Bloggen

Mig: Jeg vil gerne bede om noget jerntilskud.
UalMINDelig blond Mataspige: Ja? Det er herovre. Vi har lidt forskelligt. De grønne er billigst.
Mig: Ok. Men er det ikke noget med, at de røde der er knap så hårde ved maven?
UBM: Øhm…. (vender pakken om og læser) … Hvaderdetnudethedder det er vist nok noget med, at det er det samme.
Mig: Mmmm’key….?
UBM: De grønne er billigst.
Mig: Ja, det kan jeg se, men er der samme antal milligram jern i pr. pille?
UBM: (blinker helt blank i blikket) Hvad?
Mig: (Meget tålmodig og pædagogisk, hvis jeg selv skal sige det): Altså, skal man spise flere af de grønne end af de røde, for så ender de jo faktisk med at være dyrere?
UBM: Nååå! (Vender pakkerne om igen) Nej, der er 75 milligram i de grønne og kun 30 i de røde.
Mig: (Som nu selv har taget de to pakker, fordi jeg fornemmer, at vi rent fagligt måske ikke er på rock solid grund hos min blonde veninde) Der står, at der er 75 milligram i 3 af de grønne…
UBM. Nååå…
Mig: (Ved for fanden heller ikke, hvorfor jeg bliver ved) Må man tage dem, når man er gravid?
UBM: (Vender og drejer pakken, som jeg nu efterhånden synes, at hun må kunne udenad)… Altså…..
Mig: Ved du hvad, pyt med det. Jeg tager dem bare, og så spørger jeg min læge.
UBM: (Triumferende) Jo! Det må du gerne, for se her: Der er et billede på pakken af en, der er gravid!

Matas. Det gode råd gør forskellen. Eller det der.

Det er de sjoveste steder, jeg bliver konfronteret med, hvor stort det er – på et nærmest uendeligt antal planer – at vente sig.

Det siger sig selv, at jeg ikke har truffet min beslutning overnight, og noget af det, der fyldte for mig i hele det år, jeg brugte på at veje for og imod var, at der vil blive noget gruppering, der pludselig bliver lidt skævt.

Jeg har tænkt meget på, om jeg som selvvalgt enlig mor vil identificere mig mest med singlerne eller med parrene, for teknisk set er jeg jo stadig single, men livsstilsmæssigt har jeg en formodning om, at jeg kommer til at slægte børnefamilierne mest på.

I weekenden var jeg så til fødselsdag hos en veninde, og med til festen var der en enkelt singlepige, ud over mig. Resten var i forhold og havde enten børn eller var gravide.
Og da jeg sad der midt i det hele, kunne jeg mærke, at det ikke betyder en skid, hvem jeg synes, jeg ligner mest. Jeg havde frygtet, at dét at vælge at gøre noget selv, som de fleste gør sammen, ville få mig til at føle mig ensom og udenfor, men det har på ingen måde vist sig at være tilfældet. Tværtimod er der en ro i det her, som jeg ikke på forhånd havde turde håbe på.

Hvilket jeg er bange for bekræfter mange fyres beskyldninger om, at mange kvinder omkring de 30 vil have børn langt mere, end vi selv er klar over. (Her taler jeg naturligvis ikke om dig, der lige nu er ved at blive meget vred på mig og tænker: ”Du kender ikke mig, og det ved du ikke en skid om, din ny-frelste kælling!” Ikke dig. Undskyld. Du må helst ikke blive sur, for så kommer jeg sådan til at græde.)

Noget andet som har fyldt helt åndssvagt, både da jeg begyndte at planlægge det her, og nu hvor jeg er gravid, de iagttagelser man gør og har gjort sig, mens man selv var børnefri; dem, hvor man tænker: Sådan bliver jeg ALDRIG!

Og da jeg ikke er bange for at spænde 200 km strømførende snubletråd tværs over vejen, jeg er ved at bevæge mig ud på, kommer hermed et par stykker, som man er meget velkommen til at printe og stikke i snuden af mig om et par år, når jeg alligevel falder i:

Jeg gider ikke blive sådan en, der forventer at mine singleveninder skal agere tivoli for mig, når jeg sidder i forældreskabet og keder mig. Der er ikke meget, der er så irriterende, som folk der pludselig – efter 5 år i selvvalgt børne- og parforholdseksil – begynder at guilttrippe dig for, at du aldrig inviterer dem med, når du og de andre singleveninder skal i byen. Jeg vil prøve at huske, at hvis man pludselig gerne vil tilbage i det game, man i sin tid selv meldte sig ud af, så må man gå forrest med det gode eksempel og sætte noget i stand. Man kunne f.eks. starte med at stoppe med at reservere A-tidspunkterne (fredag aften og weekenderne) til andre børne/parforholdsvenner, og spise singlerne af med en ussel tirsdag aften hver 11. måned.

