremmede såvel som kendte øjne skal læse det.Jeg har lært, at folk oftere føler sig truffede af Mor Er Vred og Skuffet indlæggene end af de glade af slagsen. Hvilket egentlig er lidt trist, synes jeg.Jeg har lært en masse andre bloggere at kende i virkeligheden, og det har uden undtagelse været søde, imødekommende mennesker. I lørdags var jeg f.eks. ude og spise ved en, der havde lagt en invitation til mig på bloggen, og det var rasende hyggeligt. (Tak for FANTASTISK mad!) Jeg har også fundet ud af, at blogland ikke har noget at lade fitnessverdenen høre for, når det kommer til sladder, intriger og hor.Jeg har lært, at du – også her – får, hvad du giver. Jeg blogger om stort set alt, både når det går godt, og når det går mæ hælve te. Jeg forsøger at være ærlig ved at vise, hvem jeg er, både når jeg er til pæn brug, og når jeg ville ønske, at det var en anden, jeg skrev om, og det er min oplevelse, at læsere responderer positivt på at få lov at se alle sider af én. Faktisk tror jeg ofte, at jeg får længere snor end de fleste, også når jeg er dum, snæversynet og træls, fordi folk føler, at de kender mig, og derfor bærer over med mig.Nå, men andre bloggere laver altid nogle meget fancy give-aways, når de har fødselsdag, men da jeg hverken kan tegne, hoste op med hemmelige opskrifter, der vil lade din indsats i køkkenet gå over i historien, eller er fiks på hænderne i forhold til håndarbejde, har jeg vist desværre ikke noget, jeg kan love væk. Ikke andet end mine ord. Dem må I til gengæld få, alle sammen, lige indtil jeg enten løber tør eller I løber trætte.

Når dette indlæg poster, står jeg på Skanderborg Festival, og jeg fatter ikke, at det i skrivende stund er præcis et år siden, jeg stod alene med en fadøl og småfrøs til Fatboy Slim og lige der traf den endelige beslutning om, at jeg ville prøve at blive gravid.

365 dage senere sidder jeg her med maven fuld af én, der efter den ivrige dans at dømme, også er til noget Fatboy Slim af en slags. Jeg begriber hverken mit held, eller at tiden er gået så hurtigt.

Sidste år blev jeg også enig med mig selv om, at jeg havde arbejdet på festivalen for sidste gang, i hvert fald for en periode. Jeg er blevet for nærig med min tid til at bruge 3 feriedage på at sidde og passe på en mørk skov, og for nærig med min tid med andre til at skulle forlade dem under festivalen, fordi jeg er bundet op på faste arbejdstider.

I år har jeg derfor for første gang i umindelige tider betalt for min billet, og valgt at begrænse min tilstedeværelse til søndag. Til gengæld glæder jeg mig helt vildt. Jeg aner ikke, hvem der er på programmet, og det er også skideligegyldigt, for det er ikke det, festival handler om. Det handler derimod om god tid, godt selskab og – tro det eller lad være – masser af frisk luft. Spejdersvin! Jeg kommer ikke til at savne de kolde brusere, den klamme dyne (soveposer er soooo last year) og forsøget på at ignorere tømmermænd i enten stegende hede eller silende regn.

For slet ikke at tale om at skulle op kl. 5 og rode rundt i noget ugennemtrængeligt mørke, fyldt med dug og teltbarduner, fordi fadøl kun er til låns.

Men jeg er spændt på, om det at tage derned for en enkelt dag vil være en kæmpesucces, eller om det vil føles forkert og amputeret.

Hvis det sidste er tilfældet, kommer der et disclaimerindlæg om et år.

– og skidetak for at vente tvillinger i 4. måned med ’en lille bule på maven og flade sko’ som eneste konsekvens.

