Bloggen

“Armstrong styrtede før etapestart “

Er der ikke snart nogen, der forbarmer sig og stikker den mand et sæt støttehjul?

Jeg har ikke selv-valgt været i kirke siden min konfirmation. Det er ikke så slemt, at vandet i døbefonden fordamper, og præster falder jamrende på knæ, mens de slår korsets tegn for sig, når jeg til venners bryllupper og barnedåbs lægger vejen forbi, men jeg tror, at jeg indså at kristendommen was not for me, da jeg var omkring 17.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tro. De mennesker, der gør, virker som om de hviler i visheden om, at der er en mening med det hele – trods alt. Også selvom vi ikke altid forstår den, og jeg har altid været misundelig på deres overbevisning om, at nogen et sted derude har en plan.

Men faktisk er det ikke den del af kristendommen, jeg savner mest i mit liv. Det er tilgivelsen. Ikke af omgivelserne, for den del af det synes jeg egentlig, at jeg er rimelig nede med, i det omfang jeg finder det nødvendigt, men derimod tilgivelse af mig selv.

Det der med at have en repræsentant for den øverste forældremyndighed til at sige, at hvad du end har gjort, så kan regningen betales med en bodshandling, og du kan give slip. Dét savner jeg. Vi andre troløse må klare os med den dårlige samvittighed, hvilket i bedste fald svarer til at være idømt en behandlingsdom på ubestemt tid, for hvornår har man angret nok? Hvornår kan man rette ryggen, puste ud og let it go? Hvor meget skyld, skam og fortrydelse går der på en enkelt tilgivelse? Jeg har ledt, tænkt og savnet, men jeg har stadig ikke fundet omregningsfaktoren.

Som alle andre, jeg kender, er jeg altid hårdest ved mig selv, og selvom jeg med mit hoved godt ved, at uanset hvor mange nætter jeg tilbringer i selvhadets skærsild, ændrer det ikke det fjerneste på, hvad det end er, jeg fortryder at have gjort, så føles det i hjertet alligevel som om, at det da er det mindste, jeg kan gøre.

Når jeg nu er så forfærdeligt et menneske, og ikke har en Gud til at insistere på det modsatte.

Nu siger jeg det for sidste gang: Vi går IKKE i bare tæer i det offentlige rum. Det er gøglagtigt og lowlife, og vi andre bliver dårlige ved synet af dine skæve, behårede hobbitklumper, og tanken om at du jokker i en lort.

Nu er det officielt: Min hjerne er smeltet.

Jeg bor i Århus, hvor mågerne er så store, at jeg selv har set et eksemplar af slagsen flyve afsted med en kvart pizza (stadig på paptallerken) OG en halv banan med skræl i næbbet, og har vidne, der vil aflægge ed på, at han har set en måge tage en solsort i flugten. Som i: En levende solsort. Af dem med næb, klør, vinger og sår’n. Velbekomme.

I denne uge er jeg kontordame, og i dag jeg har siddet med åbne dobbeltdøre ud til en baggård, hvor en fortvivlet mågeunge hele dagen har løbet rundt og sagt en ynkelig lyd, der mest af alt mindede om et fåre-bræg.

Måger er klamme. Måger er klamme, lige meget hvad folk siger.

Derfor finder jeg det helt ufatteligt, at man kl. 12 i dag kunne se mig løbe rundt i gården, tyk og i klip klappere, og opføre mig som en mellemting mellem en mågecoach, der forsøgte at få ungen til at gå ind i sig selv og finde VILJEN til at flyve, og den øverstansvarlige i kontroltårnet i færd med at lande et fly.

”Kom så! Ja!! Du kan godt! Nemlig! Mere af det der! JAJA!! Ikke give op!”

Forgæves.

Jeg tror, at jeg kunne have lært at flyve lige på stedet for at slippe væk fra mig selv.

Jeg kender mange mennesker, som lige nu står overfor en af de forandringer, der har det med at ændre livet for good. Flytninger, børn på vej og potentielle diagnoser, der ikke er ret sjove at få.
Vi har snakket meget om venner og venskaber.

