Bloggen

Gæt, hvad jeg skal lave i weekenden?

Giver I op? Ok, så siger jeg det.

På papiret lyder det hyggeligt, men … det føles lidt som at skulle til julefrokost med 60 fremmede. Altså, kender jo nogen af dem efterhånden, men mest på ”Hey Maria, du har glemt din cd i salen” og ”Anders, er det dig, der lugter af sprut??”- måden. Det kan man jo ikke få en hel aften til at gå med, kan man? Tænk, hvis jeg ender som den pinlige ene-og-alene-stork ovre i hjørnet. (Argh!)

Zumba OG stripfitness? På samme tid?! Til min første fest med kollegerne, som jeg for tre fjerdedeles vedkommende møder for første gang? Aj, men for helvede altså! Ved næsten ikke, hvordan jeg stiller mig selv i det mindst dårlige lys. Giver den fuld gas (=Hej. Jeg hedder Linda. I’m a slut) eller holder igen (Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er snerpet og anal)?

Jeg ved godt, at det er nemt at hade på Post Danmark, og at de lægger røv til en hel del indlæg rundt omkring i blogland. Jeg er også med på, at der vil ske fejl, når man er så stor en organisation, der har så mange forsendelser igennem systemet dagligt. Men det må sgu da være irriterende at være ansat et sted, som alle er så sure på, og som kun overgås af DSB i horrible priser og ineffektivitet.

Med mig i strikhue, morgenhår og væg-til-væg raseri.

Åh, jeg synes, at det har været en mærkelig weekend. En mystisk blanding af godt selskab, for meget vin, og alt for mange følelser i alle farver og faconer. Jeg ville ønske, at jeg kunne vælte det hele ud på papiret, men … ja, se mig, jeg er mystisk.

Så nu sidder jeg her med en psyke, der føles som kroppen gør, når en influenza er 12 timer væk: Stiv, ulden og sært ligeglad.

Er der andre end mig, der kan blive i helt godt humør af at opdage, at både det engelske ”whole, wide world” og det danske ”store, vide verden” kan misforstås med samme ord, OG at misforståelsen vil give samme betydningsmæssige forskel (whole, white world/store, hvide verden)?

Da jeg kom ind til Anton i morges, lignede han noget, der i nattens løb var blevet brugt som voodoo-dukke af meget ihærdig heksedoktor med forkærlighed for strikkepinde, så vi er hjemme med skoldkopper i dag.

Efter 25 minutter kunne jeg ikke længere koncentrere mig om wordfeud, fordi jeg havde så travlt med at tale til radioen. ”SIG NU, at man skal nøjes med kaffe, for fanden!” Til sidst måtte jeg sende en sms for at få fred, og forvandlede mig således til en af dem, der skriver til radioen. For fanden, altså.

Og jeg ville sådan ønske, at ovenstående afsnit var afslutningen på historien.

Jeg sværger ved alt hvad der er mig helligt, at jeg troede, at det var en uddybende samtale, hvor de bare lige ville spøge ind til detaljerne, men 10 minutter senere, da jeg stod og skyllede af, væltede en ucharmerende, meget dyb og jysk stemme pludselig ud af min radio.

Hvorfor har jeg venner, der accepterer at jeg taler?

Min netbank har fået et nyt feature. Jeg kan nu – måtte jeg ønske det – se mit forbrug i farver. Oh, but why, hører jeg både mig selv og jer spørge.

“Forbrugsoverblik præsenterer grafisk dine indtægter og udgifter, og giver et bedre overblik over din økonomi. Løsningen giver indsigt i, hvad familien bruger penge på, så I undgår at leve over evne og havne i luksusfælden.”

Men … altså, tror I, at banken har SET programmet luksusfælden? Jeg har set et par afsnit (det stadig er fairly safe post-anton, da der meget sjældent er nogen, der dør) men de gange jeg har set det, har de første 20 minutter altid handlet om at få åbnet alle de rudekuverter, der har ligget så længe, at de er blevet en integreret del af møblementet, uden at få seneskedehindebetændelse i håndleddet.

