Hellere undvære end nøjes.

Kender I det, at noget plejer at være på en bestemt måde, og pludselig opdager man, at mens man kiggede væk 4 sekunder, holdt det op med at være sådan?

Sådan en opdagelse gjorde jeg forleden.

Som vi vist tidligere har fastslået her på bloggen, er der i fitnessmiljøet et overskud af amoriner. Jeg siger ikke, at alle fyre i forhold, der træner og underviser i fitnesscentre har noget kørende ved siden af. Jeg siger bare, at baseret på empiriske undersøgelser hos mig selv og den nærmeste omgangskreds, lader det til, at der er en tendens til, at den procentvise andel af mænd, der er utro, er højere i fitnessmiljøet end i den utrænede del af befolkningen. (Don’t shoot the messenger…)

Én ting er de fyre, der er umulige at holde en samtale kørende med, fordi øjnene hele tiden afsøger lokalet for ukneppet materiale. Dem har v ikke så meget pænt at sige om, men vi prøver at huske, at det for langt de flestes vedkommende må være mest plagsomt for dem selv at være så usikre, at behovet for bekræftelse er et kronisk kløende udslæt.

Noget andet er de fyre, der har parallelforhold kørende; en kæreste derhjemme og en i træningscentret. DEM forstår jeg ikke. Hvis du er træt af rutinerne og de begrænsninger, der ligger i at være nogens kæreste, så virker det da helt, helt hen i hegnet at copypaste modellen, så der er happy hour på forpligtelser og hverdag, uanset hvor du befinder dig? I don’t get it.

Men nu er vi så langt om længe ved at nærme os min opdagelse, for hvor jeg for 4 år siden kunne tælle en solid håndfuld veninder og lidt til, der var Hende Ved Siden Af, så er vi i dag nede på et par stykker. Og jeg skal skynde mig at sige, at det her ikke er slet skjult skæld-ud. Jeg dømmer dem ikke. Jeg vil til min dødsdag mene, at det er den utro part, der træder ved siden af.

Jeg har selv været hende en enkelt gang eller to, og hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg fravælger den rolle – for tilbuddene forsvinder åbenbart ikke, selvom vi bliver ældre – så er det ikke fordi min moral er højere eller mere modstandsdygtig end alle mulige andres. Desværre. Nej, det hænger sammen med, at jeg ganske enkelt mener, at der er grænser for, hvor mange gange man kan være hende, der ikke bliver valgt 100 % til, uden at selvværdet tager permanent skade. Og når man sætter regnestykket op på den måde ender det pludselig med at blive nærmest sørgelig simpelt: Sjov og ballade, der aldrig fører til noget (for ender du med at få chancen, ender du som regel med at takke nej; hvis han vil gøre det med dig, vil han formentlig også gøre det mod dig) mod at ende med at tro, at du vitterligt ikke ER bedre værd eller har fortjent mere, og at der må være et eller andet grundlæggende galt med dig, når ingen rigtigt gider have dig.

Måske tager jeg fejl. Jeg tør bare ikke sætte mit selvværd på højkant for at finde ud af det.