For sjovt nok er forandring i livet som regel lig med oprydning i omgangskredsen. Det er som om, den nye fremtid tænder et slags spot, der pludselig oplyser strukturer og støvede kroge i venskaber, som ikke var tydelige i al den tid, hvor den ene dag bare tog den anden og ingen rigtigt tog sig tid til at bemærke rollefordeling.

F.eks. begynder man at lægge mærke til dem, der tager uden at give. Når man pludselig har ualmindelig meget, man har brug for at fortælle, opdager man, hvem der altid taler og aldrig lytter. Det bedste eksempel på dette var en bekendt af en bekendt, som fik konstateret kræft, og derefter måtte være den, der trøstede veninden: Hun kunne slet ikke tage mere, for ALLE omkring hende blev syge. Og hvor sandt – og trist – det end måtte være, synes jeg, at der er en, der er blevet lidt for vant til at være i centrum i venskabet, når situationsfornemmelsen og omtanken ikke rækker længere end det.

Og uanset om man står overfor noget stort, som er positivt og ønsket, eller noget negativt og svært, bliver det også pludselig tydeligt, at de fleste mennesker tilhører en af to grupper: Enten er de som udgangspunkt tilfredse med livet og indstillet på selv at tage ansvar for det, de ønsker at ændre, eller også tilhører de Klynkerne. Ikke dermed være sagt, at man kun kan være venner med folk, der altid har det nemt og aldrig oplever svære tider og kriser; man har bare meget mere lyst og overskud til at lægge skulder til, når det er en forbigående tilstand frem for en permanent.

Når der er forandringer på vej, bliver det klart, hvorfor det er vigtigt at omgive sig med positive mennesker; mennesker, der tager initiativ, genererer noget energi, og som man bliver ladet op af at være sammen med, så man er klar i hovedet og rustet til, hvad der måtte komme. De mennesker, der som passive, sorte huller suger al energi ud af dig uden at bekymre sig om at give noget igen, og som opfører sig som om venskab er noget, de har krav på, skal man overveje grundigt, om man kan rumme.

Og om man skal.

Må jeg lige starte med at sige noget, som slet ikke har noget med det, jeg egentligt ville sige at gøre, og som jeg godt ved, er en lille smule irriterende? Jeg elsker at træne! Og at undervise. Ligemeget hvor sur eller stresset jeg er, når jeg træder ind af dørene; lige meget hvor dårlig min dag har været, så er der altid renset ud og 0-stillet i hovedet, når jeg går ud gennem dem igen. Det MÅ være en af de allerbedste grunde til at dyrke sport: At dårligt humør ikke overlever en time i selskab med det.

Nå, men jeg havde bare lige lyst til at fortælle, hvordan status er med maven. Den bliver større. Mini er nu omkring 21 cm, hvilket er det samme som et A4 ark på den korte led, og vejer ca. 170 gram, hvilket er det samme som 1) en solid kyllingefilet eller 2) 2 magnumis eller 3) en IPhone. (Ja. Jeg vejede den. Jeg har en FEST!)

Fik jeg sagt, at der var nogen, der sparkede mig forsigtigt i maven forleden, mens jeg børstede tænder? Og at det slet ikke gjorde noget? Overhovedet?

Og så er vi ved at sjusse os ind på, hvilken retning vi skal i, rent musikalsk. (Det her foregår mest inde i mit hoved, for ifølge Bibelen kan mini ikke genkende musik endnu.) John Mayer giver mig ondt i maven, hvilket jeg tolker som moderat utilfredshed. Til gengæld virker det som om Ella Fitzgerald, Nina Simone, Moi Caprice og Infernal falder i ret god jord. Pink Floyd er udsat til efteråret, da jeg finder det blasfemisk at partere et album, og det stadig er alt, alt for varmt at sidde med hørebøffer presset mod maven mellem 90 og 120 minutter.

Men selvom den lille bandit får mig til at svede som et svin, ville jeg ikke bytte det her for noget i verden.

Jeg sveder. Jegsvederjegsvederjegsveder!

Og jeg VED godt, at vi – som alle mennesker siger hele fucking tiden – ikke må klage, men for satan. Jeg troede, at overophedning var et feature, der blev tilføjet i den sidste del af graviditeten, men åbenbart ikke her i huset.

