I love the smell of flirt in the morning.
Uden at jeg skal trætte jer unødigt med detaljerne, har jeg
en lille smule lyst til at pakke en kuffert med pas, penge og præservativer og
tage på ferie fra mit liv en uges tid. Der er simpelthen så meget praktisk, der
skal løbes ind, nu hvor Anton har været syg, og samtidig har han åbenbart fået
indopereret en hysterisk teenage-personlighed på sygehuset, da jeg kiggede væk;
jeg er træt, jeg har ondt i halsen, og jeg er ved at gå AMOK over, at han
skriger usanSYNlig højt af mig h-e-l-e t-i-d-e-n.
Når han altså ikke har travlt
med at smide sig dramatisk hen af gulvet og sparke til alt, hvad han kan ramme.
Nå, men derfor har jeg lyst til at sende en stor buket
rødvin til den mand, jeg mødte i morges. Som skamflirtede med mig, og som burde
insistere på at få disciplinen sat på OL-programmet, så han kan få den
guldmedalje, han fortjener. Selvom omgivelserne var håbløse, og vi 80 % af
tiden snakkede om børn, formåede han alligevel at give mig fornemmelsen af, at
han synes, at jeg var fuldstændig fantastisk, og jeg var 5 cm højere, og
smækfuld af overskud, da min kaffekop og jeg valsede ud af lokalet.
Grænsen er så hårfin; det er marginaler, der afgør, om man føler sig flirtet
med, eller om man lige bliver i tvivl om, om man er den først ankomne til
Scor.dk’s årlige sexparty.
Opfølgning. Rigtigt blogindlæg følger, når min hjerne virker igen.
Jeg er det mest utaknemmelige røvhul i verden. For selvom
jeg på nettet kunne læse, at der worldwide dør omkring 600.000 børn om året af
den virus, Anton havde pådraget sig, var jeg alligevel ved at skrige efter 36
timer på hospitalet.
oplysningen om, at vi ikke måtte forlade vores 15 m2 store værelse pga.
smittefare, og nu ved jeg ikke, hvordan vejret har været, der hvor I var i
pinsen, men her var det fornærmende godt. Hej drivhus. Og med Anton monteret
til dropstativ (og jeg vil gå let hen over, hvordan hhv. Anton og jeg tacklede
det, da det skulle lægges) med ledning (snor? sonde?) på 1½ meter, der helst
ikke måtte snos, ved jeg ikke om I kan forestille jer, hvordan vi har hygget
os?
En venlig sygeplejerske forsøgte at komme os til undsætning
med 4 legoklodser og en lastbil, da hun kunne se, at vi var ved at blive psykotiske
af kedsomhed, så hvis I nogensinde i Jeopardy får kategorien ”Lege, man kan
lege med legoklodser med én hånd”, ringer I bare til Steen Jørgensen mig.
Er det snart november?
Det er ikke fordi, vi ikke kan lide sommer. Det er det
virkelig ikke. Vi har endda købt en parasol og alt muligt. Det er bare lidt fordi,
vi er så nordiske hjemme ved os. Slet ikke cut out for bagende sol fra 6.02 –
22.17. Vi bliver jo nærmest skoldede på venstrearmene, hvis vi kører i Fakta efter kl.
15 og har solen ind af de vestvendte bilvinduer. (…Ikke? Vest?)
Men det er mest fordi, vi har fået besøg af rotavirus, som –
hvis nogen skulle være i tvivl – er Omgangssyges åndssvage storebror, der bruger
beskidte kneb og tæver de små, når gårdvagten ikke kigger.
Når man er 1½ år og i
stegende hede afstøder alt, hvad man får i sin lille krop, så går der 3 dage,
før man ender her:

For helvede, altså.
Skal jeg holde din skam?
Jeg er meget lidt begejstret for åbenlys kontrol af den
slags, der signalerer, at du som udgangspunkt er fuld af lusk, og derfor må
sættes under mikroskop til det er besluttet, at du ikke kan tages i den
gerning, som de godt nok ikke kan bevise, men som de stadig ved, at du har
begået.
Jeg kan hverken lide at være den, der bliver bedt om at
udføre den, eller den, der bliver udsat for den, så når det til p-møderne på
mine studiejobs i diverse supermarkeder blev indskærpet, at vi skulle være
MEGET grundige, når vi i loftspejlet tjekkede, om kunden forsøgte at snige ubetalte
varer gennem kasselinien, kunne jeg stadig højest svinge mig op til at skæve
undskyldende mod et punkt lidt nordøst for, hvor jeg sad.
