Bloggen

Om lige præcis en uge går jeg på barsel. Færdig med job, ikke mere undervisning og al kursusaktivitet afviklet. Det er MÆRKELIGT! De første 12 uger af min graviditet slæbte sig så langsomt af sted, at det ind imellem nærmest føltes som om tiden gik baglæns, men derefter er det godt nok gået stærkt.

Indenfor de sidste 2 uger, må jeg indrømme, at jeg kan begynde at mærke, at jeg er gravid. Den fantastiske Gaga-koncert (*LOVE-you!!-smiley*), som jeg stadig lever højt på, har sat sine spor: 7 timer er måske lige i overkanten at stå op, når man er ved at have monteret en sæk cement og to fodbolde foran. Her, 4 dage efter, er jeg stadig træt, og da jeg forleden gik en tur, som jeg normalt går på en time, var der pludselig gået 2, da jeg kom hjem.

Kan selvfølgelig også have noget at gøre med de mange pitstops på Baresso, i fitnesscentret og hvor der ellers er kundetoiletter.

Han fylder godt efterhånden, den bette. 43 cm lang og 2 kilo tung. Forleden nat vågnede jeg ved, at han for første gang havde hikke, hvilket simpelthen var så hyggelig, og når han rigtig holder fest, kan han sparke mig i ribbenene nu.

Og så kan han svede, er det ikke mærkeligt?

Ift. undersøgelserne er der ikke noget nyt, (i den forbindelse: mange, mange tak for alle jeres forklaringer og gode råd) men i morgen får jeg svar på, om det er mine nyrer, den er gal med, og så antager jeg, at de under alle omstændigheder holder øje med, om jeg har eller udvikler svangerskabsforgiftning. Efter at have tudet og hysset over det i 2 dage, har jeg i dag besluttet, at vi aflyser panikken, så længe jeg ikke har andre symptomer.

Og noget af det første jeg skal, når jeg går på barsel? Jeg skal have valgt mig en ny læge.

Må jeg godt få dispensation til at skrive endnu et surt indlæg om min læge?

For jeg har aldrig været ret begejstret for at husere på de breddegrader, men det er da på INGEN måde blevet bedre, efter at jeg er blevet gravid.

Det er f.eks. ikke særlig fedt, at hun bliver ved med at snakke om, hvor meget for meget, hun synes, jeg har taget på. Specielt ikke, når jordemødre, sundhedsplejersker og andre børneorienterede fagpersoner synes, at alt er lige, som det skal være.

Det er heller ikke særlig sjovt, at hun spørger, om jeg er ”meget besværet af at have taget så meget på?” Det er 4 kilo i forhold til din tabel, jeg skal føde om 7 uger, og jeg kan fandme stadig spinne dig tilbage til stenalderen!!

Eller specielt tjekket, at hun mener, at vi bliver nødt til at lave en glukosebelastningstest… (Jeg har hørt om et nyt system, som meget fremmelige læger er begyndt at bruge. Det hedder ’journaler’ og fungerer på den måde, at man skriver ned, hvad man f.eks. udskriver til patienten eller tester dem for, så man kan holde styr på det.)

Eller at hun lige efter at have fortalt, at de har fundet æggehvidestoffer og blod i min urin tager sig tid til at forny en recept over telefonen.

Sagde jeg lige efter? My bad. Hun nåede at smide ordet ’svangerskabsforgiftning’ på bordet først.

Hvorefter hun pludselig skulle tjekke den muligvis defekte telefonsvarer, der fik førnævnte patient til at ringe på Den Meget Hemmelige Batmobil.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig cool, at hun – efter at have fået det at vide 4 gange – stadig ikke kan huske barnets køn.

Eller var 40 minutter forsinket. Selvom jeg var 2. patient efter frokostpausen.

Når hun er så fraværende og distræt, bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke har fået de relevante informationer fremlagt, for det lader ikke til, at hun husker, hvad vi taler om, hverken sidste gang eller for 3 minutter siden. Og hvis hun ikke husker at spørge, og jeg ikke får givet de rigtige oplysninger, hvad fanden er odds’ne så for, at vi kommer helskindede igennem det her??

Jeg har haft hende som læge i 12 år, og jeg har overvejet at skifte masser af gange. Jeg kan bare desværre høre, at det i Århus er nogenlunde lige så sandsynligt som at vinde i Lotto at score en god læge. Enten har de alt for mange patienter, eller også er de en frastødende kombination af klamme/snerpede/ligeglade/hysteriske.

Ville være fint, hvis man bare kunne være så rask, at man aldrig rigtigt havde brug for dem, ikke? Men det er bare desværre lidt som med både DSB og Post Danmark: Der er ikke rigtig andre steder at gå hen.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg gerne vil være Lady Gaga, eller om jeg er lidt hemmeligt forelsket i hende, men efter gårdagens koncert er der i hvert fald to ting, der er HELT sikre:

1) Hvis jeg sang så godt, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig holde kæft. Det er fuldstændig urimeligt, så meget vellyd der er i det lille menneske.

