Bloggen

Jeg ved ikke, om det er varmen, der gør det, men jeg er mere træt i de her dage, end jeg har været den sidste måneds tid, og med trætheden kommer sensitiviteten.

I går aftes var jeg ude og lufte Lasse, og da vi dryssede forbi Tangkrogen, passerede vi en flok spritstive grønlændere. Den ene mere ude af lod end den anden, iført henholdsvis alt for lidt og alt for meget tøj, og med udpræget mangelfuld dentalhygiejne. De havde alt for travlt med deres bjørnebryg og billige brændevin til at tage sig af de tre børn, de havde med.

Ungerne, der var 5-6 år, havde en fest. Klokken var 22, der var ikke en seng i sigte, og de sjippede faretruende nær ved vejen. Ingen så meget som løftede et øjenbryn.

Jeg havde mest lyst til at begynde at tude.

Jeg kender så mange, der så utrolig gerne vil have børn, men som storken alligevel flyver udenom igen og igen, og så virker det simpelthen så uretfærdigt, at mennesker, der har været heldige nok til at blive gravide, gennemføre graviditeten og få (på ydersiden, i hvert fald) sunde og raske børn, behandler dem med samme ligegyldighed, som de behandler sig selv.

Jeg ved godt, at vi kan snakke en masse om fejlslagen integration, om Danmarks forhold til Grønland og om at alle forældre gør det bedste, de kan, med de ressourcer de har – men lige der på Tangkrogen fik jeg bare urimeligt ondt af de møgbeskidte unger, der stod og sjippede lige op og ned af deres egen fremtid uden at vide det.

Håber jeg.

Øv.

Og bare for god ordens skyld: Jeg havde fået ligeså ondt i maven, hvis forældrene havde været tyskere, nordmænd eller blege danskere, der havde flyttet festen ind på den lokale bodega.

Har ikke lige fået blogget de sidste par dage, fordi jeg har haft travlt. Med ingenting, hvis sandheden skal frem. Men mit bud er, at I alligevel ikke har været inde forbi her i varmen, så skal vi ikke bare sige, at det står 1-1?

Fredag var jeg til grillfest med opgangen. Det var ret hyggeligt. Vi har en pensioneret lærer, som altid slæber sange med til fællesarrangementerne, og det er altid nogen, man skal være født før krigen for at kende. Til gengæld giver han den gas, når han synger, og der er så rigeligt med vers, at man bare kan falde ind, når man har melodien. Så sidder vi der, 8 mennesker i en gård med masser af genlyd, og synger så pivfalsk, at det er et under, at ingen åbner deres altandøre og smider rådne tomater efter os.

Lørdag havde jeg, vejrudsigten til trods, forbarmet mig og sagt ja til at afløse en fitnesskollega, der skulle på ferie. Var lidt som at stå i en undervandssauna, og efter en lang time, havde jeg mest lyst til at gå rundt søstjernestyle (arme og ben så langt væk fra kroppen som overhovedet muligt) resten af dagen. Valgte i stedet at cykle de små 10 km ud til min veninde og hendes mand (varmt!varmt!varmt! – men bus alligevel værre) og køle ned i deres børnebadebassin. Har været et ømt syn, da vi sad der, 3 granvoksne mennesker på hhv. 1.70, 1.80 og 1.90, i blå plastik med påmalede søheste, men i 32 graders varme bliver værdighed en relativ ligegyldig størrelse.

Efter at jeg er blevet gravid, er der sket det fantastiske, at jeg pludselig kan blive brun (-ish), men da Kræftens Bekæmpelse samtidig stalker mig med deres ”Når du bliver rød ER DET FOR SENT!!”-kampagne, smører jeg mig samvittighedsfuldt ind i solcreme en gang i timen. Havde så bare ikke lige taget højde for, at mine knæ legede krokodille-på-lur i vandoverfladen i det improviserede vandland, så nu har jeg to skoldede knæ. (Men det var afkølingen værd, uanset hvor skuffet KB er over mig.)

I morges vågnede jeg igen med vat i hovedet (det må være de ekstra graviditetsrelaterede liter blod, der opfører sig som kviksølv i termometeret, når der er højtryk) men efter en kop kaffe og et afsnit af Lost (the final season *trist-trist-smiley*) føler jeg mig igen som et relativt velfungerende menneske.

Så nu vil jeg og mine solcremesmumificerede knæ stolpre ud i verden og nyde livet.

God søndag til jer derude.

