Bloggen

ARGH!! 6-0 til Danmark, og så sidder man her og bider negle. Ville være nemmere, hvis man kunne tænde fjerneren, og ikke bare var tvunget til at følge med på Politikens opdateringer, men jeg vil ikke ødelægge Danmarks chancer for at vinde, og det gør jeg, hvis jeg tænder.

Håndbold, fodbold, ishockey – you name it. Så længe jeg ikke er på, kan man ikke komme til for sejre, medaljer og kvalificeringer. I det sekund jeg beslutter mig for at hoppe med på the band wagon, og begynder at se med, taber de. Stort. Har godt nok ikke videnskabens ord for, at det forholder sig sådan, men ikke desto mindre VED jeg, at det gør det. Bevis? Jeg så kampen mod Tyskland *jeg-siger-det-bare-smiley*

Jeg har prøvet at narre spillerne og tv’et ved at zappe væk, når det begynder at gå dårligt. Hjælper ikke en skid. De kan mærke, at jeg kredser i periferien; at jeg går op i det og at jeg har tænkt mig at vende tilbage.

Tror faktisk, at jeg skylder Kenneth Carlsen en undskyldning. Og en karriere.

Kender I det, at noget plejer at være på en bestemt måde, og pludselig opdager man, at mens man kiggede væk 4 sekunder, holdt det op med at være sådan?

Sådan en opdagelse gjorde jeg forleden.

Som vi vist tidligere har fastslået her på bloggen, er der i fitnessmiljøet et overskud af amoriner. Jeg siger ikke, at alle fyre i forhold, der træner og underviser i fitnesscentre har noget kørende ved siden af. Jeg siger bare, at baseret på empiriske undersøgelser hos mig selv og den nærmeste omgangskreds, lader det til, at der er en tendens til, at den procentvise andel af mænd, der er utro, er højere i fitnessmiljøet end i den utrænede del af befolkningen. (Don’t shoot the messenger…)

Én ting er de fyre, der er umulige at holde en samtale kørende med, fordi øjnene hele tiden afsøger lokalet for ukneppet materiale. Dem har v ikke så meget pænt at sige om, men vi prøver at huske, at det for langt de flestes vedkommende må være mest plagsomt for dem selv at være så usikre, at behovet for bekræftelse er et kronisk kløende udslæt.

Noget andet er de fyre, der har parallelforhold kørende; en kæreste derhjemme og en i træningscentret. DEM forstår jeg ikke. Hvis du er træt af rutinerne og de begrænsninger, der ligger i at være nogens kæreste, så virker det da helt, helt hen i hegnet at copypaste modellen, så der er happy hour på forpligtelser og hverdag, uanset hvor du befinder dig? I don’t get it.

Men nu er vi så langt om længe ved at nærme os min opdagelse, for hvor jeg for 4 år siden kunne tælle en solid håndfuld veninder og lidt til, der var Hende Ved Siden Af, så er vi i dag nede på et par stykker. Og jeg skal skynde mig at sige, at det her ikke er slet skjult skæld-ud. Jeg dømmer dem ikke. Jeg vil til min dødsdag mene, at det er den utro part, der træder ved siden af.

Jeg har selv været hende en enkelt gang eller to, og hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg fravælger den rolle – for tilbuddene forsvinder åbenbart ikke, selvom vi bliver ældre – så er det ikke fordi min moral er højere eller mere modstandsdygtig end alle mulige andres. Desværre. Nej, det hænger sammen med, at jeg ganske enkelt mener, at der er grænser for, hvor mange gange man kan være hende, der ikke bliver valgt 100 % til, uden at selvværdet tager permanent skade. Og når man sætter regnestykket op på den måde ender det pludselig med at blive nærmest sørgelig simpelt: Sjov og ballade, der aldrig fører til noget (for ender du med at få chancen, ender du som regel med at takke nej; hvis han vil gøre det med dig, vil han formentlig også gøre det mod dig) mod at ende med at tro, at du vitterligt ikke ER bedre værd eller har fortjent mere, og at der må være et eller andet grundlæggende galt med dig, når ingen rigtigt gider have dig.

