Bloggen

Nu er jeg blevet en af dem, der har børn, hvilket betyder, at jeg kan kaste mig frygtløst ud i diskussioner om stort set alt, for der er ikke længere nogen, der kan sætte mig til vægs med børnekortet (HA!!). Og helt ærligt? Så synes jeg stadig ikke, at det er ret interessant at læse opdateringer på FB om andre folks børn.

For jeg tror, at selv os/dem med børn kan blive enige om, at det også ret hurtigt ville blive kedeligt at læse om f.eks. hinandens kærester, hvis updateringerne kun gik på, hvad han/hun fejlede, sagde eller havde på.

Det mærkelige er, at det for det meste er ok, ja, tilmed ret cool, faktisk. Anton og jeg var f.eks. til barnedåb sidste weekend, og det var HYL at have ham med. Jeg havde min egen lille fest, da han stillede sig på mine ben i kirken for at vinke til præsten, og jeg elsker, elsker, ELSKER at have et barn, der kaster sig over fremmede med et begejstret ”Hvor har du VÆRET!!?”-smil over hele femøren. (Bør vi egentlig opdatere det udtryk? Over hele 10’eren, lyder også bare lidt fladt, gør det ikke?) Og jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at blæse ud over hele internettet, at barnet har lært at sige ’bøh’, som jeg synes er et jævnt cool valg af første-ord.

Men vi er nogen, som har brugt vores FB på én måde i vores tidligere liv, og som nu sidder og ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre.

Jeg synes ikke, at man skal melde sig ud, fordi man får et barn, men man går sgu lidt i stå i en periode.

…

Tics er på Sundhedsguiden.dk defineret som “ensartede, gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe”. Personligt lider jeg af ordtics: Bestemte situationer får ensartede, ufrivillige ord til gentagne gange at springe frem i hjernen på mig.

Jeg medgiver, at historien havde været bedre, hvis jeg kunne komme på flere eksempler til at illustrere fænomenet, men jeg er flad som en pandekage efter en nat uden søvn som følge af – ved jeg efter en tur min ven vagtlægen – falsk strubehoste, så bortset fra nedenstående eksempel, må I bare tage mit ord for det.

Men jeg må henstille, at alle bilister i hele verden får fikset deres forlygter NU, for hver eneste gang jeg ser en bil med én fungerende og én defekt forlygte, spjætter ordene: ”Bagerens dårlige øje” ufrivilligt løs i hovedet på mig.

Hver ENESTE gang.

Og jeg ved for fanden ikke engang, hvad bagerens dårlige øje er!

Så en transskription af den mentale aktivitet hos mig på en typisk køretur ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg skal huske at tage Antons regntøj med, når jeg henter ham. Det trænger til at blive vasket. Bagerens dårlige øje. Har jeg egentlig mere Biotex? Fuck, hvor blev det – bagerens dårlige øje – bare skidegodt af at blive malet, det badevær – bagerens dårlige øje – else.

Aj, men.. vel??

Skal selvtilvanvidsdrivelse aldrig være en OL-disciplin?

En sikker måde at få ørerne i maskinen på, er at blogge om noget, der har med politik at gøre. Men jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, for ellers dør jeg af irritation.

Indtil nu har jeg udelukkende hørt de blå tude over det ovre på FB, og jeg kan.ikke.forstå, hvordan det adskiller sig fra al anden brugerbetaling, som de ellers er så begejstrede for i det farvesegment?

Forklar mig, hvad fanden det har med misundelse at gøre?

Forleden kunne jeg ovre ved Maren til min store gru læse, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om at blive krammet. Lad mig hermed benytte lejligheden til en kollektiv, dybtfølt undskyldning til alle de sagesløse Maren’er, jeg i tidens løb har krammet på.

For mig er stort set alle mennesker krammeobjekter, og jeg kan heller ikke rigtigt henvende mig til folk uden medfølgende håndspålæggelse. Meningen med mine ord kommer tilsyneladende kun RIGTIGT frem, hvis budskabet både fremføres verbalt og understøttes af fysisk berøring. 
Det er en slags handikap, jeg har

Jeg kom til at ae en af Antons pædagoger på kinden.

