Bloggen

Men nu med lidt forklaring.

Som jeg er hysterisk ræd for.

Har altid troet, at jeg ville blive mere cool med den slags, når jeg havde født, og på den måde havde bestået den ultimative av-for-satan-prøve, men det viser sig ikke at være tilfældet. Brevet fra gastrolægen var fyldt med forloren beroligelse a la ”slangen, der skal føres ned i mavesækken gennem næsen (forkert, forkert, forkert!!!) måler kun 5 mm i diameter” og ”inden undersøgelsen bliver du bedøvet i svælget med lokalbedøvende spray”. Forholdsmæssighedstallet er teknisk set bedre på næse:slange end på barn:skræv, men ikke desto mindre tror jeg godt, at vi alle ved, at den sidste passus i standartbrevet er henvendt direkte til mig: ”I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give en lokalbedøvende indsprøjtning.”

Når jeg på den måde går rundt og er bange, forvandler jeg mig til Store My. Meget stille og vred; indædt nærmest. Og så skal der ikke så meget til at feje benene væk under mig. Som f.eks. crappy cykelstier eller tilsendte evalueringer fra min sidste masterclass på convention, (som jeg i parentes bemærket selv havde en fest med) som overall er fyldt med fine og positive udsagn, men hvor den sidste i bunken lyder således:

*slam*

Før nu.

Og så kan man ikke engang hælde rødvin på det.

Det er ikke fordi, der skal gå ’jeg-er-bare-zå-dum-og-klodset’-blog i den, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive nedenstående indlæg for at få bare lidt af selvhadet til at fordampe.

Med andre ord: Jeg er blevet bilist.

Området vi bor i, bryster sig af at være meget børnevenligt, og have et stisystem så omfattende, at man aldrig behøver at dele asfalt med en bil, uanset hvor man skal hen.

Som i: Vild-vild.

I SUCK!

Jeg har – beklageligvis uden at anstrenge mig særligt – fundet en ny gruppe af mennesker, jeg ikke bør sættes ved sinde af ved festlige lejligheder: Kvinder, der overvejer at lade sig smykke med titlen ’Selvvalgt alenemor’.

Et emne, jeg naturligvis straks overtager og prygler livet ud af, da jeg med mit ene barn snildt kan svinge ekspertkåben om skuldrene og udtale mig sikkert om alle aspekter omkring projektet.

Men mest om, hvordan mit liv blev fuldendt på måder, jeg ikke havde troet muligt, da jeg fik Anton. Hvordan jeg ikke længere slæber mig af sted gennem livet og til arrangementer, som dåben i dag, med fornemmelsen af at være en fiasko som menneske, fordi ingen har brug for mig.* Hvordan det igen er blevet muligt at glæde sig oprigtigt over veninders familieforøgelser, fordi de ikke længere symboliserer Den Uopnåelig Drøm, men tværtimod minder mig om, hvad jeg har fået lov til at være en del af. (Selvom amor åbenbart er blind som en muldvarp, det lille svin.)

Det er faktisk meget belastende at vide, at hvis jeg havde mødt mig selv for 3 år siden, ville jeg have tævet mig med et bat.

(* Her vil jeg gerne understrege, at jeg udelukkende taler på egne vegne; I må ikke opfatte det som om, at jeg mener, at børn er det eneste formål med livet, eller at man er dømt til at henslæbe sit liv i armod og ulykke, hvis man af den ene eller anden grund ikke får dem. Jeg forsøger blot at anskueliggøre, hvor meget drømmen fyldte for mig.)

Der er sket noget fantastisk: P3 har fået et program på sendefladen, som jeg ikke bare kan holde ud; jeg flat out elsker det. Så meget, at jeg i det omfang det er muligt, arrangerer min dag rundt om sendetiden.

Monte Carlo. For HELVEDE, jeg synes, det er sjovt! To timers fuldstændig planløs underholdning i et tempo så højt, at det føles som at indtage en shake bestående af espressoer, coke og candyfloss efter 14 dages faste. Der er ikke skyggen af dybdeborende journalistik eller – som i ”Smag på dig selv P3” – invitationer til lytterne om at byde ind med poetiske minder eller ideer til, hvad musik smager af (christ altså! Hvem har udtænkt det koncept!?) – men bare kaskader af humoristisk ping pong fra to fyre, som lyder som nogen, man godt gad hænge ud med.

Et program udtænkt af hjerner, der kigger på Nike Shox skoen og fluks døber den ”Randersstiletten” har mig som sin klare målgruppe.

De kan heller ikke lide hverken Sveinur eller Bruno Mars.

Blogsbjerg heart Monte Carlo.

Når jeg står på apoteket, kommer jeg altid til at spekulere på, præcis hvornår det tidspunkt indtræffer, hvor man bliver jobimmun; hvor man har udført en del af sit job så mange gange, at det, selvom det kan være noget, der er både svært og pinligt for den, man servicerer, ikke længere er noget, man nærmer sig med takt eller omhu, men tværtimod er noget, man bare tromler igennem, fordi rutinen har forvandlet det til Det Nye Nulpunkt.

Det er ikke kun på apoteket, den er gal. Hvis jeg skal hive et eksempel fra mit eget liv frem, står det ikke som mit kæreste minde, da jeg på gangen på et hospital i Århus fik at vide, at undersøgelsen, jeg lige havde fået lavet, viste, at jeg formentlig ikke kunne blive gravid. Men jeg var velkommen til at bestille en tid om 14 dage, så vi kunne snakke om det, hvis jeg havde lyst? Og så skulle han i øvrigt skynde sig videre. (Fuck, mand. Får stadig lyst til at cykle derud med træskostøvler og en plakat af Anton og losse ham eftertrykkeligt i løgene, når jeg tænker på det.)

