Bloggen

Skal fremover huske at være til stede i egen krop og tune bare lidt ind på, hvad jeg går og synger i Netto. Teksten lyder: ”I’ll be your SUBSTITUTE” og ikke, som (distræt) fremført ved mælkekøleren: ”I’ll be your prostitute.”

De blev lidt kristne i betrækket på den yderligtgående, vestjyske måde, det ældre ægtepar ved siden af.

Ingen hovedpine i dag, så jeg er igen til at snakke med, og risikoen for at blive slået ihjel, hvis man trækker vejret hørligt inden for en radius af 2 km, er faldet betragteligt. Dagens indlæg er derfor helt anderledes mildt i tonen end syreopkastet fra i går.

For jeg er begyndt at kunne mærke det udenpå maven, når min lille dreng sparker, og det er tæt på at være det hyggeligste, jeg nogensinde har prøvet. Om aftenen, omkring kl. 23, går han til noget kickboxing, hvor han bruger mine nyrer som sandsække, og da jeg allerede nu er ved at udvikle mig til en af dem, der synes, at alt hvad MIT barn foretager sig, er mirakuløst og indikerer begavelse langt over gennemsnittet, er jeg naturligvis stolt over ungens evne til at arbejde med formen inden for de relativt begrænsede rammer, han har fået stillet til rådighed.

Bortset fra det skal vi lige have kigget lidt på holdplanen, for jeg synes, at det ville være markant mere optimalt, hvis vi kan lægge noget yoga/afspænding på det tidspunkt, når vi rammer december. Så kan han give den gas med de små ben om eftermiddagen, hvor vi alle sammen synes, at det er meget sjovere at være vågne og fulde af pep.

Han kan også godt finde på at dæk-sparke mig lidt forsigtigt i maven, hvis jeg skal tisse meget eller sidder bøjet frem. På ”*ahem*… undskyld, men vi er altså nogen, der prøver at BO herinde?!”-måden.

Mors lille dreng.

Som jeg for øvrigt tror skal hedde Anton. (Ret til ændringer forbeholdes, hvis han kommer ud og overhovedet ikke ligner en Anton.)

Fik jeg fortalt, at han gabte, da jeg blev scannet? Så så man lige mig ligge der med åben mund og et vantro: ”GABTE han lige??” Og det gjorde han. Uden skyggen af tvivl. Hans hjerte er 1,5 x 1,5 cm, og hans mave er kuglerund. Hans lille rygsøjle ligner en række af de fineste perler, og der var gang i noget relativt ukoordineret ‘Se mig! Se mig! Jeg har arme!’

Det her er den bedste ide EVER!

Vil I høre noget, som jeg ikke anede for et halvt år siden? ’Den søde ventetid’ er en skrøne på linie med julemanden og Loch Ness. Ikke at man ikke glæder sig, for det gør man – det gør jeg i hvert fald – helt åndssvagt, men jeg var ikke klar over, at man i samme sekund, man ser 2 lyserøde streger på pinden (dem alle sammen. Også de ekstra pinde, som man rystet snuble-cyklede i Føtex efter, da de første to lå side om side på vasken og struttede demonstrativt med deres lyserøde streger) udvikler Angst. Af den tyske slags.

I det øjeblik man ved, man er gravid, åbner hjernen for et hidtil lukket kammer, hvor den har deponeret kasse efter kasse af hæslige anekdoter om gravide kvinder, det er gået galt for. Pludselig husker man hver eneste historie, man nogensinde har hørt om kvinder, der har aborteret og født døde eller misdannede børn. Selvom man ved, at sandsynligheden for, at det går godt, statistisk set er meget højere end risikoen for, at noget går galt, er det hele så skrøbeligt, at man er nødt til bevidst at fortrænge sine katastrofetanker, hvis man ikke skal blive sindssyg.

Før jeg selv blev gravid, troede jeg, at scanninger udelukkende var noget man glædede sig til, og jeg forestillede mig, hvordan man næsten ikke kunne vente med at ligge der og græde af uspoleret lykke. Jeg har tudet i vilden sky til både 8 og 12 ugers scanningerne, men det har ligeså meget været af lettelse over, at alt var som det skulle være, som af lykke over, at mit barn har verdens mest perfekte profil og – ifølge lægens udsagn – er ’en meget aktiv lille én’.