Lød jeg lige lidt sur der? Fik faktisk også hidset mig selv helt op.

Og – kære Gud i himlen! – lad mig være den første mor, der, også når mit barn er 3, husker, at jeg ikke ved, hvordan det er for alle andre at være gravide, bare fordi jeg selv har været det. Vi ER lidt hormonelt forstyrrede, jeg indrømmer det gerne, men for SATAN, altså!! Det er ligesom at have kløende udslæt på indersiden af huden, når kvinder, som man meget tydeligt kan huske var ved at gå AMOK over, at ALLE andre var MEGET klogere på deres graviditet, end de selv var, pludselig trækker i kjole og pibekrave.

….

Mand, hvor er det rart at have en blog, hvor man kan få lidt luft. Nu er jeg pludselig helt mild og glad igen.

I morgen skal jeg nok prøve at skrive noget kortere og knap så arrigt. For i virkeligheden er jeg jo fandme så lykkelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.

I er sgu så søde. Tusind tak for alle jeres fine hilsner, som jeg blev både glad og rørt over. Det sidste sker en del for tiden. I dag har jeg f.eks. hylet over en ambulance, en historie om en pige, der blev væk, og sidste kapitel i Mötley Crües selvbiografi ’The Dirt’.

Men måske vi lige skal have lidt fakta på bordet, nu hvor jeg endelig har turdet fortælle, at jeg er gravid.

Jeg er stadig så single, som de kommer, og babyen er et soloprojekt – planlagt og meget, meget ønsket. Hvordan det rent praktisk er kommet i stand, er en af de få ting, jeg vil vælge at holde for mig selv, men hvis alt går, som det skal, bliver jeg officielt Nogens Mor til jul. En lille nisse.

Bliver ret slemt for dem, der skal have julekort fra mig i år; jeg siger det bare.

Et par uger med madlede, et kronisk forhøjet irritationstal og en krop, der nogle gange bare slukker af træthed fra det ene øjeblik til det næste, er de eneste gener, jeg indtil videre har haft. Dog forsøger mine bryster at vokse sig tværs igennem alfabetet på rekordtid, og de er allerede nu så store, at jeg faktisk selv er en lille smule bange for dem.

Jeg er nu starten af 4. måned, hvilket betyder, at maven ikke længere gider snøres ind i de gamle jeans. Derfor har jeg måtte investere i et par af de specielle graviditetsjeans, og til det har jeg to kommentarer: 1) Fuck i SATAN, hvor er det varmt med 3 ekstra lag stof om halvdelen af overkroppen!! og 2) bliver andre kvinders ben normalt kortere, når de bliver gravide? For jeg har brugt 34 i benlængde, siden jeg var 16, og alle vente-jeans i længde 34 stopper mellem mine knæ og mine ankler. Tænk hvis jeg gør det forkert og går rundt her på mine lange, falske ben, mens alle De Rigtige Mødre valser rundt på deres korte hobbitben og vender øjne af mig?

Kan jo ikke rigtigt hoppe i de gamle bukser og dobbelttjekke, vel?

Nå, men altså: For at gøre en lang historie kort, er jeg glad, glad, glad. Og lidt tyk. Og i gang med at forsøge at sortere i alle de velmente advarsler om ikke at få lavet lyse striber/bruge mascara/spise tun/drikke the/gøre rent/gå i solen/køre bil.

Det er ikke meningen at bloggen fra nu af skal omdannes til mothers womb, men I må lige bære lidt over med mig her i starten. Det har virkelig været slemt ikke at kunne skrive om noget, der fylder så meget.

Og nu har jeg opholdt jer længe nok. Skynd jer ud i solen og slyng noget koldt hvidvin i halsen. Drik et glas for mig, ikke?

Jeg er gravid.

(HURRA!!!)