Jeg tror ikke, at sagsbehandlere bevidst prøver at være ufølsomme, eller at læger og apotekerdamer er onde typer, der prøver at såre eller udlevere så mange, de kan nå på en dag. Jeg tror simpelthen bare ikke, at du kan blive ved med at huske, at det for den enkelte stadig er superprivat, hvad man rager til sig af sygdomme, eller at den besked, du lige nu langer over bordet, ændrer livet for altid for den, der sidder overfor, når du beskæftiger dig med det hver eneste dag.

Jeg er så latemover med nogle ting, at jeg, hvis jeg slæbte bare en kende mere på fødderne, kunne ende med at blive hip alligevel, fordi jeg faldt ned i old school-kategorien.

Efter et halvt år er det pinligt at komme og sige, at jeg faktisk ikke aner, hvordan Twitter fungerer. Eller de der frimærker, der sidder på alle produkter med respekt for sig selv, og lader som om de er stregkoder, men som kan et eller andet på nettet, hvis man scanner dem med sin telefon.

Kunne vi ikke bare være stoppet efter Facebook og iTunes?

Jeg har en sjov ide: Skal vi ikke aftale, at vi som udgangspunkt prøver at bruge vores almindelige stemmer, når vi taler til vores børn? Det er ok at file den lidt til i kanterne, hvis ungerne f.eks. har prøvet at se, hvad der sker, når man stiller sig op i en gåvogn, og skubber fra på væggen (…!), men giv mig én god grund til konstant at bruge den der supersoniske, højtpitchede  mor-stemme, med dertilhørende kunst-smil, der giver kronisk genlyd i hele fucking vuggestuen?

Jeg vil så gerne tro, at det er fordi det tager lang tid at rydde op, når man skal overtage andres kontorer med dertilhørende bunker af arbejde, som man ikke nødvendigvis finder hverken logisk eller nødvendigt.

Eller at sidste hold fjumrede ligeså meget, men at jeg bare ikke lagde mærke til det.

Det er ved at være svært at fastholde, at det var en god ide at sætte de her mennesker i spidsen for noget som helst, synes jeg.

Men i den gode sags tjeneste vil jeg prøve at bevare optimismen og håbe, at det er fordi, de lægger an til en 3 år lang, forrygende slutspurt.

Jeg er ikke overtroisk, overhovedet. Jeg er ligeglad om hændelser optræder 3, 7 og 200 gange, jeg lægger knive over kors for sjov, jeg har spildt det meste af en saltmine på alle tænkelige steder, og træder ofte lidt ekstra hårdt på stregerne, så de lige kan mærke, at de på ingen måde har magt over mig, de små, magre svin.

Jeg vil starte med at sige, at vi alle kan ånde lettede op: Det var ikke mig, der faldt af stolen i går til stripfitness. Det var primært mændene, og man må spørge sig selv, om skyldtes manglede koordination eller koncentration. Der kommer også nok lige til at gå en uge eller to, inden jeg drager på landevejen med mit show, for selvom da moves var på plads, så ser det meget lidt sexet ud, når man er så koncentreret, at man er helt krøllet sammen i ansigtet.

Men vældig fin fest. Fantastisk at være tilbage i kjole og hæle, og momentvis få lov at være hende, jeg var. Vidste også, at jeg var kommet hjem, da vi under præsentationsrunden blev bedt om at fortælle de 3 vigtigste ting om os selv: Navn, funktion, og om vi var single.

Det er så fint, at det på den måde ikke bliver lagt fingre imellem i fitnessverdenen

Jeg falder lidt i mellemkategorien der, for teknisk set er jeg jo single, men post-Anton føles det bare ikke sådan. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det sværeste ved at være single (for mig) var, at jeg ikke var nogens første prioritet. Du kan have nok så gode venner og veninder, men hvis de har kærester, vil du altid komme ind på andenpladsen, når tiden er knap og der skal vælges. 3. pladsen, når de får børn. Nu er jeg Antons førsteprioritet, og han er min, og derudover er der ikke timer i døgnet til at sidde og savne en kæreste. Fitnessfolket ville stadig godt lige vide, om jeg var søgende, dog. Og helt ærlig? Jeg aner det ikke. For jeg vil gerne have en kæreste, men kan vi klippe til det punkt, hvor vi kender hinanden og har tilpasset os hinandens liv? For jeg er sgu for træt til al dramaet med sms’er og gæt på, om vi vil det samme.  Jeg har heller ikke prøvet at skulle indrette et kæresteliv med et barn, så ved ikke, hvordan man gør, og kan godt mærke, at det lige nu bare er nemmere bare at parkere hele svineriet.

Men præsentationsrunden med dens guldgrube af informationer var stadig brugbar for mig, for det var rart nok lige at finde ud af, hvem jeg skulle bruge tid på at snakke med; jeg foretrækker fyre med kærester for tiden. Det er så utrolig anstrengende at snakke med en fyr, der hele tiden sidder og har gang i et kompliceret regnestykke, hvori elementer som 1) er du scorbar? 2) er der noget tilstede, der er bedre? 3) og kan dét scores? eller 4) er det bedre at satse sikkert?

Det er der så også nogle af fyrene med kærester, der sidder og spekulerer på, men der er dog alligevel en anden ro og evne til at være til stede i samtalen, fordi de er sikre på at komme hjem til en dyne med indhold, og derfor slapper lidt mere af. (Jamen, undskyld. Og hvis din kæreste arbejder i mit fitnesscenter, så er det selvfølgelig ikke HAM, jeg taler om.)