Måske tager jeg fejl. Jeg tør bare ikke sætte mit selvværd på højkant for at finde ud af det.

Den danske folkesygdomme, jeg bryder mig mindst, om er Angsten For At Blive Snydt. De mennesker, der er plagede af denne lidelse, er nemme at spotte. De er ved at falde over deres egne ben for at komme først, når der er buffet, de har en let løbende gangart, de praktiserer, når de vil først over til den nye kasse, der åbner i Føtex (og et dertilhørende stift jeg-lader-som-om-jeg-ikke-ser-andre-mennesker-ansigtsudtryk) og du kan være sikker på, at de aldrig lader taberbegreber som høflighed eller god opdragelse komme i vejen for at tage det største stykke kage, når de skal dele med andre.

Renest i sin udtryksform bliver Angsten dog, når de skal betale med Dankort. Selvom den nærmeste co-kunde står 400 meter væk bag diverse diskretionslinjer og anden imaginær afspærring, er De Angste lige ved at få en diskosprolaps over at skulle skygge med HELE kroppen, når de skal taste deres koder. For så jeg ikke lige et suspekt element oppe ved frysedisken, der lignede en polak? Man hører jo så meget.

Slap. Nu. Lidt. Af. Mand.

Du behøver selvfølgelig ikke synge din pinkode ud, så vi alle sammen kan høre det, men det er jo ikke sådan, at hele Østeuropa ligger på lur bag kagehylden og venter på at få fingrene i dit kort, så de kan score din folkepension; skru nu lige to tænder ned for paranoiaen. Den er så træls og nidkær at se på.

Når jeg ser mennesker, der opfører sig sådan, så VED jeg bare, at de har 3 låse på døren og stemmer på DF.

som:

– 4 minutter efter jeg har sendt en mail med ordlyden: ”HJÆLP!! MIN IPHONE ER HOLDT OP MED AT TRÆKKE VEJRET!!” stiller udenfor min dør med ordene: ”Det er vagtlægen”, og ikke griner, når jeg med tårer i øjnene fører han til sygelejet, hvor patienten er lagt i aflåst sideleje, men derimod varsomt behandler den, til den virker igen.

– ikke har noget imod at tage med til dum gynækolog og hans dumme klinikøgle, men tværtimod med korslagte arme opbakkende stirrer ondt og vedholdende på dem i al den tid, han sidder i venteværelset.

– bliver så begejstret over nyt spil til sin Iphone, der i al sin enkelthed går ud på at forsvare sin have mod indtrængende zombier, at han kører for langt i bussen – og er storsindet nok til at fortælle det.

– ved, at jeg elsker gult, og derfor fyldte en pose med gule feel good ting, og stillede den uden for min dør, sidst jeg var syg.

– ikke triumferede, da jeg MEGET lavt mumlede: ”JegharfortrudtatjegikkekøbteenMac”, men derimod bare nikkede og sagde: ”Sådan en køber vi bare næste gang”.

– for ja: Det er ham, der har stået for alt, fra bestilling og opsætning af den, jeg har købt.

Han er min IFriend!

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan man kan komme til at glemme, hvordan man ser ud og/eller lugter, når man til dagligt begår sig i et træningsmiljø. Jeg er ved at være lidt inde på, at det samme gør sig gældende for læger, når de har været i kitlen længe nok.

Det er selvfølgelig dejligt, at de ikke er berøringsangste eller hysteriske, og det giver helt sikkert et andet syn på kroppen og dens funktioner, når man bruger halvdelen af sine vågne timer på at studere den og prøve at rette op på dens skavanker og defekter.

