Har I lagt mærke til, hvordan alting først bliver interessant i det øjeblik, det er relevant for en selv? Jeg mente f.eks. absolut ingenting om indvendige kontra udvendige gear, før jeg stod for at skulle købe en ny cykel, og jeg har aldrig haft en holdning til parabener i shampoo, før jeg selv fik allergi.
Sådan er det også med børneopdragelse, kan jeg afsløre. Indtil nu har børn været inddelt i to kategorier: De Umulige og De Søde. Afhængig af tidspunkt på dagen, planer og sindsstemning generelt har de også kunne bevæge sig fra den ene gruppe til den anden.
Nu ser jeg imidlertid på dem og deres forældre med helt nye øjne. Med Opdrager-Øjne. For hvad vil jeg gerne være sikker på, at jeg får banket ind i hovedet på mit sagesløse barn, og hvad mener jeg er ligegyldigt? Hvor meget formår man at holde fast i sine principper, når det er mandag, ungen er træt, moderen er endnu mere træt, og det regner? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selvom jeg i 100 andre sammenhænge har måtte erkende, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og at det altid er nemmest at holde principper i hævd, når man ikke selv er omfattet af konsekvenserne af dem, så synes jeg stadig, at det er formålstjenstligt at have nogle overordnede mål eller ønsker. Det giver noget at navigere efter, og selvom man må justere kursen undervejs, efterhånden som man bliver klogere, forekommer det mig stadig at være bedre end alternativet: At drive planløst af sted og løse opgaverne ad hoc – for derefter at stå helt uforstående overfor, at valg, man traf for år tilbage viser sig at have konsekvenser.
Som single-mom (som lyder meget bedre end både Enlig Forsøger og Alenemor) spekulerer jeg selvfølgelig en del over, hvordan jeg skal bære mig ad med at opdrage en dreng uden en mandlig rollemodel installeret i huset. Det kan naturligvis ændre sig hen ad vejen, men som udgangspunkt er vi bare os. Og jeg vil gerne være sikker på, at min dreng ikke pga. mig bliver sådan en, der er bange for at blive beskidt, og som sidder ned og tisser. Hvis han foretrækker det sådan, så skal han endelig værsgo, men det skal være hans egen på grund af hans egen personlighed og ikke min.
Alt det der med fodbold og fisketure udliciterer vi (jeg elsker ham allerede meget, meget højt, men jeg sætter simpelthen ikke orm på krog, slut!), men der er to ting, vil jeg meget, meget gerne vil lære ham vigtigheden af:
1: At kunne sige ’jeg elsker/savner dig’.
Ikke på den ødsle måde, hvor man smider ordene til højre og venstre, og de derfor mister deres betydning, men så han ikke vokser op og tror, at man bliver et mindre menneske, hvis man gør sig sårbar ved at sige dem, eller tror, at ’lige over’ er det gangbare svar.
2: At kunne sige ’undskyld’, når det er påkrævet.
Igen: Vi er ikke ude i at oplære drengen i den svære kunst Servil Dørmåtte, men man sparer sig selv for så mange konflikter, hvis man kan erkende sine fejl overfor dem, man begår dem imod, i stedet for stejlt at stå på sin ret, når man inderst inde godt ved, at man tager fejl.
Jeg kender en del mennesker, som ikke har lært nogle af delene, og når jeg ser, hvordan det besværliggør deres relationer til andre, synes jeg virkelig, at det er værd at gøre en indsats for at få ham lært. Dem, der ikke kan give udtryk for kærlighed, har det med at miste den, for ingen venter evigt på noget, der aldrig kommer, og dem, der bruger al deres tid på at begrunde egne fuck up’s med andres utilstrækkelighed, får stille og roligt skubbet alle fra sig. Resultatet er i begge tilfælde unødvendig ensomhed.
