Så gik der 14 dage. Bum. Har heldigvis stadig en uges ferie,
der bare ligger og gør sig til foran mig, men det er også 2 fine uger,
vi har lagt bag os.
hhv. Fyn og Fanø. (Hvad? Kører I ikke bogstavtema på jeres ferier?) Fyn var
fuldstændig fantastisk. Sommerhuset, vi havde lejet, var sommerhuset nok til,
at det var ok at tage den samme t-shirt på
tilsandede klipklapfødder op i sofaen, men samtidig istandsat nok til, at jeg
ikke fik tics og åndedrætsbesvær. (I vidste ikke, at jeg var Paris Hiltons fede
storesøster? Well, you know now.) Vi var i Odense Zoo, hvilket var skideskægt,
fordi Anton nærmest slog knuder på sig selv af begejstring over alle dyrene, og
fik også, som det sig hør og bør, tømt Ikeas varelager i en sådan grad, at
Sverige ikke behøver at frygte græske tilstande de næste mange år. Der var
overnattende gæster, vin ad libitum og sol nok til at bade på terrassen. Elitesmiley til Fyn fra Anton og Linda.
Så tog vi til Fanø, hvilket på papiret lignede en god ide.
Vi havde lånt et sommerhus af nogle bekendtes bekendte; nogle ualmindeligt søde
mennesker, der havde ladet os leje det for et symbolsk beløb. Af respekt for
dem vil jeg derfor undlade at kommentere indretningen. Jeg vil bare nævne, at
der var kogepladeskjulere, snapseglas fra Himmelbjerget, ravklumper,
keramiksømænd, tørrede blomster, amagerhylder, billeder af fiskere og grædende
børn, ”Her man sidde i egne tanker, til en anden på døren banker” og meget,
meget mere. Fik jeg sagt at huset var 50 m2? Og ikke opvarmet? Hvilket var ligegyldigt
de første 36 timer, hvor solen bragede ned, men blev ret problematisk, da der
blev tændt for noget 6 døgnsregn, der faldt med en intensitet, der nærmede sig
hysteri.
Hjalp heller ikke, at barnet angreb Vesterhavet iført
regntøj og gummistøvler af flere omgange, og derfor blev ved med at producere
beklædningsgenstande, der ikke tillod luftfugtigheden at bevæge sig ret langt
under 98 %.
her!”-gejsten. Slæbte barnet med til Nordby, der skulle have en lammer for at
lade ordet’ –by’ indgå i sit navn, for det er fandme ikke meget andet end
to huse og en brugs. Det var således et fint øjeblik, da jeg spurgte en indfødt
om vejen til gågaden, og hun grinende svarede: ”Du står på den.” Prøvede
Sønderho. Samme problem. Videre til Naturlegepladsen, hvor jeg satte barnet,
der var viklet ind i vandafvisende tekstiler fra top til tå ned og pegede og
råbte: ”SE, HVOR FINT!” *skinger-råbe-smiley*. I samme sekund skiftede regnen
fra 4. til 6. gear, og Anton kiggede op på mig med træt ”Seriøst?” i hele sit
lille fjæs, hvorefter han pligtskyldigt gik hen og skubbede modløst én enkelt gang til
gyngen.
På opturssiden havde vi kaniner i baghaven. Jeg formoder dog,
at de nåede at tabe pelsen af stress over at blive jagtet af 1½-årig, der med
en skovl i hver hånd forsøgte at undslippe sin kedsomhed ved at jorde rundt efter det stakkels kræ, mens han prøvede at starte en samtale ved at brøle ”HEJ!HEJ!HEJ!”.
bygningen 4 dage før tid.
i stuen OG smide hovednøglen væk.
Så kender I mig igen, ikke?
Jo, DET gør vi! Og vi har fandme savnet dig!
Velkommen tilbage!
Fedt at havde dig tilbage! Har tjekket (næsten) hver dag de sidste par dage, for det er nemmere end at regne ud hvornår de 14 dage var gået 🙂
Vi bogstavrimer da altid vores ferier; sidst var det Østrig og Østerild! Hmm, det bliver lidt mere besværligt her til sommer.. :-/
Hyggelit der kommer liv på bloggen igen….
Synes sommerhuset på Fanø lyder rigtig hyggeligt og meget sommerhusagtigt – men der er heller ikke mange gram Paris Hilton i mig 😉
Som du dog kan sige det…. 😉 Kan udemærket se både sommerhus og en Jagtende Anton for mig…lol… Håber den sidste uge bliver lidt mere tør!! Men nyd den 🙂
Kh Nanna, Stjernepus
Hahaha har også prøvet at opspore "hovedgaden" på Fanø! Men der er jo kønt… :o)