Bloggen

Er netop hjemvendt fra barnedåb af verdens nemmeste og mest hårfagre baby, Smilla.

Som det sig sømmer, var min veninde og jeg ude for at købe gave til barnet, der ifølge sin mor ønskede sig ”aktivitetslegetøj, en lille fjällräven og tøj”. Vi var på forhånd enige om, at rygsækken og tøjet var dømt ude, da begge dele formentlig ville være overrepræsenterede på gavebordet.

Derfor rykkede vi direkte i Sallings legetøjsafdeling. Et farligt sted at opholde sig, når man selv er gravid, skulle jeg hilse og sige, men jeg er stolt over, at det lykkedes mig at begrænse forbrugstrangen til en sutteklud. (Lyseblå og lavet som en lille mus *smelter*) Men også et sted, der er velegnet til at finde ud af, hvor utrolig lidt man ved om babyer og deres udvikling, for hvad fanden er ’aktivitetslegetøj’?? Heldigvis lader det til, at producenterne er opmærksomme på, at det er idioter som min veninde og jeg, der skal holde omsætningen oppe, så de fleste legesager har små mærkater på, hvor man på dansk, tysk og engelsk kan læse, hvor gamle børnene skal være for at lege med tingene, og hvad de formodes at udvikle undervejs. (Undtaget er selvfølgelig alt, hvad der produceres i Frankrig. Ze frenzsh er som sædvanligt skideligeglade med, om andre nationaliteter forstår, hvad de mener.)

Således kunne vi diskvalificere en helt fantastisk kæphest (+ 36 måneder), en Bodilelefant (+ 24 måneder) og noget med hjul under (+ 18 måneder), som vi ikke helt kunne klassificere, men som ikke desto mindre så sjovt ud.

Men så fandt vi Dukkevognen. Den røde trædukkevogn, der er så retro, at jeg næsten ville ønske, at jeg kunne købe en til mig selv. Under armen med den og op til kassen, hvor Amalies intellektuelle tvilling var blevet sat til at ekspedere.

”Er det til en dreng eller en pige?”

Først lamslået tavshed. Så – helt intonationsløst – ”En pige”, hvorefter min veninde kiggede på mig og hviskede: ”Det SPURGTE hun bare ikke om!?”

”Måske ligner vi et meget fremmeligt, lesbisk par, der ikke vil begrænse vores søn i hans udvikling og eksperimenter med identitet og kønsroller?” foreslog jeg.

”!!?! … Nå… Fair nok. Ok, det må være for, at vi kan få den pakket ind i det helt rigtige pige-agtigt papir.”

Vi fik den pakket ind i grønt papir. Som var det eneste papir, de havde.

Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man, hvis man køber en rød dukkevogn til sin dreng, nok er riiiimeligt large i forhold til, om papiret er blåt eller lyserødt.

Nå. Men fastede fra kl. 22 i går, og fulgte – helt efter planen – Murphys Lov om fastning: At man, når man ikke må spise, med 1000 % garanti vågner 3 gange i løbet af natten med lyst til at flå og æde en løve. Hver gang.

Kl. 7 stod jeg op, kastede 24 længselsfulde blikke efter min kaffe, cyklede til lægen, fik taget blodprøve (blodsukker 5,1), drak 3 dl. flydende sukker, stirrede apatisk ud i luften i 2 timer, fik taget endnu en blodprøve (blodsukker nu 4,1), dansede ‘TOLD you so!’-dansen og skred.

Jeg SAGDE jo, at jeg ikke har sukkersyge!

Vi kører med relativ lang forskydningstid her på matriklen i disse dage. Derfor er det først i dag, 2 dage efter dommen, at jeg begynder at mene noget om, at Anni skal 2 år i fængsel. Eller rettere: At mene noget om, hvad jeg mener om, at hun skal ind og sidde. For da jeg læste at der var faldet dom, var min første tanke: ”Aj, det er sgu da næsten synd. De har lige fået en baby og alt muligt.”

Hvilket vel egentlig bare beviser, hvorfor der er en rigtig god ide at være en hel masse i fjernsynet, for uden nogensinde at have set et helt afsnit af Anni og Erik, har jeg alligevel udstyret hende med både personlighed, følelser og en hel masse andet, der gør, at jeg har medlidenhed med hende over den hårde dom.

Hvis jeg havde læst om en 40-årig mand, der havde fået 2 år for rufferi, skatteunddragelse og rockersupport, ville jeg have set en overvægtig, svedende polak i netundertrøje med høje tindinger og tarvelig, personlig hygiejne for mig, og jeg ville have syntes, at han var sluppet alt, alt for billigt for at have kidnappet og trafikeret (jamen, hvad siger vi på dansk??) alle de stakkels kvinder hertil fra Tallinn og Accra.

