Nu er jeg blevet en af dem, der har børn, hvilket betyder, at jeg kan kaste mig frygtløst ud i diskussioner om stort set alt, for der er ikke længere nogen, der kan sætte mig til vægs med børnekortet (HA!!). Og helt ærligt? Så synes jeg stadig ikke, at det er ret interessant at læse opdateringer på FB om andre folks børn.
For mig er andres børn små personer, jeg ikke kender. Og derfor gider jeg mest læse om dem, hvis de er sat i forhold til de mennesker, jeg kender, dvs. mine venner/veninder. Et eksempel på hvad jeg mener, kunne være Marens
indlæg om Mynte, som jeg medgiver, er lige vel langt til at fungere som opdatering, men som fint illustrerer min pointe; selvom omdrejningspunktet i historien er Mynte (som jeg ikke kender), så er det, hvad oplevelsen gør ved Maren, indlægget handler om, og derfor labber jeg stadig glædestrålende hvert eneste ord i mig.
For jeg tror, at selv os/dem med børn kan blive enige om, at det også ret hurtigt ville blive kedeligt at læse om f.eks. hinandens kærester, hvis updateringerne kun gik på, hvad han/hun fejlede, sagde eller havde på.
Jeg forstår dog godt, hvordan det kan ske, for det er ligesom med profilbillederne, som præ-Anton var noget, jeg godt kunne hidse mig lidt op over (hvis jeg gjorde mig umage), for hvorfor skal det barn med på ALLE dine billeder?? Kom de til at smide din selvstændige personlighed med ud i sækken med biokemisk affald, da moderkagen røg? I dag, et barn klogere, har jeg forstået, at det er fordi man aldrig, aldrig, aldrig er alene nogen steder, (heller ikke på toilettet) og derfor ikke kan fanges af linsen solo.
Det mærkelige er, at det for det meste er ok, ja, tilmed ret cool, faktisk. Anton og jeg var f.eks. til barnedåb sidste weekend, og det var HYL at have ham med. Jeg havde min egen lille fest, da han stillede sig på mine ben i kirken for at vinke til præsten, og jeg elsker, elsker, ELSKER at have et barn, der kaster sig over fremmede med et begejstret ”Hvor har du VÆRET!!?”-smil over hele femøren. (Bør vi egentlig opdatere det udtryk? Over hele 10’eren, lyder også bare lidt fladt, gør det ikke?) Og jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at blæse ud over hele internettet, at barnet har lært at sige ’bøh’, som jeg synes er et jævnt cool valg af første-ord.
Jeg ved ikke, hvordan man kommer omkring det, for jeg er helt på det rene med, at alt det, der fylder hele verden for en, når man har fået et barn, ikke giver ret meget udslag på sladder- og underholdsningsbarometeret, men derfor lukker man jo hverken blog eller fb-profil. Og selvfølgelig bestemmer man fuldstændig selv, hvad man skriver derinde, og for dem, som bruger de sociale medier til at holde familie og venner up to speed, er børneopdateringerne jo helt fine.
Men vi er nogen, som har brugt vores FB på én måde i vores tidligere liv, og som nu sidder og ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre.
For mit vedkommende har det betydet, at jeg er gået fra at opdatere min profil en gang om dagen til at opdatere max en gang hver 14. dag, for jeg ikke gider være hende, der kun skriver om sit barn. Så hellere være hende, der slet ikke skriver.
Jeg synes ikke, at man skal melde sig ud, fordi man får et barn, men man går sgu lidt i stå i en periode.
… For det er kun i en periode, ikke? Ikke?? Eller er det nu, udviklingen stopper? Er det det her der sker, og er årsag til, at en hel generation stadig går med ravkæder, mens dem, der er 10 år yngre elsker de små, røvforstørrende rygsække? Fordi man lige havde travlt med at føde og opdrage, da dinoerne ringede og re-claimede deres harpiks, og rygsækkene at bære det i, og derfor stadig tror, at det er the shit?
…
Nå. Så kan de sgu da i det mindste tidsbestemme, hvornår jeg levede og fik børn, når de graver mig frem om 2000 år.
Pssst: Indlægget handler om Kamille 😉
Og ellers,- right you are!!
Anne F.
Kamille Mynte… hedder den sidste Lakrids?