Og den bedste måde at lære den slags fra sig på, er vel ved at gå forrest med det gode eksempel. Så: Velkommen tilbage fra ferie. Jeg har savnet jer. Og undskyld at indlægget blev lidt langt.
Det er godt at have planer. Og nogle af dem vil du også kunne udføre. Jeg har to drenge, og det er ofte kommet bag på mig hvad det er der er vigtigt for mig, på deres vegne. Og ting der var vigtige før de blev født, er ikke nødvendigvis det samme som jeg synes er vigtigt nu hvor jeg har haft dem i rigtig mange år. Men jeg har hele tiden haft en ide om at jeg ikke ville have sådan nogle vattede drenge der ikke kunne finde ud af at gøre rent, lave mad & handle. Eller sige fra overfor dominerende kvinder. Og jeg tror på det. Stadig!
Så skide være med at jeg ikke kunne holde det som jeg troede var vigtigt da jeg var gravid første gang. At jeg ville have sådan et barn der ikke så fjernsyn..
Jeg blev fuldstændig overrasket over, hvor forholdsvis lidt indflydelse, man har. Begge mine unger (på 2 og 4) gav deres personlighed, frem for alt temperament, til kende fra første minut! Sharp! Virkelig interessant. Lige netop det med kærlighedserklæringer og at sige undskyld er også virkelig vigtigt for mig. Min søn på 4 falder det efterhånden naturligt, men min datter på 2 er ikke nem at få en undskyldning udaf, endnu! Vi er i benhård træning, og hun kan virkelig fornemme, at der ingen vej er udenom – netop fordi det er så vigtigt for mig (min mand har nemtlig totalt svært ved at indrømme en fejl i dag. Jamen altså!)
Hilsen Line
Gode egenskaber du vil lære fra dig der. Den med at kunne give udtryk for sin kærlighed er nem, tror jeg. Jeg tror fuldt og fast på, at det kommer helt af sig selv, hvis man opvokser i omgivelser hvor kærlighed naturligt bliver omsat til ord hele tiden. Den med at erkende fejl og undskylde er sværere. Jeg tror ikke jeg kan forestille mig noget mere ydmygende end når børn bliver afkrævet en undskyldning. Men måske kan man i virkeligheden også klare dette problem ved eksemplets magt. 'undskyld, lille skat, det var rigtig dumt af mig at afkræve dig en undskyldning, det kan jeg godt se nu'
Jeg er sikker på du blir rigtig god til at være mor.
Det er nok den sværeste og mest umulige opgave, at opdrage et barn.
Jeg tror godt at du kan klare det Linda.
Glæder mig til at følge processen 🙂
tror nu ikke du får problemer mht. regnormene – er helt sikker på at hans morfar nok ska klare den den del;)
Sus
Øjjj – du får lige en virtuel krammer herfra. Det er smukt tænkt. Er ret sikker på at mange forældre tænker mere på om de vil give sukker i føtex-køen…men dit moderhjerte er godt stykket sammen (- og så tror jeg altså også at du har fået en del med hjemmefra. Tænker lige på din mor og apoteket…det er humor, og bestemt heller ikke en dårlig ting at ha' med i sin opdragelse!!!)
Jeg tror på eksemplets magt. Men jeg ved også godt, at det varer nogle år, før det slår igennem "af egen vilje".
Børn har en automatiseringsproces. I starten ved de ikke, hvorfor de siger goddag, og så kommer der gerne en på tværs-periode, hvor de nægter, men pludseligt opdager de, at de får positiv respons på at gøre det, og så gør de de automatisk.
Jeg siger tit til mine drenge, at jeg elsker dem, og de siger ind i mellem det samme til mig, og jeg kan nu begynde at mærke, når de selv siger det og ikke bare gentager mig.
Linda, alene det, at du gør dig overvejelserne, så skal det nok gå. Man skal bare ikke prøve alt for hårdt – en hel del politifolk har kriminelle børn, fordi børnene blev belært for meget.