Jeg har fået en ny helt. Han får aldrig nys om min tilbedelse, for han har været død i hundrede år oder so, men inden da var han ansat som noget stadsarkitekt/miljøkonsulent for Århus Købstads Kommune (jo jo. Det hed det dengang. Jeg googlede det.)

Desværre for ham hang jobbene heller ikke dengang på træerne (tø hø), og der skete derfor det uheldige, at han et halvt år efter at være blevet ansat til at planlægge beplantningen langs Ringgaden, blev afskediget med 3 måneders varsel.

Blev han vred? Det tror jeg nok. Men – og det er her, min facsination forvandler sig til næsegrus beundring – han blev. På sin læst og alt det der, mens han lagde sidste hånd på værket, som var valg af træsort, der skulle pryde den 6 kilometer lange strækning fra Trøjborg til Frederiksbjerg.
I dag tramper vi fra juni til slut-august rundt i knæhøje driver af noget, der ligner sne, men som jeg tror (og jeg er lidt på botanisk glatis her, må jeg indrømme) er frø fra de kæmpestore poppeltræer, som vor ven valgte at sætte med 1 meters mellemrum gennem hele byen. Høfeberstaklerne er nærmest blinde af allergi, og de små sataner (frøene. Ikke allergikerne) kryber ind overALT! I vasketøj, kældre og entreer.

Det er sgu da hævn, der er en forsmået kvinde værdig.

Hvis man fandt ud af, hvad han hed, og tog et smut på Vestre Kirkegård, er jeg sikker på, at man fra dybet ville kunne høre hans skadefro latter.

Man kan selvfølgelig også bare gå efter den eneste gravsten med inskriptionen: ”FRYD!!”

1) Min nye bh er kommet med posten. Den ligner noget, jeg har bestilt hos Tupperware.

2) Jeg har været i Randers på kursus i et nye pulstræningssystem, vi skal til at bruge til spinning. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, for det var programsat fra 19 til 22, men når der er mulighed for at deltage næste gang, om et par måneder eller tre, er jeg jo for fanden bare mere gravid.

Hvilket resulterede i, at jeg kl. 22.07 sad på et toilet i Randers og tudede af ren og skær udmattelse. Flot. Dejligt, at jeg er så lydhør over for min egen grænse.

Jeg ville utrolig gerne have bundet de to ovenstående hændelser sammen på sjov og elegant vis, men jeg er simpelthen så træt, både af mig selv og sådan helt generelt.

Må jeg få en om’er i morgen?

Så blev man sådan en, der havde en jordemoder. Havde været liiidt spændt på dagens møde, for indkaldelsen var ikke videre informativ, og så vidt jeg lige kunne vurdere, var systemet det samme som på apoteket og ved bageren: Træk et nummer og entrér hos nærmeste ledige medarbejder.

Den ene jordemoder kan i princippet være lige så god som den anden – hvis bare ikke det var fordi, jeg har en eks-svigerinde, som er jordemoder, og som jeg slet, slet ikke kan med. Typen, der bar sine børn rundt i hjemmevævede, økologiske seler, til de skulle konfirmeres, og ammede dem nogenlunde ligeså længe. Som synes at kattene var så meget en del af familien, at de ENDELIG bare måtte trippe rundt på køkkenbordet, når hun lavede mad. Jeg vil virkelig gerne gå ind til det her med åbent sind, men jeg tænker… mig på en briks engang i december på den sammenbidte, svedende måde og hende, der forsøger at hjælpe? Bliver så træls for mini at skulle vokse op i Vridsløse Lille.

Men jeg kunne have sparet mig mine bekymringer, for jeg havde på forhånd fået tildelt Hanne. Og Hanne er god! Primært fordi hun roser mig og siger, at jeg er dygtig til at være gravid, og at det er HELT normalt at tage meget på i starten (thank goodness!). Hun er så god, at hun endda har fået mig til både at købe fiskeolie OG at synes, at det er en god ide. (Fisketraume. Er fra Esbjerg.)

Næste lægeting, der skal ske, er min scanning sidst i næste måned, hvor alting bliver tjekket, og jeg får at vide, om jeg venter en dreng eller en pige – hvis den lille linselus ellers vil vende måsen til.

Og dét bliver spændende!

Efter at jeg har lært at holde af både mig selv og andre, alle fejl og mangler inklusive, er mit liv blevet ikke bare lidt, men meget nemmere. Jeg er holdt op med at forvente det perfekte, hvilket gør det en hel del lettere at blive tilfreds. Med alting, faktisk.

Desværre lider jeg stadig af den defekt, at jeg, når jeg læser en bog, diskvalificerer hele indholdet, hvis noget af det er noget crap. Og det ville jeg egentlig ønske, at jeg kunne stoppe med, for kunne man plukke et godt råd her, og en god ide der, ville man kunne samle ret meget fornuftig viden sammen.

