Det er mig, der er inde i nærpolitiet.
I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.
Øhmm…
Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?
Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?
Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure?) – hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.
Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ugen dagen.
Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.
Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.
Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.
Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)
På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.
Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.
@#!%#!!
Ej, men jeg HADER sådan noget!
25. november 2011 @ 21:02
Men hvor må din nabo være glad for, at du ringede til politiet, for TÆNK NU HVIS det havde været en indbrudstyv! … at han så havde nået at slippe væk, som du skrev, siger vi ikke til nogen. Du gjorde en indsats, som din nabo kan være glad for!
25. november 2011 @ 21:49
scenen en meget sen december nat med sne i Vesterbrosgader, stå i vinduet og ser ud over gaderne skal have lidt luft så jeg kan vende tilbage til min bachlor opgave. Finder det underligt at der stå to unge fyrer nede i gaden og fryser i kulden de kigger ret meget op mod mit vindue….efter ldt tid begynder de at slogs med sne men noget er forkert….jeg tager min tlf frem og overvejer at ringe til 114 drengene forsvider….lidt tid efter smutter der en ung fyr ud af en af de parkeret biler…..ringer 114 som kommer og ganske rigtig de var ved at sjæle en bil den unge politi mand kunne ikke forstå at jeg ikke ringet med det sammen da jeg blev mistænkelig men hvad siger man to drenge slogs med sne kl lort om natten i en af vesterbrogsgader
25. november 2011 @ 22:42
Jeg syntes det er cool at ringe…Hvis nu Polen var målet ville jeg have været glad for en årvågen nabo med et råbende barn på armen…ÅSÅelvom jeg skulle froklare de 13-årige betjente at jeg bare hvade glemt nøglen !!!
26. november 2011 @ 06:50
Ha, sådan! Hellere ringe en gang for meget, end en gang for lidt! Og så må naboen finde en låsesmed en anden gang, fremfor halsbrækkende øvelser på meget skråt tag. Så kan han lære det!
Hep på Anton's bidrag – i øvrigt!
/Liv
26. november 2011 @ 08:36
Hahahaha! Åh en god og dramatisk fortælling! Jeg grinede endda lidt snot ud af næsen.
26. november 2011 @ 08:48
Jeg synes det er godt du ringede.
26. november 2011 @ 12:37
De unge betjente havde godt af at komme ud af patruljebilen og få strakt benene, visse vasse at det så viste sig at være en glemt nøgle.
Desuden har ejermanden af lejligheden sikkert også lært at han fremover ikke skal glemme nøglen, for reelt var det jo ham der satte det hele i sving.
26. november 2011 @ 19:53
MUAH-HA-HAAA! Det er sjovt, det der, Linda! Synes, det er toppen, du ringede. Hvad nu hvis? Hvar? Så havde du NOK lige siddet der med dårlig smag i munden bagefter. Så super gået, og lad det nu ikke holde dig tilbage en anden gang. Man ved aldrig….
– Signe
27. november 2011 @ 08:40
ja men altså: man går jo ikke over og ringer på først og spørger "er du nu dig, der bor der ?" – man gør som du gjorde: ringer til politiet! og shit happens- det VAR så ham, der boede der. Men HVIS det ikke havde været det, så ville han da være dig evigt taknemmelig!
27. november 2011 @ 10:48
Alternativ måde at møde ny nabo på =)
28. november 2011 @ 08:41
Fantastisk nabo at have. Nærpolitiet med råbende spædbarn på armen, altså…
Vi havde indbrud for en del år siden – og naboens dreng, som var inde i vores have for at hente en forvildet fodbold, så en ukendt mand nede i vores kælder, gik ind til sin mor og fortalte det… og hun gjorde intet. Tændte sikkert endnu en smøg og hældte en kop kaffe op, før hun zappede videre.
Suk!
Din nabo vil med garanti elske dig for det her – når han har overvundet chokket over at blive lagt i benlås af to overivrige strissere 😉
~ Karina