Og som om ens egne forestillinger ikke er slemme nok, findes der desværre også et utal af ubetænksomme mennesker, som i det øjeblik de hører, at man er gravid, begynder at fortælle tragiske historier om fosterdød og blødninger og børn uden nyrer, og selvom jeg er helt på det rene med, at det – som de særligt belastende elementer overbærende minder mig om – også er den del af livet, og at (og den her hader jeg virkelig) det i de fleste tilfælde skyldes, at der er noget galt med fosteret, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at det er lige NU, de mener, at det er passende at underholde med den slags.

(En anden sætning jeg hører meget er: ”Ja ja. Nu skal du jo ikke blive hysterisk. Da jeg var gravid, undgik jeg ikke [indsæt selv noget om parfume, hårfarve, rygning eller alkohol], og det skete der ikke noget ved. Jeg har et sundt og raskt barn i dag.” Det er sødt af folk at sige, for de gør det for at forsøge at dæmpe Angsten, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi for 20 år siden heller ikke mente, at der skete noget ved at slå vores børn.)

Nå, det var et sidespring. For det jeg egentlig ville fortælle med indlægget i dag var, at jeg i dag har været til 20 ugers scanning; den scanning, som Skejby insisterer på at kalde MISDANNELSESscanning. Er ved at være et par uger siden, at jeg sidst har sovet ordentligt, og jeg glæder mig fælt til at slippe for drømme som den, jeg havde forleden, hvor scanningen viste, at babyen havde tabt sin bugspytkirtel.

Men: Alt var som det skulle være, HURRA!!

Og ved I hvad? Det er en lille dreng:)

Så måtte man jo gerne købe den her:

I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.

Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.

I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.

I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.

Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.

Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.

Er i Esbjerg i disse dage, og kom af en eller anden grund til at tale med min mor om diskressionslinier. Jeg har alle dage syntes, at systemet fungerer fint alle andre steder end på apoteket. Der synes jeg så til gengæld overHOVEDET ikke, at det fungerer. Uanset hvilket apotek man kommer ind på, står syge personager og forsøger at lægge afstand til alle andre, som med garanti fejler noget, der er klammere og mere smitsomt end det, man selv er stemplet ind med. Der er INGEN, der taler sammen, og alle står bare og leger, at de ikke er tilstede. Bortset fra med ørerne, som til gengæld er ligeså store som paraboler.

Uanset hvad jeg fejler, gider jeg ikke dele det med resten af Århus. På nogen af måderne. Kan faktisk mærke, nu hvor jeg sidder her og skriver, at jeg synes, at ALT medicin fremover skal være receptpligtig, for så slipper man med at aflevere et stykke papir i stedet for det skamfulde ritual med først at skulle beskrive sine symptomer i detaljer, for derefter at høre den potentielle diagnose brølet ud i rummet af stålfarvet sundhedssandal, der synes, at ALT, der vedrører kroppen, er naturligt.

Og slutter det der? Nej. Nej nej nej. For pludselig forvandler apotekerassistenten sig til noget øverstbefalende i Stasi, der antager, at du er forklædt narkoman, der har tænkt dig at junke al hostesaften. På én gang. ”Har du brugt dette præparat før?” (Anklagende). ”Altså… ja?” ”Så du VED godt, hvordan du doserer dem?!” ”Det er Strepsil…?” ”Jaja! Men du må IKKE overskride den anbefalede daglige dosis!”

Omkrig her i samtalen fortalte min mor, at hun, når hun henter medicin til min far, er ved at gå AMOK over at blive underkastet 3. gradsforhør HVER gang. ”De kan jo se, at det er en flergangsrecept, og at det er 4. gang jeg henter?!”

Så når hun bliver betjent af en, der er særlig irriterende, beder hun altid om et glas kodymagnyl (som under INGEN omstændigheder må indtages sammen med medicinen) on the side. Bare for at se dem blive blege og slå korsets tegn for sig. ”Jeg kan sgu ikke lade være, når de står der og er så emsige”.

Hvilket for mig sætter to ting på plads:

1) De 24 glas kodi’er i skabet er ikke tegn på, at mine forældre er på vej ind i mystisk sekt, der planlægger kollektivt selvmord.

2) Jeg er HELT sikkert ikke adopteret!

Nå, men det var Himmelbjerget, vi kom fra. I anledningen af ferien blev Tina og jeg enige om, at et par bysbørn som os skulle på tur og have noget naturoplevelse af en slags. Vi kunne jo f.eks…… hmmm…

Efter at have kigget ideforladte på hinanden i et par minutter, kom Himmelbjerget på bordet, (hurra!) og så startede forberedelserne.