Jeg er nede med det du siger opdateringer som
"Nicolaj sked i potten for første gang i dag" er ikke i orden.
hahaha. Det er godt spottet det med mødre der sidder fast i en bestemt tidslomme. Hahaha:)
jeg har med skam at melde lige opdateret min blog med en søndag med søn.
han er 28.
det holder _aldrig_ op, Linda.
Da jeg fik barn besluttede jeg, at jeg ikke ville lave facebook-updates om bavianens afføring.
Det er faktisk lykkedes mig at holde de første 6 måneder (and counting!)
Jeg synes, børneopdateringerne er helt fine – men alt med måde!! Og du har da masser af andre sjove/interessante ting OGSÅ at byde ind med! Du kan jo stadig blogge om ting, som ikke kun er Anton – ergo kan du også (hvis du vil :-)), opdatere fb med en blanding af Anton/ikke-Anton! Fx. Indignationen over diverse ting 😉 Elskede også din Anton- opdatering forleden:-)
Villads (10 måneder) første ord var også Bøh (Kan kun råbes tilsyneladende…)
Og nej det stopper aldrig. Men så længe man kan gøre det med humor, læser jeg trofast med, og griner med jer og ad jer, fordi det er jo mig selv lige nu, om 5 år og om 10 år.
Med en 3 måneder gammel søn, må jeg også tilstå at der er lidt stille fordi der ikke sker så mange totalt vilde ting ud over børnepasningen. Jeg har også lovet, at jeg ikke vil skrive for meget om mit afkom, men lur mig om der ikke endnu engang har sneget sig et billede på bloggen. FB holder jeg sådan noooogenlunde børnefri (endnu).
Det er en kæmpestor fornøjelse at have Antons selskab, når han kaster sig i armene på en på den måde. Og lige skal række ud og røre ved ens ansigt, når man går forbi. Dejlige dreng.
Er heller ikke meget for når børnene overtager mødrenes Facebook-profil, men såén er det måske bare? I hvert fald har din blog, som altid givet et godt indblik i hvad der egentlig rør sig i det ukendte. Tak for det!
Her er til gengæld et hylesjovt eksempel på hvordan børn GODT må være en del af ens profil (og for god ordens skyld skal jeg sige at jeg ikke kender hverken barn eller far og derfor er fuldstændig uvildig): https://www.facebook.com/media/set/?set=a.10150508073938327.461191.750403326&type=1
Pernille
Jeg skriver ikke så mange børneopdateringer, selv om jeg har et lille barn. Men jeg har heller ikke været typen der altid skrev om hvad jeg lavede. Jeg skriver tit om noget jeg tænker eller læser eller ser. Om krager der taber nødder på mig mens jeg venter på bussen eller om ordet "kvindelig", som præster, politikere, forfattere etc. STADIG skal beklikkes med.
Det med billederne, derimod, uha. Andres børn er ikke så spændende. Men det er deres ferierejser, byture, hunde, katte og kager heller ikke. Hvis man ikke kender dem godt. Løsningen er også tit for mig kun at børneopdatere til folk på familie- og svigerfamilielisten.
Så længe jeg skal slæbes igennem folks ustoppelige løbeopdateringer har jeg tænkt mig at spamme verden med mit barns afførring. Som straf. Og du skal da selvfølgelig ringe til din mor, når Anton siger noget sjovt. Min mor er både flink nok til at grine og endda fortælle det videre til andre. Mere begejstret publikum findes ikke.
Det går over. Mine profilbilleder på FB er 100% uden mine børn. Og det er ikke KUN fordi de ikke vil. (15 & 18 år)
Prøver lige igen fra min egen konto.
Veras første ord var også "bøh" – nu gentager hun alt hvad jeg siger 🙂
Jeg forsøger også at begrænse mine updates om ungerne. Ind i mellem (læs ofte) sniger de sig dog ind på bloggen. Men du har ret. Det pisser også mig af, når folk beretter om hvornår lille Lea-Amalie lagde sig til at sove.
En anden ting jeg heller ikke magter er updates om hvad folk skal ha' til middag og om deres kæledyr. det er bare så NÅ!
Åh, hvor er jeg glad for at læse dit indlæg. Det er efterhånden sjældent, jeg skriver statusopdateringer på FB, efter jeg fik min datter for tre måneder siden, for jeg synes, de skal indeholde andet end hende. Og absolut aldrig nogensinde noget om hendes afførring.
Til gengæld ligger jeg af og til et billede af hende på FB og min blog.