Bloggen

Nåmn, gæt hvem der kom op og skændes i Babysam forleden? Hvis I befandt jer i Esbjerg eller omegn behøver I ikke gætte, for så har I formentlig hørt det live. Det var HØJT.

Men kan vi ikke lige få husstandsomdelt en mail, hvori systemet forklares for dem, der er for dumme til at fatte, at det ikke er udtryk for sygelig hang til kø, at vi andre står som apatiske svin på et slagtebånd og glor hinanden i nakken 17 meter ned gennem butikken, mens der kun er kø på én (hedder det også det, hvis man står i den alene?) ved de 3 andre kasser?

Mig: (pænt og høfligt, hvis jeg selv skal sige det) ”Undskyld? Det her er en lang kø, og så går man frem, når den næste ekspedient bliver ledig.”

Hvorefter hun bliver stående og kigger demonstrativt i den anden retning i håb om, at jeg forsvinder.

Og det er så her, at hende, der står bag mig, står fuldstændigt af. Så der står de, to små mennesker og råber mig ind i ansigtet. Primært om hvor meget jeg ”FUCKING SKAL SLAPPE AF!” ledsaget af aggressive pegefingre.

For hvad de ikke ved er, at jeg lige har været ude og prøve jeans, og derfor er for tyk, så min rummelighed og forståelse for at blive talt til på den måde, kan ligge på et meget lille sted.

Da jeg gik derfra, var jeg så gal, at jeg rystede på hænderne, og et kort øjeblik må jeg indrømme, at jeg godt ved, hvad det er, der sker inde i hovedet på folk, når de slår.

Sgu.

Min forståelse for tvivlsomme forældre-calls vokser proportionalt Antons alder. Da han var helt lille, kunne man bare lægge ham i liften og gå ud i haven og skrige ind i en hæk (uden dog på noget tidspunkt af nå op på det imponerende, trecifrede decibelniveau, den unge mand kunne hive ud af gabet), hvis man ikke lige vidste, hvordan man skulle gribe en situation an, men dengang, for titusind år siden, kunne det at være mor koges ned til mad, ren røv og søvn (roflmao).

Og det er så nu, jeg begynder at opdage, at opdragelse ikke er noget, man kan vente med at gøre til man lige har besluttet sig for, hvad man mener om dette eller hint. Det er rimelig meget noget, man skal tage stilling til her og nu.

Og forleden fortalte min veninde, at datterens bedsteveninde på 11 år gerne ville tabe 15 kilo, og ville få en Iphone af sine forældre, når målet var nået. De brugte vi lang tid på at snakke om. For risikerer man ikke at pakke telefonen pænt ind i en spiseforstyrrelse, når man betinger den af et vægttab? Eller taler man de unges sprog ved at motivere med noget, de forstår? Er det i virkeligheden ikke værre ikke at gøre noget, når man tænker på, hvor mange problemer det potentielt kan give for børn at være for tykke, end at bruge gadgets som lokkemiddel? (Her havde jeg egentlig forestillet mig at spinne en joke over temaet apple=æble=slankekur, men Anton har omgangssyge på 3. døgn, så min hjerne ligger ude i vaskemaskinen sammen med nattens sengetøj.)

(I flertal.)

(Sengetøjet altså. Ikke hjernen.)

Måske er det derfor, at timeouts er så populære i USA? Ikke for at børnene kan sidde der på skamlen og tænke over deres usle adfærd, men for at forældrene kan nå panisk at google, hvilke opdragelsesprincipper der skal hives op af hatten?

Så. Har nu haft premiere hos den lokale frisøse. Jeg havde brugt en livline på facebook i forhold til, hvor man med relativ ro i sindet kunne bestille en tid, og havde ladet internettet træffe den endelige afgørelse ved at vælge den eneste af de foreslåede saloner, der havde online bestilling. (I 2012. I Danmarks 5. største by. Kom NU, Esbjerg!!)

Men så åbnede jeg døren, og trådte ind til koskind på gulvet, pangfarver på væggene og al den gode kaffe, jeg kunne drikke. Allerede der blev det godt, og da kvinden med saksen – uden at jeg havde sagt noget, I might add – satte hænderne i siden og stirrede vredt på Pagen, vidste jeg, at vi ville blive gode venner.