Men for os andre, som bare kommer og tolker, er blodige leftovers og brugte kanyler ulækkert, og gennemsigtige kropsvæsker og sekreter, der befinder sig på brikspapiret, mistænkelig tæt på bøjlerne, er ydrk!ydrk!ydrk!

Så den der med lige at fjerne affaldet fra den sidste patient, mens brugeren og jeg kommer ind af døren – for så at række en besudlet, bakteriebefængt hånd frem for at hilse? Den HADER jeg!

Håndsprit, venner. Masser og MASSER af håndsprit. Kom nu.

Indtil samtlige praktiserende læger i Danmark begynder på det, har jeg tænkt mig at klamre mig til min jakke med den ene hånd og min taske med den anden, og nøjes med at nikke goddag, når jeg entrerer hos diverse dr.med.’s i embeds medfør.

Nu mangler jeg så bare lige at regne ud, hvordan jeg får alle de sproglige nuancer med, når jeg skal tolke med albuerne.

Jeg ved ikke, om jeg er håbløst utrendy, men jeg tror det, for hvor mange andre hader på højtider og mærkedage, så kan jeg faktisk rigtig godt lide dem.

Forleden var det 4. maj, og da jeg cyklede hjem i skumringen, blev jeg glad helt ned i maven over synet af de mange lys i vinduerne. På FB og diverse andre steder, kunne jeg efterfølgende se, at denne tradition faldt mange for brystet; noget med at Danmark fandme ikke skulle være så selvfed, når vi havde klippet håret af tyskertøserne, og i virkeligheden ikke havde gjort andet end at forsøge at flyve under radar fra 1939 til 1945.

Og det er muligt, at det forholder sig sådan, men uanset hvilket politisk standpunkt man tager, kan jeg ikke forstå, at man kan blive vred over, at vi gør noget sammen som nation i en tid, hvor det ellers lader til, at alle er blevet verdensmestre i cost-benefitanalyser og kun gør noget, hvis der er noget i det for migmigmig.

Ovenikøbet noget som pynter og ikke gør nogen fortræd.

I dag er det mors dag. Og ja. Blomsterhandleren nær dig tjener på det. Men vi var sgu da ikke sure på bagerne, da vi for et par uger siden slæbte vognlæs af hveder hjem til matriklen, var vi?

De fleste kvinder jeg kender, ville ønske, at kæresten engang i mellem tog en buket blomster med hjem, fordi kvinderne opfatter det som tegn på, at kæresten tænker på dem, også når de ikke er der, og at han/hun holder af dem. De fleste mænd jeg kender forstår ikke, hvorfor det er vigtigt, for ”jeg var sgu da ikke sammen med hende, hvis ikke jeg kunne lide hende, vel?”

Og det er muligt, at det ville virke mere oprigtigt og ægte, hvis ikke nogen (og hvad SÅ hvis det er Interflora??) havde fastsat en bestemt dag til formålet, men hvor tit husker du at fortælle din mor, at hun er fantastisk?

For mig er det en måde at sikre på, at jeg i hvert fald den ene gang om året husker at fortælle min mor i både ord og handling, at jeg synes, hun er verdens bedste mor. At jeg, jo ældre jeg bliver, får mere og mere respekt for hendes valg og prioriteringer i opdragelsen af min søster og jeg. At jeg er taknemmelig over, at hun og min far har taget sig tid til at putte noget høflighed og nogle ordentlige værdier i hovedet på os, som gør livet nemmere for mig, fordi de gør mig i stand til at begå mig i mange, mange sammenhænge, hvor jeg sætter pris på at være. Og at jeg er så utrolig glad for, at der altid er en at ringe til, som – lige meget hvor åndssvagt jeg har båret mig ad – stadig elsker mig betingelsesløst.

Min mor er den bedste i verden.

Bortset fra jordbærkoldskål er det bedste ved forårssommer, at man må pimpe sit hjem med blomster og nye ting pangfarver. Jeg har derfor i selskab med min tommestok inspiceret matriklen og besluttet, hvor vi må upgrade.