Måske er det fordi, jeg er fra handelsskolen, hvor man
bliver opdraget til at have respekt for kunder, fordi det er dem, man lever af.
Hvis det er tilfældet, tror jeg måske, at det er det meste
af 2. Y og 3. X, vi har siddende ved kasserne i Bilka, for de er MEGET lidt
diskrete, når de tjekker, skal jeg love for. Nogle af dem nøjes med at kigge,
andre supplerer med at rejse sig halvt op og stirre hen over dankortterminalen,
når spejlet er vinget af, mens en særlig nidkær gruppe virker ærgerlige over
ikke at være udstyret med røntgen syn.
Det sjove er, at det er mig, der bliver flov på deres vegne.
Så pinlig berørt, at jeg kigger væk, når de tjekker. Freud, ringer du lige? Jeg
ANER ikke hvorfor. Hjælpsomhed? Nå, for søren, der ligger lige lidt ubrugt skam
og flyder, JEG HAR DEN!! *haps-haps*
Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg altid er et
mulehår fra at blive underkastet kropsvisitering; med mit nedslåede blik ligner
jeg en, der har ¾ af non food afdelingen gemt under den krøllede reklame i
hjørnet af vognen.
Tillykke til verdens bedste Anton.
I dag er det præcis halvandet år siden, at tangloppen så
dagens lys. Derfor har han i dagens anledning fået lov at skrive i
venindebogen.
Navn: Anton A, aka dobbelt A.
Stjernetegn: Skorpion.
Højde: 81 cm.
tidspunkt.
men jeg bøjer mig for, at vi nogle gange er nødt til at se den på engelsk, så
mor kan undlade at tæve sine ører til blods i afmagt.
Hvad mener du med: ”Det elskede du i går”? Bevis det. I denne uge kan jeg i
øvrigt heller ikke lide figenstænger.
str. 22.
tester tings holdbarhed, når de udsættes for ekstrembelastninger.
undtaget) og når mor stalker mig for at kramme.
du bliver ved med at hvisle, mor?
(Det er fotogeniet Onkel Claus, der har taget billedet.)
Så STOPPER I!!
Jeg er normalt stor tilhænger af at prøve at forstå. De
fleste mennesker gør det så godt, de kan, med de midler de har, uanset om vi
taler om jobs, forældreegenskaber eller venskabelige relationer.
kvinde på 74, fordi hun har levet i et homoseksuelt forhold, så bliver jeg
simpelthen så gal, at jeg må insistere på ikke at forstå. Jeg nægter.
Er det ikke meningen, at præster skal fungere som
sjælesørgere for de nødstedte, de bange og dem, der har det svært? Findes der
nogen situationer overhovedet, hvor man er mere sårbar og ulykkelig, end når
man planlægger en begravelse af et menneske, man elsker? Det tror jeg næppe. Og
alligevel tillader sådan en åndeligt forarmet idiot sig nidkært at vogte over
næstekærligheden og påstå, at den kun er for de få.
GALT med jer!?!
Og jeg er ligeglad med, at han har undskyldt. I fængsel med
ham. Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at man med henvisning til
religion kan tillade sig at opføre sig sådan, uden nogen form for konsekvenser.
Vi har injurielovgivning, vi har øget fokus på hatecrimes, og alligevel udløser
det der ikke engang en bøde.
findes en kvinde, som ikke kan begrave sin mor igen, bare fordi han undskylder.
Jeg ved godt, at der findes gode præster, men ligesom det
efterhånden begynder at blive tydeligt, at sportsforeninger og institutioner
for udsatte børn og unge tiltrækker pædofile, så lader det til, at kirken
tiltrækker åndeligt indskrænkede mennesker med små sjæle, der ønsker sig
tilbage til tiden, hvor negerne hørte til bagerst i bussen, og kvinderne ikke
kunne stemme.
sted for mennesker som dig, håber jeg inderligt, at jeg ender i helvede.
Sideskilning, page eller mohawk?
Om 6 uger er det et år siden, jeg hev de århusianske
teltpæle op og rykkede mod syd, og der har været ret mange firsts i løbet af det
år: Jeg har f.eks. fået min første bil og har skullet finde ud af at få arbejde/barn
kabalen til at gå op.
Og jeg gider ikke rigtig at skamride klicheen om, at jeg
ikke kan finde ud af at være voksen *ti-hi-snuble-over-mine- egne-fødder* –
ikke fordi jeg har lært, hvordan man gør, men fordi det bliver trættende både
at sige og at høre på, når udsagnet har været i rotation i over 10 år, og man
fylder 40, næste gang, man bliver rund.
mine forældres generation og min. Hånden op, alle dem på min alder, der kan
stryge en skjorte, lave frikadeller fra bunden eller pudse vinduer med eddike
alene uden at efterlade striber.
