Der er ikke noget, at være bange for, skat. HVADVARDET!?

Jeg sveder. Jegsvederjegsvederjegsveder!

Og jeg VED godt, at vi – som alle mennesker siger hele fucking tiden – ikke må klage, men for satan. Jeg troede, at overophedning var et feature, der blev tilføjet i den sidste del af graviditeten, men åbenbart ikke her i huset.

Til gengæld har vejret gjort, at jeg igen har formøblet en hel weekend på hyggelige sommersysler. Denne gang var det frokostaftaler, hygge/bar-aften, (føltes utrolig underligt at bede om en diet coke med en mund, der var klar til at sige ’snakebite’) kagens dag (ja. Igen.) og grilltamtam i Mårslet.

Når det er så varmt, som det er nu, kan jeg under ingen omstændigheder stille skarpt på at skulle entrere en bus, og da jeg krakkede Mårslet, kunne jeg se, at der kun var 10 km derud, så jeg besluttede at cykle.

Jeg skriver ’kun’ for at illustrere min ufattelige naivitet og manglende evne til at omsætte 10 papirkilometer km til asfalt.

Vand i flasken, solcreme på armene, musik i ørerne og afsted. (Cykelhjelmen er ikke kommet endnu.) Havde kørt i under 10 minutter, da jeg greb mig selv i at ønske, at nogen ville lave en etnisk udrensning på naturen og udrydde alle de verpühlte dyr, der også skulle til Mårslet, og tydeligvis opfattede mig som the free ride.

40 bebakkede, svedende, kløende og storbandende minutter senere nåede jeg frem. Hvilket vel ikke helt kvalificerer mig til Tour de France, men på den anden side vel stadig er nok til at køre fra Lance A. (Som FANDME må være glad for sin hjelm, sådan som han ligger og snaver asfalten hele tiden!)

Omkring kl. 22.30 tænkte jeg, at det nok var på tide at vende snuden mod centrum. Havde trods alt ikke glemt, hvor langt der var derud, og ville godt hjem, inden det blev mørkt og suspekte elementer indtog og skamkørte det bakkede vejnet i udborede Toyotaer.

Havde faktisk En Naturoplevelse de første 10 minutter. Temperaturen var faldet, så det ikke længere føltes, som om luften var lavet af flydende lava, og jeg blev sådan helt ’de træer er over 200 år gamle, og hvor er vi egentlig små’-agtige. (Dog ikke mere zen, end at der stadig var underskud til at turbohadede det kriblende dyreliv.)

Men så blev det mørkt.

Og så blev jeg sindssyg.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg giver TV5 skylden, som de sidste par uger har kørt trailers for alt, hvad der er lavet af klamme, amerikanske og japanske gysere, med close up’s af underernærede, pjaltede og ualmindeligt vrede pigebørn, der hænger i loftet og kravler op af brønde og ud af fjernsyn.

Onde lyde fra underskoven, forvredne skygger og skilte, der til forveksling lignede noget, der var kravlet op fra Helvedes slimede dyb. Vil tro at min puls sneg sig op på omkring 250. Var simpelthen så pissebange til sidst, at jeg sad helt lænet frem over styret og cyklede så hurtigt, at min hestehale stod lige vandret bagud, og min tunge lå i cykelkurven.

Hvordan fanden skal jeg nogensinde på en troværdig måde blive nogens mor, der siger beroligende ting om nat og mørke? Jeg frygter, at et mere realistisk scenarie er Linda, der efterlader sit angste barn på en sti for selv at sprinte i sikkerhed.

Men jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der lider af problemet. Det trøster mig lidt.

Tror, at jeg vil stille mig ud i fryseren og skamme mig. Jeg skal bare lige være sikker på, at pæren forbliver tændt, når jeg lukker døren.