Tilgiv mig, Fader. Eller bare en eller anden.
Jeg har ikke selv-valgt været i kirke siden min konfirmation. Det er ikke så slemt, at vandet i døbefonden fordamper, og præster falder jamrende på knæ, mens de slår korsets tegn for sig, når jeg til venners bryllupper og barnedåbs lægger vejen forbi, men jeg tror, at jeg indså at kristendommen was not for me, da jeg var omkring 17.
Jeg ville ønske, at jeg kunne tro. De mennesker, der gør, virker som om de hviler i visheden om, at der er en mening med det hele – trods alt. Også selvom vi ikke altid forstår den, og jeg har altid været misundelig på deres overbevisning om, at nogen et sted derude har en plan.
Men faktisk er det ikke den del af kristendommen, jeg savner mest i mit liv. Det er tilgivelsen. Ikke af omgivelserne, for den del af det synes jeg egentlig, at jeg er rimelig nede med, i det omfang jeg finder det nødvendigt, men derimod tilgivelse af mig selv.
Det der med at have en repræsentant for den øverste forældremyndighed til at sige, at hvad du end har gjort, så kan regningen betales med en bodshandling, og du kan give slip. Dét savner jeg. Vi andre troløse må klare os med den dårlige samvittighed, hvilket i bedste fald svarer til at være idømt en behandlingsdom på ubestemt tid, for hvornår har man angret nok? Hvornår kan man rette ryggen, puste ud og let it go? Hvor meget skyld, skam og fortrydelse går der på en enkelt tilgivelse? Jeg har ledt, tænkt og savnet, men jeg har stadig ikke fundet omregningsfaktoren.
Som alle andre, jeg kender, er jeg altid hårdest ved mig selv, og selvom jeg med mit hoved godt ved, at uanset hvor mange nætter jeg tilbringer i selvhadets skærsild, ændrer det ikke det fjerneste på, hvad det end er, jeg fortryder at have gjort, så føles det i hjertet alligevel som om, at det da er det mindste, jeg kan gøre.
Når jeg nu er så forfærdeligt et menneske, og ikke har en Gud til at insistere på det modsatte.
16. juli 2010 @ 20:29
Jeg forlod også folkekirken for længe siden, dog tror jeg på at man intet får ud af at hade sig selv, tværtimod skal man elske sig selv altid, aldrig fortryde noget og stå ved de ting man har gjort.
Hvad ved jeg.
16. juli 2010 @ 22:47
"Make a bubble and blow it away"
Citat: Dharma
17. juli 2010 @ 02:20
"Tilgiv mig FADER"….
– Eller som min far plejer at sige: "Hun er neger!"
🙂
17. juli 2010 @ 17:15
Er det ikke kun katolikker, der får instant tilgivelse? Protestanter skal jo leve med bøjet hovede, fordømmelse og hårdt arbejde, indtil forløsningen kommer. Gud fader bevares. Om man så må sige.
18. juli 2010 @ 07:48
Flo: Jeg skal være den første til at indrømme mine vidensmæssige teologiske mangler, men qua mit job har jeg tilbragt temmelig mange timer i mange forskellige grene af den dasnke folkekirke.
Det forekommer mig, at den gængse holdning blandt protestanterne er, at hvis blot du beder og angrer, så er du sådan set home-free, og kan betragte dig selv som tilgivet.
I hvert fald tænker jeg stadig, at du kan slippe ansvaret for selv at vurdere, om en handling er tilgivelig eller ej, for det er ude af dine hænder: Du har ikke selv noget at skulle have sagt either way. Og du skal heller ikke selv tage stilling til, hvordan du eventuelt kan gøre noget godt igen, for svaret ligger altid ligefor: Bøn og fortrydelse.
Måske tager jeg helt fejl. Det gør jeg med så meget:) Ha en god søndag.
18. juli 2010 @ 20:47
Jeg tror ikke, at man som troende kristen kan slippe for nætter med selvhad. Jeg kan ikke, ihvertfald, og jeg er med overbevisning medlem af folkekirken.
Et element, jeg finder i den kristne tro er, at jeg er elsket uanset hvad. Hvis jeg begår bankrøveri slipper jeg ikke for straf, men jeg ved, at jeg i hende Den Store Negers øjne stadig har værdi…
Kunne fandeme ellers være smart at slå en i fjæset og så bare strække armene ud til siden og sige at man er tilgivet. Det er ikke helt sådan den vender. For mig, ihvertfald.
18. juli 2010 @ 20:59
Lene: Jeg synes også, at der er langt fra at sige, at man kan finde trøst og tilgivelse i sin tro på Gud, hvis man angrer, til at sige, at man bliver tilgivet for alt, hvis man slår ud med armene?
19. juli 2010 @ 09:09
Bestemt. Der er meget langt.
Den sidste version med at alle synder på forhånd er tilgivet eksisterer kun i fordommene. Forhåbentligt.
Spørgsmålet er vel også om selvhadet går væk. Jeg tror, at man skal have sig selv som den eneste Gud, hvis man skal slippe for den smerte.
21. juli 2010 @ 10:39
Kan egentlig godt følge dig i hvorfor, det er et savn med tilgivelsen…. Det er ikke helt galt det du skriver med tilgivelsen gennem bøn for protestanter… Og til det med at Gud er en neger MAMA, så må jeg bare sige: Læs "Hytten". Den er – synes jeg – god og handler meget centralt netop om tilgivelsen. Og i den ér Gud er en stor neger mama, der laver mad 🙂