Det svin.

Christ mand. Jeg er ved at blive blød. Det næste bliver vel, at jeg udvikler sympati for Amalie.

Mange tak for alle jeres søde hilsner. Jeg lever endnu. Lidt til min egen overraskelse, faktisk.

Pillerne har taget det værste af hosten, så selvom ribbenene stadig er ømme mæ hælve te, sætter jeg min lid til, at det bliver bedre, når jeg ikke hele tiden hoster fibrene fra hinanden hurtigere, end de kan nå at hele.

Så dagen i dag er mest oplevet i water på sofaen, og jeg ved ikke, om det skyldes pillerne, eller om jeg er ved at gå i barselsfrø, men jeg har fået et par timer til at gå med at ligge og beundre mine seneste indkøb til Anton:

(Fantastisk kanin, der skifter farve. Kunne godt finde på at tyvstarte med at bruge den. Bare for at være sikker på, at den virker, naturligvis.) (Barbapapa-lyskæde. Lasse og jeg kom til at snakke om, hvad det egentlig er, de er? Spøgelser? Mummitroldenes venlige slægtninge?)

Ungen er ikke født endnu, men har allerede erhvervet sig for 700 kr. lysgejl.

Er det for tidligt at åbne en konto til ham hos T-Hansen?

Her skulle have været et ”HURRA, MAND!”-indlæg, for vi har faktisk et jubilæum at fejre: Dagens indlæg er nemlig nr. 1.000, hvilket jeg jo nok synes, at man passende kunne fejre med en kagemand, eller noget.

Sådan bliver det så ikke.

Det bliver i stedet bare endnu et indlæg om sygdom og elendighed, og det er jeg virkelig ked af, for det er ikke særlig spændende at læse om.

Men kan I huske den fibersprængning, jeg fortalte om forleden? Den, jeg har fået af at hoste? Nåmen… den er blevet værre. En hel del, endda. Så i nat snakkede jeg med vagtlægen. Igen. (Skal fandme nærmest snart have lagt dem ind på speed dial.) En venlig ældre herre, som synes, at jeg lød ’noget forkommen’ og opfordrede mig til at spise Pinex og (og her citerer jeg ordret) ”at lave en form for brynje af et tørklæde”.

Jeg giver jer lige et sekund til at nyde dét billede.

Hvorfor har man aldrig en rustning ved hånden, når man mangler en?

Nå, men jeg lovede Ridderen Af Stetoskopet at tage til egen læge i dag, så det gjorde jeg. Tudende hele vejen, for alt gør ondt. At stå op, at gå, at ligge, at sidde, at nyse, at køre i bus, at trække vejret, at pudse næse (så skidegod ide med det der tuderi, Linda) og at hoste. Det sidste er det værste, for jeg skal hele tiden hoste, og hver gang føles det som om, noget bliver revet i stykker inde mellem mine ribben.

For at gøre en lang historie kort, har jeg fået noget smertelindrende og min læges private mobilnummer med beskeden om at ringe, hvis ikke det bliver markant bedre indenfor de næste 3 timer. Hvis ikke, indlægger de mig, fordi jeg pga. smerterne efterhånden trækker vejret så overfladisk, at jeg risikerer at det udvikler sig til lungebetændelse, og det må det ikke.

Så det er super.

Nu sidder jeg her og tuder noget mere. Fordi det gør ondt, fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg har forfærdelig dårlig samvittighed over at hælde smertestillende lige ned i hovedet af Anton, som jeg bilder mig ind bliver helt stille og sløv af det, og fordi jeg har hormonerne til at sidde uden på tøjet.

Har I haft en god dag derude?

Kærlig hilsen

Festbomben

I dag læste jeg i avisen, at Infernal på mandag udgiver et nyt album. Først blev jeg først helt: ”Yei!! Nyt musik til spinning!”-agtig. Hvorefter jeg faktisk blev en lille smule trist. For lige om lidt er det slut med at sidde og tælle takter og udstøde triumferende lyde, når man efter mange timers jagt finder Det Helt Rigtige Remix, som man VED vil sætte ild til taget.

Da jeg besluttede, at jeg gerne ville have et barn, vidste jeg godt, at det ville blive hårdt at give afkald på noget, jeg synes er med til at definere mig som person, og nu hvor tiden nærmer sig, må jeg så konstatere, at jeg havde ret.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min beslutning er den rigtige, og jeg ved også godt – på et objektivt overplan – at jeg ikke er interesseret i at blive en af de instruktører, som alle i det skjulte synes har trukket den for længe, og som er mere pinlige end inspirerende.

