Hvis man har noget pænt at sige, skal man sige det.
Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.
Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.
Så var der også altid noget, man gad se, ikke?
Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.
Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.
Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.
Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.
Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.
Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.
Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?
Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.
14. oktober 2010 @ 19:18
No shit jeg siger ofte til mennesker, at de gør ngoet godt for mig! Det er så vigtigt. Jeg kører den endnu længre ud også. Jeg skriver til en journalist/maler/ eller et andet menneske, der inspirerer mig. Det er da den eneste måde at man får mere af den gode slags!
Og du kære kvinde, du er morsom og tænksom. I like!
14. oktober 2010 @ 19:21
Gør det mand! eh kvinde!
Jeg gjorde det med en af mine venner, kiggede ham i øjnene og sagde, er du KLAR over hvor meget du betyder for mig?
Han lagde en hånd på min skulder og sagde Tak! i lige måde min ven.
Vi kiggede lidt på hinanden og så grinede vi over den tavshed der altid bliver når man gør den slags.
Men hvor var det cool!
nå nu stjal jeg vist dit limelight, men GØR DET!
14. oktober 2010 @ 19:28
enig gør det – hun blir vildt glad : – ) – for man blir glad, når man får den slags beskeder fra andre mennesker. Jeg prøver også at huske at gøre det!
14. oktober 2010 @ 19:32
Tro mig – jeg fortæller dem jeg holder af hvor meget de betyder for mig. Det syntes jeg generelt Kagedåserne er gode til 🙂
14. oktober 2010 @ 19:34
Jeg synes, du skal gøre det! 😀
14. oktober 2010 @ 19:35
Jo – men én ting er at fortælle dem, man holder af, at de betyder noget. Den husker jeg, for det er sgu vigtigt. Men noget andet er at "huske" at opsøge mennesker, man ikke har set i årevis.
Men jeg er enig: Man kan ikke blive andet end glad, hvis nogen gør det.
14. oktober 2010 @ 20:37
Enig – hvis man opsøger nogen, men ikke har set i flere år, med det specifikke formål at fortælle dem hvor meget de har betydet for en – så skal der lidt behändigkeit til for at der ikke går stalking og/eller Oscar-tale i den 🙂
Men hun vil garantrisse blive glad, so why not!!
PS – pas nu på over vejen!!!
14. oktober 2010 @ 21:31
For nogle år siden fandt vi ud af, at min ældste har særlige behov, og fem dage efter skulle han være startet i børnehave, hvilket ville have været et mareridt for ham. Verdens bedste dagplejepædagog ordnede på en halv formiddag med pladsanvisningen, at han kunne blive i dagplejen, fordi ingen andre havde fået hans plads. Og man kan normalt IKKE ordne ret meget med pladsanvisningen. Jeg skrev til hende for nogle måneder siden for at fortælle hende, hvor kæmpestor en forskel, det gjorde for os dengang, for hun var den eneste fagperson, der var i stand til at rykke NU og ikke bare lige se tiden an et halvt års tid. Det var noget af det vigtigste, der skete i hele det hurlumhej dengang, og det udpenslede jeg grundigt for hende.
Så ja, se at få skrevet til hende! Spred de gode tanker. Det er en af de dejlige ting ved facebook, at man kan gøre det.
15. oktober 2010 @ 05:07
For nogen tid siden efter et foredrag kom en kvinde op til, sådan lidt genert, og sagde: Du er altså mit idol! Når jeg blir stor, vil jeg være ligesom dig.
Og jeg blev selvfølgelog krebserød i hovedet. Men fuck, hvor blev jeg også glad og overrasket.
Så gør det.
Og selvom jeg er langt ovre de tider med små børn i maven, så dribler jeg jævnligt forbi din blog og får et godt grin eller får sat tanker igang. At du ved det 🙂
15. oktober 2010 @ 09:07
For nylig skrev jeg et brev til en chef, jeg havde for 1000 år siden. Jeg ville gerne bruge hende som mentor i en anden sammenhæng, fordi hun har nogle menneskelige egenskaber, som jeg altid har beundret. Lige da jeg havde sendt brevet, tænkte jeg "Ajmen for h…, hvor pinligt. Det gider hun sgu da ikke bruge tid på. Opkomling". Så skrev hun tilbage, at hun simpelthen var så stolt og glad over, at jeg havde kontaktet netop hende. Hun var glad – jeg var glad. Intet at miste!!
15. oktober 2010 @ 15:13
Selvfølgelig skal du sige det til hende. Ville du ikke selv blive glad for sådan et kompliment? Jeg ville slet ikke være i tvivl.
15. oktober 2010 @ 16:03
Skriv for dælen! Det er godt både at få og gi', og generelt roser vi for lidt – bare husk, hvis du selv får ros, at respondere. For nogle måneder siden skrev jeg en lang e-mail til en kvinde, der udbyder kurser, om, hvordan hendes kursus fik mig til at tage det store spring som selvstændig … og jeg har endnu ikke fået et svar. Ikke at det er forventet, men alligevel … jeg svarer sgu fluks, når jeg får ros.
15. oktober 2010 @ 16:18
Jeg skrev til en tidligere underviser, som jeg aldrig regnede med at skulle se igen. Jeg ville bare fortælle, at lige hendes værktøjer og tænkemåde havde været sindssygt brugbare, og at jeg tænkte på hende dagligt i mit arbejde – fordi hun havde gjort det så konkret for mig. Prompte fik jeg en masse udråbstegn tilbage; hun havde da lige godt aldrig oplevet, at folk huskede at rose på den måde, når ens veje var blevet skilt for længst. At hun var meget meget meget glad, og at min mail var arkiveret i "gem til en regnvejrsdag"-mappen, og at det var den slags kommentarer der fik hende til at blive i sit job. Mission complete. Gør det.
16. oktober 2010 @ 12:46
DO IT!!
16. oktober 2010 @ 19:20
Nå….det var vist netop en god anledning til at rose din herlige blog.
Den har givet mig humøret igen på mange dårlige dage.
Den er ekstremt velskrevet.
Den giver en en ekstrem lyst til at drikke te og spise småkager.
Det var så dagens rosende ord fra Julie
17. oktober 2010 @ 09:05
Jeg er helt på samme hold som flertallet her. Selvfølgelig skal du da gøre det, for det skaler ikke bare glæde hos modtageren, du vil også opleve selv at blive glad ….
Og så kan du fjerne dig fra den eller de tanke om at du/i ikke nåede at sige de,t hvis nu en af jer trådte ud foran en lastbil i morgen. (hvilke ikke sker).
Derudover er det jo netop en af de fantastiske ting ved de der "sociale mediere" F.eks. Facebook, man kommer "tæt på", men i behørig afstand. (Og så bestemmer man jo selv et eller andet sted selv i hvilket omfang man vil involverer sig. Og hvem ved … måske det kunne fører til noget hel nyt?)
Jeg er ret sikker på at personen i den anden ende vil blive rigtig glad. (jeg ville i hvert fald blive glad hvis det var mig!) 😉
18. oktober 2010 @ 06:50
Jeg er, forudsigeligt nok, fuldstændig enig med de andre … SKRIV! Om ikke andet kan der da komme et interessant blogindlæg ud af historien!