Anyone?
kørende på Melittaen, og ikke har overgivet sig til Nes. Og det er ikke fordi,
jeg skal hylde 50’erne eller mormor-dyderne (ret meget), men når man som
35-årig skal i gang med projektet ’have’ for første gang, går det op for en,
hvor meget ens forældre ved – og jeg kan ikke huske, at der har været nogen
form for indlæringsfase involveret. Som jeg husker det, har de bare altid vidst
alt om round up, rabarberbede og stauder.
Jeg kan f.eks. ikke huske, at de har stået og kløet sig i
håret, mens de spekulerede på, hvor langt væk man skulle stå, for at mosset i plænen
kunne gå for at være græs.
flade, afpillede ådsler, fordi al fyldet imellem forsvinder, når man fjerner
ukrudt, men på den anden side mener jeg heller ikke at have set dem gå og
efterfylde rillerne med sand (jord?).
I min erindring findes intet billede af min mor, der har
været nødt til at bringe plæneklipperen til standsning, fordi græsset var SÅ
langt, at knivene ikke kunne få ved, så man i stedet for at slå det, nærmest bare
friserede plænen flad.
jeg nogensinde havde set hende løse problemet ved at kravle rundt på alle 4 og
præ-klippe græsset med en køkkensaks.
Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er græsplænernes svar på Dennis
Knudsen.
Nok mest ”Eller noget”.
Hvor ville det være nemt at undgå at lave den samme fejl
flere gange, hvis hjernen gad lære at huske følelser.
byen, og derfor genkalder sig tømmermænd som noget hyggeligt; noget, der
berettiger til 24 timers ophold på langs i selskab med dårligt tv, kun afbrudt
af ture til lokationer, der kan opbyde et vulgært udvalg af tomme kulhydrater
og fedt. Som man selvsagt bare må gå lodret bananas i, fordi man jo har
tømmermænd og dermed befinder sig i fysiologisk og ernæringsmæssig
undtagelsestilstand.
Så tager man i byen, og drikker, som var det den sidste nat
på jord, og når man vågner dagen efter, kommer man med rædselsslagen vantro i
tanke om, at tømmermænd føles som at befinde sig i den terminale fase af ebola
tilsat hjernerystelse.
Hvordan kan elendighed af den kaliber bare sniges ud af
erindringernes bagdør gang på gang på gang?
var endt hos en mand, der var skarp, sjov og smuk – men som ikke var Ham. Kan
så tydeligt huske, hvordan jeg sad på gulvet i min stue, lænet op af væggen,
med hår og tanker strittende i alle mulige retninger, og drak en iskold cola,
mens jeg spekulerede på, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kan huske den
røde top, jeg havde på, et par stædige sandkorn mellem tæerne, og de sko, som
jeg faktisk hadede, fordi de altid faldt af, men som havde reddet mig aftenen
før, fordi festen pludselig var blevet flyttet til stranden, hvor stiletterne,
jeg ellers havde planlagt at tage på, ikke rigtigt var gangbare. Jeg kan huske
det kaos, jeg skabte i mit liv, de vilde ture op og ned, de mennesker, jeg
sårede og dem, der greb mig. Alt det sad jeg lige midt i, den sommerdag, hvor
Summerrain blev det sidste, jeg hørte, inden jeg væltede i seng og sov solen
væk, og jeg VED, at jeg havde det ad helvede til, og ikke (kun) på grund af
alkoholen. Men når jeg tænker tilbage nu, er hele elendigheden omgærdet af et romantisk
skær, og jeg kan tage mig selv i nærmest at savne dramaet, fordi det så fint
fjerner fokus fra resten af virkeligheden.
Lev, og du skal lære. Eller noget.
Det er mig, der er inde i verdens mindste menneske.
Alle dem, der tror, at man kan slippe af sted med at skrive ”alt
er godt” og lægge det til skue et sted, hvor nemesis ikke kan undgå at se det;
hånden op.
Nemlig.
Så Anton har været syg siden, og der har været både læge og
vagtlæge inde over. Til gengæld har der ikke rigtigt været søvn. Er fandme så
træt, at jeg har det, som om jeg har tømmermænd og bevæger mig under vand. Synes
ikke engang, at det var specielt mærkeligt, da Anton og jeg besøgte
oldeforældrene i dag, og de, helt, helt afslappet, havde Hello Kitty
køkkenrulle stående på bordet.
træls version af mig selv. Jeg får hugtænder i trafikken og under ikke nogen noget. Jeg har ondt af mig selv, samtidig med, at jeg ser mig selv
udefra, og væmmes over, at jeg – med så meget godt i mit liv – ikke formår at
bevare bare en lille smule perspektiv.
