Bloggen

Så blev han fejret, den bette. Noget så eftertrykkeligt. Ernæringsmæssigt er vi kommet igennem weekenden på et blandingsmisbrug af lagkage og brownie. Fy for fanden. Løb min nye rute (still not loving it…) to gange i dag som straf.

Midt i al kagen og hurraråbene kom min søster og så lidt forkert ud i hovedet; Når man er gravid, og sat til juleaften, kommer det lidt bag på alle involverede parter, når vandet går d. 18. november. Men Antons kusine var, sine 2700 gram til trods, large nok til at lade loppen have sin fødselsdag i fred, og satte sig i stedet på d. 20. november.

Måske skulle jeg gå efter at få nummer to d. 19. november, så de ligger som perler på en snor?

Så kan vi få det årlige kageorgie overstået i ét hug.

Tænk, at det bedste i hele verden allerede fylder 1 år.

Nå, men… Jeg er begyndt at løbe.

Er selv rimelig vantro omkring det, faktisk.

Inden Anton trænede jeg fast 6 gange om ugen; nu lander vi et sted mellem 2 og 5 gange afhængigt af mit arbejdsskema. Anton bliver passet de to gange, jeg underviser, så jeg har sat som krav til mig selv, at de resterende ture i fitnesscentret skal foregå, når han sover. Dvs. enten om morgenen, eller de dage, hvor jeg har tidligt fri, og derfor kan nå det, mens han sover til middag i vuggeren.

Indtil jeg kom i tanke om mine frokostpauser. Et par gange om ugen er mit skema nemlig sådan, at jeg har en times frokost, eller et par mellemtimer, hvor jeg bare sidder og venter på at skulle ind og tolke igen.

Så det gør jeg.

Nu mangler vi så bare at udstyre mig med noget retningsfornemmelse og stedsans, så jeg – som i dag – slipper for at spæne rundt i knæhøjt græs på en bakkeside som en anden amnesisk orienteringsløber, fordi stien er blevet væk.

Af en eller anden grund lider de lokale af den fejlopfattelse, at 1) de er selvlysende, 2) de er usårlige eller 3) vi andre har supersyn. Så de trasker frygtløst af sted i vejkanten, på gåben eller cykel, iført intet andet end sort overtøj, fesne Bamselinereflekser og ”ja, jeg må OGSÅ være her!” attitude.

Men I er USYNLIGE!! I går op og ned af majsmarker, forklædt som fejlernærede ninjaer, på en vej for hvem gadelamper, cykelstier og fortove er fremmedord, på en landevej der leder ud til motorvejen.

I det hele taget er mørket blevet lidt af et issue, efter at vi er flyttet. F.eks. har jeg monteret mørklægningsgardiner på 1. salen, hvor vi sover, og det er fandme den dårligeste ide, jeg længe har fået. Vi har boet her i 4 måneder, og indtil videre ser nattestatistikken således ud:

Antal gange Anton er kravlet målrettet og frontalt ind i væggen: 4

Antal gange jeg er faldet ud af sengen, fordi jeg ikke kan se, hvor den stopper: 1½. (Det tæller kun for en halv, når man når at tage fra med den ene hånd.)

2. stenslag på 6 dage.

På samme måde som sidst. En fugl, der “tabte” et bær.

%#!!§%!%&#% !!!!!!!!!!!!

Hvis vi rammer hattrick, inden ugen er omme, vier jeg mit liv til at udradere den samlede fuglebestand i Danmark. Fjer for fjer.

It’s ON, bitches!

Da jeg var ung og forpint, automathadede jeg politiet, som der står skrevet i Den Store Guide Om Teenageadfærd, at man skal. Oprør mod autoriteterne og alt det der. Ironisk nok har jeg flere gange oplevet, at folk gætter på, at det er det, jeg laver.

I dag er jeg dog gået hen og er blevet helt glad for politiet. De giver mig mange gode grin på mine motorvejsbefængte ture til og fra arbejde, og når den eneste anden adspredelse er P3 (som dog skal have point for ordet ’Ufolog’. Skønt ord! Det opvejer faktisk (næsten) sætningen ”Han er en af hjørnestenene bag forslaget.”), er den slags indslag mere end velkomne.