Next stop Ikea.

Efterhånden som man bliver ældre, kommer man heldigvis på fornavn med sine egne begrænsninger, og jeg har lært, at jeg skal bestige Mount Ikea i etaper. Hvis jeg satser på at afvikle i ét langt træk, ender jeg med at stå helt fortvivlet på parkeringspladsen med stessved og en pakke stearinlys. Jeg tackler varehuse og deres millioner af valg meget dårligt. På trods af lister, overblik og gode intentioner smelter mål, behov og sammensætningskrav sammen og bliver til ren og skær uoverskuelighed.

I går tog jeg første tørn, og kunne glad cykle hjem med 2 puder (65×65 cm), 2 puder mere (50×50 cm) og 2 puder mere mere (40×20 cm), nye gardiner til stuen, 2 lysestager, 5 urtepotteskjulere, 2 orkideer og 2 blomster, der så modstandsdygtige og Linda-resistente ud.

I får lige et øjeblik til at beundre mine evner som cykelbud.

På onsdag går jagten ind på serveringsvogn, skohylder (kan jo for fanden ikke blive ved med at snuble rundt i farvestrålende inferno af mønstrede sneakers og basketstøvler i en alder af 33) (hedder de egentlig stadig basketstøvler, eller var det kun i 80’erne?), et tæppe til entreen og noget opbevaring til alt det skidt og møg, man samler sig – og bruger.

Og det bedste af det hele er, at det ikke tæller: Det er jo til hjemmets opretholdelse.

5 scener fra de seneste 14 dage af Lindas liv:

1) Fredag aften i biografen. Linda bøjet i aggressiv vinkel ind over sagesløs teenager:

”Er du SØD at skrue ned for charmen med de bolcher der!?”

(Til mit forsvar vil jeg gerne fremføre, at ungen i en time havde k-n-u-s-k-e-t sig igennem hvad der må være verdens største pose tyrkiske peber-bolcher, og nu var nået til det stadie, hvor hun fikserede de små sataner mellem tænderne og suuuuuugede indholdet ud af dem. Med åben mund. I rest my case.)

2) Fredag aften i biografen. Linda meget spidst til artist formerly known as friend.

”Kan du ikke begynde at spise nogen vitaminer, så du ikke hele tiden er forkølet? Det larmer helt vildt, når du trækker vejret!”

3) Søndag morgen på Café Rømer ved åen i Århus. Linda til 8 forskellige mennesker, der troede, at de skulle sætte sig ved nabobordet:

”I skal ikke tage at spise her. Det tager det meste af et liv at få sin mad.”

(Den her står jeg ved. Der er fandme da ikke noget så træls, som når en cafe tager imod din bestilling, så du er taget til fange, for derefter at pisse dig helt, helt afslappet op og ned af ryggen. Min veninde ventede 30 minutter på en kop kaffe og jeg ventede en time på min morgenmad – som vel at mærke var en af de 3 ting, tjeneren havde oplyst, at de KUNNE lave, selvom de havde udsolgt af nærmest ALT)

(Og de gik igen. Alle 8. Uden at bestille noget. FRYD!)

4) Onsdag morgen til spinning. Linda, der nærmes bliver katapulteret af cyklen af raseri, og tramper tværs gennem salen for at indtage posituren Vred Amazone foran 3 ”OMG!!”-sludrende piger:

”Vi andre ER gået i gang, og det der er SINDSSYGT forstyrrende!!”

5) Linda til forskræmt kollega, der efter i månedsvis at være blevet hånet for sine usunde madvaner, endelig har formået at tage sund, hjemmelavet madpakke med, og som på forhånd beklemt undskylder, at den lugter:

“Hvorfor fanden har du også taget tun med, din spasser??”

Jeg vil beskrive mig selv som et rummeligt og tolerant menneske.

