Holdånd.
Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.
sparsomme erfaring, er de utrolig søde og tålmodige mennesker, der ikke bliver
sure, hvis man træner sin venstre bicep 7 minutter, mens den højre må nøjes med
2. Så længe man bare giver lidt af sig selv er de glade, og da jeg ikke kan
være i rum med nogen som helst i 20 sekunder uden at foie gras-fodre dem med min
personlighed, var det en ret fordelagtig aftale for alle parter.
Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.
samt manglede saunaer, hårtørrere og headsets.
Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.
nok til at blive introduceret til træningslivets glæder. Og hvor gerne jeg end
ville udstyre ham med hans eget lille fitnessdk-medlemskort, så må jeg desværre
nok æde, at chefen – min meget insisterende spørgen til trods – holder fast i,
at målgruppen ”19 måneder +” er for smal til at finde vej til holdplanen.
Så vi skal i forening, Anton og jeg.
* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.
udtryksløs i ansigtet, når jeg forsøger at skjule, hvad jeg i virkeligheden
tænker, ikke er nået til Esbjerg.
* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.
der tuder mest over, hvor stor og dygtig min lille unge er blevet. (Hvornår
blev man sådan??)
* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.
50 shades of ligemeget.
Så fik jeg også slæbt mig igennem bogen. Og med slæbt mener
jeg virkelig slæbt. For mig vendte siderne på ingen måde sig selv; de lå
nærmest bare sådan lidt apatisk og gloede ud i luften.
Jeg hader den ikke. Jeg sidder bare tilbage med noget, der
bedst kan beskrives som mild forundring over, hvad the fuss is about.
Mit primære problem med den her bog er sproget. Og det selvom jeg, modsat Maren, der lever af tekst, og Lene, der har en
kandidatgrad i litteratur, bare er plain og simple forbruger. Jeg er på
litteratursiden blottet for fine fornemmelser; min litterære føde er at
sidestille med MacD-menuer, og består primært af krimier og rockbiografier. Jeg
elskede Harry Potter og Twilight, og jeg har ingen betænkeligheder ved at lave
en beskidt tackling på børnebiblioteket for at få fingrene i den seneste True
Blood, før hende den lille magre med bøjlen.
Men det her… Altså, hvem er målgruppen?? Jeg forstår det
simpelthen ikke. For modsat de bøger, jeg har nævnt ovenfor, som har det til
fælles, at deres læsere formodes at være ca. 14 år, hvilket retfærdiggør et
vist element af naivitet og simpelhed i sproget, så tror jeg nok, at de her Grey-bøger
er tænkt som natbordslitteratur til relativt voksne kvinder. Og hvis det er
tilfældet, begriber jeg ikke, at hovedpersonen – en 21 årig jomfru, der naturligvis
er fuldstændig uvidende om egen skønhed og charme – skal have et sprog som en afasisk
12-årig.
Tillad mig at citere:
”Jeg kan mærke ham. Der.”
godt klare det, siger hun indtrængende.”
Det kan godt ske, at vi er lidt vel friske i provinsen, men
en 21-årig, der er SÅ infantil i sin seksualitet er simpelthen så utroværdig
for mig, at det forstyrrer den smule historie, der måtte have været.
ønske, at jeg kunne lide den. Eller at jeg i det mindste var forarget. Et eller
andet. Men titlen til trods synes jeg, at den prøver at gøre sig mørkere, end
den er, og jeg tvivler på, at bogens bagside ender med at få ret:
”Mega-bestselleren,
der vil forføre dig, besætte dig og blive hos dig for altid.”
Helvede er – stadigvæk – andre mennesker. Og deres dyr.
Mange af mine venner er dyremennesker. De fleste af dem har
fået hold på sig selv, inden de ramte niveauet, hvor man glædestrålende deler
sin vaffelis med sin hund, men glade for dyr; det er de.
inden I begynder at smide med sten og sætte ild til mit kommentarfelt, vil jeg
gerne skynde mig at tilføje, at det, at man ikke knuselsker alt, hvad naturen
kan opbyde af pels, ikke er det samme som at synes, at de små svin bare skal
bruges som forsøgsdyr, inden vi piner dem langsomt til døde. Vi skal alle
sammen være her.
Kan I godt høre, at det trækker op til et ’men’?
sine naboers dyr, men (og der kom det) … Ok, nu siger jeg det bare ligeud:
Jeg hader mine naboers hunde.