For nyligt læste jeg bogen ”Gear ned” af Karin Lilja. Jeg tænkte, at med en baby på vej, kunne jeg godt bruge lidt værktøj til at downshifte, inden det for alvor går løs. Jeg er så vant til at have min hverdag fyldt med alt muligt, og jeg elsker det, men ind imellem – lidt for ofte, hvis jeg skal være helt ærlig – kan der være så meget run på, at jeg bliver stresset af det. Derfor lånte jeg bogen som inspiration.

Og den var udmærket et langt stykke hen af vejen. Nogle ting kunne jeg både relateret til og se mig selv implementere i mig eget liv, andre var lidt for langhårede. Men der, hvor bogen begik selvmord mellem hænderne på mig var, da den kom med dette råd:

”Sig dit kort til fitnesscentret op, og tag cyklen til arbejde i stedet. Det er meget billigere!”

Er det ikke lidt det samme som at sige, at nu hvor vi har Urban og MetroExpress, så er der ikke længere nogen grund til at gå i skole?

Jeg er enig i, at det er bedre end ingenting at cykle på arbejde, men man skal altså være et menneske, der er yderst tilfreds med sin vægt, spiser meget, meget afbalanceret og er i den særlige situation, at det går op af bakke, både når man kører på arbejde – alle 20 km – og når man kører hjem, hvis den tur skal give dig de sammen fordele, som du har ud af at dyrke sport, hvad enten det er fodbold, fitness eller ishockeybold.

Fik jeg med, at du skal cykle turen så hurtigt, at du er forpustet ¾ af tiden, hvis du skal øge hjertets slagvolumen og forebygge livsstilssygdommene på samme måde som træning gør? (Fri for at dele kontor med dig.)

Og så har vi slet ikke snakket om muskeltræning og de fordele det giver, bl.a. at forebygge osteoporose, skåne dine led, og noget så lavpraktisk, som at gøre dig i stand til at tage fra, hvis du falder.

Kan lige nu ikke helt frigøre mig fra fornemmelsen af at lyde som en præst af en slags, og jeg ved godt, at jeg nok træner mere end gennemsnitsdanskeren, og jeg ved også godt, at der kan være perioder i livet, hvor det er umuligt at få træning passet ind, men altså… Jeg er da f.eks. utrolig glad for, at min mor prioriterer at træne, fordi det øger chancerne markant for, at der skal stå ’mormor’ på et af bordkortene ved mit barns bryllup.

Jeg synes, at det er en lortebog, der bruger et helt kapitel på at beskrive, hvordan du er ’din egen krops chef’, der er ’ansvarlig for at tage ordentligt vare på den’ – og samtidig anbefaler at skrotte træning.

I defensiven? Moi?

Blev vækket kl. 9.30 af den lokale lortespasserpizzaidiots finger på dørtelefonen, hvilket jeg kan hidse mig op over helt uden at anstrenge mig, eftersom jeg er den eneste i opgangen, der har min postkasse plastret til med ”Nej tak. Til ALTING”-mærkater. (Og skal heller aldrig nogensinde ever bestille noget spiseligt fra et sted, der har valgt at åbne ovenpå en nedlagt tankstation. ”Hej. Jeg vil gerne bestille en Lyser-I-Mørke med ekstra chili og benzinrester” )

Trissede tilbage i seng mens jeg bandede over, at jeg efter hovedpine og Bush-øjne at dømme fik ALT for meget at drikke til festen i går – indtil jeg kom i tanke om, at det vildeste, jeg sugede i mig, var en Schweppes Lemon (og her bliver jeg nødt til at lige at kommentere, at min stavekontrol sluger ’Schweppes’ uden at blinke, men laver en vred, rød streg under lemon), og endnu engang må konstatere, at den vigtigste bestanddel i tømmermænd, er manglende søvn.

Men sikke en fest. I invitationen stod, at temaet var 80’erne/90’erne, og jeg elsker, når vi må klæde os ud! Der var smalle slips og plastikbælter, der var kedeldragter og flere hvide tennissokker med den klassiske røde og blå stribe, end man ville have troet muligt at opdrive, der var refleksbukser og glowsticks, Ball og Buffalo’s, og hårmæssigt var der uendelige mængder af lilla gele og skæve hestehaler. Selv stillede jeg i en ’Madonna – the early years’ creatión: Crepet hår med tyl-sløjfe, tylskørt, blondehandske, pink net-top og Ed Hardy converse. (Ville en lille smule ønske, at jeg havde haft et ”Jeg er på vej til tema-fest”-skilt med, da jeg cyklede gennem Århus centrum kl. 16, men satser på, at folk enten selv regnede det ud, eller skød skylden på hormonerne.)