I morges kørte jeg f.eks. i konvoj med Tango 14-04, 14-05 og 14-06 mellem Kolding og Vejle. Og det er. så. sjovt! at se det overlegne ”Flyt dig – jeg har TRAVLT!!”-ansigtsudtryk på min yndlingsaversion Audibeklædt Mand I Panikalderen løbe af fjæset på ham som smeltet voks, mens han prøver at regne ud, hvad der udløser den mindste bøde; at blokere bremsen og lynhurtigt iføre sig sin underdanighedshabit, eller at sætte farten ned og udstråle uskyld.

Jeg håber dog, at vi alle er med på, at det kun er sjovt, til den dag jeg selv ryger i fælden?

Siden jeg startede på arbejde igen efter min barsel, har jeg primært tolket på en uddannelse, der deler baghave med en grusgrav. Det betyder, at jeg de sidste 6 km af den 70 km lange tur, kører en slags off piste stenslagsrally. En hurtig udregning (og hvis jeg regner forkert, er jeg lovlig undskyldt; jeg er sproglig) viser, at det er ca. 900 km kørt på dette noget tvivlsomme underlag.

Det er en død forrude in the making, og jeg er nærmest forbløffet hver eneste dag, når det lykkes mig at komme retur til Esbjerg med alle større glasflader i behold.

*BANG!!!!*

Kn-a-a-a-a-a-a-a-s.

Nå, men jeg har så fået pagehår.

Og det er godt nok sløjt.

Egentlig er jeg lidt i tvivl om, hvordan det skete, for jeg havde bestilt tid ved min faste frisør i Århus for at være sikker på ikke at ende i kløerne på en lokal håndværker, der kunne finde på at snige en auberginefarvet stribe i mit pandehår, mens jeg var opslugt af at læse Se & Hør Børsen.

Og det skal jeg på opturssiden huske at notere mig, at jeg slap for. Trods alt.

Men min faste frisør var optaget, og jeg var så træt af mit hår, at jeg havde lyst til selv at klippe det med neglesaksen, så jeg valgte derfor at bestille tid hos hendes assistent, som har studset mit pandehår masser af gange.

Da jeg landede i stolen, startede jeg med at sige, at jeg var lidt træt af den mellemlængde, som mit hår har haft de sidste par år. Synes pludselig ikke rigtigt, at det lignede en frisure mere; mere en slags ubeslutsom hybrid af ligegyldighed og svensk hockeyhår.

“Så det må gerne være kortere, tænker jeg? Bare endelig ikke page! Synes ikke rigtigt, at jeg er typen.”

Herefter står det lidt uklart for mig, hvad der skete, men det var noget med, at ”en page jo ikke bare er en page”, et billede af Heidi Klum (!?) og en frisør, der gik amok med et fladjern.

Så nu venter jeg på:

1: At mit hår vokser ud igen, eller

2) At det bliver moderne at ligne en rasende bibliotekar.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke kan skrive noget sjovt og overskudsagtigt om, hvor langt, jeg er nået ned af min to-do liste efter at have gået hjemme hele sidste uge. (Thank god for en arbejdsplads, der ikke lyder sur over, at man er nødt til at følge barnets 1. og 2. sygedag op med 3 feriedage, fordi der beklageligvis ikke er noget, der hedder barnets første sygeuge.) Der gemmer sig i hvert fald noget materiale derinde et sted til et indlæg om farveangst efter min etniske udrensning af tøjskabet; fuck, hvor har jeg meget sort tøj!

Jeg burde også kunne fremtvinge et eller andet moderat underholdende om det stepkursus, jeg fulgte til dørs i weekenden, for det var sådan set en rigtig god oplevelse.

Men jeg er bare ked af det. Kan faktisk ikke helt styre det. Det er, som om mit filter er lidt tyndt, og jeg synes, at jeg tuder hele tiden. Om det er vejret, årstiden eller sidste uge, der endelig synker ind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af ikke at slå til.