Jeg ved godt, at man er nødt til at skrue voldsomt op for
rummeligheden, når man bor i rækkehus, for haverne ligger nærmest oveni
hinanden, og har man valgt at bo her, følger den del med. Jeg ved også godt, at
jeg sikkert også er skideirriterende. (Gu er jeg da ej. Jeg er da drømmenaboen
og alle skulle tage at ønske, at de boede ved siden af mig.)
kl. 20 slæber 5 venner med hjem og begynder en sjov leg, der går ud på at finde
ud af, hvor højt man kan råbe, når man hopper fra trampolinen og over i
badebassinet. Jeg forsøger at misunde dem deres rige sociale liv, når de om
tirsdagen holder havefest til den forkerte side af midnat. Jeg har undladt at
kommentere det mageløse faktum, at det er lykkes min ene nabo at finde 12
fliser, der er PRÆCIS magen til de 12, der forsvandt i min baghave, da vi
flyttede ind. Heldige sammentræf kan man ikke holde for.
Men jeg er simpelthen så træt af, at Paris Hilton-kravlet
til den ene side ter sig som om, det er den mod resten af alt, hvad der bevæger
sig i verden. Gø-duellerne på tværs af min have, der ALTID skal afvikles, når
Anton skal sove, får min hud til at krympe et nummer af irritation. Og jeg blev
fandme stram, da jeg forleden for 3. gang på en aften måtte eskortere den anden
nabos hund ud af mit hjem, fordi den – igen – var hoppet over hegnet og
spadseret ind af min havedør og ind i min stue. (Prøv at gætte, hvor
forskrækket man bliver, når afkommet er lagt, og man sidder og puster ud i sin
yndlingsstol med kaffe og computer, og der pludselig står en meter hund og
stirrer stift på dig. 3 gange.)
bestyrelsen, så jeg har gjort en dyd ud af at få sagt på en ordentlig måde, at
det ville være helt fint med mig, hvis de fjernede hundelortene i haven, så vi
slipper for dén stank i sommervarmen, og at jeg, hvis jeg ønskede mig en hund i
mit hjem, nok selv skulle stå for at anskaffe en. (Ok, de præcise ord efter 3.
gang var: ”Få. Styr. På. Den. Hund. NU!!”, men forskrækkelsen taget i
betragtning, synes jeg godt, det kan forsvares.)
Man skyder ikke sine naboers dyr. Men man kan fandme godt
have lyst.
PS: For god ordens skyld vil jeg bare lige sige, at jeg er med på, at det – ligesom med børn – ikke er dyrenes skyld, men ejerne/forældrene, der ikke tager deres opgave alvorligt.
Top 5 over ting, vi ikke gør mere.
1) Ruller bilvinduet ned og kyler vores affald i ud
vejkanten. Ja, sorte Fiat Punto på E20, jeg taler til dig. Vi afskaffede denne
form for renovation nogenlunde samtidig med, at vi holdt op med at hælde vores
gamle køleskabe og rustne cykler ned af skrænterne ved stranden, fordi vi kom i
tanke om, at Bermudatrekanten var en sjov historie, og ikke noget, der var
monteret rundt omkring i naturen, så alt vores lort på mystisk vis forsvandt
sporløst, når vi smed det.
kan du med fordel lige tjekke en butiksrude næste gang, du passerer en: Hvis
du ligner en stork med kronisk overbalance, er det dig, jeg mener. Det er
egentlig meget samme koncept som med deltagere i reality-tv programmer: De
første to år var det ok at føle sig røvrendt over, at tv-selskaberne
typecastede og klippede dig til efter forgodtbefindende. Nu ved vi, at det er
sådan det foregår, og så er det forbudt at tude over det, hvis man selv har
meldt sig. Same same med skoene: Nu har vi ALLE SAMMEN gennem 3 sæsoner set
kvinder i alle aldersgrupper komme snublende i denne type sko, så nu tjekker
man lige, at man kan styre dem, inden man hopper i dem.
3) Tager solarium. Din familie elsker dig og vil gerne
beholde dig. Stop nu.
er det den eneste sikre måde at garantere på, at vi allesammen kommer til at
holde her endnu længere; nervesammenbrud er meget lidt fordrende ift. at finde
koblingspunktet.