Der var også musikquiz. Som jeg vandt *smiley-der-hiver-t-shirten-af-og-løber-sejrsrunde-mens-den-synger-We-Are-The-Champions* Baghjul til resten af verden!

Hold kæft, jeg synes, at det var en sjov fest. Vi dansede, sang fællessang og mine venner bliver sgu så søde, når de bliver snalrede. Jeg takkede af ved et-tiden; ikke fordi jeg var træt eller kedede mig, men fordi festen der skiftede til det gear, hvor De Alvorlige Samtaler begynder. Og der må man give op, når man er den eneste, der er ædru. Dels er de fuldstændigt umulige at navigere i, når man ikke har alkoholen til at padle over de logiske kløfter, der binder to emner, der ellers ikke har det FJERNESTE med hinanden at gøre i, og dels fordi det er tarveligt at blive, når man er blevet hende, der dagen efter kan huske alt.

Så mini og jeg cyklede fra Trige til Århus under den smukkeste fuldmåne, og jeg sang hele vejen hjem.

Og nu er jeg faktisk blevet i så godt humør over at gen-opleve festen, at jeg har tilgivet pizzamanden.

Men jeg spiser altså stadig ikke derovre.

Jeg har disset den på facebook, men jeg kan alligevel mærke, at jeg ikke er helt færdig med at sige grimme ting om den.

Orio. Den falske kiks.

Hvad er det, den vil? Vil den være en chokoladekiks? En vaniliekiks? Bestem dig dog, din lille vendekåbe! Jeg ved ikke, hvem den prøver at narre, for ud over at være helt forkert i farven, så smager den overhovedet ikke af chokolade. Den smager bare af føj.

Og som om den ikke er fæl nok, som den er, så forsøger den oven i købet at indsmigre sig hos den sagesløse forbruger under det promiskuøse slogan: “Drej, slik, dyp.” Med punchlinen ”Kiksen, der samler familien”.

Aj, men AD!

(Kan heller ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg synes, at føromtalte, syge familie har små eller meget alvorlige problemer med adskillelse, hvis en klam kiks er det, der bringer dem sammen igen.)

Min baby turbovokser. På to uger er den gået fra at være 8 cm. til at være 16. Ikke så mærkeligt, at man er træt, vel? Og on that note: Som vi før har snakket om, er jeg for tiden rimelig let at irritere, og det kan jo for fanden ikke hjælpe, at folk skal snige sig på listesko omkring mig og gætte, hvad man må sige, og hvad man får sherifstjerner og voodoorelaterede uheld ud af.

Specielt ikke, når det kan koges ned til 3 ting, hvad der får Hekla til at gå i udbrud.

Derfor har jeg lavet en liste. For nemheds skyld er den inddelt i to; en for dem, der endnu ikke har børn og en for dem, der har.

Dem uden børn:

”Nu skal du huske, at passe på dig selv.”
Det her har jeg selv ytret mindst 1.000 gange, og jeg vil hermed gerne undskylde med tilbagevirkende kraft til alle de gravide veninder, som tålmodigt har lagt øre til dette pis-råd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg hører denne sætning mindst 3 gange om dagen, og jeg FORSTÅR godt, at den er et udtryk for omsorg, men altså… Ligner jeg en, der bevidst forsøger at mishandle min krop? Eller som er meget dum? Jeg drikker en halv liter mælk om dagen, jeg spiser mine jerntilskud, jeg får dagligt 6 stykker frugt/grønt, jeg slukker tørsten i vand, jeg motionerer i gennemsnit 1½ time om dagen, og jeg tager en lur, hvis jeg er træt og muligheden byder sig. Jeg. Gør. Hvad. Jeg. Kan. Men jeg tror ikke, at min chef vil stille sig særligt forstående, hvis jeg ringer og siger, at jeg ikke lige kommer de næste par uger, fordi jeg skal sidde herhjemme og passe på mig selv. Og jeg tror, at min krop bliver glad for, at jeg har trænet (jajaja!! Med OMTANKE, siger jeg jo!) når jeg om ca. 5 måneder skal presse en vandmelon ud gennem et sugerør.

”Det bliver MEGET værre!”
No disrespect – men hvor fanden ved du det fra?