Og i øvrigt mener jeg heller ikke, at der er en kategori, der – øjeblik –

Nej, jeg mente nok: Der er ikke en, der hedder ”Skat”.

(Af den triste slags, så ikke læse med, hvis du er ked af det i dag.)

Nå. Men .. øhm.. nu vil jeg så godt sige undskyld. For nu ved jeg godt, hvad I mener.

For det her er simpelthen ikke til at holde ud. Jeg har mistet mit filter, og alle triste historier går lige ind og permanentklæber til både hjerte og hjerne. F.eks. brugte jeg en stor del af min fødselsdag på at stå og smuggræde ned i tomaterne, fordi en lille dreng på 6 år var blevet kørt ihjel af en skraldebil. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Jeg kan blive fysisk utilpas ved tanken om hans forældre, der nu på 6. uge sidder og kigger rundt i et liv, der må have mistet al mening og indhold. Historien om den lille, engelske dreng på 2 år, der blev tortureret og myrdet gør ondt så langt ind i sjælen, at ord ikke kan nå derind, og lille Tobias, der blev tævet ihjel, er måske glemt af aviserne, men ikke af mig.  Og det er ikke kun de forfærdelige historier om børn, der svider og brænder; folk, der mister deres forældre, mennesker, der bliver demente og synet af unge stofmisbrugere, der stille og roligt hælder deres liv ud i afløbet, får også min hals til at snøre sig sammen.

Jeg undgår ikke bare dyreudsendelser. Jeg undgår nyhederne, halvdelen af de blogs, jeg plejede at læse, dokumentarserier om læger, 80 % af avisen og historierne om dem, der kender nogen, der har mistet deres børn. Jeg er – og det er frygteligt at sige – begyndt at forstå de mekanismer, der får venner til at forsvinde, når katastrofen rammer, fordi man er bange for at den smitter.

Nogle gange føles det lidt som om, jeg er begyndt at leve med maven suget ind og hovedet kronisk dukket af skræk for at skæbnen skal få øje på os.

For er der ikke noget døj med den her tekst?

Jeg deltog i min første FB-konkurrence ever igår i håb om at vinde dem, men 23 sekunder efter, at jeg havde liket og linket, kunne jeg mærke, at det her ville blive ved med at klø, til jeg gav efter og kradsede igen.

Jeg var ikke hjemme, da posten kom med dem idag, så de står i en mørk æske 200 meter herfra og glimter, men i morgen er de mine, og jeg har tænkt mig at sove med dem på – hurra!

I går, da jeg kørte til København, sad jeg og lod tankerne vandre tilbage. Jeg har undervist i elitestep på DGI’s convetion de seneste 6-7 år, sidste år undtaget, fordi jeg havde travlt med at forsøge at finde ud af, hvordan man lever uden søvn. Mens jeg kørte, sad jeg og tænkte på, hvor fedt det er at være nået dertil, hvor jeg ikke længere er bange for andre mennesker; jeg kan kun mærke den spændte glæde, man har i maven, når man ved, at man er godt forberedt, kan sit kram, og glæder sig til at fyre den af, men stadig har været i gamet længe nok til at vide, at man ikke kan gardere sig imod dårlige mikrofoner, cd’er, der udånder og pludselige blackouts, og derfor stadig er afhængig af en vis portion held, hvis man skal rive taget af bygningen.

Indtil det gik op for mig, at det er løgn.

For det er faktisk rigtigt, når jeg siger, at det ikke betyder noget, hvad andre mener om mig. Det er bare et spørgsmål om at få defineret, hvem ’de andre’ er.

Ude på den anden side af hegnet står De Fremmede; alle dem, man stifter helt kortvarigt bekendtskab med. Jeg kender dem ikke, og de kender ikke mig. Om de kan lide mig eller synes, at jeg er et freakshow på to ben, holder mig heller ikke vågen om natten. Overhovedet.

Hvorfor er det vigtigt? Jeg aner det ikke. Måske fordi at de er blevet lukket lidt ind, og nu står i entreen, og derfor potentielt kan fælde dom over den del af indretningen de kan se?

Og så var jeg heldigvis ENDELIG fremme og kunne parkere både bil og hjerne i en kælder af beton.