Rønnebærhilsner

Hvalen

(Seriøst: Hvordan gør hun? Jeg træner og underviser omkring 10 timer om ugen, cykler til alting, spiser relativt fornuftigt – og jeg er stadig gravid på både lår, røv, hofter og arme. Er det noget royalt? La Clone Marie gik fra hospitalet i sine egne fucking bukser, og Mary har hver gang til præsentationsrunden i hospitalslobbyen lignet en, der lige er svinget ind forbi efter en cafe latte. Bliver de udvalgt efter et eller andet overmenneskeligt, genmæssigt parameter, der – bortset fra hårfarven – ville få Hitler og Mengele til at savle misundeligt? Én ting er, hvis de er overvågede 24/7 af en hær af personlige trænere, diætister og en trivelig svigerpapa som skrækeksempel, men de kan da vel for fanden stadig ikke styre, hvordan graviditeten skal sættes sig med viljens kraft, kan de?

Jeg sætter min lid til svensken. VED bare, at sympatiske, menneskelige Victoria har tænkt sig at blive gravid over det hele ligesom alle os andre.)

Ok – der sker ikke en SKID i disse dage, vel? Så her følger den fuldstændige ligegyldige:

Top 5 over situationer, hvor det er vigtigt, at man ikke taler til mig:

1) Når jeg støvsuger. Var i gang med at støvsuge min måtte udenfor døren, da Mørk, Mystisk stemme (Gud?) pludselig talte til mig. Wolla, jeg sværger: Røg to meter op i luften med et ucharmerende højtpitchet “Uuuiiiii!” og endte med nærmest at skræmme livet af forsigtig, ældre – hilsende – overbo.

2) Når jeg tørrer hår. Samme historie. Jeg bor alene, og er meget uvant med samtale under larmende aktiviteter [indsæt selv klam sex-joke]

3) Når jeg parkerer. Det er meget vigtigt, at AL min koncentration kan gå til forsøget på at gætte, præcis hvor langt der er fra min forskærm til naboens bagskærm. Men du skal ikke være ked af det; det er ikke personligt. Radioen bliver også slukket.

4) Når jeg øver ny koreografi. Jeg holder meget af mine medlemmer (jo jo. Mine.), men når jeg står i en sal med musikken kørende på fuldt drøn, en kuglepen i hånden og en fod på stepbænken, kan det undre mig, at det, de ser, når de kigger ind, er live-installationen Invitation Til Samtale.

5) Når jeg slår masker op. Ja. Masker. På den strikkende måde. Anton skal have et hjemmelavet tæppe, og selvom det foregår med tungen i mundvigen og lodrette rynker i panden af koncentration, skal vi nok få et bikset sammen. (Håber meget, at ungen er vild med det rustikke og … unikke look.)

Har I lagt mærke til, hvordan alting først bliver interessant i det øjeblik, det er relevant for en selv? Jeg mente f.eks. absolut ingenting om indvendige kontra udvendige gear, før jeg stod for at skulle købe en ny cykel, og jeg har aldrig haft en holdning til parabener i shampoo, før jeg selv fik allergi.

Sådan er det også med børneopdragelse, kan jeg afsløre. Indtil nu har børn været inddelt i to kategorier: De Umulige og De Søde. Afhængig af tidspunkt på dagen, planer og sindsstemning generelt har de også kunne bevæge sig fra den ene gruppe til den anden.

Nu ser jeg imidlertid på dem og deres forældre med helt nye øjne. Med Opdrager-Øjne. For hvad vil jeg gerne være sikker på, at jeg får banket ind i hovedet på mit sagesløse barn, og hvad mener jeg er ligegyldigt? Hvor meget formår man at holde fast i sine principper, når det er mandag, ungen er træt, moderen er endnu mere træt, og det regner? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selvom jeg i 100 andre sammenhænge har måtte erkende, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og at det altid er nemmest at holde principper i hævd, når man ikke selv er omfattet af konsekvenserne af dem, så synes jeg stadig, at det er formålstjenstligt at have nogle overordnede mål eller ønsker. Det giver noget at navigere efter, og selvom man må justere kursen undervejs, efterhånden som man bliver klogere, forekommer det mig stadig at være bedre end alternativet: At drive planløst af sted og løse opgaverne ad hoc – for derefter at stå helt uforstående overfor, at valg, man traf for år tilbage viser sig at have konsekvenser.