Men derfra og så til at indstille sig på, at det er NU, det er ved at være slut – der er et stykke vej.

Jeg elsker at undervise. Jeg elsker den energi, der opstår i et rum, når 40 mennesker sender endorfinerne i frit omløb, jeg elsker kombinationen af det matematiske og det kreative, der ligger i at mixe musik og lave koreografi, og samtidig arbejde inden for de afstukne rammer. Jeg elsker kontakten med mennesker og det sammenhold, der er mellem både udøvere og kolleger i mit center.

Og jeg er god til det. Modsat stort set al anden sport, uanset om det involverer bolde, vand, holdkammerater eller modstandere, har jeg i fitnesscentrene fundet min niche, hvor det, jeg kan, fungerer og hvor jeg hverken forvolder skade på mig selv eller andre.

Om ikke ret længe giver jeg afkald på en meget stor del af det liv, jeg kender, for at tage hul på noget, som jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad indebærer, eller om jeg egner mig til. Det er angstprovokerende ad helvede til. Jeg kan allerede mærke, at jeg er en lille smule udenfor, når der er p-møder og arrangementer. Jeg er ved at blive skrevet ud af serien, og vi ved det alle sammen.

Måske er Anton et af de børn, der godt kan efterlades med en barnepige, og som derfor alligevel giver mig mulighed for at være dernede på tålt ophold. Men hvis ungen går i flitsbue af kolik fra han ser dagens lys, til han starter i børnehave, har man jo nok lidt en fornemmelse af, hvem det er, der bør passe ham. Og man gider ikke være ravnemoderen, der lader sit stakkels barn gå for lud og koldt vand, fordi hun sætter egne behov over hans, vel?

Jeg klamrer mig til min pind de sidste 6 uger, som ud over mine egne timer heldigvis også giver mig mulighed for at evaluere en bunke spinninginstruktører, et par holdinstruktører, køre en intern uddannelse, uddanne endnu et kuld stepinstruktører og lave et enkelt inspirationskursus.

Det bliver nok i virkeligheden noget med bare at vriste scepteret ud af mine hænderne og eskortere mig ud af døren, mens jeg vrælerr ”NEJ! NEEEEEEJ!!! JEG ER IKKE KLAR!!!”

De kan jo så passende køre mig direkte op på fødegangen.

Tænk at man på 7 dage nåede:
– To sygedage.

– En lønforhandling.

– Et jordemoderbesøg.

– At lære 2 nye programmer til fitnesscentret.

– Et personalemøde.

– To øveaftener med kollegerne, jf. de nye programmer.

– En mus-samtale.

– Det der arbejde. En hel masse af det, faktisk.

– At undervise 6 timer, og træne 4 selv ud over det.

Spekulerer på:
– Om man kan miste forstanden af at hoste? Nej, seriøst. Jeg. Hoster. Hele. Tiden. Ud over det meget lidt praktiske i at lyde som en levende udstillingsmodel af Tuberkulose 2010, når man forsøger at tolke/undervise/tale i telefon/forhandle løn, har jeg som en slags bonus fået en fibersprængning i højre side af den møgpisselortespasserrøvhoste.

– Hvor længe endnu vi skal høre om den verpühlte, et-benede bombemand? Enough already!

– Om man bør være flov over at være 33 år og have slugt True Blood bøgerne 1-5 på 10 dage? *vampyr-sucker-smiley*

Tænk at man er blevet:
– Sådan en, der forhandler om barnets 2. sygedag.

– For fed til sin vinterjakke. Føler mig som et badedyr, nogen har pustet for hårdt op. Jeg kommer til at give mig, og ofre penge på en ny, for den gamle sidder nu så stramt, at mine arme står ud i let 45 graders vinkel.

– Så tyk, at man ender på alle mulige obskure hjemmesider, fordi maven rammer musen, hver gang man læner sig frem efter kaffekoppen.

Elsker til gengæld:
– At Anton nu er blevet så stor, at jeg kan mærke ham næsten hele tiden. Han mosler rundt i vilden sky, og forleden kunne jeg helt tydeligt mærke hans lille fod lige midt på maven. *smiley-der-smelter*

– At den her uge er slut.

– At jeg igen er lykkeligt uopmærksom på mine kæber. Det er først, når der går betændelse i dem, at man finder ud af, hvor dejligt det er ikke at mærke dem til dagligt.

