Passende nok kan jeg selv få lov at starte med at balancere på den line, jeg spændte ud i sidste indlæg.
For da Anton fredag havde rekvireret en omgang strubehoste, begyndte hans feber at stige. Og stige og stige og stige. Først holdt han op med at spise. Så holdt han op med at drikke, og meget kan man sige om ham, men han er fandme et stædigt lille kræ; lige meget hvor længe jeg cirklede uskyldigt fløjtende omkring ham med koppen skjult i hånden, krøb det kæmpehul, han har monteret lige midt i ansigtet sig til str. X-small, når jeg angreb. Søndag nat øgede han indsatsen med at begynde at brække sig (notér jer venligst den manglende beskrivelse af mængde og struktur), og jeg turde ikke andet end at tage til vagtlægen.
I-fucking-gen.
Da vi sad derinde, kunne jeg se, at der var to læger på vagt. Den første var ude og hente patienter et par gange, inden den anden begavede os med sin tilstedeværelse. Da jeg så hvem det var, spontanmumlede jeg ned i Antons ene hår ”Ham vil jeg ikke ind til”. Hvortil den mor, der sad ved siden af mig, med en dreng der i både slattenhed og opkog lignede Anton, lige så lavt svarede: ”Det vil jeg heller ikke.”
Så har man godt nok været meget derinde, ikke? Når man ud af et tocifret antal forskellige medicinmænd og –kvinder ved, hvem der som udgangspunkt mener, at man er hysterisk, og at ALT kan klares med børnepanodil og vent-og-se.
Nå. Men vi kom ind til den anden (win!), som var sød, grundig og norsk, og som indlagde os.
Og jeg ved godt, at det er synd for dem i Afrika, at jeg skal være glad for at bo i et land, hvor man kan blive tilset af læger, når behovet opstår, og at de stakkels ansatte i den offentlige sektor gør det bedste de kan, med de midler de har – men jeg hader, hader, hader hospitaler. Jeg har det så utrolig svært med al den tid, der bare siver væk mellem fingrene på en, mens man sidder og venter i det uendelige på endnu en samtale med endnu en ansat, der heller ikke har læst journalen. Jeg er heller ikke specielt begejstret for at sove på en madras betrukket med voksdug (wtf!?), eller at skulle putte Anton i en metalkasse, der ligner et aflagt svinebur.
Og inden I stempler mig som en utaknemmelig, forkælet so, så vær søde at forstå, at det er sådan jeg reagerer på kontroltab; jeg tæller fejl. Og jeg kan garantere, at den, det er mest plagsomt for, er mig selv.
Efter utallige prøver og tjek, og udfyldelse af et meget detaljeret væskeskema, fik vi lov at tage hjem igen i går med truslen om sonde hængende over hovedet. Han skal begynde at drikke mere NU, og så skal han holde op med at kaste op. Ellers er det retur til 640.
Og BTW: Det han fejler, er vuggestuevirus.
Så nu er planen at blive rig i en fart, så jeg kan bestille en specialbygget autoklave, der kan spændes omkring institutionen, og så skal der fandme bare koges til.
Fuck!
Og helt ærligt jeg synes, at det er i orden, at man er på egen banehalvdel uanset hvor svært det er for andre mennesker. Vi kan ikke redde verden og det ligegyldigt hvor hårdt vi spænder for.
jeg kan til fulde forstå, hvorfor du har det som du har det. Der er INTET værre end tab af kontrol.
Jeg ønsker virkelig at Anton snart kommer på højkant igen uden sonde, men alene på din omsorg og tilstedeværelse.
Mange tanker 🙂
God bedring til Anton.
Og vær du glad for voksdugen på madrassen – alternativet ville være overtisset/savlet/brækket/etc. madras som ikke kan sprites af/rengøres;o)
HADER også hospitaler… og vagtlægen er ikke… ja… don't get me started…
God bedring til den unge mand…
God bedring. Rigitg meget god bedring.
Neeeeeej, – dumme, dumme vuggestuevirus. Og stakkels, stakkels Anton og hans mor!!
Du tæller fejl. Jeg stiller spørgsmål, – til lægen, til sygeplejersken, til sosu-assistenten og alle andre i kittel. Og stiller de samme spørgsmål til nogle andre og nogle tredie igen og igen og igen. Og analyserer og går i panik… Hader også hospitaler og HADER at være der med min børn.
Du ammer slet ikke bare en lille bitte smule mere vel..? Sådan har vi indimellem reddet os ud af krisen, når væskeindtaget har været for småt. Altså også selvom amningen næsten var et glemt kapitel, så har vi genoptaget det og holdt den kørende, indtil det værste var overstået.
Og ellers sodavandsis og alt det andet, som der sikkert er tusind andre, der har rådet dig til… Og jeg ved godt, det er umuligt, når afkommet først har rimpet munden sammen og sat sig for ikke at indtage hverken vådt eller tørt, – men jeg krydser fingre og håber for jer begge to, at det hele snart er godt igen!
Stødte engang på en læge, der sagde, at "vuggestuer er de rene pestbuler!"… Skønt!
Alt godt i jeres retning!
Kh Anne F.
Du kan snart tegne abonnement derinde.
SIdst jeg var på skadestuen tog det 9 timer…
God bedring!
Stakkels Anton og mor! Rigtig god bedring