Som single-mom (som lyder meget bedre end både Enlig Forsøger og Alenemor) spekulerer jeg selvfølgelig en del over, hvordan jeg skal bære mig ad med at opdrage en dreng uden en mandlig rollemodel installeret i huset. Det kan naturligvis ændre sig hen ad vejen, men som udgangspunkt er vi bare os. Og jeg vil gerne være sikker på, at min dreng ikke pga. mig bliver sådan en, der er bange for at blive beskidt, og som sidder ned og tisser. Hvis han foretrækker det sådan, så skal han endelig værsgo, men det skal være hans egen på grund af hans egen personlighed og ikke min.

Alt det der med fodbold og fisketure udliciterer vi (jeg elsker ham allerede meget, meget højt, men jeg sætter simpelthen ikke orm på krog, slut!), men der er to ting, vil jeg meget, meget gerne vil lære ham vigtigheden af:

1: At kunne sige ’jeg elsker/savner dig’.

Ikke på den ødsle måde, hvor man smider ordene til højre og venstre, og de derfor mister deres betydning, men så han ikke vokser op og tror, at man bliver et mindre menneske, hvis man gør sig sårbar ved at sige dem, eller tror, at ’lige over’ er det gangbare svar.

2: At kunne sige ’undskyld’, når det er påkrævet.

Igen: Vi er ikke ude i at oplære drengen i den svære kunst Servil Dørmåtte, men man sparer sig selv for så mange konflikter, hvis man kan erkende sine fejl overfor dem, man begår dem imod, i stedet for stejlt at stå på sin ret, når man inderst inde godt ved, at man tager fejl.

Jeg kender en del mennesker, som ikke har lært nogle af delene, og når jeg ser, hvordan det besværliggør deres relationer til andre, synes jeg virkelig, at det er værd at gøre en indsats for at få ham lært. Dem, der ikke kan give udtryk for kærlighed, har det med at miste den, for ingen venter evigt på noget, der aldrig kommer, og dem, der bruger al deres tid på at begrunde egne fuck up’s med andres utilstrækkelighed, får stille og roligt skubbet alle fra sig. Resultatet er i begge tilfælde unødvendig ensomhed.

Og den bedste måde at lære den slags fra sig på, er vel ved at gå forrest med det gode eksempel. Så: Velkommen tilbage fra ferie. Jeg har savnet jer. Og undskyld at indlægget blev lidt langt.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan lære det, men måske er tiden kommet til at søge om tilskud til en værge, der kan tage med mig på biblioteket og beskytte mig mod mig selv.

Jeg styrer som oftest uden om alt for sørgelige bøger; ikke fordi jeg ikke vil konfronteres med livets ubehageligheder, men fordi man, når man er udstyret med en så levende fantasi som mig, alt, alt for levende kan forestille sig, hvad der kan gå galt, også uden at blive inspireret af fortællinger om alt det, der bor i skyggen.

Men ind imellem er det som om en bog sniger sig med mig hjem, uden at jeg lægger mærke til det. Som f.eks. ”Stadig Alice” af Lisa Genova. På ryggen af den kunne jeg se, at den handler om en kvinde i slutningen af 50’erne, der bliver diagnosticeret med Alzheimers. Og jeg mener: Odds’ne for en happy ending her er forsvindende små, ikke? Lidt ligesom da man gik i biografen for at se Titanic og lige til det sidste håbede, at den rådne båd ikke ville synke.

Når først en bog er landet i min bogskuffe, skal den læses. Sådan er reglerne. Åbenbart også selvom man er så hormonelt forstyrret, at det er svært at læse gennem de litervis af vand, der bliver ved med at stå forstyrrende i øjnene.

Så nu kan jeg byde velkommen til min nye, detaljerede angst for den forpulede sygdom.

Beskrivelsen af, hvordan en Harvardprofessor magtesløs sættes på sidelinien og oplever sin egen hjerne forfalde, er hjerteskærende. Historien om, hvordan hendes liv langsomt forvandler sig til en uoverskuelig labyrint befolket med steder og mennesker, som måned for måned bliver mere og mere fremmede, er så trist og deprimerende, at ord ikke rigtig rækker.

Tænk hvis det sker for nogen, jeg holder af.

Tænk, hvis det sker for mig.

*suk*

Den næste bog jeg skal læse, er Obamas selvbiografi. Den ved man da i det mindste slutter med noget verdensherredømme og det halve kongerige.