For eksempel blev jeg simpelthen så irriteret i dag på en
hjemløs, der altid står uden for min Bilka.
et sted at bo, og som formentlig vinder over mig med et point eller to,
hvis vi absolut skal sammenligne ar.
Inden jeg går videre vil jeg gerne lige forsvare mig og
sige, at jeg jævnligt køber Hus Forbi, og støtter gode formål. Jeg er blevet så
gammel, at jeg ikke længere har facer-angst og er nødt til at fake
telefonopkald eller sindssyge, for at slippe for at blive antastet. Jeg siger
ganske enkelt ”Det har ingen interesse, ellers tak” og smiler (forholdsvis) venligt,
mens jeg fortsætter med at gå. Langt, langt de fleste respekterer det, og
responderer med et ”god dag”, og hvis de insisterer, gentager jeg bare, at det
ingen interesse har. Kun en enkelt gang har det været nødvendigt at stoppe op
og med den bestemte morstemme sige: ”Nu skal du simpelthen høre efter, hvad jeg
siger til dig: Det har ingen. Interesse. Ellers. Tak”
interesseret i at købe den dag, og i Århus har jeg aldrig oplevet, at blive
skyldstirret på af den grund.
Men ham her? Han står bare der på sin faste m2, hvor han har
stået så længe, at han faktisk er i fare for at miste titlen som hjemløs, og
fisker. Hvis man ikke nærmest demonstrativt kigger på ham, stiiiiiiirrer han på
dig med triumferende ”Hey rich bitch? I call your bluff!” smurt ud i hele
skærmen og brøler ”HEJ!!”. Og lige i dag? Der blev jeg sgu irriteret på ham.
Ja, gu har jeg set dig. Ligesom jeg har set den ældre dame med pelargonierne i
kurven ved siden af mig, og ham, den lækre, der er ved at låse sin cykel op,
men dem hilser jeg HELLER ikke på; Ikke fordi jeg er bange for dem, eller
konfliktsky, men fordi jeg er sur og jeg er træt og JEG GIDER IKKE INTERAGERE
MED NOGEN, SÅ LAD MIG FUCKING VÆRE I FRED!!
Det må vel nok kunne kvalificere til en gæsteoptræden hos Dines
i tag-kategorien New low.
Vikingekongen Anton.
Jeg har en søster, der er god til det, der ligger i
spændingsfeltet mellem det alternative og naturen, hvilket er super fedt, for
jeg ville f.eks. aldrig selv have opdaget, at der var vikingemarked i Ribe i
går, om jeg så havde fået 1000 år til det.
må jeg le over, hvor kort den er, i forhold til mængden af realtid, den dækker
over. Minder en del om at pakke til en festival, faktisk, hvor man forsøger at
løse en ligning med 24 ubekendte, og skal afveje nødvendighed af både
regnbukser og solcreme i forhold mængden af lort, det er muligt at slæbe rundt
på blandt mange mennesker på trange udendørsarealer.
(primært) er en selv, det går ud over, hvis man har glemt noget, og man b) ikke
kan bruge alkohol til at dulme vådt tøj og solskoldninger.
venstrestøvler i hhv. størrelse 22 og 23.
tæskehold til mig selv.
at Anton er blevet så stor, at han kan fistre rundt selv, og at man derfor ikke
er bundet til en barnevogn, som man ikke kan komme ind i klinede lerhytter med,
at man kan stikke ham en bolle, hvis tiden skrider, og der ikke lige er en
microovn i nærheden, og at han kan være vågen i mere end to timer af gangen, så
man ikke skal starte med at panikke over, at der ikke er nogen steder, man kan
stille ham til at sove. Love it!
udklædte vikinger (og her må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at de
alle sammen opfattede deres outfit som udklædning) med ”Nej, PRØV at se”-mimik,
så var Anton mest optaget af deres plankeværk. Han ved selvfølgelig heller
ikke, at de ikke bare er extremhipsters on the loose, men han hilste pænt på
dem alle sammen – mange gange – fordi hans yndlingsord stadig er ”Hej!”, og jeg
elsker at have et barn, der elsker andre mennesker.
(Bemærk venligst det famøse plankeværk i baggrunden.)

