I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.
Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.
I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.
Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.
I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.
Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.
Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.
He Du lider af "Alt var meget bedre i gamle dage syndrom".
Problemet er vist at alt VAR bedre i gamle dage.
Jeg husker endnu sommerhuset vi lånte, pejsen, hyggen, skumfiduser, de topløse piger på stranden…
Dåsse were da days.
Åååårh, og jeg husker Oliva Playa, hvor jeg tilbragte alle mine somre og hvor JEG i mine teen-år (også) gik rundt i mavebluser og afklippede jeans og brugte hele dage (og nætter) på at lytte til Roxette og NKOTB og Rockers by Choice og først være forelsket i Francisco, så i Miguel og så i Paco der stod hver aften inde på La Gavina-baren og spillede på pinball-maskiner og gå aftenture på stranden, hvor sandet endelig var så afkølet at ens bare fødder ikke blev forbrændt og se fiskerne hive deres både op på stranden og tænke at snart kunne man få lov at voldæde alle de muslinger de havde fanget…ah, gode tider. Men mit Oliva er heller ikke hvad det var engang – hoteller er nu skudt op allevegne og den hyggelige lille by, hvor vi var de eneste turister nærmest, er nu ødelagt. Ak ja.
Med fare for at lyde racistisk. Jeg husker Moesgård Strand, hvor man kunne spadsere en tur langs vandet og ind i skoven, men DET er så ikke tyskere, der har overtaget den. Har du været der fornylig? Jeg holder mig laaaangt væk fra min barndoms ynglingsted. Nogen siger, den er helt galt ved Åkrogen også og ja, nedenfor eller foran hotel Marselis, hvor jeg skulle hente min ven forleden, der var på besøg fra i USA i lille Århus…. eller var det lille Istanbul, der nede foran altanen med en ellers lækker hav-udsigt?