…

Vi er ikke jævnaldrende, men hun er fandme i hvert fald for gammel til at blive aet på!

Jeg blev bare lige så rørt over, at hun virker så glad for Anton.

Og hvad siger man? ”Undskyld, jeg kom til at ae på dig?” Men jeg mener det helt ind i den dybeste, mørke afkrog af mit sind, når jeg siger, at det ikke var med vilje. Det … skete bare. Lidt ligesom da jeg forleden kom til at kalde manden ved kassen i Silvan – på lige omkring de 40 – for ”Lille skat”.

Så jeg valgte bare at stryge ud af døren med Anton under armen og ”Aening? Det kender jeg ikke noget til”-mimik, i håb om at hun måske troede, at hun havde mærket syner.

Findes der en slags post-barselskørekort, man kan tage, før man lukkes ud i civilisationen igen?

Jeg går ud fra, at de fleste af os har en uvane eller to. En af mine, som jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg er begyndt at transportere autostol med indhold rundt i bilen, er at jeg taler til andre bilister. Grimt. Men naturligvis kun, hvis de har fortjent det.

”UH! Se mig, jeg er tynde veninde!” og ”Nå! Der er nok nogen, der ville ønske, at de var en ambulance, hva!” ud af munden på mig. (Jamen, så hjælp mig dog!)

Med det resultat at 20 biler holder tilbage for det blinkende skilt ”BRED LAST!” og den eneste bilist, så langt øjet rækker, er mig.

Det er vist en universel sandhed, at man, i takt med at man bliver ældre, synes, at de unge taler grimmere og opfører sig dårligere, end vi selv gjorde, da vi var på deres alder. Jeg er ingen undtagelse, og hvad enten det er pga. min aldersbetingede pligt, eller om det er fordi, der rent faktisk er reel grund til bekymring, synes jeg, at tonen blandt de unge i dag er blevet voldsomt rå, og at mobning når nye højder, fordi der på grund af de sociale medier, ikke længere er helle nogen steder.

Nu er det ingen hemmelighed, at det er mig, der ligger på bunden af Marianne Jelveds håndtaske, og jeg er sikker på, at den siddende regering ville være præcis lige så slem, hvis the upper hand var forblevet blå, men jeg synes godt, at man kunne have forventet lidt mere stil end det.

Og jeg ved godt, at når man vælger at være en offentlig person, vælger man også, at en del af offentligheden forholder sig til én. Det er den samme argumentcirkel, jeg selv er med til at holde liv i i blogland, hvor hønen er, at man må kunne tåle, at folk forholder sig (negativt) til det man skriver, hvis man vælger at skrive det, mens ægget er, at folk kan lade være med at læse med, hvis de ikke kan lide det, de læser.

Men hvordan skal vi forklare ungerne, at det er mangel på respekt, at sidde med ¾ af opmærksomheden rettet mod mobilen i undervisningen (og svært, grænsende til umuligt at få fuldt udbytte af indholdet) når dem, der sidder i den vigtigste klasse af alle, er skideligeglade?

Og hvordan forklarer vi dem, at de skal tale pænt til både hinanden og lærerne, når nogle af de vigtigste personer i det offentlige rum, verbalt bruger overlæggeren som fodliste?

Stram nu op, venner.

Er det ikke længe siden, vi har set noget til ham?

Med tillægsspørgsmålet: Er jeg den eneste, der var tusind på, at det var en aprilsnar, at han skulle forestille at være cand.stud.psyk. Bjarne et-eller-andet fra Ålborg? (Ja, med Å. Fordi jeg kan.)

På en meget foruroligende måde savner man jo nærmest den lille appelsin.

Jeg var ovre i mit nye center og undervise i dag.

Nå, lige meget. Videre til historien.