2) Hvis jeg så sådan ud i undertøj, ville jeg aldrig gå i andet. Fuck lungebetændelse. Fuck forkølelse. Det ville være det hele værd.

Det var en fantastisk aften. Jeg er voldsomt imponeret over, hvor meget show, scenelir og dans vi fik for 500 kr. og jeg synes, at hun – ud over at levere et formidabelt show – også skal roses for at have sat sig ind i, hvor hun var, stedets historie og at hun virkede oprigtigt interesseret i sine fans.

Og så er det sjovt, hvordan hun i nogle øjeblikke er så smuk, at hun næsten gør ondt i øjnene, for så 10 minutter senere at skifte til et kostume så fælt og uflatterende, at det må forudsætte fuldstændig mangel på forfængelighed.

Det eneste, jeg godt kunne have tålt lidt mindre af, var de meget lange monologer, der stort set alle sammen handlede om, at her var det ok, at vi alle sammen var freaks and monsters. Hun var utrolig sød og sympatisk, men … altså, det var nogle ret lange taler, og til sidst havde jeg lyst til at række hånden op og lidt beklemt spørge, om det var ok, at man blev hængende, selvom man ikke følte sig traumatiseret og fremmedgjort af sin opvækst og sine omgivelser

Fik jeg sagt, at jeg også var vild med de uendelige meter af sølvfarvet stof, bunkerne af nitter, glimmer og bar hud både on og off stage? Folk var virkelig gået all in på udklædning, og det er sgu da svært ikke at blive i godt humør af.

Anton var til gengæld iskold. Han er svær at imponere, det barn. Da flufferbandet Semi Precious Weapons i 40 minutter havde forsøgt at splitte stedet ad med lydbølger alene, vendte han sig lige en enkelt gang og jeg kunne næsten HØRE ham tænke: ”Er der en GRUND til, at vi bare står stille…?”

Jeg bliver den eneste mor i vuggestuen, der har et barn, der vil rystes i søvn til Scooter og E-Type.

Men til gengæld bliver jeg også den mor, der til forældreaften foreslår Lady Gaga-koncert som udflugtsmål, når hun lægger vejen forbi DK næste gang.

Jeg håber, at det bliver snart.

Ok, er der andre end mig, der har lyst til at smide kødet tilbage i køledisken og konvertere permanent til Frugt & Grønt afdelingen? Hvor mange kødskandaler er det lige, de kan blive ved med at stampe op af truget?

Tager faktisk mig selv i lidt at ønske, at de ville holde op med at lave kontrol på området, for det er simpelthen for klamt at læse om. Jeg vil næsten hellere spise tyske bursvin, der har overskredet sidste salgsdato i den tro, at det er kød fra glade, danske frilandsgrise, der lykkeligt vimsede levende omkring i går, end jeg vil se flere fæle billeder af misfarvede kødtrevler.

Måske skulle man bare blive vegetar. Der MÅ trods alt være grænser for, hvor meget man kan vanrøgte og fejlmærke tofu.

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.

Ih, hvor det har været en god weekend. Har været parkeret i fitnesscenter med 9 stepinstruktører to-be, der som et eksperiment skulle trækkes igennem en 40 timers uddannelse på 14 timer.

Det gjorde de til UG med alle de gyldne krummelurer. Knoklede non-stop som små maskiner uden at kny, og for hver eneste ting, jeg væltede i ansigtet på dem, kvitterede de med at sende et nærmest fejlfrit produkt retur.

Det har været FEDT!

Må så også indrømme, at jeg er lidt træt nu.

Måske også mere end ’lidt’. Faktisk er jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, så træt, at jeg har været nødt til at sætte mit skærmzoom op til 125 % for at kunne se, hvad fanden der står på den, men jeg har taget lidt ferie i næste uge, så skal bare på job mandag og tirsdag, og så ellers bare holde efterårsferie for resten af pengene.

Hvad jeg skal onsdag aften? Hvor er jeg glad for, at du spørger…

Lady Gaga, baby! KÆFT, hvor skal vi danse!

Spændende at se, hvad Anton siger til dét.

Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.

Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.

Så var der også altid noget, man gad se, ikke?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.

Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.

Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.

Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.

Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.

Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?

Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.

Jeg ved ikke, om det sker for andre end mig, men bliver I også somme tider venneforelskede i mennesker, I ikke kender? Jeg oplever det jævnligt, og forleden skete det igen.

Kom ud på uddannelsessted, hvor ny lærer trådte ind i klassen, og var sej med sej på. Sjov, skarp, sindssygt god med eleverne, fiks i påklædningen; i det hele taget bare sådan en, man godt gad være.

