Min forståelse for tvivlsomme forældre-calls vokser proportionalt Antons alder. Da han var helt lille, kunne man bare lægge ham i liften og gå ud i haven og skrige ind i en hæk (uden dog på noget tidspunkt af nå op på det imponerende, trecifrede decibelniveau, den unge mand kunne hive ud af gabet), hvis man ikke lige vidste, hvordan man skulle gribe en situation an, men dengang, for titusind år siden, kunne det at være mor koges ned til mad, ren røv og søvn (roflmao).
Og det er så nu, jeg begynder at opdage, at opdragelse ikke er noget, man kan vente med at gøre til man lige har besluttet sig for, hvad man mener om dette eller hint. Det er rimelig meget noget, man skal tage stilling til her og nu.
Og forleden fortalte min veninde, at datterens bedsteveninde på 11 år gerne ville tabe 15 kilo, og ville få en Iphone af sine forældre, når målet var nået. De brugte vi lang tid på at snakke om. For risikerer man ikke at pakke telefonen pænt ind i en spiseforstyrrelse, når man betinger den af et vægttab? Eller taler man de unges sprog ved at motivere med noget, de forstår? Er det i virkeligheden ikke værre ikke at gøre noget, når man tænker på, hvor mange problemer det potentielt kan give for børn at være for tykke, end at bruge gadgets som lokkemiddel? (Her havde jeg egentlig forestillet mig at spinne en joke over temaet apple=æble=slankekur, men Anton har omgangssyge på 3. døgn, så min hjerne ligger ude i vaskemaskinen sammen med nattens sengetøj.)
(I flertal.)
(Sengetøjet altså. Ikke hjernen.)
Måske er det derfor, at timeouts er så populære i USA? Ikke for at børnene kan sidde der på skamlen og tænke over deres usle adfærd, men for at forældrene kan nå panisk at google, hvilke opdragelsesprincipper der skal hives op af hatten?
Gustav er seks år og jeg troede, at det med hans store obsession af hans tissemand bare var en fase og ville finde et naturligt leje. Nå men nej.
Kan vi ikke blive enige om, at forældrene til det åbenbart 15 kilos overvægtige barn har pænt meget medansvar for de kg? Det er sgu lige før hun fortjener en Appel-butik for først at spise forældrenes mad og blive tyk og så blive stillet over for en minus-15-kg-opgave.
Ps Jeg sender så meget medfølelse din vej mht omgangssyge!
kom bare med den lammer!
MEN efter mange år og mange børn kan hele opdragelsesprincippet koges ned til: Nu gør I kraftedme som jeg siger, ellers er der ingen julegaver – og I nærmer jer allerede en negativ saldo på den konto.
Nej det er ikke sandt, men alligevel heller ikke helt løgn …
Stakkels barn, hende med de 15 kilo for meget!
Stakkels Anton,fordi han har omgangssyge..
Stakkels dig, fordi Anton har omgangssyge!
Stakkels dig, fordi det ikke nødvendigvis bliver nemmere med alderen (barnets altså) – og ja, send så bare en lammer denne vej..
Jo forresten, det med at smide sutten af Helvede til, det går over 🙂
Min kærestes datter er 18 og stærkt overvægtig. Faktisk i kategorien hvor forhøjet kolesteroltal banker på. Hendes mor er tilgengæld sundhedsfanatiker, pivtynd og påpeger hele tiden vægten (Det tror jeg så ikke på hjælper heller)
Begge husstande serverer vældig sund kost, hvor hun heller ikke spiser meget til måltiderne, men hun smugspiser.
Overvægten kommer klart af caféture med veninder, coinoffers og chips hun smugler ind. Og hun er o-v-e-r-h-o-v-e-d-e-t ikke motiveret for at tabe sig. Egentlig underligt, for hendes veninder er alle sindsygt magre.
Der er nærmest ikke de modeller, vi har overvejet og afprøvet for at få hende ned i vægt. Incl fællesmotion, læger og kostvejledning.
Min pointe er derfor, at hvis motivationen til at komme af med en sundhedsskadelig overvægt kunne komme via en iPhone, så var vi hoppet på den.
Fx fik hun 5000,- for at holde op med at ryge – og holde det.Det virkede.
jeg synes dog det er noget i overkanten, hvis man skal smide 5000,- hvergang børn skal ændre sundhedsskadelig opførsel…
Men spørgsmålet er om målet helliger midlet? Skal man ikke bare bruge det, der virker? (Hvis man ellers kan få opklaret hvad det er?)
God bedring til alle i det lille hjem
Pumper du stadig meget? Bare så man lige kan vurdere ifht. den der lammers kraft 😉
Hej og tak for rigtig fin blok. Smiler henrykt, når Bloglovin' sender besked, at der er læsestof i vente. Humoristisk, ironisk, hjertevarmt og sjov læsning. Angående store og små problemer i relation til sine børn. Det er måske i grunden "bare" udfordringer og læring gennem forældrelivet? Det er værre med bekymringerne, synes jeg. Husker da jeg blev gravid med min første, og min X sagde, at fra da ville vi for evigt være bekymret. Der er ikke ofte, jeg er enig med ham X, men lige netop dér, må jeg give ham ret. Jeg udskifter ordet problemer, så det bliver små børn små bekymringer (relativt), store børn store bekymringer. De ændrer bare karakter i takt med årene, der går. Nu er mine 16 og 18 og en kilde til glæde… og bekymringer. PS Det der med egen facination af deres drengeting. Det aftager jo ikke, det ligger vel helt fast, men på et tidspunkt er det et helt og fuldstændigt lukket land for mødre, søstre, gæster osv, og så er den bekymring væk … og afløst af en anden… 🙂
Herhjemme bliver der ikke kastet med sutter, men hele barnet lader sig i lige så hurtig fart svinge ud over trammesengen. Om man er på værelset med ham eller ej – også selvom han er så træt, at han allerede taler i søvne. Jeg klamrer mig til frasen: "det et bare en fase"! God bedring med omgangssygen, som jo heldigvis er en af de korterer faser, omend det fylder alt, mens det står på. Kh Caroline
Nå men øh – jeg har termin i Juli, og fik da lige et skud realitets piller ved at læse dit indlæg. Tak, tror jeg nok;-)
Du er simpelthen så god når du er træt. Ved godt at det vel varmer lige så meget, som hvis jeg var din dumme kæreste, og sagde at du var sød når du var sur. Men jeg mener det. Du skriver knivskarpt når du er træt. Skal vi kramme nu? :*