5) Punkt 5 er også kendt som Rodekassen, for her har vi de ting,
som vi har snakket om før – men åbenbart ikke grundigt nok. For vi
højtryksspuler STADIG ikke skrævet i fitnesscentret, med den ene fod på væggen,
så vi ORN’lig kan komme til med håndbruseren. (AdadAD!) Vent. Det har vi
faktisk aldrig gjort. Vi husker også, at andre mennesker ikke har lavet hul i
skemaet for at drikke kaffe med en umælende isse, fordi du sidder med hele
ansigtet i din mobiltelefon. Du har 72 timer til dit næste træk i Wordfeud, så
du kan godt afse 1 af dem til at være til stede her. Hvis du vel at mærke vil. Og vil
vi gerne bande på skrift, gør vi det ordentligt ved at stave sgu med ’g’ og
ikke med ’k’. (Her vil det være dejligt, hvis mine læsere vil være villige til
at se bort fra det faktum, at jeg konsekvent staver fandme uden ’e’. Jeg gør
det med vilje, fordi det ser pænere ud.) (Jamen, det gør det!) Og endelig lader
vi ikke børn tale i reklamer. Alle hader det. ALLE, siger jeg til dig!
OK SÅ! Så tager jeg en for holdet.
Som jeg forstår det på blade som Eurowoman og Woman, burde
jeg elske at shoppe, alene fordi jeg er kvinde. Det gør jeg også – men KUN,
hvis det a) sker ved et uheld eller b) er træningstøj.
Jeg kender stort set
alle Nike modeller og sko-mærker og kan købe hele kollektioner uden at skulle
omkring Stedet, Der Forvandler Al Selvtillid Til Mismodigt Støv – også kendt
som prøverummet – og jeg elsker at møde en ny taske eller en fed nederdel, når
jeg ikke forventer det. Men der er få ting, der kan få mig til at
irritationssvede mere end at skulle jagte en kjole, som jeg i hovedet ved
præcis hvordan skal se ud, gennem 4000 butikker, der alle sammen har en million
kjoler og ikke en eneste, der ligner den, jeg vil have.
Derfor er jeg ret begejstret for netshopping. Det er
relativt hurtigt at skaffe sig et overblik over udvalget, man behøver ikke
skulle rundt i 17 forskellige forretninger for at finde en størrelse 34 i
benlængde, man kan gøre det i sofaen med kaffen i hånden, og man skal aldrig stå
i kø. (Billetlugen og Apple undtaget.)
En af de få ulemper er dog besværet, man har, hvis man af en
eller anden grund skal have returneret varen, da alt, hvad der involverer Post
Danmark er pr. definition et minefelt af potentielle fuck ups.
Så da min over nettet tilvejebragte p-skive begyndte at
opføre sig mærkeligt, brugte jeg et par uger på at forsøge at true den tilbage
i funktion. Uden held. Jeg måtte derfor bide i det sure æble og sende den retur.
Som det er anført i §3, stk. 2. litra b i Murphys Lov, kunne sælgeren
naTURligvis ikke finde nogen som helst fejl på den, og han sendte den derfor
videre til producenten, der – surprise – heller ingen fejl kunne finde, men dog
valgte at bytte den til en ny under alle omstændigheder. Så da der i går lå en
seddel fra pakkeposten om, at der var kommet en pakke fra ”?” tænkte jeg, at
det måtte være den.
Da jeg hentede den, spekulerede jeg godt nok over, at det
var en relativ stor kasse til en p-skive.
Så åbnede jeg kuverten.
hvide 15 x 15 cm. æske, jeg fik den sidste i? (Bemærk strategisk rigtigt placeret
størrelsesforholdskuglepen.)
en kinky p-skive??
blindfolds.)
det der papir uden handsker?
sted. Skulle være en .. ahem.. voksenpendant til twillightbøgerne. (Ok, der
stod at det var blød husmorporno, men det andet lyder pænere.) Som jeg nu har
fået mit helt eget læsereksemplar af.
først at betinge sig, at jeg vil reklamere for den.
kunne give den en fair anmeldelse.
Den, der ler sidst… (-har ikke forstået pointen).
I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.
Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)
Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.
Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.
Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte – leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.
Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.
Hører det her til i kategorien “selvskabte problemer”?
Jeg må være ærlig og sige, at det kom noget bag på mig, da
kageklubben, mødregruppen og 3-4 andre sociale netværk for et par måneder siden
pludselig kom og annoncerede barn nummer 2.