Til gengæld må man gerne fortælle, hvad ens kolleger gjorde, eller hvad søsterens jordemoder sagde. Man må gerne spørge om alt, hvad man spekulerer på, og jeg bliver ikke fornærmet, hvis man drikker rødvin, når vi spiser sammen. Jeg havde helt sikkert gjort det, hvis situationen havde været omvendt.

Og hvis man synes, at det er hysterisk at gå op i, hvad andre siger, vil jeg opfordre til et lille eksperiment: Prøv at sætte dit vækkeur til at ringe hver 90. minut natten igennem. Stå op, gå på toilettet og gå i seng igen. Bare en uge. Det er 5-6 gange hver nat, til orientering. Sådan har mine nætter set ud i lidt over to måneder, og selvom jeg elsker at mærke, at jeg er gravid, så sker der altså noget med tolerancecentret, når man ikke sover igennem, som man plejer.

Og inden dem med børn farer i kommentarfeltet, så lad dette være den elegante overgang til:

Dem med børn:

”Det kan du ligeså godt vænne dig til/Det bliver MEGET værre!!”
Når man får sit første barn som 33-årig, betyder det, at mange i omgangskredsen allerede har et par stykker eller 3. Hvilket jo erfaringsmæssigt bringer jer foran 200 – 0, og umulige at indhente. Men hver eneste gang I gør det der, devaluerer I min oplevelse af, hvordan det er at være gravid. For mig er det her første gang, og der hvor jeg står, kan jeg ikke rigtigt sige noget, når I hån-ler over, at jeg synes, at det er hårdt at få sin nattesøvn klippet i stykker, eller at jeg bliver rørt over alting og livets skrøbelighed, for jeg ved ikke bedre. Med den slags kommentarer sætter I mig samtalemæssigt udenfor døren og tager patent på at definere både graviditet og forældrerolle. Og selvom jeg godt med mit hoved ved, at det slet, slet ikke er derfor I gør det, er det altså ikke særlig rart.

Til gengæld må I meget, meget gerne, som min veninde Karina, give gode råd videre. Som da hun fortalte, at hun under begge sine graviditeter spillede en bestemt cd for babyerne, og senere, da hun havde født, satte den på, når der skulle ske noget nyt, som de potentielt kunne føle sig lidt utrygge ved. Dén slags vil jeg MEGET gerne høre om.

Og om en måned, når jeg er helt fortvivlet over, at ingen længere tør tale med mig af skræk for at overtræde en eller anden obskur regel i mit gravide hoved, kan jeg jo passende skrive et indlæg, der hedder: ”Jeg mente det ikke. Kom tilbage.”

I morges, da jeg trak mine gardiner fra, kunne jeg se, at nogen havde slået et lille iglotelt op i gården.

Først skyllede nostalgien ind over mig i meterhøje bølger. Kæft, hvor min søster og jeg hyggede os, når vi for en nat flyttede hjemmefra til teltet i haven, med Anders And-blade, lommelygter og saftevand i plastikflasker med skruelåg som proviant.

– Altså lige indtil det blev Ægte Nat, og vi kunne hidse hinanden helt op i Blair Witch feltet over lyden af en fugl, der landede på en gren i nabohaven, og var nødt til at vække hinanden, hvis vi skulle på toilettet, fordi vi ikke turde skræk-sprinte igennem haven selv.

Blev helt glad over at opdage, at man stadig gør det, og at det lige et øjeblik så ud til, at jeg kan genbruge min egen barndom, når jeg skal opdrage mit barn, selvom jeg er vokset op i et hus, og jeg sætter mini i verden til et liv på stueplan.

Så kom jeg i tanke om, at de pædofile i mellemtiden er blevet opfundet. Og øksemorderne.

HELT utænkeligt, at forældre anno 2010 lader deres unger sove ubevogtet i en baggård med ca. 1000 mennesker af mere eller mindre suspekt karakter omkring, kun beskyttet af et lag kondensklamt, lyseblåt nylon.

Pludselig gik det op for mig, at det jo naturligvis måtte være en præ-Roskilde-tørring af teltet, som sikkert ikke har været pakket ud, siden det kom hjem i starten af Juli sidste år.

Stod et øjeblik og forsøgte at genfinde nostalgien, for jeg har godt nok haft mange fornøjelige timer på Roskilde. Åååh musikken! Selskabet!

….

….

Fællesbadene. I koldt vandt. Lunkne øl. Papmad. Naboer med den allestedsnærværende didgeridoo. Regn. Klamt tøj. Nattetemperaturer på 9 grader.

Og det eneste jeg følte, var en enorm lettelse over ikke at behøve at tage af sted.

Jeg er nu officielt blevet gammel.