Anton var frisk igen, da jeg tog af sted i weekenden, og han var ved mormor og morfar, som er meget tæt på at være hans yndlingssted i hele verden. Alligevel følte jeg mig som verdens rådneste mor, da jeg kørte. Oveni hatten har jeg arbejdsdage på 9 timer hver eneste dag i denne uge, og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig – men jeg elsker Anton temmelig meget højere. At være væk fra ham så mange timer, lige efter at have set ham så lille og syg, gør ondt i hjertet og giver mig frygtelig dårlig samvittighed.

Og hver eneste gang jeg åbner avisen, vælter det frem med forfærdelige, hæslige, rædselsfulde historier om misbrugte børn fra diverse mørke afkroge af Danmark, og jeg kan slet ikke holde det ud.

Så jeg tuder. Til Borgen. Til Danmarks Næste Topmodel. Til P3 og avisen og da jeg afleverede Anton i morges.

Måske er det i virkeligheden meget passende med alt det sorte tøj.

Passende nok kan jeg selv få lov at starte med at balancere på den line, jeg spændte ud i sidste indlæg.

For da Anton fredag havde rekvireret en omgang strubehoste, begyndte hans feber at stige. Og stige og stige og stige. Først holdt han op med at spise. Så holdt han op med at drikke, og meget kan man sige om ham, men han er fandme et stædigt lille kræ; lige meget hvor længe jeg cirklede uskyldigt fløjtende omkring ham med koppen skjult i hånden, krøb det kæmpehul, han har monteret lige midt i ansigtet sig til str. X-small, når jeg angreb. Søndag nat øgede han indsatsen med at begynde at brække sig (notér jer venligst den manglende beskrivelse af mængde og struktur), og jeg turde ikke andet end at tage til vagtlægen.

I-fucking-gen.

Da vi sad derinde, kunne jeg se, at der var to læger på vagt. Den første var ude og hente patienter et par gange, inden den anden begavede os med sin tilstedeværelse. Da jeg så hvem det var, spontanmumlede jeg ned i Antons ene hår ”Ham vil jeg ikke ind til”. Hvortil den mor, der sad ved siden af mig, med en dreng der i både slattenhed og opkog lignede Anton, lige så lavt svarede: ”Det vil jeg heller ikke.”

Så har man godt nok været meget derinde, ikke? Når man ud af et tocifret antal forskellige medicinmænd og –kvinder ved, hvem der som udgangspunkt mener, at man er hysterisk, og at ALT kan klares med børnepanodil og vent-og-se.

Nå. Men vi kom ind til den anden (win!), som var sød, grundig og norsk, og som indlagde os.

Og jeg ved godt, at det er synd for dem i Afrika, at jeg skal være glad for at bo i et land, hvor man kan blive tilset af læger, når behovet opstår, og at de stakkels ansatte i den offentlige sektor gør det bedste de kan, med de midler de har – men jeg hader, hader, hader hospitaler. Jeg har det så utrolig svært med al den tid, der bare siver væk mellem fingrene på en, mens man sidder og venter i det uendelige på endnu en samtale med endnu en ansat, der heller ikke har læst journalen. Jeg er heller ikke specielt begejstret for at sove på en madras betrukket med voksdug (wtf!?), eller at skulle putte Anton i en metalkasse, der ligner et aflagt svinebur.

Og inden I stempler mig som en utaknemmelig, forkælet so, så vær søde at forstå, at det er sådan jeg reagerer på kontroltab; jeg tæller fejl. Og jeg kan garantere, at den, det er mest plagsomt for, er mig selv.

Efter utallige prøver og tjek, og udfyldelse af et meget detaljeret væskeskema, fik vi lov at tage hjem igen i går med truslen om sonde hængende over hovedet. Han skal begynde at drikke mere NU, og så skal han holde op med at kaste op. Ellers er det retur til 640.

Og BTW: Det han fejler, er vuggestuevirus.

Så nu er planen at blive rig i en fart, så jeg kan bestille en specialbygget autoklave, der kan spændes omkring institutionen, og så skal der fandme bare koges til.