Jeg har været på job i Viborg i dag. Nu ved jeg ikke, hvor mange af jer, der har jeres daglige gang i den del af landet, men hold nu KÆFT, de har mange solarier i Viborg! Jeg vil gætte på, at vi snakker 1 solarium pr. 20 indbyggere. Jeg gik og jeg gik og jeg gik, og hver gang jeg drejede om et hjørne eller holdt til højre, og kiggede mig om efter et landmark at huske, når jeg skulle tilbage (det er mig, der er indeni Hans & Grethe), var der ikke andet end solarier, så langt øjet rakte.

Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at min opgave var placeret for enden af en slags UV-bestrålet dødsrute, men der må da være grænser for, hvor meget hudkræft en mindre jysk by har brug for?

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med de lokale vejrforhold, for sneen væltede ned derude. Hvis jeg skulle bo i helårssne, ville jeg nok også være nødt til at junke noget falsk sol.

Men jeg synes, at vi siger tak til sneen nu. Det er d. 4. maj, for crying out loud!

(Og on that note: Har I husket lys i vinduerne?)

Er det mig, eller bliver det sværere og sværere at bedømme andres alder, jo ældre man selv bliver? Engang synes jeg da, at jeg med en fejlmargin på +/- 3 år var i stand til at gætte, hvor gamle mine medmennesker var, mens jeg i dag er ude af stand til at vurdere, om vi snakker 15 eller 25, 40 eller 50. Det er sket mere end en gang, at jeg har siddet og tænkt: ”Nydelig fyr, der” – hvorefter han smider sit wildcard på bordet sammen med et sygesikringsbevis, hvor fødselsdagen slutter på 1991.

Hvorefter jeg får lyst til at gå i bad og skrubbe min pædofile sjæl med salpetersyre.

Og jeg er ikke alene om at være aldersblind. Jeg har flere kammerater, der er hoppet i med begge ben. Første gang en af dem fortalte mig, at han havde været sammen med en pige, som han senere til sin store gru opdagede var 16, blev jeg forarget. Indtil han pegede hende ud for mig. Hun kunne også have bildt mig ind, at hun var i starten af 20’erne; ikke mindst pga. sin voldsomt … opsøgende adfærd. Jeg synes ikke, at man skal highfives for at have haft sex med en, der stadig går i folkeskolen, når man selv er næsten dobbelt så gammel, men samtidig er det svært at bebrejde fyrene noget, når jeg ikke er sikker på, at jeg selv kunne have spottet, at den pågældende pige knap var konfirmeret.

Jeg tror sådan set ikke, at unge pigers fascination af mænd, der er markant ældre end dem selv, er ny. Jeg tror heller ikke, at det er et nyt fænomen at føle sig magtfuld, når man som 16-årig opdager, hvad ens nye krop kan gøre ved voksne mænd og deres koncentrationsevne. Men jeg synes ikke at kunne huske, at vores generation var så direkte og ligeglad i retorik og opførsel, når det kom til sex. Interessen og nysgerrigheden var der bestemt, men der var sgu også en grænse for, hvad man inviterede til, trods alt.

Men jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der bare er ved at være gammel på den mistænkeliggørende, sure måde, når jeg synes, at det er et problem, at piger på 15 år knalder sig alfabetisk gennem hele 9.A, B og C. Altså, hvis de beskytter sig, og de er glade, burde man så synes, at det var i orden? Er det sådan en voksen-ting, fordi man ikke kan udholde tanken om, at ens børn engang skal have sex, at man problematiserer det, og prædiker om, at de ikke kan styre, hvad de sætter i gang, og at de risikerer at blive golde i sjælen af det?

Jeg ved det ikke. Og jeg ved næsten heller ikke, hvem jeg har mest ondt af: De 15-årige, der skal navigere i alt det her, eller de forældre, som skal få dem hele igennem det.