Der blev udarbejdet tidsplaner, lavet indkøbssedler, bagt pølsehorn og vasket vattæpper. Der blev aftalt samspisning af morgenmad og gravet køletasker frem fra gemmerne. Solcreme? Tjek. Køkkenrulle? Tjek. Vandmelon? Tjek.

Og derfra gik det lidt ned af bakke, om jeg så må sige. For hvor fanden ligger Himmelbjerget? Altså, sådan helt præcist? De Gule Sider griner dig lige ind i ansigtet, når du forsøger at overtale den til at hoste op med en rutebeskrivelse til destinationen ’Himmelbjerget’, men uden at jeg skal kede jer for meget med detaljerne, kan jeg dog glæde og berolige alle med, at det lykkedes os at fravriste den gule satan en vejledning.

Næste problem: Sko. I min fantasi er jeg en nipsagtig prinsesse på 1.60, der tripper utungt afsted i mine guldsandaler. Virkeligheden byder mere på nogle hævede stykker kød med remme, der forsøger at afskære blodtilførslen.

I hver sit par klip klappere stod vi derfor og kiggede lidt ned.

”Altså… Det er jo ikke sådan ÆGTE vandrestøvler…”

”Nej, men… hvor stejlt er det lige det er? Er det ikke noget med, at det bare er en bule i skovbunden? En slags geografisk joke, nærmest?”

”Skal vi ikke bare sige det? Eller skal vi gå all in, og medbringe isøkser, karabinhager og reb?”

”Fuck it. Det går nok!”

Afsted med os, og selvom vi (nok mest mig, hvis jeg skal være ærlig) efterlod ruteplanen ved siden af computeren, lykkedes det os alligevel at køre næsten lige derhen.

(Kan vi i den anledning snakke om, hvem der navngiver byerne ude på de kanter?? Mit bud er, at det er en kommunal julefrokostscrabble gone wrong. ”Aj, men Bent, for fanden! ’Addit’ er sgu da ikke et ord!” ”Jo-houw! Det er … en … by. Eller… Det bliver det! På min nye lokalplan!” )

Og hvor var der pænt. Og hold nu kæft, hvor vi fnes, da vi havde gået 3,5 minut og stod på ’toppen’. Med pølsehorn, vandmelon, vattæpper, solcreme, vand og sandwiches nok til at holde drengene i Afghanistan kørende et par år. Vi blev enige om, at naturmennesker som os (hvorfor tror man det? Hvorfor??) ikke var kørt så langt for at tage hjem efter at have tilbagelagt 200 meter med en stigning på en kvart procent
.
’Rutebådene?’ Lød lovende. Afsted det gik.

Det var så her, Himmelbjerget lavede sit snappy comeback over vores hånlige kommentarer om, at size does matter, for det kan godt ske, at der ikke var så langt til bådene. Men for ind i FUCK, hvor var det råddent at klatre nedaf i klip klappere i tusind graders varme med jægertroppernes samlede oppakning på ryggen. Og man skulle tro, at det ville være bedre op, ikke? Aber nein. 3 pauser og et sæt lunger senere – og længe efter, at al samtale var forstummet – kunne vi ENDELIG se bilen igen. Tårevædet gensyn.

I dag har jeg så ondt i mine lægmuskler, at jeg vralter som en and i 10. måned.

Naturen er overvurderet.

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men hvor mange ville være vilde med at få rejst en statue af sig selv med indskriptionen “Børnevennen” idag?

Det ER pænt, jeg indrømmer det. Men der er fandme længere ned til det vand, end der er til månen!

Bemærk venligst, hvordan vi naturvant har parkeret så langt inde i skyggen, at bilen næsten ligner et dårligt camoufleret dyr, der græsser.

men jeg har simpelthen så ondt i knolden, at jeg opgiver at blogge.

I får den i morgen.

Kh

Cliffhanger-Linda

Jeg er vokset op i et hus med en have. I al den tid jeg boede hjemme var sommer noget med havestole, grill og vasketøj, der duftede af Frisk, og de sidste par år er jeg begyndt at savne det mere og mere. Selvom de er søde, er det bare ikke helt det samme at dele en baggård med 100 andre, svedige klaustrofobikere, eller at skulle huske ALT (som helst skal kunne bæres af én gang), når man går ned. Og igen, når man hver 45. minut skal op og nifle, fordi at det ville være at friste skæbnen unødigt at lade en Iphone og et par labre høretelefoner ligge ubevogtede hen.