Fatter I:
– At jeg går på barsel om 6 uger? For jeg gør ikke.

– At det kan betale sig at lave et program om Sidney Lee, der camperer?

Nå. Kom. Vi skrider i seng, så vi er klar til at angribe den nye uge med friskslebne hjørnetænder og hvæssede kløer.

Det er dumt – DUMT! – at udveksle (meget forskellige) politiske synspunkter med spa-kvinde, der bevæbnet med kogende voks og pincet er i færd med at give dig en brasiliansk undervognsbehandling.

Av.

hedder et af mine yndlingsnumre med Beck. Det er længe siden jeg har hørt det, men jeg kom til at tænke på det her til aften, fordi jeg på FB faldt over en statusopdatering fra en pige, som jeg engang kendte.

Hun var i mange år kærester med en fyr, jeg også kender. Han behandlede hende med en mangel på respekt, der nærmest var sygelig. De arbejdede samme sted, og han fik masser af tid til at gå med at knalde ¾ af alle de andre kvindelige ansatte på arbejdspladsen.

Hun ville gerne giftes og have børn. Han ville vist mest bare være sikker på, at der var en, der holdte sengen varm de dage, hvor han ikke gad udlicitere opgaven.

Flere gange tog hun ham med hænderne på kagedåserne, og flere gange gik hun fra ham. Alligevel endte hun hver gang med at tage ham tilbage, selvom alle vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før han igen blev set alle de forkerte steder i selskab med alle de forkerte mennesker.

For to år siden skred hun så endelig for good.

Til lyden af stående applaus fra alle os andre.

For 1½ år siden mødte hun en ny mand.

I dag er hun gået 2 dage over tid.

På hendes profilbillede står hun med sin kæmpemave og ser så glad ud, at man nærmest får lyst til at tude.

Fik jeg med, at han er endt i et lorteforhold, hvor han og den nye kæreste lever som hund og kat, og altid ligner nogen, der enten er ved at kede hinanden til døde, eller som har lyst til at slå hinanden ihjel?

Jeg elsker, når det for en gangs skyld er de onde, der græder og de gode, der ler, og jeg synes, at det er så fint at blive mindet om, at vi selv er med til at skabe de betingelser vi lever under.

For som Beck synger:

Only if you’re looking will it find you
‘Cause true love is searching too
But how can it recognize you?
Unless you step out into the light.

Ind imellem sker det, at venskaber ender brat. Heldigvis sjældent, for det er nogenlunde ligeså behageligt og problemfrit, som når man går fra sin kæreste (er i øvrigt kommet til at tænke på, hvornår man blev for gammel til at ’slå op’ og i stedet begyndte at ’gå fra’?). Specielt, hvis det er en ven, man har haft i mange år.

Der er så mange ting, man ved om hinanden. Så mange små hemmeligheder, man deler, og så mange ting, der kun er sjove sammen med lige præcis dette menneske, fordi vi var der sammen. Der går lang tid, før man holder op med at tænke: ”Aj, det skal jeg sgu lige huske at fortælle [indsæt navn]!” og før det bliver naturligt, at man ikke længere hører fortsættelsen på de sagaer, man har fulgt i årevis.

Når venskaber ender på den måde, er faserne efter meget lig post-forholds-faserne. Først er der vrede og fornemmelsen af at være blevet virkelig uretfærdigt behandlet. Så kommer savnet og ulykkeligheden over, at det hele er blevet sådan noget rod, og endelig begynder man at kigge på det sidste års tid eller to med nye, lidt mere objektive øjne. Man begynder at få øje på tegnene på, at tingene ikke længere var helt som de skulle være, at venskabet var kørt fast i vaner og rutiner, der var uhensigtsmæssige for begge parter, og at man et eller andet sted undervejs fikserede hinanden i roller, som ingen af parterne egentlig ønskede at have, men som ikke desto mindre var uundgåelige; arv, sind og omgangstone taget i betragtning.

Man erkender sin egen andel af skylden og kommer i tanke om ting, man ved om den anden, som ved nærmere eftertanke forklarer, hvorfor man fik – eller ikke fik – nogle bestemte reaktioner fra vedkommende.

Og når man først er der, begynder det at blive klart, at det nok i virkeligheden ikke kunne være gået meget anderledes, end det gik.

Tilbage står ønsket om, at man ud af respekt for det, der var engang, kan bevare den civiliserede omgangstone, når man støder på hinanden, og at begge parter, når vreden er fordampet, husker, hvorfor man i sin tid satte så stor pris på hinanden.