Ville I også somme tider ønske, at det her var en videoblog?

Nu er det officielt: Min hjerne er smeltet.

Jeg bor i Århus, hvor mågerne er så store, at jeg selv har set et eksemplar af slagsen flyve afsted med en kvart pizza (stadig på paptallerken) OG en halv banan med skræl i næbbet, og har vidne, der vil aflægge ed på, at han har set en måge tage en solsort i flugten. Som i: En levende solsort. Af dem med næb, klør, vinger og sår’n. Velbekomme.

I denne uge er jeg kontordame, og i dag jeg har siddet med åbne dobbeltdøre ud til en baggård, hvor en fortvivlet mågeunge hele dagen har løbet rundt og sagt en ynkelig lyd, der mest af alt mindede om et fåre-bræg.

Måger er klamme. Måger er klamme, lige meget hvad folk siger.

Derfor finder jeg det helt ufatteligt, at man kl. 12 i dag kunne se mig løbe rundt i gården, tyk og i klip klappere, og opføre mig som en mellemting mellem en mågecoach, der forsøgte at få ungen til at gå ind i sig selv og finde VILJEN til at flyve, og den øverstansvarlige i kontroltårnet i færd med at lande et fly.

”Kom så! Ja!! Du kan godt! Nemlig! Mere af det der! JAJA!! Ikke give op!”

Forgæves.

Jeg tror, at jeg kunne have lært at flyve lige på stedet for at slippe væk fra mig selv.