Knock on wood.

Når dette indlæg poster, står jeg på Skanderborg Festival, og jeg fatter ikke, at det i skrivende stund er præcis et år siden, jeg stod alene med en fadøl og småfrøs til Fatboy Slim og lige der traf den endelige beslutning om, at jeg ville prøve at blive gravid.

365 dage senere sidder jeg her med maven fuld af én, der efter den ivrige dans at dømme, også er til noget Fatboy Slim af en slags. Jeg begriber hverken mit held, eller at tiden er gået så hurtigt.

Sidste år blev jeg også enig med mig selv om, at jeg havde arbejdet på festivalen for sidste gang, i hvert fald for en periode. Jeg er blevet for nærig med min tid til at bruge 3 feriedage på at sidde og passe på en mørk skov, og for nærig med min tid med andre til at skulle forlade dem under festivalen, fordi jeg er bundet op på faste arbejdstider.

I år har jeg derfor for første gang i umindelige tider betalt for min billet, og valgt at begrænse min tilstedeværelse til søndag. Til gengæld glæder jeg mig helt vildt. Jeg aner ikke, hvem der er på programmet, og det er også skideligegyldigt, for det er ikke det, festival handler om. Det handler derimod om god tid, godt selskab og – tro det eller lad være – masser af frisk luft. Spejdersvin! Jeg kommer ikke til at savne de kolde brusere, den klamme dyne (soveposer er soooo last year) og forsøget på at ignorere tømmermænd i enten stegende hede eller silende regn.

For slet ikke at tale om at skulle op kl. 5 og rode rundt i noget ugennemtrængeligt mørke, fyldt med dug og teltbarduner, fordi fadøl kun er til låns.

Men jeg er spændt på, om det at tage derned for en enkelt dag vil være en kæmpesucces, eller om det vil føles forkert og amputeret.

Hvis det sidste er tilfældet, kommer der et disclaimerindlæg om et år.