Bloggen

Når man læser til tegnsprogstolk, bruger man lang tid på at forsøge at lære, hvordan man laver relativ naturlig intonation i en stemmetolkning, for når vi stemmetolker, gør vi det simultant. Dvs. at vi lægger stemme på en sætning, inden vi ved, om der er tale om et spørgsmål eller en konstatering, og hvor lang sætningen har tænkt sig at være. 

Vi arbejder også temmelig meget med, hvordan man som tolk er tro mod følelserne i det sagte, uden at overdrive; altså, hvordan man videregiver budskabet om, at den, der taler er ked af det, uden selv at begynde at græde

Så måske er jeg skadet af mit fag, men jeg er ved at gå AMOK over nyhedsspeakerne i radioen. Slap. Nu. AF! med at lege fucking rutchebane med det tonefald! Det er sket mere end én gang, at jeg simpelthen ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, fordi intonationen er så kunstig, at den stjæler al fokus fra indholdet.

Jeg er med på, at der findes enkelte marginalt større problemer i verden at forholde sig til, men når man har brugt 3 dage på at være nærmest katatonisk af kvalme (og nej. Jeg er ikke gravid. Selvom min bedstemor meget friskt spurgte forleden, om Anton egentlig ikke snart skulle være storebror….(wtf!?)) kan man godt hidse sig op over det her, hvis man anstrenger sig, bare en lille, bitte smule.

Jeg skal ikke opholde jer længe i dag, da jeg har brugt det sidste døgn på massiv kvalme og på at knække mig. Jeg er ret meget en mand omkring det, og opfører mig i store træk som en ebolapatient, der netop er gået ind i den terminale fase.

Jeg starter d. 07.01.

Yei!

Jeg ved godt, at det her sikkert er svært at sætte sig ind i, hvis man er sådan en, der skal slæbes til træning ved håret, men jeg savner simpelthen mit gamle center så meget. Er nærmest der, hvor jeg overvejer at skjule updates på alle mine venner, der stadig træner deroppe, fordi jeg bliver helt grim og grøn, når de går amok i fælles glædesrus over et foredrag med Chris MacDonald, eller laver marathonevents med efterfølgende druk sociale aktiviteter.

Da jeg flyttede herned, valgte jeg en anden og mindre kæde, end den jeg underviste i up north, fordi jeg tænkte, at det måske var bedre med noget helt nyt, end en bleg afart af det, jeg kom fra.

Blev først sådan lidt: ”Aj!! Ufrivilligt besudlet!?”

Men så ringede chefen og fortalte, at alle koncepttimerne skal ændres, så instruktørerne selv skal stå for programindholdet. Hvilket er fint, hvis instruktørerne er uddannede og ved noget om anatomi, fysiologi, musik, takter, cuing og tælling. Det er knap så fint, hvis man hiver folk ind fra gaden, giver dem 20 minutters undervisning, og derefter slipper dem løs på egen hånd. Så er det trods alt bedre, at de får stukket et program i hånden, som mennesker, der ved noget om træning har sat sammen, og som der så bare skal køres monkey see, monkey do på. Dels er det mere forsvarligt overfor medlemmerne, og dels minimerer det risikoen for, at jeg skal afgå ved døden af irritation over at deltage på en time, lavet af Michelle på 19, der mener at takttælling er helt, helt overflødigt, når man lige har fået nye bryster.

Nu må vi så bare håbe, at den gamle kæde kan bruge mig.

Efter utallige æggejokes…

Efter at have resigneret, og indstillet mig på, at Anton karrieremæssigt ender som lidt vel smart reklamefyr med spejlsolbrillerne permanent parkeret på den skaldede isse…

– er vi nu dem, der griner ALLERhøjest efter følgende mail fra Tyttebøversnes Hovedkvarter:

Vil I huske at kæmme jeres børn 1 gang i ugen.