Har vi ikke lige født??
gerne have et barn mere, men vi er lige er begyndt at have en lille smule fod
på tingene herhjemme (Nemesis, smutter du lige udenfor og leger?), og jeg
synes, at vi begge har brug for noget tid, hvor der er overskud, og alt ikke
bare kører på bedste beskub, inden vi river det hele ned og starter forfra.
Men det har selvfølgelig sat tankerne i gang, for hvis ikke
nu, hvornår så? Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke er interesseret i, at der
er 8 år imellem dem, men ikke desto mindre har jeg det som om, at jeg har stået
med hovedet i et hul i jorden, og slet ikke har opdaget, at tiden er gået. For
beslutningen træffer jo ikke sig selv, fordi jeg lige synes, at jeg er for
smadret til at spekulere over fremtiden.
Om halvandet års tid, er jeg blevet enig med mig selv
om. Hvis min krop gider igen, betyder
det, at Anton er omkring 4, når han bliver storebror. Så er han renlig (ikke?)
og har sprog nok til, at vi kan snakke om tingene. (Eller bliver han det eneste
barn i verdenshistorien, der skal klare sig igennem med Hej, Bøh og Traktor?)
problem med dating, som jeg havde, da jeg havde besluttet at få Anton: Jeg kan
næsten blive bange for at møde en, der er noget. Hvad stiller jeg så op? Jeg
vil ikke vente 10 år med at have barn nummer to, men jeg gider heller ikke have
børn med en, jeg nærmest ikke kender. Og hvad hvis man tror, at han er Den, Det
Skal Være – og vi så går fra hinanden om 2 år? Så står man der og hader, at man
satte projektet på hold.
Men … halvandet år uden mænd? Jeg ved godt, at jeg er
relativ privat omkring det, men jeg er jo ikke lavet af sten, vel?
indtryk, at de dater markant mere for sjov og for det gode selskabs skyld, end
vi gør herhjemme, hvor en date ofte føles mistænkelig meget som potentiel
optakt til bryllup.
Og bare lige for at tage den i opløbet:
Derfor kan man jo godt lige prøve at sende det en sms, næste gang man er fuld.
Jeg har haft kærester, der .. ikke forbød, men .. prøvede at hjælpe mig med
at stoppe mit krus-misbrug ved at kigge mildt bebrejdende på mig, når jeg igen
kom hjem og begejstret flåede noget hankpåsat keramik op af posen.
jagt efter Det Perfekte Krus, der får mig til at føle mig som en vigtig
hovedperson i en film, når jeg sidder og kigger ud af vinduet, mens jeg drikker
af det.
Det findes derude; det ved jeg.
forever så jeg et must-have krus, lod det stå på hylden i Plint, og
fysisk ondt, og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg ikke ender med at gå
tilbage og købe det
Kruset var pangfarvet og i den stramme, minimalistisk stil,
jeg ellers elsker, med indsat tefilter i kopstørrelse og et lille låg, og
det er fandme den bedste ide, jeg har set i stentøj længe.
Da jeg sidste gang mugede ud i mine køkkenskabe, besluttede
jeg mig for at slutte fred med erkendelsen af, at jeg aldrig bliver sådan en,
der drikker te. Desværre. Farvel til billedet af mig, der i dette scenarie også
er begyndt at gå i kashmirstriktrøjer og på magisk vis har fået bløde lokker og
mild stemmeføring.
folkefærd end kaffedrikkerne. Jamen, det ved jeg sgu da ikke. Fordi det tager
100 år at lave en kop, der så er lunken, når smulderet er færdig med at ligge
og svømme doven rygcrawl på se-mig-jeg-skal-have-særbehandling-før-jeg-giver-slip-på-mine-to-citronnoter-måden?
Og som PS aldrig bliver i filtret, men altid ender i bunden af koppen og dermed
– med 100 % sikkerhed – på tænderne. Tænker bare, at det forudsætter et markant
mere velafrettet temperament, end det, vi andre ”Hit for fanden med et
syntetisk stimuli, man kan skolde sig på NU!!”-drikkere tilsyneladende er
udstyret med?
Så lille krus i Plint: Det er ikke dig. Det er mig. Du skal
vide, at du er skøn, og dag kommer du til at gøre en anden illusionist meget
lykkelig. Farvel.