Jeg vil ikke udelukke, at jeg har bragt det upon myself, for guderne skal vide, at jeg har tænkt mere end én gang, om Århus Kommune da for satan i fucking helvede ikke kan henlægge asfaltering og fræsning af vejbaner til tidspunkter, der ligger bare marginalt udenfor myldretiden.

Nu er klokken 23, og udenfor mit vindue holder noget meget stort og blinkende med kommunens logo på siden, der siger en høj, hvinende lyd. Der er lukket for vandet (vi ønsker hermed min træningstaske med indhold en god nat på altanen) og 6 midaldrende mænd med brede, randrusianske accenter er i gang med at konferere om nattens arbejde. På den råbende måde.

Hvis ikke jeg selv havde termineret udtrykket, havde det været nærliggende at nynne ”Så kan du lære det”-sangen.

De sidste par dage har fagbevægelsen sendt mig en hel del elektroniske invitationer til dagens protestmøde mod regeringens spareplan, og i eftermiddag, da jeg cyklede igennem byen, kunne jeg på stiftens lysavis læse, at ’mange bilister dagen igennem har sympati-dyttet’, når de har passeret demonstranterne.

Hvilket vel er nogenlunde ligeså indsatskrævende og effektivt som at trykke ’Like’ på FB.

Jeg bevæger mig nu ud på den glatte politiske is, hvor bloggere jævnligt får tæsk, fordi der altid er nogen derude, der ved mere om emnet, end man selv gør, eller fordi folk bare synes, at man er pladderhumanist og/eller nazistisk racist.

Jeg kan sagtens se, at det er røv og nøgler at være en af dem, der bliver ramt af regeringens spareplan – det kan jeg virkelig godt – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke ramaskrig og massive protester skyldes, at vi denne gang enten alle sammen bliver ramt, eller kender nogen, der gør det.

Så længe nedskæringer er noget, der foregår på små sygehuse i vestjylland, eller noget, der rammer døve, blinde og andre minoriteter, jeg ikke har et personligt forhold til, er det stadig for dårligt, men på samme diffuse og uvedkommende måde, som det er for dårligt, at der finder børnearbejde sted i Kina.

Jeg tror ikke, at ledige er ledige, fordi de har lyst, og jeg kan sagtens forstå, at det kan mærkes, hvis man som børnefamilie skal undvære 800 kr. om måneden. Jeg synes også, at vi skal have gratis inseminering og betalt behandling af barnløshed; specielt med tanke på de faldende ungdomsårgange. Der er desværre bare kun én kage at tage af, og den er krympet i krisen. Hvis nogen får et større stykke, bliver der mindre til de andre, og vi kan vel ikke bare ignorere, at der pludselig mangler 24 milliarder i kassen? Vi er jo ikke Island, for fanden.

Jeg ville nødigt være den, der skulle finde så mange ekstra penge i budgettet, for det kommer til at gøre ondt på dem, der skal undvære dem, lige meget hvem de er. Måske kunne det løses med 12 ekstra minutter på jobbet om dagen, måske kunne det løses, hvis alle betalte 1 % mere i skat, men vi har nu engang valgt den demokratiske model, hvor vi udpeger nogen til at træffe de upopulære beslutninger, og så synes jeg faktisk ikke rigtigt, at det kan hjælpe, at vi bliver pissesure, når de gør just det.

Heller ikke selvom det i dag gik ud over mig og ikke min nabo.

Da jeg her til aften hev mit nyvaskede træningstøj ud af maskinen, havde havde den et sted mellem skyl og centrifugering formået at lukke hæfterne på min sportsbh.

Min vaskemaskine er nu officielt smartere end 3/4 af de fyre, jeg har datet.

I den forgangne weekend har jeg haft fornøjelsen af at være i selskab med to damer, som jeg, da jeg mødte dem første gang, ikke troede, at jeg ville få noget med at gøre.

Jeg har kendt dem begge perifert i mange år, og de hverken kender hinanden eller har noget med hinanden at gøre, men jeg lærte dem at kende nogenlunde samtidigt, og da jeg umiddelbart kom godt ud af det med dem begge, var jeg på cafe med dem med et par måneders mellemrum.

Det næste jeg skriver, får mig nok ikke til at fremstå særlig sympatisk, men det er ikke desto mindre sandheden, så nu skriver jeg det alligevel.