Så er jeg i gang med den sidste uge af min ferie, og det har været en fantastisk en af slagsen. Modsat de sidste par år, hvor jeg har været væk en del af tiden, har jeg i år brugt alle 3 uger herhjemme, hvilket har betydet, at jeg har kunne frådse med tiden, fordi der har været så rigeligt af den. Jeg har spist morgenmad i timevis med 50 forskellige mennesker, set nye huse, forsøgt at tørlægge Baresso, grillet, besøgt dem, der bor langt væk, været til koncert, været i biografen hele TO gange (Inception: Wuhuu! Eclipse: Not so much) osv. Det har været SKØNT! Og det bedste er, at der er stadig næsten en hel uge tilbage. (Og derefter 10 uger til jeg går på barsel… Føles stadig som om, det er en anden, jeg taler om, når jeg siger det.)

Med så meget fritid på hænderne, begynde man at lægge mærke til de små ting i livet. Som f.eks.: Er vi holdt op med at gå med trusser? For den mail har jeg ikke fået. Jeg var forleden på hold med en pige, der træner i de mindste shorts i verden og ingen g-streng. Jeg ved det, for når hun strækker inderlår, holder hun af at gå i split, hvilket er mere end de små shorts kan gabe over, så der er måttekontakt 1:1. Og da jeg forleden var i bio, kom jeg ved et virkelig uheldigt uheld til at gå op af trappen bag en pige, som havde taget sit hårbånd og intet andet om røven. Kunne næsten høre missen smaske, når hun gik *forarget-smiley*. Jeg ved godt, at mænd synes, at det er superfrækt, men fri for at arve hendes aflagte sæde, siger jeg bare.

Og nu, hvor vi alligevel bevæger os rundt i den intime afdeling, kan jeg løfte sløret for endnu en ting, jeg ikke anede om at være gravid: Det indebærer en hel del ragen-sig-selv-på-brysterne. Jeg ved ikke, om det er fordi de er ved at transformere sig fra pynt til madpakker, men man har…. altså ….. langt lys på (som de siger på Teknisk Skole) det meste af tiden. Hvilket betyder, at pigerne skal arrangeres ret omhyggeligt, hvis man ikke skal ligne en, der er skeløjet på nødderne. Giver udtrykket ’at gribe i egen barm’ en helt ny betydning, ikke?

Nu tror jeg, at jeg vil læne mig tilbage og nyde de to sidste afsnit af Lost (sæson 7. The end end *snøft*), mens jeg venter på, at Politiken ringer for at fortælle, at de har ryddet forsiden i morgen til dette indlæg.

Var ved åen og spise frokost i dag, og som alle ved, vælger man kun at indtage føde på den strækning, fordi overpriserne på maden til fulde opvejes af muligheden for Gratis Gloning. Alle kender reglerne. Der findes sågar mennesker, der lægger deres løberute den vej for at være SIKRE på at blive set.

(Forstå det hvem der kan.)

(Sagde instruktøren.)

Nå, men mens vi sad der, kom der pludselig noget CIA eller Secret Service af en slags. En masse hærdebrede, pluskæbede mænd med tyggegummi, stenansigter og solbriller. De gik frem. Mumlede i kraven. Gik tilbage. Mumlede noget mere. Tog sig til øremodtageren. Kastede røntgenblikke rundt på alle os, der efterhånden var gået helt i stå med at spise (og tjenere, der glemte at arbejde), mens de attitudemæssigt signalerede, at det ikke ville røre dem at skyde for at dræbe, hvis nogle skulle sidde med gode ideer eller terroristtilbøjeligheder.

Hvem hvem hvem hvem hvem???

Ze Governator? Helle Thornings revisor? Frede, der med sine frøkammerater ankom med snorkel af vandvejen? HVEM!?

Og endelig: Mængden skiltes, et sus gik gennem befolkningen og frem trådte…..:

Mr. I-have-NO-idea med to brækkede finger og noget beige, pagehåret påhæng.

Skuffede? Så ved I, hvordan vi havde det.

Fra nu af synes jeg vi aftaler, at man kun må have bodyguards, hvis man er så kendt, at vi andre ved, hvem man er.