Foreningsdebut

Er det her, man får medaljer, hvis man har husket mor/barn-gymnastik to gange på en uge OG har formået at stille på de rigtige steder? Jamen, så hit med dem, for vi kan stolt svare ja til begge dele.

De fleste af mine læsere ved vist efterhånden, at Anton er et barn med en relativ høj grundspænding, og da der er grænser for, hvor mange gange om ugen, man kan holde ud at piske op af trapperne til den store vandrutchebane i badetøj/forsøge at afholde ham fra at løbe efter biler og hunde/rumme, at barnet er bedre til boldsport end jeg er, har jeg meldt os til gymnastik to gange om ugen. De fleste foreninger hernede kun har et hold om ugen til børn under 2 år, så det betyder, at vi er meldt til i to forskellige foreninger.

I mandags stiftede vi så bekendtskab med den første af dem. Det. Var. Hæsligt. Ud over det sørgelige faktum, at der lugtede lige præcis lige så meget af sure tæer, som jeg synes at kunne huske, var vi omkring 110 mennesker i salen, fordi instruktøren ”ikke rigtig brød sig om at sige nej til nogen.” Det ville fandme ellers være super, hvis hun lige kunne lære at elske det i en fart, for prøv selv at holde styr på en hoppebold på speed, når der er 8 km. kø ved alle redskaber, og man træder på små mennesker, lige meget hvor man sidestepper hen. Og det er dejligt, at vi alle sammen elsker vores børn og gerne vil støtte op om deres fritidsliv, men det er måske lidt overkill at stille 2 forældre, 2 bedsteforældre og en håndfuld søskende pr. barn.

Nej, så var i dag MEGET mere mig. En dejlig fascistoid instruktør, der lige startede med at ridse reglerne op. ”Vi er for mange (vi var 50), der er kun ÉN forælder pr. barn på gulvet, og søskende må ikke deltage.” Fik med det samme lyst til at adoptere hende. Da hun så samtidig viste sig at have en målrettet plan for, hvad vi skulle, blev jeg helt varm og rolig. (Jamen, jeg kan jo ikke slappe af, når vi alle sammen bare dalrer rundt og hygger os bagerst i bussen. Nogen ER jo for fanden nødt til at styre det fordømte køretøj, ikke? Knus Organisatan)

Men for helvede i satan, hvor de larmer, når de leger, sådan nogle børn! Kan godt forstå, at pædagoger gerne vil have mere i løn, og udbetalt deres tillæg i ørepropper, og at ungerne er lidt bimse, når man henter dem i vuggeren.

Anton jernede rundt i 45 minutter, og jeg ville gerne have smidt et billede af supergymnasten op, men på alle dem jeg tog, er han bare en sløret, vandret streg i luften. De sidste 10 minutter løb han i cirkler om sig selv, mens han skiftevis råbte på mere, på kiks og på sut, og til sidst kollapsede han på skødet af mig. Det er aldrig – som i a.l.d.r.i.g – sket før. Udnyttede det groft, og skyndte mig at kysse ham skaldet helt forfra, mens han var for træt til at flygte.

Alt i alt en succes – men mine ører glæder sig stadig til på søndag, hvor jeg kan true hele mit hold til tavshed med løftet om armstrækkere til den næste, der åbner munden.