Disse piger var virkelig, virkelig needy. De sloges begge med issues så store, at de nærmest skulle have haft en ekstra plads og egen tallerken ved bordet, og da jeg sad der overfor dem og var ved at blive blind af genskæret fra skiltet over deres hoveder med den blinkende tekst ”Psykolog søges!! Nu!” kunne jeg næsten ikke komme væk hurtigt nok.

Jeg har altid tiltrukket dem, det er synd for. Det er der 100 grunde til, men en af de vægtigste, tror jeg, er, at jeg igennem mit liv har været forskånet for nogle af de tæsk, som andre udsættes for. Jeg har stadig begge mine forældre og min søster, der har ikke været misbrug af nogen slags eller psykiske lidelser i mit barndomshjem, jeg har aldrig oplevet at miste nogen, jeg holder af til en af de grimme, opslidende sygdomme, og jeg er vokset op med overbevisningen om, at jeg har ret til min plads i verden. Alt det giver tilsammen en stabilitet, som mennesker, der har haft det svært, uværgeligt tiltrækkes af.

Hvis man har, skal man dele. Sådan er reglerne. Men for omkring 8 år siden, havde jeg pludselig så mange dysfunktionelle stakler omkring mig, hvoraf flere ikke rigtigt gjorde noget for at hjælpe sig selv, at jeg til sidst næsten ikke kunne trække vejret. Jeg vil gerne hjælpe, trøste, forstå og lægge øre til, men til sidst var jeg simpelthen ved at drukne i andre menneskers behov. Når man har det skidt nok, har man ikke meget overskud til at interessere sig for andre, og det er vel et langt stykke hen af vejen forståeligt. Men det bliver uudholdeligt, når man begynder at føle, at man altid er den, der skal forstå og tilsidesætte, mens den anden har patent på både taletid og selvmedlidenhed.

Og inden vi kårer mig til martyr, vil jeg gerne skynde mig at sige, at ingen mennesker kan skabe en relation alene: Jeg er helt med på, at mit behov for at være behøvet udgjorde 50 % af aktierne i den betændte biks.

For 6 år siden var det så som om, jeg pludselig gennemskuede mønstret, og jeg begyndte at rydde op i de mennesker, jeg havde omkring mig. De, som havde lagt sig godt til rette i deres elendighed, og som ikke gjorde det fjerneste for at få det bedre, blev stille og uroligt sorteret fra, så der var overskud til både at hjælpe mig selv og til at være en ordentlig ven for få men gode venner i stedet for en forjaget bekendt med frelserkompleks og for mange jern i ilden.

Så da disse to damer for 5 år siden satte sig overfor mig med alle deres nødråb og behov, meldte jeg fra. Takkede for kaffen og gik hjem, mens jeg i mit stille sind glædede mig over at have lært at sige fra i tide i stedet for at ende der, hvor jeg følte mig fanget og udnyttet – og ond, når jeg sagde fra.

Af mystiske omveje har de begge i løbet af de sidste 3 år fundet tilbage i mit liv. Dengang var de begge slået i stykker af mænd; bitre og frustrerede – og i dag er de nået så langt, at det næsten ikke virker muligt. Den ene har fundet en kæreste, den anden har brudt med en, men de har begge været omkring professionelle, der har hjulpet dem med at finde ud af, hvem de er og hvad de står for – og med at få det blinkende skilt pillet ned.

Og jeg er forfærdelig taknemmelig over, at jeg får lov at kende dem nu, hvor venskaberne kan være både jævnbyrdige og blivende.

For noget tid siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, jeg har kendt i mange år. Efterhånden kender jeg de fleste af hendes andre veninder ret godt, og hende jeg fik til bords, er en supersød pige.

50 % af tiden.

De resterende 50 er det kun lige, at man kan afholde sig fra at kvæle hende.

På de gode dage er hun skarp, empatisk og sjov. Hun lytter oprigtigt interesseret og er god til at huske, hvad vi snakkede om sidst. Men når man møder hende et par måneder senere, er det som om hun i mellemtiden er blevet besat af en ualmindelig træls klæbeånd. Pludselig har hun forvandlet sig til en bedrevidende, kontrær overfaldesurfer, der afbryder alt og alle, og hele tiden ved bedst. Om alting.

De første par gange jeg oplevede hende sådan, troede jeg, at jeg uforvarende var kommet til at fornærme hende, men efter at have forhørt mig hos min veninde, kan jeg forstå, at sådan er hun bare.