Jeg savner en have, man kan dappe ud i i undertøj, og hvor havemøbler og parasol står, hvor man efterlod dem i går. Jeg savner en have, hvor Smokey Joe grillen kan stå i fred og ikke, som min ven Lasses, bliver stjålet ved højlys dag. Jeg savner tørresnore uden mug, og fornemmelsen af at kunne spise morgenmad i det fri, uden at det forvandler sig til omfattende, udstyrstungt event.

Måske er det redebyggergenet, som jeg har hørt så meget om, men som jeg indtil nu ikke har følt røre på sig, der endelig sparker ind. Det ville også forklare, hvorfor jeg forleden sad og dagdrømte om en kummefryser. Jeg havde faktisk lovet mig selv ikke at sige det til nogen, for det er jo for fanden sidste stop inden Crocs og praktisk korthårsfrisure. Men I siger det ikke til nogen, vel? Så kunne man bage noget ordenligt brød i stedet for at æde det pap, de sælger her i byen og man slap for at leve af den samme ret i en uge, når man har lavet mad nok til at smide et par portioner i fryseren, fordi man er nødt til at spise dem, så der er plads til poserne med frossent frugt, som Netto havde på bud. Hvis den var stor nok, kunne man også lige smide sig i den en halv time, når blodet ramte kogepunktet.

Hej. Jeg hedder Linda og er født 40 år for sent.

Når jeg er vejleder, plejer jeg at snakke med mine praktikanter om, at der sjældent er meget hjælp at hente hos folk, der er sure på dig, forstået på den måde, at det godt kan betale sig at bede pænt om det, man har brug for – også når man er RØVpresset – fordi sandsynligheden for at få det, stiger proportionalt med høflighed og forståelse for den andens situation. En stresset lærer, der skal nå at formidle et pensum på et semester, vil have mere lyst til at afbryde sin undervisning, så tolken kan få sin pause, hvis man beder pænt om den, end hvis man med det samme (fordi man er så træt, at hjernen er ved at koge over, og armene føles som sandsække) kommer til at hvisle noget om arbejdstidsregler og tolkens krav på 10 minutters pause for hver time, der skal tolkes.

Det kan jeg sagtens sige, for jeg har været tolk i 10.000 år, og har efterhånden cement i stedet for hud, men jeg synes stadig, at princippet holder – også i andre sammenhænge.

Eksempelvis har jeg på meget kort tid fået både nye over- og underboer, som virker søde, høflige og meget, meget unge. På vi-er-lige-flyttet-hjemmefra-måden.

Underboerne, som er 3 unge piger, har kastet deres kærlighed på ejendommens baggård, hvor der står bord og stole til fri afbenyttelse, og de sidste mange uger har de fået mange aftener og nætter til at gå med at sidde og drikke vin og ryge en uhyrlig mængde smøger LIGE nedenfor min altan. Og med ’lige nedenfor’ mener jeg virkelig lige nedenfor. Jeg bor i stuen, og har altanen i mit soveværelse, så hvis jeg tager et skridt ud over gelænderet, står jeg på det pågældende bord. Det har en lille smule føltes som at have dem på hyttetur i min seng. Men i stedet for at tabe besindelsen og vræle af dem, da jeg for 6. nat i streg lå på et lydtæppe af gymnasiebrandert, tog jeg fat på dem den efterfølgende eftermiddag og spurgte, om vi kunne finde en løsning, så de følte, at de kunne bruge gården til det, de skulle, og så jeg stadig kunne sove. Det udviklede sig til en lang snak om studier, min graviditet og sommeraftener, og jeg har nu 2 kommende pædagogstuderende og en kommende jordemoderstuderende, der står og tripper for at få lov at være barnepiger.

I lørdags holdt mine to, nye overboer fest det meste af natten, og jeg holdt ud helt til kl. 2.30, før jeg gik ud på altanen, og høfligt råbte, om det var muligt at dæmpe den del af festen, der foregik på altanen, bare lidt? I dag ringede det på døren, og udenfor stod to skamfulde ungmøer, der bare gerne ville sige undskyld. De havde snakket med pigerne i kælderen, og havde hørt, at jeg var gravid, og de så overordentligt lettede ud, da jeg spurgte, om vi ikke bare kunne aftale, at hvis de larmer alt for meget, så siger jeg til, og så lover de til gengæld ikke at synes, at jeg er den sure, gamle underbo.

I rest my case. Princippet holder stadig. Man HAR bare mere lyst til at tage hensyn til folk, man kan lide, end folk, der er nogle sure spassere.