Men altså. Man løber jo ikke efter hende ud i centret i bar røv, vel? Og der var ikke andre tilbage i omklædningen, jeg kunne bede om at stikke efter hende, så jeg besluttede mig for bare at aflevere dem i receptionen, når jeg gik.

Jeg svinger tasken over skulderen, går over til hende og rækker frem efter hovedtelefonerne, mens jeg siger:

”Det er ikke dine, vel? For jeg..”

”… så.. hende … der gik.. ” (wtf??)

Totalt med løg på, mand! Hvor gode nerver har man så!?

For jeg er lidt forpustet i de her dage. Synes pludselig at det vælter frem med møder og surpriseopgaver af den slags, man godt et sted i en perifær afkrog af kalenderhjernen ved ligger på lur, men som man helt forskrækket tænker: ”Ajmen, det er da ikke NU?” om, når de springer frem med et ”TA-DAAH!!” Og når arbejdsdagen ikke skal være mere end to timer længere, end den plejer, før hele læsset vælter, og jeg sidder og damage controller, fra Anton er puttet, til jeg selv rammer dørken, (gror de maritime metaforer også på jer?) synes jeg pludselig, at det bliver lidt småt med tid.

Hvilket er grunden til, at det eneste, jeg blogmæssigt kan tilbyde i dag, er et kort kig på tværsnit af min hjerne fra dagens 5 timer i bil.

– Ih, hvor jeg altså synes, at LOC er pæn. Er man for gammel til plakater?

– SKRID NU FLUE!!! KÆFT, hvor irriterende! Hvordan kom den ind?? Ignorer den. Ignorer! Sgu da for dumt at gå glip af Antons opvækst, fordi jeg absolut MÅ vinde kampen over det lille lortedyr, og derfor glemmer at styre.

– HEY!! Kan sgu da bare hænge dem op inde ved Anton, og sige, at det var ham, der ville have dem!

– Hvor ER kaffe egentlig undervurderet. Varmer dejligt i en øm hals, smager godt, velegnet at vågne på (og det er derfor, at te aldrig kommer til at overtage verdensherredømmet!), og virker så fint som icebreaker i mit job. Folk vil én alt det bedste, og er altid utroligt gavmilde med flødeboller og hjemmebag; det er bare så svært at tolke med en kanelsnegl i hånden. Kaffe er måden at sige ja tak nok til, at de ikke føler sig som lorte-værter, samtidig med, at jeg kan passe mit arbejde – uden at blive tyk(kere).

– Åh nej, Steve. i(m)Sad.

– Jeg ELSKER min GPS!! Prøv lige at TÆNK, hvor meget Krak-print, jeg skulle have siddet og bladret febrilsk i, med den ene hånd på rattet og et halvt øje på vejen, hvis jeg skulle have fundet det her sted for 3 år siden. (Later-mover-Linda. Det er mig.)
– Er det for prætentiøst at købe en diktafon? Jamendeterbarefordi! Jeg kommer altid i tanke alting, når jeg kører, både blogindlæg, ting, jeg skal huske at købe og alt muligt andet vigtigt, men tilsyneladende er min hjerne tilsluttet bilmotoren, og slukker derfor sammen med GPS’en, når jeg parkerer.

– Nej! Nejnejnej! Hvad er nu det!?! NEJ! Hvad er det for en lampe??! Hvorfor lyser den?!

Et katastrofeblinksbelyst ophold i nødsporet senere:
Ok, rolig nu. Roooolig nu. (- men præcis hvor almindeligt er det, at biler eksploderer? *ængstelig-smiley*) Træk vejret og brainstorm på alt, hvad du ved om udstødningsproblemer. GO!

Og bare så alle kan falde i søvn i aften, kan jeg berolige med, at problemet viste sig at være overgnavede kabler. ”Ja, du har da ordentlig haft gnavere på besøg!” som den sjove Renaultmand spøgte.

Personligt mistænker jeg Anton.

Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.

Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.

Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.

Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples ‘Changed the way you kiss me’ (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.

W.T.F!!?

Med mit barn i.

Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:

”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”

Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.