Jeg går ud fra, at de fleste af os har en uvane eller to. En af mine, som jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg er begyndt at transportere autostol med indhold rundt i bilen, er at jeg taler til andre bilister. Grimt. Men naturligvis kun, hvis de har fortjent det.
Af en eller anden grund, som jeg ikke engang selv magter at gennemskue, har jeg set mig særlig sur på de små, vimse følgebiler, der altid kører før og efter særtransporterne. Hver eneste gang jeg passerer en, kravler der mugne orm a la:
”UH! Se mig, jeg er tynde veninde!” og ”Nå! Der er nok nogen, der ville ønske, at de var en ambulance, hva!” ud af munden på mig. (Jamen, så hjælp mig dog!)
Men jeg er ikke et mindre menneske, end at jeg godt kan trække på smilebåndet af det, når karma så sender bolden lige tilbage i skærmen på mig. Som når jeg f.eks. overhaler en vindmøllekonvoj, og den forreste følgebil pludselig stikker af, kører alt, hvad remmer og tøj kan holde, og 4 km længere fremme parkerer midt på vejen for at tvinge modkørende bilister til at holde tilbage.
Med det resultat at 20 biler holder tilbage for det blinkende skilt ”BRED LAST!” og den eneste bilist, så langt øjet rækker, er mig.
Hahahaha! Tak for et herligt morgengrin.
Du skriver bare sjovt.
Jeg tror vi alle kommer til at råbe lidt af de andre idiottrafikanter ind i mellem.
Det er da bare humor det der! :O)