Jeg synes, at det er pissebelastende, og ligesom at blive aet af en kaktus. Man mister fuldstændig lysten til at tale med hende, og det kan i dén grad lægge en dæmper på den gode stemning, når Frøken Modsat pludselig sidder og rynker fordømmende på næsen af holdninger, som hun, sidst selskabet var samlet, var helt på bølgelængde med.

Jeg ved ikke, om jeg bare er heldig og har utroligt velafbalancerede veninder, der er godt socialt begavede, men der er heldigvis ingen af dem, der nærmest skifter personlighed, når de er i dårligt humør. Og i min omgangskreds er vi heldigvis også enige om, at man, når man takker ja til en invitation, samtidig forpligter sig til at stille iført relativ nystrøget og præsentabel opførsel.

Gad vide, om hun selv ved, hvor meget hun forpester sine omgivelser, når hun opfører sig sådan? Gad vide om hun selv ved, når hun gør det? Om det er bevidst? Hvad hun får ud af det? Om hun er opmærksom på, hvor meget hun støder folk fra sig, når hun gør det?

Gad vide, om hendes veninder har sagt det til hende? Gad vide om jeg ville have gjort det, hvis hun havde været min veninde?

Og om mine veninder ville have gjort det, hvis hun havde været mig.

I morgen er vi en håndfuld, der – efter at have turbohadet griske pensionister, som glemte deres kø-kultur i krigen – med en hån-latter har vendt den officielle Kagens Dag ryggen for at lave vores egen. Meget fordelagtigt, har det vist sig. Man kan f.eks. selv bestemme dagen, så alle kan, og ingen kommer lige fra frokost, brunch eller anden indtagshæmmende aktivitet, man bestemmer selv, hvad man bager, så man kan nøjes med at bage det, der smager RIGITG godt, og endelig kan man bage kæmpekager og mange af dem, så man er sikker på at skulle kaste en lille smule op, inden man går hjem. (Alle ved, at opkast = succes.)

Derfor har jeg i dag brugt formiddagen i fitnesscentret (det der med at intet i livet er gratis, you know) og eftermiddagen i køkkenet med at bage. Mange jeg kender hævder, at det er helt meditationsagtigt at bage; at det tømmer sindet for tanker og hensætter dig i en tranceagtig tilstand af zen.

Jeg tror, at der muligvis er noget galt med mit køkken, for her er, hvad mit hoved valgte at beskæftige sig med, mens hænderne æltede:

– Præcis hvor pinligt er det at have købt det danske Melodi Grand Prix bidrag på ITunes? (Med tillægsspørgsmålene: 1) Kan man slippe afsted med at foreslå gæsterne i aften, at Grand Prix’et kører lige så stille i baggrunden *smiley-der-forsøger-at-gemme-stemmesedlerne-bag-ryggen* og 2) Hvad fanden er det, der sker med mig?)

– Gad vide, om Colgate er begyndt at putte mere af det, man bliver hvid i mundvigene af i deres tandpasta? Jeg bruger – efter min bedste overbevisning – den samme mængde, som jeg har brugt, siden jeg selv lærte at ramme tandbørsten, og alligevel er jeg inden for de sidste par måneder begyndt at ligne Bjarne Riis på de sidste 1000 meter af en enkeltstart, når jeg kommer på arbejde om morgenen.

– Bliver det mon i morgen, oh spænding, jeg endelig får skrevet et lidt mere seriøst indlæg i stedet for alle de listeindlæg, der fødes af tidsnød?

– ELSKER den nye med Infernal! Hvor højt mon jeg egentligt kan synge med, uden at mine naboer kan høre det? (Eller klager til ejerforeningen?)

– Er man meget grim i betrækket, når man synes, at Reimer Bo lidt har fortjent det?

– Findes der mon andre kvinder i verden end mig, der endnu ikke har set SATC 1 og ikke føler den fjerneste trang til at se hverken den eller 2’eren? ER jeg i virkeligheden en mand?

– Det er da uFATTEligt, at jeg i en alder af 33 år, bager som en unge på 2! Alt ud af skabene, kaos og ingen ledig bordplads, mel overALT og i dag lykkes det mig ovenikøbet at piske ledningen fra elpiskeren MED i kagemassen. Andre normale voksne kan finde ud af det.

Ved nærmere eftertanke er det faktisk præcist det samme, der sker, når jeg forsøger mig med meditation. Min hjerne stikker af.

Måske er vi bare nogle, der er uden for åndelig rækkevidde.