I de situationer sidder jeg altid og tænker, at jeg ville ønske, at de mennesker var mine venner, med alt hvad det indebærer af brunch, rødvin og udveksling af interessante synspunkter over kaffen.

Og coolness, der smitter af.

Der er tale om en slags idoliseret crush, for jeg tænker ikke et venskab som en reel mulighed, og jeg er i virkeligheden ikke interesseret i at skulle bygge det op fra scratch. Det er nok lidt som at gå i biografen og dagdrømme om et liv med George Clooney; Uforpligtende, glitrende og i technicolor. Noget, som ikke skal ødelægges af virkelighed og hverdag.

Ved I, hvad jeg mener?

Nej?

Nå.

Det vil jeg vædde med, at HUN ville have gjort.

I dag har bare været en førsteklasses møgdag. En af dem, hvor man godt ved, at hvis man havde VIRKELIGE problemer, så ville de småting, man har pevet over dagen igennem ikke betyde en skid, men jeg er privilegeret, rask og mine nærmeste er på den relativt rigtige side af ’ok’, så jeg har overskud til officielt at hade i dag.

Jeg har virkelig prøvet med det halvfulde glas-tilgangen, jeg har forsøgt at trøste mig selv med visheden om, at jeg har 10 arbejdsdage tilbage til barsel, jeg har strengt mindet mig selv om, at det er mig – og altså ikke resten af verden – der er træt, hormonforstyrret og .. ja, træt, jeg har købt varm kakao, og jeg har bevilliget mig selv risengrød til aftensmad.

Det hjalp ikke.

Hjalp sgu ikke engang, da venlig, onkel-agtig buschauffør i Odense kækt spurgte, hvor jeg ville have skilningen, da jeg bad ham klippe kortet, eller da sød, ældre mand bankede på ruden og halvsang: ”Farvel, unge dame og ha en dejlig dag” (ok, så han var lidt semibims, men tanken var sgu da stadig sød), da jeg steg af selvsamme bus.

Det har stadig bare været sådan en dag, hvor man i toget, ved Højlydt Annoncering # 17 om, at man skal være stille i togets hvilekupe, har lyst til at skrige: ”Hold nu SELV kæft!!”

Og så har jeg lige læst Marens indlæg om, at man smitter folk med sit dårlige humør, så nu er jeg BÅDE sur OG har dårlig samvittighed.

Jeg gør lige os alle sammen en tjeneste og skrider i seng, ikke?

Nu har jeg set 3 afsnit af serien, som mine licenspenge går til, og jeg vil sige, at jeg er ok underholdt. Jeg ligger ikke vågen om natten og bider frustreret i dynen over, at der er en uge til næste gang, men jeg sætter pris på, at De Meget Mystiske Spøgelser fra Ørnen er udeladt, og selvom der godt nok er nogen fra Dan Taxi, der har landet en fed sponsordeal, så er serien heldigvis befriende fri for Taxa Mike og hans pretentious hair.

Man må heller ikke glemme, at de har Ulla Terkelsen med.Men når det er sagt, må jeg indrømme, at jeg får lidt stress af, at Statsministeren åbenbart skal have alting klappet i stavelser af Rådgiver Far, hvilket mit feministiske jeg (som ellers ikke gør meget væsen af sig) bliver halvsur over. Jeg mener: Man bliver vel for fanden ikke statsminister uden at kende bare lidt til de politiske rænkespil, gør man? Men det er åbenbart for stor en mundfuld for … ja, hvem, egentlig? at en kvinde skulle kunne komme helt til tops i dansk politik uden en Rigtig Mand i ryggen. Også selvom det bare er noget, vi leger.

Jeg bliver også lidt ærgerlig over, at der i gårdagens afsnit var så mange ”Se! En måge!”-hændelser, der skulle klistre handlingen sammen. Hvordan kan et kærestepar f.eks. have talt om hinandens forældre i ET HALVT ÅR, uden at vores unge helt har kaldt sin far for Papa en eneste gang? Og hvor VAR det heldigt, at Ambitiøs Journalist blev scannet i 11. uge og ikke – som ALLE andre gravide jeg kender, inklusive mig selv – i 12. uge, når hun nu – d. 01. januar, så vidt jeg lige kunne se – valgte at få lavet en abort.

Som man skal søge om at få lavet, hvis man er længere end 12 uger henne.

Og sidst, men ikke mindst: Stop nu med at forsøge at hype serien ved at lave en fiktiv avis med fiktive nyheder kommenteret af en fiktiv ekspolitiker med sin egen fiktive blog. Findes der et eneste menneske i Danmark, som i ramme alvor klikker ind på den? Gør der? For så vil jeg gerne vide hvem det er

Nå, men ELLERS synes jeg, at det er en udmærket serie….