Er der nogen, der gider komme og klippe mit lånerkort i stykker?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan lære det, men måske er tiden kommet til at søge om tilskud til en værge, der kan tage med mig på biblioteket og beskytte mig mod mig selv.

Jeg styrer som oftest uden om alt for sørgelige bøger; ikke fordi jeg ikke vil konfronteres med livets ubehageligheder, men fordi man, når man er udstyret med en så levende fantasi som mig, alt, alt for levende kan forestille sig, hvad der kan gå galt, også uden at blive inspireret af fortællinger om alt det, der bor i skyggen.

Men ind imellem er det som om en bog sniger sig med mig hjem, uden at jeg lægger mærke til det. Som f.eks. ”Stadig Alice” af Lisa Genova. På ryggen af den kunne jeg se, at den handler om en kvinde i slutningen af 50’erne, der bliver diagnosticeret med Alzheimers. Og jeg mener: Odds’ne for en happy ending her er forsvindende små, ikke? Lidt ligesom da man gik i biografen for at se Titanic og lige til det sidste håbede, at den rådne båd ikke ville synke.

Når først en bog er landet i min bogskuffe, skal den læses. Sådan er reglerne. Åbenbart også selvom man er så hormonelt forstyrret, at det er svært at læse gennem de litervis af vand, der bliver ved med at stå forstyrrende i øjnene.

Så nu kan jeg byde velkommen til min nye, detaljerede angst for den forpulede sygdom.

Beskrivelsen af, hvordan en Harvardprofessor magtesløs sættes på sidelinien og oplever sin egen hjerne forfalde, er hjerteskærende. Historien om, hvordan hendes liv langsomt forvandler sig til en uoverskuelig labyrint befolket med steder og mennesker, som måned for måned bliver mere og mere fremmede, er så trist og deprimerende, at ord ikke rigtig rækker.

Tænk hvis det sker for nogen, jeg holder af.

Tænk, hvis det sker for mig.

*suk*

Den næste bog jeg skal læse, er Obamas selvbiografi. Den ved man da i det mindste slutter med noget verdensherredømme og det halve kongerige.