Nogen kunne godt trænge til at gå sig en lille tur i et par lånte sko.
Dagens indlæg er formentlig ikke specielt relevant for andre
end dem, der selv har børn i institution, men jeg blev så provokeret af den
debat, der kører i flere medier, at jeg bliver nødt til at skrive om det
alligevel.
sammen med vores børn og derfor bare stiller dem på institutionernes trappetrin
med en kiks om halsen og en ble i lommen sommeren over, så vi kan ligge på græsplænen og
slikke sol, mens vi realiserer os selv.
Ok, måske er det ikke helt det, der står, men det, de
mener.
står der i Politiken, mens JV kan fortælle, at
”Mange pasningsordninger oplever nemlig, at forældre sender
deres børn i institution for at blive passet, mens de selv holder fri i flere
dage – endog uger – fra jobbet. “Forældrene gør det, fordi børnene er
for besværlige. De kan jo godt lide rutiner, og forældre har mange ting, de
skal klare. Der er hele tiden et nyt projekt i huset, eller også mener de, at
de har ret til at gå på café og til at have deres eget liv” fortæller
familierådgiver Lola Jensen”
For det første giver udsagn som ”Mange småbørn holder aldrig
fri fra vuggestue eller børnehave” mig øjeblikkelige lyst til at holde det
talmateriale, der er brugt op mod lyset. Så det gjorde jeg. Ifølge et FOA notat, jeg fandt, var der i 2005 i gennemsnit 76 børn pr. institution. Jeg har
tilladt mig at antage, at det tal er steget med 1 procent hvert af de
efterfølgende år, ligesom det har gjort de sidste 10 år, hvilket i 2012 giver 83 børn pr. institution. Artiklen i Politiken bygger
på en rundringning, avisen.dk har foretaget til 17 institutioner, hvor de i alt
har fundet 43 børn, der ikke skal holde ferie, eller kun holder 2 uger. Hvis der er 83 børn i hver af de
17 institutioner, giver det 1411 børn i alt.
Det betyder, at de 43 børn udgør 3 %.
Det er måske lige flot nok at referere til
som ”mange”.
For ja, der skal nok være forældre, der ikke gider være sammen med deres børn.
Ligesom der er forældre der slår. Og drikker. Og lejer deres børn ud til naboen
for en guldøl. Men kan vi ikke godt være enige om, at det er fåtallet? Og at
langt de fleste forældre gør det bedste, de kan med de midler og evner, de har?
Jeg kender ingen forældre, der ikke ligger i blød i dårlig samvittighed de
fleste af deres vågne timer, fordi vi synes, at vi skælder for lidt/meget ud,
ikke er konsekvente/eftergivende nok, laver den forkerte mad, lader os køre
rundt med fra tid til anden og ind i mellem glemmer at børste tænder. Men vi
gør det jo for helvede så godt, vi kan, fordi vi elsker vores børn, og konstant
prøver at gøre dem til fine, glade, hele mennesker, der kan begå sig socialt
ved at sammenholde fordele og konsekvenser af det vi gør på hhv. lang og kort
sigt.
Jeg bliver så gal, når jeg læser Lisbeth Nørlunds udsagn om,
at forældre læsser deres børn af, for at de kan sidde og ”drikke café latte på
caféerne på Vesterbro. Og det passer skidt at skulle sidde og se overskudsagtig
ud, samtidig med at man har et vuggestuebarn med sig.” For det KUNNE jo tænkes,
at Lisbeth ikke var indviet i alle detaljerne i alle familiers historie.
Jeg har f.eks. en veninde, der er kronisk syg. Hendes mand
arbejder temmelig meget, fordi man – modsat hvad man skulle tro, når man følger
debatten rundt omkring i det danske mediebillede – ikke bliver dyppet i guld,
når man modtager offentlige ydelser. Jeg tror ikke, at der er ret meget, hun
hellere vil, end at holde sine børn hjemme og holde ferie med dem. Det kan hun
bare ikke holde til.
dertilhørende selvskadende adfærd. Når mørket hos hende truer med at tage over,
har hun nogle helt bestemte værktøjer, hun kan bruge for at tage det i opløbet –
bl.a. en åben aftale med psykolog, som kender hende og hendes historie – og sidste
år faldt nedturen sammen med familiens sommerferie, der derfor blev lidt amputeret.