Det eneste tidspunkt hvor der lige blev liiidt stille i salonen var, da hun på meget esbjergensisk sagde: ”Ja, det duer sgu da ikke med det her Polle-hår” – og det sleeeeeet ikke var det, jeg synes, hun sagde…

(Ps: Det er ikke fordi jeg forsøger at spille mystisk, og lader som om, jeg ikke har set jeres kommentarer om billeder, men jeg vil gerne bevare lidt af min anonymitet; derfor har jeg valgt, at Anton er den eneste af os to, der optræder i farver. Og han er ude, når det handler om hår.)

En af de få ulemper ved at blogge, er at man bliver meget bevidst om, hvor hurtigt tiden går. Jeg synes f.eks. hele tiden, jeg sidder og skriver nytårsindlæg.

For 2011 har godt nok været et mærkeligt år, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Har stadig ikke engang besluttet mig for, hvordan jeg udtaler det. Tyve-elleve? Totusindeogelleve? Whatever. Nu er det ovre, og jeg behøver ikke længere referere til det som andet end ’sidste år’.

Foråret gik med at træffe beslutningen og med at lede efter noget at bo i. På det tidspunkt var jeg i den fase, hvor den kommende forandring stadig var så diffus, at jeg kunne fokusere på alle fordelene ved at flytte. Det ændrede sig i samme sekund, jeg fik tilbudt et hus. (Sådan har jeg egentlig altid været. Når jeg begynder at forberede mig på noget nyt, kan jeg ikke komme derhen hurtigt nok – og når det så sker, kan jeg KUN huske alt det, der fungerer på mit nuværende ståsted.)

Sommeren gik med at sige farvel til alt det, jeg troede, jeg skulle være i mange år endnu, og goddag til grimme huse og nye begyndelser, og det var så svært, så svært. De sidste to måneder af min barsel troede jeg, at jeg skulle knække. Helt.

Men med efteråret kom hverdagen, og tidspunktet, hvor jeg endelig fik bekræftet, at beslutningen faktisk var den rigtige. Huset var blevet fikset og renoveret, man kunne bo i det uden kronisk at føle trang til at hamre gafler i øjnene på sig selv, og arbejdslivet var fedt at komme tilbage til. Og vigtigst af alt var og er det sindssygt rørende at se, hvor meget glæde Anton og resten af familien har fået af hinanden, nu hvor vi er kommet tættere på.

Her i 11. time har jeg skiftet fitnesscenter, og det tegner godt, synes jeg. Samtidig er fårene er begyndt at skilles fra bukkene ift. hvilke venskaber, der kan bevares, og hvilke der ikke kan overleve afstanden. Sådan må det nødvendigvis være, og det var forventet, men derfor gør det alligevel lidt ondt, når mennesker, man for 6 måneder siden svor evigt venskabeligt troskab med, bakker ud af besøg, fordi der åbenbart er længere fra Århus til Esbjerg end den modsatte vej.

At en beslutning er rigtig, betyder ikke, at den er nem – men tiden arbejder for os, og jeg er forsigtigt optimistisk omkring 2012. Trods alt har egen indstilling og indsats ret meget at sige, når det kommer til stykket, ikke?

Så: 2011..

Tja.

Farvel og .. tak? Tror jeg?

Rigtig godt nytår.

Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal skrive en bog, der handler om at være alenemor.

I noget af al den fritid jeg har.

Sagen er den, at jeg ikke rigtigt kan finde mig selv i den litteratur, der allerede findes på markedet i denne kategori; mange af de kvinder der skriver og skrives om, er typisk i midten af 40’erne, og vælger insemination, fordi uret tikker så højt, at det overdøver alt andet.

Uanset om man er blevet insemineret eller har valgt en alternativ løsning ift. at blive gravid, spekulerer jeg meget på, om andre af min slags også bliver mødt med forestillingen om, at vi har fået vores børn selv, fordi vi tror, at der ikke findes nogen, der vil have os. Om andre selvvalgte, enlige mødre også er blevet overrasket over ensomheden, kærligheden og det faktum, at singlehedsfølelsen primært ligger i ikke at være nogens førsteprioritet, og at den derfor meget uventet fortager sig, når man får et barn.

