Det er sikkert hormonerne, der er på spil igen, men de sidste par måneder har jeg bemærket et karaktertræk hos nogle mennesker, som virkelig irriterer mig: Trangen til uopfordret at nedgøre og kritisere, hvad andre kan lide.
Keyword being ’uopfordret’.
Jeg kom første gang til at spekulere over det, da jeg i forbindelse med læsning af en af Politikens blogs tænkte, at jeg aldrig, om jeg så fik penge for det, ville have lyst til at lægge ryg til de kommentatorer, der huserer derinde. Der er virkelig nogle perfide og modbydelige mennesker imellem, der udelukkende lægger kommentarer for at fortælle, hvor dårlig de synes, den pågældende blog er, og hvor idiotisk, hul og intetsigende, de finder personen bag. I et vist omfang kan man argumentere for, at der inviteres til det på debatbloggene (om end det kunne klæde nogle mennesker at iføre sig den sobre tone), men et godt eksempel er Nynnes Dagbog. Jeg begriber det ikke. Hvis man ikke bryder sig om genren, ville jeg synes, at løsningen lå meget lige for: Lad. Være. Med. At. Læse. Den. Jeg forstår ikke behovet for at lægge et surt opstød derinde, hvor man må formode, at hovedparten af de tilstedeværende kan lide at være.
En ting er så, når det sker på blogs og hjemmesider, hvor kommunikationen er relativ envejs, for der kan man jo som læser vælge at gøre brug af samme taktik; undlade at læse kommentarsporet, hvis det indeholder alt for meget galde.
Noget andet er, når det sker live. Og jeg må vel egentlig lykønske dem, der praktiserer smagsdommeriet med at have opfundet den perfekte samtaledræber, for hvordan fanden kommer man videre med i samtale, der starter med et angreb? Så står man dér i defensiven og glor.
Sjovt nok har jeg også bemærket, at det ofte er de såkaldte first-movers, der forfalder til at kritisere. Hvilket er ironisk, fordi de typisk bliver meget indebrændte over det, når horden af umælende kvæg overgiver sig, og pludselig giver dem ret i, at et givent band er fedt. Jeg kender mennesker, der holdt op med at høre Swan Lee, da de pludselig blev allemandseje. Alene derfor.
Inden for fitnessbranchen findes der en gruppe af folk, som ikke tror på at træne i maskiner. (Jo jo. Tror på. Det er faktisk en slags religion.) For dem er det eneste forsvarlige træningsform funktionel træning med egen kropsvægt og elastikker som remedier, hvilket der bestemt kan siges meget godt om. Det mister jeg bare lysten til at gøre, når samtalen indledes med ”Jeg forstår godt nok ikke, at du gider det der ‘Pump’ (skal vrænges), når man kan træne MEGET mere optimalt med funktionel træning! *hellig-smiley*” Ok. Og efter den indledning kan jeg da godt fornemme, at det ville være skønne spildte kræfter at forsøge at forklare dig, hvorfor jeg synes, at det er fedt.
Eksemplet kan overføres til stort set alle genrer.
Misforstå mig ikke: Jeg synes, at det er FINT, at vi kan lide forskellige ting. Jeg er ikke ude på at trække dem, med anden smag end min ned i mit hængdedynd af krimier, charterferier og amerikanske serier. Jeg synes, at det er godt, at der er smalt, eksperimenterende teater, DR2 og kant til dem, der sætter pris på det. Virkelig. Jeg bliver bare nogle gange lidt træt over, at det altid er dem, der bekender sig til Det Vedtagne Rigtige, der uopfordret (lagde I mærke til, hvordan jeg lige sneg det med ind igen, så I ikke glemte det?) føler sig kaldet til at docere og rynke på næsen.
Jeg forstår ikke, at de ikke bare kan nyde tanken om deres kulturelle, smagsmæssige eller kropslige overlegenhed i fred. Jeg forstår ikke, at de ikke kan se, at de bygger flere mure end broer.
Hvis jeg spørger, hvad du synes om noget af det, jeg er vild med, har jeg selv inviteret til din kritik, hvordan den så end måtte falde ud. Men ellers vil jeg godt nok hellere høre om, hvorfor du sætter pris på de ting, du gør, end hvorfor du foragter mine.
For mit vedkommende – så er der effektiv træning, og så er der sjov men måske ikke HELT så effektiv træning… Tillad mig at tilslutte mig den sidste kategori, da jeg ellers aldrig ville få trænet overhovedet!
Jeg ville hænge mig selv i kedsomhed, hvis jeg skulle træne med elastikker og kropsvægt, i stedet for at brænde igennem på en spinning-time eller når jeg en time i træk tæver luften sammen med 40 andre svedende, men glade, tosser…
Det er, for mig, grund nok i sig selv – jeg har det sjovt 🙂
hvor har du ret – den slags negativitet er dræbende!
Kommentarer, der kun er negative, sure opstød udspringer vel af lavt selvværd. Man kan føle sig bedre ved at nedgøre andre. De skal have hård hud, dem det går ud over.
Må jeg lige ha' lov at sige, JEG ELSKER krimier, charterferier og amerikanske serier (Men det vidste du vist godt) 😉
Lisbeth
Jeg har netop gjort mig lignende tanker. (Ikke om træning altså, der er jeg ganske grøn). Læste forlede Le Gammeltofts musikblog på Politiken, hun kom med fine foreslag til cool kvinder i musik og blev efterfølgende sablet ned i kommentatorfeltet af alle mulige perfide typer. Fair nok hvis de ikke ku' li' musikken, smag er jo subjektiv men huuuah mean motherfuckers, du.
Ja nogen gange kan det være godt at huske på ordene : Hvis du ikke har noget positivt at sige om…. (personer, ting m.v.), så tie stille….
Hmmm.. Jeg træner pump tre gange om ugen, og spinner også, og synes det er SÅ fedt, så du er ikke alene. Elastikker? Tjoe, de er gode, hvis man kan ramme nogle med dem 🙂
Og at være som de fleste, er nu ikke altid negativt. For vi har jo alle vores helt eget anderledespunkt, som nok alligevel gør os forskellige.
Jeg tænker om det ikke er angsten for ikke at blive set, der præger dem, der kæmper hårdt for at være unikke?
top [url=http://www.c-online-casino.co.uk/]c-online-casino.co.uk[/url] brake the latest [url=http://www.casinolasvegass.com/]free casino bonus[/url] autonomous no consign reward at the chief [url=http://www.baywatchcasino.com/]bay attend casino
[/url].