Til gengæld har vejret gjort, at jeg igen har formøblet en hel weekend på hyggelige sommersysler. Denne gang var det frokostaftaler, hygge/bar-aften, (føltes utrolig underligt at bede om en diet coke med en mund, der var klar til at sige ’snakebite’) kagens dag (ja. Igen.) og grilltamtam i Mårslet.

Når det er så varmt, som det er nu, kan jeg under ingen omstændigheder stille skarpt på at skulle entrere en bus, og da jeg krakkede Mårslet, kunne jeg se, at der kun var 10 km derud, så jeg besluttede at cykle.

Jeg skriver ’kun’ for at illustrere min ufattelige naivitet og manglende evne til at omsætte 10 papirkilometer km til asfalt.

Vand i flasken, solcreme på armene, musik i ørerne og afsted. (Cykelhjelmen er ikke kommet endnu.) Havde kørt i under 10 minutter, da jeg greb mig selv i at ønske, at nogen ville lave en etnisk udrensning på naturen og udrydde alle de verpühlte dyr, der også skulle til Mårslet, og tydeligvis opfattede mig som the free ride.

40 bebakkede, svedende, kløende og storbandende minutter senere nåede jeg frem. Hvilket vel ikke helt kvalificerer mig til Tour de France, men på den anden side vel stadig er nok til at køre fra Lance A. (Som FANDME må være glad for sin hjelm, sådan som han ligger og snaver asfalten hele tiden!)

Omkring kl. 22.30 tænkte jeg, at det nok var på tide at vende snuden mod centrum. Havde trods alt ikke glemt, hvor langt der var derud, og ville godt hjem, inden det blev mørkt og suspekte elementer indtog og skamkørte det bakkede vejnet i udborede Toyotaer.

Havde faktisk En Naturoplevelse de første 10 minutter. Temperaturen var faldet, så det ikke længere føltes, som om luften var lavet af flydende lava, og jeg blev sådan helt ’de træer er over 200 år gamle, og hvor er vi egentlig små’-agtige. (Dog ikke mere zen, end at der stadig var underskud til at turbohadede det kriblende dyreliv.)

Men så blev det mørkt.

Og så blev jeg sindssyg.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg giver TV5 skylden, som de sidste par uger har kørt trailers for alt, hvad der er lavet af klamme, amerikanske og japanske gysere, med close up’s af underernærede, pjaltede og ualmindeligt vrede pigebørn, der hænger i loftet og kravler op af brønde og ud af fjernsyn.

Onde lyde fra underskoven, forvredne skygger og skilte, der til forveksling lignede noget, der var kravlet op fra Helvedes slimede dyb. Vil tro at min puls sneg sig op på omkring 250. Var simpelthen så pissebange til sidst, at jeg sad helt lænet frem over styret og cyklede så hurtigt, at min hestehale stod lige vandret bagud, og min tunge lå i cykelkurven.

Hvordan fanden skal jeg nogensinde på en troværdig måde blive nogens mor, der siger beroligende ting om nat og mørke? Jeg frygter, at et mere realistisk scenarie er Linda, der efterlader sit angste barn på en sti for selv at sprinte i sikkerhed.

Men jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der lider af problemet. Det trøster mig lidt.

Tror, at jeg vil stille mig ud i fryseren og skamme mig. Jeg skal bare lige være sikker på, at pæren forbliver tændt, når jeg lukker døren.

For nu har jeg købt den. Ja, jeg bukkede under for presset. Jeres pres. Nå!

Havde sådan en morgen, hvor fanden tog ved mig, og med ”NU skal det være!” i hele kroppen, satte jeg mig ved computeren og googlede ’cykehjelm’.

Fik 207.000 resultater.

Og mens ”NU skal det være!” mismodigt sev ud af kroppen på mig igen, klikkede jeg modløst rundt på en million sider, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvilket segment jeg hjelmmæssigt hører til i.