Der er ret langt til Vesterbro og kaffen, synes jeg.
bliver betegnet som ressourcestærke, men for fanden, altså. Der er jo ikke kun
misbrugsfamilier i fugtige kælderlejligheder på den ene side og Lægen og
Advokaten med strandvejsvillaen på den anden. Der er tusind forskellige nuancer
af grå i mellem de to, og man skal sådan passe på med at sætte sig
til doms over andre, for selvom man mener, at kende sandheden, hele sandheden
og intet andet end sandheden, så er der som regel en detaljer eller to, man
alligevel ikke har kendskab til.
Her haaar I mig tilbage…
Så gik der 14 dage. Bum. Har heldigvis stadig en uges ferie,
der bare ligger og gør sig til foran mig, men det er også 2 fine uger,
vi har lagt bag os.
hhv. Fyn og Fanø. (Hvad? Kører I ikke bogstavtema på jeres ferier?) Fyn var
fuldstændig fantastisk. Sommerhuset, vi havde lejet, var sommerhuset nok til,
at det var ok at tage den samme t-shirt på
tilsandede klipklapfødder op i sofaen, men samtidig istandsat nok til, at jeg
ikke fik tics og åndedrætsbesvær. (I vidste ikke, at jeg var Paris Hiltons fede
storesøster? Well, you know now.) Vi var i Odense Zoo, hvilket var skideskægt,
fordi Anton nærmest slog knuder på sig selv af begejstring over alle dyrene, og
fik også, som det sig hør og bør, tømt Ikeas varelager i en sådan grad, at
Sverige ikke behøver at frygte græske tilstande de næste mange år. Der var
overnattende gæster, vin ad libitum og sol nok til at bade på terrassen. Elitesmiley til Fyn fra Anton og Linda.
Så tog vi til Fanø, hvilket på papiret lignede en god ide.
Vi havde lånt et sommerhus af nogle bekendtes bekendte; nogle ualmindeligt søde
mennesker, der havde ladet os leje det for et symbolsk beløb. Af respekt for
dem vil jeg derfor undlade at kommentere indretningen. Jeg vil bare nævne, at
der var kogepladeskjulere, snapseglas fra Himmelbjerget, ravklumper,
keramiksømænd, tørrede blomster, amagerhylder, billeder af fiskere og grædende
børn, ”Her man sidde i egne tanker, til en anden på døren banker” og meget,
meget mere. Fik jeg sagt at huset var 50 m2? Og ikke opvarmet? Hvilket var ligegyldigt
de første 36 timer, hvor solen bragede ned, men blev ret problematisk, da der
blev tændt for noget 6 døgnsregn, der faldt med en intensitet, der nærmede sig
hysteri.
Hjalp heller ikke, at barnet angreb Vesterhavet iført
regntøj og gummistøvler af flere omgange, og derfor blev ved med at producere
beklædningsgenstande, der ikke tillod luftfugtigheden at bevæge sig ret langt
under 98 %.
her!”-gejsten. Slæbte barnet med til Nordby, der skulle have en lammer for at
lade ordet’ –by’ indgå i sit navn, for det er fandme ikke meget andet end
to huse og en brugs. Det var således et fint øjeblik, da jeg spurgte en indfødt
om vejen til gågaden, og hun grinende svarede: ”Du står på den.” Prøvede
Sønderho. Samme problem. Videre til Naturlegepladsen, hvor jeg satte barnet,
der var viklet ind i vandafvisende tekstiler fra top til tå ned og pegede og
råbte: ”SE, HVOR FINT!” *skinger-råbe-smiley*. I samme sekund skiftede regnen
fra 4. til 6. gear, og Anton kiggede op på mig med træt ”Seriøst?” i hele sit
lille fjæs, hvorefter han pligtskyldigt gik hen og skubbede modløst én enkelt gang til
gyngen.
På opturssiden havde vi kaniner i baghaven. Jeg formoder dog,
at de nåede at tabe pelsen af stress over at blive jagtet af 1½-årig, der med
en skovl i hver hånd forsøgte at undslippe sin kedsomhed ved at jorde rundt efter det stakkels kræ, mens han prøvede at starte en samtale ved at brøle ”HEJ!HEJ!HEJ!”.
bygningen 4 dage før tid.
i stuen OG smide hovednøglen væk.
Så kender I mig igen, ikke?