Stresssveder de også over, at det ikke er muligt at lave en bunke af to-do’s, som man kan komme til bunds i, når barnet næste gang skal over til sin far, og bliver de også helt tørre i munden af irritation, når mødre med fædre i baghånden siger ”Det er fuldstændigt det samme hjemme ved os!”?

Selvfølgelig er der stadig mange af overvejelserne i bøgerne om at være selvvalgt alenemor, jeg kan genkende, men der er ret stor forskel på at være 33 og 45, og på at have råd til at ansætte en au pair og at klare tingene alene. Og jeg ville stadig ønske, at der var nogen, der havde skrevet en bog, der gav svar på nogle af alle de dumme spørgsmål, jeg selv havde, før jeg kastede mig ud i projektet for snart 2 år siden: Hvordan man som helt almindelig 33-årig med helt almindelig indkomst og optimismen i behold griber livet og hverdagen an, når man vælger at få et barn alene.

Måske er det mig, der skal skrive den?

Her er godt nok stille, hva? Kan ikke engang påberåbe mig en anstændig omgang julestress; jeg er færdig med det hele, og har oven i købet haft tid til at hygge mig med at blive det.

Undskyld. Skulle der lige have været en advarsel på, før det blev så vildt?

Hvis jeg kommer ud med ekstensions, vil jeg gerne skydes.

På forhånd tak.

Og glædelig jul.

Ok, det her startede egentlig som et svar til alle de fine kommentarer til gårdagens indlæg, men så blev det lige utrolig langt, så nu bliver det i stedet opgraderet til et nyt indlæg. (Hvis man helt er stået af den debat, så bare sus ud og drik en juleøl, og kig ind igen om et par dage.)

Hvis vi skal følge den til dørs, bør der vel også lukkes ned for samfundsfag, når nu der er så mange, der ikke stemmer?

Jeg tror, at de fleste af os, der har børn, har et håb om, at de vokser op og forvandler sig til selvstændige individer, der kan træffe deres egne, selvstændige beslutninger – også hvis det indebærer beslutningen om at vælge religion til, selvom deres forældre har valgt den fra.

Vi behøver heldigvis ikke at være enige, men jeg vil stadig gerne slutte med at sige pænt tak for jeres input og for den sobre tone, I alle uden undtagelse har holdt.

Jeg synes, at det er så ærgerligt, at frygten for ikke at virke tolerant nok, har udvandet debatklimaet herhjemme. Angsten for at blive skudt i skoene, at man er racist, hviler som en klam, tung dyne over hele landskabet, og jeg tror nogle gange, at det er den, der betyder, at der bliver truffet nogle mystiske beslutninger rundt omkring.

Jeg antager, at man i samme ombæring er stoppet med at fortælle om julemanden for ikke at støde dem, der ikke tror på ham.

Da jeg gik i skole, var der også børn, der ikke kom fra gudfrygtige hjem. På tværs af årgangene sad vi i fællesrummet og sang sammen, når der var juleafslutning, mens vi strittede i alle mulige religiøse retninger. Og nu skal jeg da skynde mig at indrømme, at jeg ikke har ringet rundt til de mennesker, det drejer sig om, og spurgt, om deres religiøse ståsted har vaklet siden, fordi deres sind blev besudlet med alle 24 vers af ”Et barn er født i Betlehem” – men jeg tager chancen og siger, at jeg tvivler.

Jeg har heller ikke ringet til muslimerne og tjekket, men jeg tænker ikke umiddelbart, at det er, hvad de ønsker sig allermest til jul.

Jeg er gået i gang med at frelse verden, en god gerning af gangen. Ved ikke helt, om det er det der mor-noget, der pludselig skal blande sig i alt, eller om det skyldes, at jeg ikke kommer nok ud, men jeg har åbenbart akut groet et omsorgsgen på størrelse med Angola.

”Mumlemumlemumle, rager-overhovedet-ikke-mig, mumlemumle usynlig.”

One down, a billion to go.

Indre dialog som følger:

1,5 km senere:

…

Og sådan gik det til, at jeg for 2. gang på en måned talte med mine nye bedstevenner Politiet.

Og jeg er ikke god i koboltblå.