Er man den ’sjove’ type, der er til 8-ball logoer og advarsler om hajer (???), er man lillepiget med hang til det storblomstrede, eller er man en af dem, der betrækker lortet med stof og cykler rundt med et insisterende ’det er en HAT!’-ansigtsudtryk?

Ville næsten ønske, at der kun var en slags, så man var tvunget til at købe den, og så ellers bare kunne bitche gratis over det. Nu er man ligesom selv ansvarlig for, om man kører rundt og ligner en idiot, der har misforstået konceptet.

Jeg gik ensfarvet på den røde måde. Klassisk-skråstreg-sporty, blev jeg enig med mig selv om, og synes, temperament og tilstand taget i betragtning, at det virkede passende med en farve, der associeres med både kærlighed og fare.

Nu mangler vi så bare at finde ud af, om jeg er blevet voksen og bruger den, når den kommer, eller om jeg opfører mig som en gammel, kvindelig udgave af Spacy og Jean, (udtaltes je-an. Ikke Sjårn. Fransk var ikke opfundet i socialklase 5 i 80’erne), der kørte rundt på deres borede FZ’ere med hjelmen på styret.

Jeg opdagede det første gang, da jeg fik øje på de 3 chokoladebrune, glatarmede, tatoverede tømrerlærlinge i naboens baggård, og næsten ikke kunne styre min begejstring: Min graviditet er nu gået ind i den fase, hvor hormonerne gør, at jeg bliver instant forelsket i alle mænd, jeg ser. De hamrede, bankede og svedte, mens de samtaleråbte til hinanden (hvilket jeg stadig ikke forstår, at teknisk-skole-drenge skal. De står og arbejder under 4 meter fra hinanden for crying out loud??) om weekendens bytur på Crazy Daisy, og det eneste, jeg kunne tænkte var: ”Sol! Skin nu til, så de tager de t-shirts af!”

Jeg burde date. Faktisk spild af naturlige skønheds-bivirkninger ikke at gøre det. Jeg fælder ikke, så har hår som svingende Elida-model, er for en gang skyld brun og mine bryster – ja, dem har vi snakket om.

Men hvad skulle man skrive i en datingprofil?

”Hvis du kan lide frodige kvinder, så læs endeligt videre.”

”Du kan være sikker på, at du ikke gør mig gravid.”

”Jeg leder efter en mand, der trives med uforudsigelig, og sætter pris på omskrifteligheden ved inderligt raseri det ene øjeblik, og snot og tårer det næste.”

Ikke at omtale graviditeten ville føles lidt som falsk varedeklaration, og findes der en mand i verden, som ikke ville tro, at man gjorde det for at få en far til sit barn? Jeg mener: Hvis en sms betyder: ”Jeg vil giftes med dig NU!”, så vil jeg mene, at der er risiko for at en graviditet udløser fullblown, klinisk paranoia.

Man orker det næsten ikke, vel?

Heldigt, at det er årstid for kolde styrtebade.

Jeg gik egentligt ud for at købe en cykelhjelm, for det har vi jo snakket om, at jeg skal have, men uden at jeg helt kan redegøre for de enkelte pitstops i købsbeslutningsprocessen, endte jeg med de her i stedet:

Og inden vi kårer mig som dårlig mor in spe, vil jeg skynde mig at sige, at de er til mini. (Moderen må dog godt låne dem, når mini ikke bruger dem, og derfor fik hun lov til at vælge farven.) Min baby kan nemlig høre nu. Ikke sådan at den kan genkende enkelte sange, men høre kan den, så da jeg , ved et forfærdeligt uheld *host* snublede over et par hørebøffer, der kunnen vendes og sættes på maven, tænkte jeg straks, at det var et tegn.

Mine forældre har billeder af mig, der som 4-årig sidder med høretelefoner større end mit eget, fe-hårede børnehoved på gulvet i stuen og hører CV Jørgensen. (I think. Kunne dog også være Stones, Pink Floyd eller Gasolin), og bare se, hvor jeg er i dag. (Ved ikke engang selv, hvor jeg vil hen med det her.)

ANYWAY: Det er aldrig for tidligt at starte den musikkulturelle opdragelse.

Det næste jeg køber, bliver en cykelhjelm. Ama’r halshug.