I mit job kommer jeg på mange forskellige uddannelser, hvilket kan være en udfordring, når man rum- og retningsmæssigt er to udviklingstrin over amøbestadiet, og derfor jævnligt bliver væk.

Indtil nu har det virket upåklageligt, og som Savannens dyr tøver jeg ikke, når jeg færdes på sletten, men går raskt til, fuld af blind selvtillid.

Nogle gange ville mit liv være markant mindre pinligt, hvis jeg ikke selv var en del af det.

Inden jeg fik Anton, læste jeg en bog eller to om ugen. I weekenden elskede jeg at sidde i min seng med en god bog og en kop kaffe til langt op af formiddagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove, hvis jeg ikke lige lod tankerne lande over et par kapitler.

Meget spanske og islandske navne glider også af hjernebarken hurtigere end tøsne af skråtage.

Og ihukommende mit indlæg fra i går, skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har så meget som 10 minutters uddannelse, der kvalificerer mig til at mene noget om litteratur af nogen slags. Jeg er bare Den Glade Amatør, der ikke er bange for at mene en helt masse om alt muligt.

Jeg kan godt lide Julia Lahme. Rigtig godt endda. Hun spekulerer over mange af de samme ting, som jeg gør, og jeg tudede af både medfølelse, bevægelse og genkendelse, da jeg læste ”Hvor lagde jeg babyen?” og ”Sandheder fra enløgner”. Hun er den eneste, jeg kender, der på egen krop har prøvet at få et barn, der ikke sover, og har derfor for mig været en meget velkommen lidelsesfælle.

Bogen er en samling af klummer og nye tekster, og jeg synes simpelthen ikke, at det fungerer. Samtlige tekster er små, afsluttede historier, som derfor ikke giver det page-turner drive, man får, når man læser en historie, der er vævet sammen af tråde, der strækker sig over et par hundrede sider. Klummerne har et langt stykke hen ad vejen samme format og struktur som blogindlæg, men havde hun udgivet sin blog, ville der stadig i den have været en slags handling, der bandt det ene indlæg sammen med det næste.

Jeg savner en historie. Jeg savner en sammenhængende historie fortalt, som Julia Lahme kan fortælle den. Ærligt og indlevende og flettet sammen af alle de små tråde, der gør holdninger til andet og mere end postulater. For et eller andet sted forstår jeg godt, hvor hun vil hen med indlæggene (!) om, at Marys status som forbillede for danske kvinder, gør det sværere for alle os andre almindeligt dødelige at begå os, men jeg savner noget mere virkelighed; nogle eksempler fra hendes egen omgangskreds på konkrete kvinder for hvem, Marys rolle udgør et reelt problem. For når jeg læser det, er det eneste, jeg tænker, at jeg sgu da ikke kender en eneste kvinde, der bruger Mary som målestok for noget som helst. Hun er en opdigtet figur på linie med Askepot og Snehvide.

Synes jeg.

Jeg kunne stadig sagtens finde på at købe ”Hvor lagde jeg babyen?” i julegave til min veninde, der skal føde til januar. Jeg kunne også stadig finde på at købe ”Sandheder fra en løgner” til min anden veninde, som skal starte på job igen efter barsel lige om lidt.

Når jeg ser nyheder, undrer jeg mig altid over, hvor mange ’eksperter’ et lille land som Danmark kan huse.

Men måske er det bare mig der er lidt for glad for titler og faglighed.

“Meteorologen??” tænker du.

For en sikkerheds skyld har jeg googlet ham, og han er student og uddannet meteorolog.

I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.

Øhmm…

Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?

Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?

Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure?) – hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.

Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ugen dagen.

Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.

Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.

Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.

Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)

På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.

Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.

@#!%#!!

Ej, men jeg HADER sådan noget!

Så jeg uden at spørge kan få svar på, om mandlig bekendt er en del af the movember-movement, eller om han godt nok mener det der fesne pizzerialook alvorligt.