Hjem er, hvor hjertet er.

Jeg ved godt, at det her sikkert er svært at sætte sig ind i, hvis man er sådan en, der skal slæbes til træning ved håret, men jeg savner simpelthen mit gamle center så meget. Er nærmest der, hvor jeg overvejer at skjule updates på alle mine venner, der stadig træner deroppe, fordi jeg bliver helt grim og grøn, når de går amok i fælles glædesrus over et foredrag med Chris MacDonald, eller laver marathonevents med efterfølgende druk sociale aktiviteter.

Jeg havde håbet, at mit nye center hernede ville kaste lidt bekendtskaber af sig, men da der er færre medlemmer, færre timer på planen og dermed færre kolleger end i Århus, kan man faktisk passe sine timer, uge efter uge, uden nogensinde at løbe ind i en holdkammerat.

Da jeg flyttede herned, valgte jeg en anden og mindre kæde, end den jeg underviste i up north, fordi jeg tænkte, at det måske var bedre med noget helt nyt, end en bleg afart af det, jeg kom fra.

I sidste uge fik vi imidlertid at vide, at den lille kæde er blevet spist af den anden af de store, The Artist Formerly Known As Fjenden.

Blev først sådan lidt: ”Aj!! Ufrivilligt besudlet!?”

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo ikke er hende, der er med i ¾ af, hvad der foregår mere, og at det derfor måske ikke længere er så væsentligt, hvilket navn, der står i øverste venstre hjørne af lønsedlen. Er jeg ikke bare et gammelt surt røvhul, der har principper for princippernes skyld? Og er personalet egentlig ikke præcist ligeså godt/dårligt uddannet, som i min gamle kæde?

Men så ringede chefen og fortalte, at alle koncepttimerne skal ændres, så instruktørerne selv skal stå for programindholdet. Hvilket er fint, hvis instruktørerne er uddannede og ved noget om anatomi, fysiologi, musik, takter, cuing og tælling. Det er knap så fint, hvis man hiver folk ind fra gaden, giver dem 20 minutters undervisning, og derefter slipper dem løs på egen hånd. Så er det trods alt bedre, at de får stukket et program i hånden, som mennesker, der ved noget om træning har sat sammen, og som der så bare skal køres monkey see, monkey do på. Dels er det mere forsvarligt overfor medlemmerne, og dels minimerer det risikoen for, at jeg skal afgå ved døden af irritation over at deltage på en time, lavet af Michelle på 19, der mener at takttælling er helt, helt overflødigt, når man lige har fået nye bryster.

Så da jeg lagde røret på, havde min mund sagt op.

Nu må vi så bare håbe, at den gamle kæde kan bruge mig.

Published by

11 Replies to “Hjem er, hvor hjertet er.

  1. Selvfølgelig vil de det – ellers beder du dem bare ringe til mig, så skal jeg nok fortælle dem om verdens sejeste pump og spinning instruktør :o)

  2. Hvis din gamle kæde ikke hopper op og ned af glæde over at få dig tilbage, så har de sgu heller ikke fortjent dig!

    Vh Claus

  3. Jeg er ret sikker på, at jeg træner i den kæde, der lige har spist din, og jeg er virkelig så tilfreds. Har oplevet én helt ufattelig inkompetent instruktør, som selv gik efter tre uger, da hun så skriften på væggen. Ellers oplever jeg kun den kvalitet du efterspørger, ikke noget med monkey see, monkey do eller uvidende, ikke cuende instruktører. Tror det som så meget andet handler om, hvor man er, og ikke mindst ledelsen i centret.

  4. Fdk er s* da for dumme, hvis de ikke tager en super instruktør som dig tilbage med kyshånd! Vi savner også dig rigtig rigtig meget og din engagerede og kompetente undervisning. Og undskyld at vi ind imellem har armene op over hovedet over Chris MacDonald og søn ;-)!!
    Ps ku du ikke lave en gæstevisit i bussen og lave event ;-);-)?? Kom nuu :-)!!

  5. Har du mon skjult mig på FB nu efter mine glædelses udbrud? Jeg savner dig som instruktør. Du var så helt igennem fantastisk motiverende, sjov og nogle gange lidt skræmmende(Men det ka' vi li' – Det virker!) Du var engageret og det kunne altid mærkes på dine timer! ØV at du ikke er instruktør her mere for det er så fedt at ha' en instruktør der får en til at yde max, hver eneste gang! – Men tillykke til dem der er så heldige at få dig, håber fandme de sætter pris på det!

    KH Lykke

  6. WAY TO GO!
    Lad os for gjort op med teorien om, at det næst- eller tredjebedste også kan gå i mangel på bedre.
    Stay strong! som chrisseren siger 🙂

  7. Brug mig som reference.. til hver en tid! (Selv om referencer burde være overflødige for dig!) Klemmer fra Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.